’Ved du hvad klokken er?’

NÅR nogen stiller dig det spørgsmål kaster du sikkert et flygtigt blik på dit armbåndsur og svarer henkastet — og tænker ikke mere på det. Men det har ikke altid været så let at finde ud af nøjagtig hvad klokken er!

Sandt nok skabte Gud de to store „lyskilder“, solen og månen, „til tegn og til afmærkning af årstider og til afmærkning af dage og år“. (1 Mosebog 1:14) Men han overlod til mennesket at finde ud af hvordan det ville inddele dagene i timer og minutter. I begyndelsen gjorde oldtidsmennesket det sikkert ved at lægge mærke til hvordan skyggerne fra træer og genstande følger med solens bevægelse over himmelhvælvingen. Ved at studere disse skyggers bevægelse fandt man en simpel metode til at angive tiden omtrentligt — „skyggeuret“. Oprindelig var det ganske enkelt en lodretstående stok, eller en stensøjle, hvor længden af dens skygge angav klokkeslættet.

Efterhånden som tiden gik blev menneskets metoder til at måle den, mere avancerede. Soluret blev opfundet og var almindeligt anvendt endog før vor tidsregnings begyndelse. Tidligere havde ægypterne imidlertid kløgtigt regnet ud hvordan de kunne bruge en hullet spand som tidsmåler. Det var meget enkelt. De målte tiden ved at lægge mærke til vandstanden i spanden efterhånden som vandet dryppede ud. Det var dog stadig ikke en indretning man havde lyst til at slæbe med sig rundt omkring. Timeglasset, der dukkede op i Europa i det 14. århundrede, var et stort fremskridt. Det gjaldt også olieuret, der var en olielampe hvor tiden måltes ved hjælp af olieforbruget.

Den virkelige nyskabelse i tidsmålingen kom imidlertid med udviklingen af det mekaniske ur omkring det 14. århundrede. Den kløgtige opfinder er ukendt, skønt eksperter gætter på at de første mekaniske ure blev anvendt i klostre. Som det er tilfældet med de fleste store opfindelser, var grundideen bag de første ure et udtryk for enkelhed i bogstaveligste forstand. Et maskineri var forsynet med et reb hvori et lod var ophængt. Loddet blev trukket ned mod jorden af tyngdekraften, og denne bevægelse drev maskineriet, der var fremstillet til at udløse et signal med periodiske mellemrum. Signalet mindede sakristanen om at han skulle ringe med klokkerne så munkene kunne vide at tiden var inde til bøn.

Efterhånden fandt dygtige fagfolk ud af hvordan disse ure kunne gøres mindre. Og omkring år 1500 lancerede den tyske kleinsmed Peter Henlein en sensationel nyskabelse da han opfandt drivfjederen. Borte var de besværlige snore og trisser. Fjederen der drev urværket skulle blot strammes eller trækkes op med mellemrum. Det første transportable ur var dog ikke så transportabelt endda. The Encyclopedia Americana fortæller at det var „15 centimeter højt og udelukkende fremstillet af jern“. Men urene blev hurtigt mindre og mere præcise. Ja, nogle af de første ure der blev fremstillet var rene kunstværker!

Nu til dags går mange med digitalure. Til forskel fra de mekaniske ure måler de tiden ved hjælp af svingningerne i et kvartskrystal. Fordi de er billige og temmelig nøjagtige er de blevet tidtagningens seneste modelune. Mange synes dog at digitalure på en eller anden måde mangler den charme og skønhed der er over de gammeldags, håndværksmæssigt veludførte, mekaniske ure med deres beroligende tikkende lyd. I modstrid med hvad man kunne forvente er de mekaniske ure derfor stadig meget populære! Men kan man virkelig kalde dem kunstværker? Det er ganske vist kun få, om overhovedet nogen, af vore dages masseproducerede ure der fortjener denne udmærkelse. Der findes ikke desto mindre stadig nogle få gamle urmagere som arbejder hårdt for at bevare de gamle traditioner.

Der er for eksempel en urmager ved navn Van Hoesen som bor i New York. Han er en af de få mænd i verden der kan bygge et præcisionsur helt fra grunden. Van Hoesen blev født i 1902 og er fra en tid hvor man lagde hele sit hjerte i fremstillingen af et ur — ikke som masseproducerede elektroniske indretninger. Han vil uden tvivl være i stand til at øge vor værdsættelse af den uddøende urmagerkunst. Lad os derfor aflægge ham et besøg:

Jeg lærte at holde af ure

„Hvordan gik det til at du blev urmager?“ spørger vi med det samme.

„Min fader var urmager,“ siger Van, „og jeg lærte meget af ham. Kort efter min fødsel blev min fader ansat ved jernbanen for at kontrollere urene. Overholdelse af tiden var og er meget vigtigt for jernbanens sikkerhed. Dengang måtte togførerne, konduktørerne og togbetjentene altid møde på kontoret inden afgang. Det var et krav at de stillede deres ure efter det officielle ur i kontoret og skrev under på at de havde gjort det. Så I kan sikkert forstå hvorfor min faders opgave var vigtig.“

„Havde du planer om at følge i hans fodspor?“

„Nej, jeg ville være musiker. Min fader sagde imidlertid: ’Vi kan simpelt hen ikke nå alt det arbejde i værkstedet. Vi må have hjælp.’ Derfor begyndte jeg snart at assistere ham. Han skilte urene ad, reparerede dem, rensede dem — han var fanatisk når det gjaldt om at rense ure — og gav derefter alle smådelene videre til mig. Jeg fik almindeligvis en halv dag til at få dem samlet igen. Jeg lærte meget om ure på denne måde.“

„Hvordan vidste du at urene gik præcist?“

„Der fandtes ingen radio dengang, men min fader byggede et ur der kunne bruges til at stille de reparerede ure efter. Han sagde at det i værste fald gik tre sekunder forkert på en måned. Vi kunne kontrollere det ved at gå ned på telegrafstationen. Ved middagstid blev den almindelige transmission afbrudt, og klokken 12 udsendtes der et signal som angav lokaltiden nøjagtigt.“

„Hvornår fremstillede du dit første ur?“

„I 1919 arbejdede jeg sammen med min fader, der reparerede urene ved jernbanen i Memphis, i staten Tennessee. Det var dér jeg nogle år senere gik i gang med at fremstille mit første ur — et lommeur jeg selv havde konstrueret. Efter at have samlet det nødvendige værktøj begyndte jeg at fremstille hver eneste lille del. Jeg fræsede tandhjul og udvekslinger. Jeg fremstillede snittøj. Jeg sleb og polerede safirer og rubiner og satte dem på plads. Projektet var næsten færdigt da jeg skrev til en mand der havde forfattet en artikel om den berømte urmager Breguet. Da han hørte at jeg ligeledes var i færd med at bygge et ur efter egen konstruktion, besluttede han sig for at tage turen fra New York for at se det med egne øjne. Han var mildt sagt forbavset! Han gav udtryk for sin overbevisning om at dette var fremstillet af en mand der vidste hvad han gjorde. Hans begejstring gjorde mig særdeles veltilpas.

Min nye ven fortalte om mit ur rundt omkring. Det resulterede i at der blev skrevet nogle avisartikler om mig, hvorefter opgaverne begyndte at strømme ind. Dertil kom at min forfatterven åbnede sin samling af berømte ure for mig. Den indeholdt omtrent 3000 ure, hvoraf nogle var helt fra 1600-tallet! Under mit arbejde med at renovere nogle af disse ure blev jeg meget overrasket over den præcision, akkuratesse og håndværksmæssige dygtighed hvormed de var fremstillet.

Senere flyttede jeg til New York, hvorfra jeg i forvejen fik meget af mit arbejde. Adskillige firmaer der handlede med nautiske instrumenter søgte min ekspertise. Selv om jeg nu er først i 80erne, arbejder jeg stadig for et firma der handler med finere ure, foruden at jeg tager mig af enkelte private kunder.“

Hvad kræver det at være urmager?

Det er let at forstå hvorfor der stadig bliver færre af Vans slags. Tænk engang på den præcision og kompromisløshed hans arbejde kræver.

„Mit urmagerværksted,“ fortsætter han, „er i virkeligheden som et maskinværksted i miniatureformat. Jeg udfører arbejde ved drejebænk, jeg fræser, borer, saver og meget andet. Somme tider bearbejder jeg metaller ned til en nøjagtighed af mindre end en tusindedel millimeter! Hvorfor en sådan præcision? Husk på at hvis et ur skal fungere må tappene eller pinolerne være fuldstændig sfæriske, spidsede og afbalancerede. Urmageren må derfor være præcis og tålmodig — endog kunstnerisk. Og det kræver at man er samvittighedsfuld. Jeg husker stadig at min fader sagde til mig: ’Du ser muligvis på den sidste samvittighedsfulde urmager du kan finde.’ Med denne overdrivelse mente han at mange urmagere ville prøve at slippe nemt om ved det og ikke udføre arbejdet rigtigt!“

Det er tydeligt at Van heller ikke prøver at slippe nemt om ved sit arbejde. Og selv om han bestemt ikke er den sidste hæderlige urmager, er han et minde om en svunden tid hvor skønhed og kvalitet blev sat højere end udbyttet af masseproduktion. Selv om vore dages digitalure repræsenterer avanceret teknologi, vil Van sikkert sætte spørgsmålstegn ved om de besidder den samme „integritet“ som de ure der blev fremstillet før i tiden.

Uanset om du har et billigt digitalur eller et kostbart, håndlavet kronometer, er du sikkert glad for at du ikke skal slæbe rundt på timeglas eller dryppende spande. Århundreders arbejde og håndværksmæssige ekspertise har gjort det så let at man blot med et hastigt blik på håndleddet kan svare på spørgsmålet: ’Ved du hvad klokken er?’

[Illustration på side 26]

Et ur fremstillet af Van Hoesen

[Illustration på side 27]

Van Hoesen ved sit arbejdsbord