Hvis et barn dør

SAMMEN med sine seks børn — fem piger og en dreng — var Geneal taget på ferie hos nogle venner i den nordlige del af staten New York. En dag bestemte pigerne sig for at tage til byen. Sønnen Jimmy og en anden dreng spurgte deres moder om de måtte tage på en travetur. Drengene fik besked om at passe godt på sig selv og komme hjem først på eftermiddagen.

Sidst på eftermiddagen var drengene ikke kommet tilbage. „Jeg blev mere og mere bekymret efterhånden som tiden gik,“ fortæller Geneal. „Jeg forestillede mig at en af dem var kommet til skade og at den anden ikke ville gå fra ham.“ Vi iværksatte en eftersøgning, som fortsatte hele natten. Tidligt næste morgen blev drengene fundet, og vore værste anelser blev bekræftet. Drengene var styrtet ned og var døde. Det er nu ti år siden, men Geneal siger: „Jeg glemmer aldrig da betjenten trådte ind ad døren. Han var helt hvid i hovedet. Jeg vidste hvad han ville sige endnu før han havde fået sagt et ord.“

Og følelserne? De kan slet ikke sammenlignes med de følelser man almindeligvis oplever ved et dødsfald. Geneal forklarer: „Jeg har jo født Jimmy, og han var kun 12 år da han døde. Han havde hele livet for sig. Andre af mine kære er døde. Men det en moder føler når hendes barn dør, er slet ikke det samme.“

Et barns død er blevet beskrevet som „den værst tænkelige ulykke“, „det mest knusende slag“. Hvorfor er det sådan? Bogen Death and Grief in the Family (Død og sorg i familien) forklarer: „Et barns død kommer så uventet. Det virker ’forkert’, unaturligt. . . . Forældre regner med at de skal tage sig af deres børn, beskytte dem og opdrage dem til normale og sunde voksne mennesker. Når et barn dør føles det som om benene er blevet slået væk under en.“

I nogle henseender er det særlig svært for moderen. Som Geneal forklarer er det trods alt noget hun har sat i verden der er dødt. Bibelen erkender at en moder kan føle dyb sorg. (2 Kongebog 4:27) Naturligvis er det også svært for det afdøde barns fader. Også han føler smerte. (Se Første Mosebog 42:36-38 og Anden Samuelsbog 18:33.) Men ofte undlader faderen at give udtryk for sine følelser af frygt for at virke umandig. Det kan også såre ham hvis andre udtrykker større bekymring for hans kones følelser end for hans.

Somme tider kommer forældre til at lide under ganske særlige skyldfølelser. De tænker måske: ’Kunne vi have elsket ham højere?’ ’Sagde vi tit nok til ham at vi elskede ham?’ og ’Vi skulle have givet ham nogle flere knus.’ Geneal siger det på denne måde: „Jeg ville ønske at jeg havde tilbragt mere tid sammen med Jimmy.“

Det er ganske naturligt at forældre føler sig ansvarlige for deres børn. Men hvis et barn dør vil forældrene ofte give sig selv skylden for det, idet de føler at de har forsømt at gøre noget der kunne have forhindret dødsfaldet. Bibelen fortæller for eksempel hvordan patriarken Jakob reagerede da han blev forledt til at tro at hans yngste søn, Josef, var blevet dræbt af et vildt dyr. Jakob havde selv sendt Josef af sted for at finde ud af om det stod godt til med hans brødre. Måske blev han derfor plaget af skyldfølelser som: ’Hvorfor sendte jeg Josef af sted alene? Hvorfor sendte jeg ham hen hvor det vrimler med vilde dyr?’ Jakobs „sønner og alle hans døtre rejste sig for at trøste ham, men han vægrede sig ved at lade sig trøste,“ hedder det i den bibelske beretning. — 1 Mosebog 37:33-35.

Nogle fortæller at de også mistede noget andet da deres barn døde — nemlig deres venner. Ja, familiens venner vil måske holde sig væk. Hvorfor? Geneal siger: „Masser af mennesker undgår en fordi de ikke ved hvad de skal sige.“

Når et spædbarn dør

Juanita vidste hvordan det føltes at miste et barn. Da hun var i begyndelsen af 20rne havde hun aborteret fem gange. Nu var hun gravid igen, så det er forståeligt at hun var bekymret da hun skulle indlægges efter et biluheld. To uger senere gik fødselen i gang — før tiden. Kort efter blev lille Vanessa født — hun vejede knap to pund. „Jeg var så glad,“ husker Juanita. „Endelig var jeg blevet moder!“

Men hendes lykke blev kortvarig. Fire dage senere døde Vanessa. Juanita fortæller: „Det var sådan en tom fornemmelse. Jeg var ikke længere moder. Jeg følte mig ufuldstændig. Det var pinefuldt at komme hjem til det værelse vi havde sat i stand til Vanessa og at se de små undertrøjer jeg havde købt til hende. I de følgende måneder genoplevede jeg den dag hvor Vanessa blev født. Jeg ville ikke have noget at gøre med nogen.“

Var Juanitas reaktion ekstrem? Det er måske svært for andre at forstå, men de der har gennemgået det samme som Juanita forklarer at de sørgede lige så meget over deres spædbarn som de ville have gjort over en der havde levet længere. Lang tid før et barn bliver født, forklarer de, er det elsket af forældrene. Hvis barnet dør er det et menneske der går bort. Og forældrene har mistet håbet om at tage sig af det lille væsen der har bevæget sig i moderens liv.

Efter et sådant tab er det forståeligt at moderen kan føle sig dårligt tilpas i selskab med gravide kvinder eller mødre med børn. Juanita husker: „Jeg kunne ikke holde ud at se en gravid kvinde. Det skete endda at jeg forlod en forretning mens jeg var ved at købe ind, bare fordi jeg fik øje på en der ventede sig.“

Også andre følelser spiller ind — for eksempel frygt (’Får jeg nogen sinde et normalt barn?’), forlegenhed (’Hvad skal jeg sige til vore venner og slægtninge?’) eller vrede. Bonnie, hvis datter døde to og en halv dag efter fødselen, siger: „Somme tider tænkte jeg: ’Hvorfor lige mig? Hvorfor lige mit lille barn?’“ Andre føler sig ydmygede. Juanita forklarer: „Mødrene tog hjem fra hospitalet med deres spædbørn, og det eneste jeg havde var et tøjdyr som min mand havde købt. Jeg følte mig ydmyget.“

Hvis du har mistet en af dine nærmeste kan det måske hjælpe dig at vide at dine følelser er normale, at andre har været ude for det samme som du og har næret de samme følelser.

[Illustration på side 7]

For mange er et barns død „den værst tænkelige ulykke“