Hvad skyldes den manglende interesse for religion?
„ET MENNESKE uden religion er som et hus uden vinduer.“ Med denne illustration ville en japansk mand vise sin søn Mitsuo hvor stor betydning det har at være oplyst i religiøs henseende. Mitsuo tog imidlertid ikke sin faders ord alvorligt. Og denne indstilling til religion synes at præge stadig flere mennesker, både i Japan og andre steder. De er tilfredse med at være som ’huse uden vinduer’, og har kun ringe interesse for religiøs oplysning.
En undersøgelse i Japan viste at 69 procent af befolkningen betragtede sig selv som ikkereligiøse. Blandt de unge var procenten endnu højere. Noget tilsvarende gør sig gældende i det tidligere stærkt buddhistiske Thailand, hvor 75 procent af befolkningen i byområderne ikke længere kommer i templerne. Og i England har den svigtende kirkegang medført at cirka hver ottende af de anglikanske kirkebygninger er blevet lukket i løbet af de sidste 30 år.
De religiøse ceremonier er dog stadig meget populære i Japan. Men ligesom det er tilfældet med det kostbare porcelæn, benyttes de kun ved særlige lejligheder, for eksempel ved bryllupper og begravelser. Religionen bliver i højere grad betragtet som en beskyttende ramme om den lokale kultur- og familiearv end som en kilde til åndelig oplysning. Mange betragter blot religion som en ’krykke’ for de svage og nedtrykte, og kan ikke se at der skulle være andre fordele ved den. ’Religion er udmærket hvis man har tid til den eller behov for den,’ siger nogle, ’men hvis der skal brød på bordet og regningerne skal betales, må man selv tage sig af det.’
Hvad skyldes denne ligegyldighed? Der kan nævnes flere årsager. Men først og fremmest det samfund der omgiver os. Mange unge har stort set intet lært om religiøse spørgsmål. Det er ikke så sært at mange der vokser op i et samfund som lægger så stor vægt på materiel vinding, også bliver materialistiske som voksne.
I nogle lande har mange desuden taget afstand fra religion på grund af den skandaløse adfærd som pengekære og umoralske tv-prædikanter og andre fremtrædende religiøse ledere har lagt for dagen, eller på grund af religiøs indblanding i politiske anliggender og i krige. Sådan har for eksempel mange japanske shintoister reageret. „Da [den anden verdenskrig] i august 1945 sluttede med nederlag, kom shinto-helligdommene ind i en alvorlig krise,“ hedder det i opslagsværket Encyclopædia of the Japanese Religions. Folk var skuffede over shintoismen, som havde opildnet til krig og givet løfte om sejr. Det blev snart en udbredt opfattelse at der ikke er nogen Gud eller Buddha.
Men hvorfor blot være tilfreds med nogle selviske, kortsynede betragtninger der er fostret af nuet? De fleste mennesker har et naturligt videbegær. De vil gerne vide hvor de stammer fra, hvilken fremtid de har, hvorfor de er her og hvordan de får det bedste ud af livet. De trives når de har et håb. Det er ikke tilfredsstillende blot at feje spørgsmålene om livet til side, ud fra den betragtning at ’man alligevel ikke kan vide noget med sikkerhed’. Selv ateisten Bertrand Russell sagde at han i sit inderste følte „en underlig, vild smerte — en søgen efter noget uden for det som findes her i verden“. Hvis man fandt frem til den sande religion ville denne søgen være slut. Men hvordan skulle det kunne lade sig gøre? Findes der overhovedet en religion som fortjener at blive taget alvorligt?