Kan der opnås enhed blandt kristne?

KRISTENHEDEN er et splittet hus. Dens anslåede 1,5 milliarder medlemmer er delt i katolske, ortodokse, protestantiske og andre kirker og sekter — som alle hævder at være kristne. Mange oprigtige mennesker spekulerer på om der nogen sinde kan opnås kristen enhed.

Et af Det Andet Vatikankoncils dokumenter beklagede denne manglende religiøse enighed og sagde: „Alle bekender de at være Herrens disciple, men de tror ikke det samme og følger forskellige veje, som om Kristus selv var delt (jf. 1 Kor. 1:13). Denne uenighed, som tydeligvis er i direkte modstrid med Kristi vilje, er en snublesten for verden, og skader den allerhelligste tjeneste: at forkynde den gode nyhed for hver skabning.“

Den katolske kirke og enheden

Den katolske kirke, som er kirke for halvdelen af kristenhedens medlemmer, har sin egen opfattelse af kristen enhed. Ved århundredskiftet blev der stiftet forskellige „bønneforeninger“, deriblandt Vor Barmhjertige Frues Ærkebroderskab for Englands Hjemvenden til Den Katolske Tro, Den Fromme Forening for Bøn til Vor Barmhjertige Frue om Kætternes Omvendelse, samt Bønnernes og De Gode Gerningers Ærkebroderskab for De Østlige Skismatikeres Genforening med Kirken.

I 1908 blev der på initiativ af en anglikansk præst som var gået over til katolicismen, indført en årlig katolsk bedeuge (18.-25. januar) „for de adskilte brødres tilbagevenden“. Dette blev senere til den årlige bedeuge for kristen enhed som Kirkernes Verdensråd har deltaget i siden begyndelsen af 50’erne.

I den katolske bog The Documents of Vatican II hedder det: „Hvert år i januar har katolikker i mange årtier tilbragt otte dage i bøn for Kirkens enhed. Indtil 1959 var hovedideen med disse bededage, 18.-25. januar, et håb om at protestanter ville ’vende tilbage’ til den eneste sande kirke og at det ortodokse skisma vil ophøre.“

Ændrede Det Andet Vatikankoncil grundlæggende ved den katolske kirkes syn på kristen enhed? Pave Johannes’ efterfølger, Paul VI, udsendte den dogmatiske konstitution om Kirken der lyder: „Dette er den eneste kristne kirke som ifølge vor trosbekendelse er én, hellig, katolsk og apostolsk. . . . Denne kirke, der er oprettet og organiseret som et samfund i den nuværende verden, udgøres af den katolske kirke, som ledes af Peters efterfølger i fællesskab med biskopperne.“

Den katolske kirkes opfattelse af kristen enhed har altså ikke ændret sig fundamentalt. Det synspunkt der blev udtrykt på Det Andet Vatikankoncil er, at uanset hvilke gode værdier der findes uden for den katolske kirke, tilhører de i virkeligheden den, og er derfor, som Den Dogmatiske Konstitution om Kirken siger: „Kræfter der fører mod katolsk enhed.“

Et enhedens forum?

Passer det at den katolske kirke er „én, hellig, katolsk og apostolsk“, sådan som den så ofte hævder? For det første stemmer det nylige skisma med de traditionalistiske katolikker med ærkebiskop Lefebvre i spidsen, for ikke at nævne de hundreder af katolske teologers åbne oprør, ikke med at kirken er „én“.a

For det andet viser den katolske kirkes historie — med dens antisemitisme, tortur af „kættere“, dens engagement i „hellige krige“ og politik samt i smudsige forretningsskandaler — at den langtfra er „hellig“.

For det tredje kan romerkirken næppe gøre krav på at være „katolsk“, eller „universel“, eftersom den kun tæller omkring halvdelen af dem der bekender sig som kristne, og kun cirka 15 procent af verdens befolkning.

Endelig kan hverken historiens vidnesbyrd, pavedømmets historie eller katolske prælaters velstand, umoralitet eller politiske indblanding, retfærdiggøre at den kalder sig „apostolsk“. Den katolske kirke kan altså ikke gøre krav på at være forum for sand kristen enhed.

Kirkernes Verdensråd og enheden

Kirkernes Verdensråd er paraplyorganisation for mere end 300 protestantiske og ortodokse kirker som har godt 400 millioner medlemmer i over et hundrede lande. Hensigten med verdensrådet er „at forkynde Kristi Kirkes grundlæggende enhed og foreholde kirkerne forpligtelsen til at afspejle denne enhed og fremholde dens betydning for evangeliseringsgerningen.“ Men er Verdensrådets bud på kristen enhed da bedre end den katolske kirkes?

På hvilket grundlag ønsker Kirkernes Verdensråd at forene kristne? Et leksikon siger: „Kirkernes Verdensråd. . . . Medlemmerne er stort set enige om at splittelsen blandt kristne strider mod Guds vilje og udgør en alvorlig hindring for at ikkekristne kan antage kristendommen. . . . Man er blevet mere og mere overbevist om at enheden må være funderet på sandheden.“ Hvad er det for en grundlæggende sandhed som de 300 medlemskirker af Kirkernes Verdensråd bekender sig til?

I 1948 fandt nogle kirker at den oprindelige basis for medlemskab af Verdensrådet ikke fremhævede treenighedslæren klart nok. I 1961 blev den derfor formuleret i endnu stærkere vendinger: „Kirkernes Verdensråd er et fællesskab af kirker som bekender Herren Jesus Kristus som Gud og Frelser efter Skrifterne og som derfor i fællesskab søger at opfylde deres kald til ære for den ene Gud, Fader, Søn og Helligånd.“

Denne basis for Verdensrådet er selvmodsigende. Hvorfor? Fordi troen på „den ene Gud, Fader, Søn og Helligånd“ ikke er „efter Skrifterne“. Niels Munk Plum siger i sin Dogmatik: „Vi kan først afvise den Tanke, at der i G[ammel] T[estamente] findes Bevissteder for Treenigheden.“ The New International Dictionary of New Testament Theology tilføjer: „Urkristendommen havde ingen udtrykkeligt formuleret treenighedslære.“ Og The New Encyclopædia Britannica forklarer: „Hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente, ej heller havde Jesus og hans disciple til hensigt at modsige det såkaldte Shema i Det Gamle Testamente: ’Hør, Israel: Herren vor Gud, Herren er én.’ (5 Mos. 6:4).“

Desuden er Kirkernes Verdensråd blevet dybt engageret i politiske konflikter. For eksempel har det ydet pengebistand til væbnede befrielsesbevægelser. The New Encyclopædia Britannica siger: „At forskellige revolutionære bevægelser er blevet identificeret med grupper fra Kirkernes Verdensråd har udløst kritik fra nogle medlemskirker.“ Ukristen indblanding i politik kan ikke bibringe sand kristen enhed, og det kan et ubibelsk læregrundlag heller ikke.

Hvordan der kan opnås sand enhed

Meget interessant fastslår det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis (1989) at hensigten med økumenisme er „at give den splittede kristne familie en dyb og synlig enhed tilbage, i harmoni med Jesu lære. . . . Når ikkekristne ser hvordan kristne elsker hinanden, vil de få tro og slutte sig til kirken, hvilket bebuder den nye verden hvor tjeneste, retfærdighed og fred, som forudsagt og anskueliggjort af Kristus, vil være de rådende principper. . . . Det er bemærkelsesværdigt at . . . brevet til Hebræerne (II, 5) taler om den ’kommende oikoumeʹne [beboede jord]’, og derved peger på at det kristne håb ikke gælder en immateriel, åndelig verden men denne beboede verden [jord] som forsones med sin Skaber.“

Flere og flere medlemmer af kristenhedens kirker indser at deres kirkes lære ikke er i harmoni med Jesu lære. Med skam erkender de at deres trosfæller ikke nærer kærlighed til hinanden. Mange af dem har imidlertid fundet en familie af kristne som er virkeligt forenede og som nærer sand kærlighed til hinanden. Ja, de har fundet sand kristen enhed og håb inden for Jehovas Vidners verdensomspændende familie.

Som følge heraf er der nu millioner af tidligere kirkemedlemmer som ser frem til Guds forenede nye verden, hvor kærlighed til Gud, retfærdighed og fred vil være rådende principper.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 11]

Mange har søgt til den globale familie af kristne som allerede nu oplever enhed

[Illustration på side 10]

Dette monument ved hovedkvarteret for Kirkernes Verdensråd i Genève i Schweiz symboliserer kirkernes (stadig ubesvarede) bønner for enhed