Diamanter — varer de virkelig evigt?
EUROPAS kronede hoveder, både konger og dronninger, har smykket sig med dem. Verdens største eksemplar sidder indfattet i Englands kongescepter (se billedet). På imperiets rigskrone sidder den næststørste, omgivet af 2800 mindre. I det russiske skatkammer i Moskva findes en der er så værdifuld at den har kunnet tjene som løsepenge for en konge. Aga Khan, der af de indiske ismaelitter æres som en halvguddom, lod engang sin vægt (110 kilo) opveje med dem.
Man troede engang at deres tilstedeværelse ville få ugerningsmænd til at bekende deres synder. Desuden skulle de kunne beskytte deres ejere mod gift, befri dem for febervildelse og unødige bekymringer, holde aggressive følelser i tømme, bremse mordtanker, og, fremfor alt, styrke kærligheden. De blev anset for at være en ufejlbarlig prøvesten for troskab. Placeret på den sovende ægtefælles bryst skulle de kunne få denne til at åbenbare sine mest bevogtede hemmeligheder. Man troede de havde magt til at fordrive spøgelser, forårsage skænderier, sprede rædsel og forvolde død.
Ja, det er diamanter der berømmes på denne måde og tilskrives sådanne kræfter. Men uanset hvilken overtro og hvilke traditioner diamanter har været omgivet af og hvilke grunde folk har haft til at ønske sig dem, er de stadig eftertragtede af én bestemt grund — de er et statussymbol.
Ejer du en diamant? Prøv så at holde den op mod lyset. Se hvor den funkler og glimter. Drej den langsomt. Læg mærke til den lille ild der synes at brænde bag hver af dens facetter. Af alle de ædelsten mennesket har fundet, er diamanten den der bryder og spreder lyset mest. Og i din hånd holder du det hårdeste stof mennesket kender, det være sig naturligt forekommende eller kunstigt frembragt.
Men her er noget ejendommeligt. Tag en stift fra en almindelig blyant og hold den op mod lyset. Glimter den? Ser det ud som om der brænder en ild inden i den? Ser du en diamantagtig glans? Er du imponeret af hvor hård den er? Nej, vel? Og dog har diamanten og blyantsstiften meget tilfælles — de består af det samme grundstof — kul. Det gør grafit også, og alligevel er det så blødt at det bruges som et smøremiddel.
Selv om diamanter er det hårdeste stof man kender, kan de knuses til støv. Nogle har ment at det ville medføre døden at synke diamantstøv, mens andre har tilskrevet det magiske og helbredende kræfter.
Diamanter anvendes også i industrien, og her kan intet måle sig med dem. Det hårdeste drejestål kan skære en rille på otte kilometer i almindelig bronze før det skal skærpes. Et stykke wolframkarbid-værktøj skal skærpes efter 34 kilometer. Diamanten, derimod, kan skære en rille på 1900 kilometer. Svær kobbertråd kan trækkes til en tynd tråd gennem et lille hul i en diamant, og først efter 24.000 kilometer tråd skal diamanten slibes op. Værktøj med diamantskær er i mange tilfælde det eneste der kan skære, save eller bore i vore dages superhårde metaller. Industridiamanternes betydning er ubestridt.
Et statussymbol
Men hvis du ejer en diamant, enten som smykke eller som investeringsobjekt, er den ikke af industrimæssig kvalitet. Den er specielt facetslebet og poleret så den kan fortrylle dig og andre med sin glimten og funklen. De fleste af de mange millioner kvinder der ejer diamanter, har fået deres første diamant med forlovelsesringen. Eftersom unge mænd køber over 90 procent af alle forlovelsesringe, købes de fleste diamanter sikkert som en kærlighedsgave.
Nogle eksperter mener at mindst 80 procent af alle de forlovelsesringe der sælges, er besat med en diamant. Men hvorfor ikke en rubin eller en smaragd? De er bestemt mere farverige. Ja, men har man nogen sinde sagt ’rubiner for evigt’ eller ’smaragder for evigt’? Eller at safiren eller topasen er „en piges bedste ven“?
At det netop er diamanter der er blevet et symbol på forelskelse, kærlighed og ægteskab er ikke nogen tilfældighed. Det skyldes en veltilrettelagt reklamekampagne som underfundigt giver folk det indtryk at ægteskab og diamanter hører sammen. Især siden 1947 har denne underfundige reklame været anvendt i film, fjernsyn og ugeblade.
Reklamefremstødet havde et vidtrækkende sigte, nemlig at få selv folk der ikke tjente så meget, ind i diamantfolden. Et reklamebureau skrev: „Vi vil fremhæve alle kvinder der går med diamanter — skuespillere, filmstjerner, ledende politikeres hustruer og døtre, ja enhver kvinde der kan få købmandens kone og mekanikerens kæreste til at sige: ’Jeg vil også gerne have sådan en.’“ Med en diamant på fingeren tør selv „købmandens kone“ vise sig sammen med de mere velhavende kvinder når hun promenerer gennem byen.
Men hvad med mekanikeren eller købmanden der skaffer sin partner dette nye statussymbol? Diamanten skal her ses i en dobbeltrolle der også vil give manden mere klasse. „Fremhæv diamanten som noget der på en meget personlig måde kan genspejle mandens . . . succes i livet,“ hed det videre.
Under dette diamantfremstød i De forenede Stater — der blev påbegyndt næsten lige efter århundredskiftet — blev det besluttet at lade reklamens lange arm række ud over Stillehavet så den også nåede Japan. Fra 1968 til 1981 steg antallet af vordende brude der fik en diamantbesat forlovelsesring, fra 5 procent til 60 procent.
Hvad var den virkelige kraft bag diamantkampagnen? Det var, og er, et handelskartel, det mægtigste kartel i handelens historie. Dets indflydelsesrige arm omspænder hele jordkloden. Siden det begyndte i slutningen af det 19. århundrede, har det haft ét mål — at kontrollere tilgangen af og prisen på diamanter.
Allerførst må det siges at diamanter ikke er så sjældne som nogle tror. I dag udvinder man diamanter på tre kontinenter, og med vældige maskiner skovles de op i tonsvis. Afrika har en stor andel i verdensproduktionen. Australiens nye mine regner med at komme op på en årlig produktion på mellem 20 og 50 millioner karat. (En karat er en vægtenhed der svarer til 200 milligram.) I dag er det endda muligt at fremstille industridiamanter i store maskiner.
Sådan har det imidlertid ikke altid været. Tredive år før århundredskiftet var diamanter virkelig sjældne — man fandt kun ganske få, i Indien og i Brasilien. Da man fandt store diamanter i en afsidesliggende egn i Sydafrika, rejste en strøm af lykkejægere til det lille område, hvor man næsten fra den ene dag til den anden så 50.000 mænd grave i jorden og lede efter diamanter. Som tiden gik, gravede de det største menneskeskabte krater i verden — Kimberley-minen, der har en diameter på 463 meter og en dybde på 1098 meter. Så fandt man andre diamantminer, og disse engang så sjældne sten blev nu udvundet i tonsvis. Diamantinvestorer så at deres lykkeballon var ved at revne. Prisen på diamanter ville ganske sikkert tage et styrtdyk.
Fremsynede mænd indså da nødvendigheden af at skabe en enkelt kanal til styring af diamantsalget. Denne monopolorganisation skulle opkøbe alle tilgængelige diamanter, kontrollere leverancen til forhandlerne, og dermed kontrollere prisen. Den centrale organisation der blev dannet til dette formål blev kaldt De Beers Consolidated Mines, Ltd., of South Africa. I dag forhandler De Beers 80 procent af verdensproduktionen af rådiamanter.
Da russerne fandt diamanter i Sibirien i 1960 og begyndte at udvinde dem i stor stil — ti millioner karat om året — forudså De Beers det prisdyk der ville komme hvis Sovjetunionens diamanter pludselig blev kastet på verdensmarkedet. De overtalte Moskva til at sælge praktisk talt alle deres uslebne diamanter til De Beers-konsortiet. De Beers fik også en aftale med den nye diamantmine i Australien.
Men hvis kartellet — for at bevare sit monopol — må opkøbe flere diamanter end der sælges, kommer det ud i en alvorlig fare. Nogle eksperter tror det forholder sig sådan nu, og de frygter at det forbløffende kartel med stormskridt går sin undergang i møde. De peger på at overfloden af diamanter vil tvinge priserne ned, og at den engang så værdifulde diamant kun vil blive betragtet som en halvædelsten.
Ikke længere så god en investering
Mange har købt diamanter og diamantringe med den forestilling at det var lige så godt som at sætte penge i banken. Under økonomiske vanskeligheder har nogle så set sig nødsaget til at prøve at sælge deres ringe, og har måske opdaget at en ring til 2500 kroner blot bestod af en diamant til 200 kroner i en indfatning til 1000 kroner.
Ved alt hvad der sælges med fortjeneste for øje, er der en avance. På diamanter kan avancen være fra 100 til 200 procent. Mange førende juvelérforretninger undgår helst at købe diamanter tilbage. De er ikke meget for at komme i den situation at måtte indrømme at diamanten ikke var så god en investering som de havde hævdet.
De fleste diamanter som er indfattet i ringe indeholder urenheder, og én næsten usynlig urenhed kan nedbringe en diamants værdi til det halve. Mulige købere vil hurtigt pege på dette. Hvis man har en kostbar diamant og tænker på at sælge den, er det derfor klogt at finde en pålidelig ekspert og lade ham vurdere den. Det kan dog være svært at sælge den til den pris den er vurderet til.
Hvis man går med planer om ægteskab og tænker på at købe en forlovelsesring med en diamant, skal man kun købe den fordi man virkelig kan lide dens funklende glans og skønhed, og ikke fordi den i dag er et statussymbol. I morgen er den måske ikke meget værd.