Vil Storbritanniens kirker slutte sig sammen?

DA DEN anglikanske kirke brød med Rom var den blot en national kirke, mens romerkirken allerede da havde international status. Det voksende britiske rige gjorde imidlertid den engelske statskirke kendt i mange verdensdele, og i dag findes der datterkirker i over 20 lande. De er alle uafhængige, men bundet til moderkirken ved at være en del af „det anglikanske fællesskab“. Efterhånden fik den engelske statskirke derfor også international status, hvilket er en fordel når der skal forhandles med Vatikanet.

I forholdsvis ny tid har den katolske kirke formuleret tre trossætninger der har uddybet kløften mellem den og de protestantiske kirker. Disse er dogmerne om Marias ubesmittede undfangelse eller syndfrihed (1854), hendes optagelse i himmelen med sjæl og legeme (1950), og dogmet om pavens ufejlbarlighed i lærespørgsmål (1870). Disse trossætninger kan afgjort hindre en sammenslutning med andre trossamfund!

Tilnærmelser mellem anglikanere og katolikker

I 1966 enedes paven og ærkebiskoppen af Canterbury, der almindeligvis anerkendes som det åndelige overhoved for den anglikanske kirke, om dannelsen af en anglikansk-katolsk international kommission. Denne kommission blev nedsat i 1970 og bestod af ti teologer fra hvert trossamfund. I tolv år forskede den i hindringerne for enhed og de mulige løsninger, men viste tre kontroversielle emner særlig opmærksomhed: myndighed (derunder pavens overhøjhed og ufejlbarlighed), præstevielse og katolikkernes „tilbedelse“ af brødet og vinen.

Hvordan blev kommissionens rapport modtaget af de to kirker? Ingen af dem forkastede den med det samme. Man forventer faktisk at det endnu vil vare nogle år før hver af parterne har formuleret et officielt svar. Men en ledende artikel i Londonavisen Times har forudsagt at „en reel forening af de to [Rom og Canterbury] afgjort ligger mindst en generation ude i fremtiden“. Vejen frem spærres af uenighed i spørgsmål om svangerskabsforebyggelse, præsters indgåelse af ægteskab, pavens ufejlbarlighed og jurisdiktion, Mariadyrkelse, og anglikanske præsters ordination, der i 1896 på det første Vatikankoncil af Leo XIII erklæredes „fuldstændig ugyldig og aldeles meningsløs“.

Da pave Johannes Paul II i sommeren 1982 besøgte Storbritannien, enedes han og ærkebiskoppen af Canterbury om at nedsætte endnu en international kommission der skal forske yderligere i mulighederne for en sammenslutning.

Tilnærmelser mellem anglikanere og frikirker

I mellemtiden har den engelske statskirke desuden drøftet enhed med tre frikirker, også kaldet nonkonformister — metodisterne, brødremenigheden og den forenede reformerte kirke. Sidstnævnte opstod i 1972 ved en sammensmeltning af kongregationalister og presbyterianere i England og Wales.

Der er væsentlige hindringer for enhed. For eksempel stiller den engelske statskirke sig som modstander af kvindelige præster, mens frikirkerne går ind for dette. På den anden side er frikirkerne imod den engelske statskirkes episkopale opbygning, men var alligevel stemt for en sammenslutning. Efter i juli 1982 at have drøftet oplæggene ønskede den engelske statskirke imidlertid ikke at slutte sig sammen med frikirkerne.

Frikirkerne blev dybt skuffede. Sekretæren for den forenede reformerte kirke sagde: „Jeg tror at dette vil få andre kirker til at træde meget varsomt i forholdet til den engelske statskirke.“ Sekretæren for metodistkonferencen sagde at han mente at det var meget tvivlsomt om en plan for enhed kunne gennemføres inden for en generations levetid.

Også de økumenisk interesserede anglikanere var skuffede. Efter flere års anstrengelser virkede enheden stadig fjern og uopnåelig. Der var dog andre som med glæde så at disse uoverensstemmelser frelste kirken fra økumeniske forbindelser der ville tilsløre dens egen mission. Til støtte for dette synspunkt skrev The Economist: „Den engelske statskirke vil nu i en lang periode være fri til at hellige sig sin egen mission. . . . For den engelske statskirke er det et problem at betjene dem der gerne vil vide noget om tro, eftersom den ikke selv er ganske vis på hvad den tror.“

På blot nogle få måneder var to ihærdige bestræbelser på at opnå religiøs enhed i Storbritannien slået fejl.

Hvorfor søge enhed?

Hvad er grunden til at kristenhedens trossamfund går ind for økumeni? Kardinal Hume har ved en katolsk bispekonference i Rom sagt at „der ikke kan være nogen tvivl om at en af de største hindringer for at evangeliet om Jesus Kristus kan forkyndes effektivt, skandaløst nok skyldes splittelse blandt hans disciple. . . . Navnlig i hele dette århundrede har kristne følt øget skuffelse og utålmodighed over den indre splid.“

For nogle år siden sagde den anglikanske biskop Charles Brent om behovet for religiøs enhed: „Medmindre vi kan opvise en enig front, er det på det nærmeste absurd at forsøge at føre det fjerne østens store nationer ind i Kristi kirke.“

Andre mener at motivet til at søge enhed skal findes et andet sted. Russell Lewis har i Daily Mail skrevet: „Det er mit indtryk at jagten på enhed ikke skyldes en folkelig rørelse, men er foranstaltet af en modepræget elite af biskopper og mindre højtstående gejstlige der mener at enhed kunne standse tilbagegangen i deres tilhørertal. Det er slående at iagttage at den stærke trang til enhed er faldet sammen med den hastigt dalende kirkegang der i tresserne begyndte at gøre sig gældende i de protestantiske kirker og i halvfjerdserne blandt katolikkerne.“

Hvad motiverne til opnåelse af enhed end er, strider den religiøse splittelse der i århundreder har hersket i Storbritannien, mod Paulus’ klare vejledning til kristne: „Vær enige indbyrdes og undgå splittelser; vær helt forenede i samme sind og tanke.“ — 1 Korinther 1:10, The New English Bible.

Hvad rummer fremtiden?

I bevidstheden om den religiøse splittelse der omgiver dem og om de hindringer der skal overvindes, bestræber fortalerne for økumeni sig fortsat på at mægle. For dem er enhed et fromt håb for en fjern fremtid. I øjeblikket synes de at stille sig tilfredse med samarbejde og gensidig respekt. Man taler om „enhed uden assimilering“, som formændene for den anglikansk-katolske internationale kommission har udtrykt det.

Ærkebiskoppen af Canterbury anslog samme tone da han til repræsentanter for flere forskellige trossamfund sagde: „Jeg fryder mig over vor individualitet. Det ville være en sørgelig dag hvis vi engang blev sammensmeltet til en grå masse.“ Den enhed de ser frem til at opnå inden for en overskuelig fremtid, er altså ikke nogen sand enhed. De lægger ikke planer om at vende tilbage til det første århundredes rene kristendom eller til Bibelen.

Hvordan stiller Storbritanniens titusinder af Jehovas vidner sig til disse bestræbelser for enhed? De har allerede opnået en imponerende harmoni og enhed, ikke blot i Storbritannien men i hele verden, blandt folk af alle racer og nationaliteter. Denne enhed brydes ikke af stridigheder om lærespørgsmål, praksis eller intern ledelse. Den brydes heller ikke når nationerne går i krig, for Jehovas vidner holder sig strengt neutrale og bevarer deres kristne broderskab intakt.

Milwaukee-avisen Sentinel har om Jehovas vidner skrevet: „Deres enhed drejer sig ikke kun om bagateller, men om ting der virkelig betyder noget — adfærdsregler, livsprincipper, gudsdyrkelse.“

Om hvordan Jehovas vidner har opnået denne enhed har en engelsk avis skrevet: „Bag alt hvad et Jehovas vidne foretager sig, ligger der en bibelsk begrundelse. Ja, de går i virkeligheden ud fra den ene grundsætning at hele Bibelen bør anerkendes som . . . sandhed.“

Jehovas vidner indbyder dig til at undersøge om der ikke ligger realiteter bag denne påstand. Hvorfor ikke tale med dem om det, næste gang de banker på hos dig?

[Illustrationer på side 17]

Det historiske møde i 1982 mellem pave Johannes Paul II og ærkebiskoppen af Canterbury, Robert Runcie

[Kildeangivelse]

UPI/​BETTMANN NEWSPHOTOS