Jeg var rockstjerne, men manglede det vigtigste
FOR atten år siden befandt jeg mig på rockmusikkens stjernehimmel, og min popularitet var stærkt stigende. Når mine venner så at jeg havde alt det de måtte nøjes med at drømme om, kunne de misundeligt udbryde: „Hvor er du heldig, Bruce! Jeg ville ønske at jeg var i dit sted. Du ser godt ud, du er populær hos pigerne, du har penge, du er ugift og fri! Næsten uanset hvor du går hen, kender folk dig. Er du egentlig klar over hvor heldig du er?“
’Men,’ tænkte jeg, ’hvis alle mine goder virkelig er lykkens kendetegn, hvorfor mangler jeg så den indre fred og tilfredshed?’ Senere gik det op for mig at de der søger sand lykke ved at stræbe efter den livsform, er på galt spor.
Lad mig fortælle hvad der skete.
Min karriere som sanger begyndte i 1960erne. Jeg gik i skole i den fransk-canadiske provins Quebec, hvor jeg sang ved skolekoncerter, da jeg mødte en anden elev der spillede guitar. Vi dannede en lille musikgruppe der ikke blot opnåede lokal popularitet men også almindelig omtale.
En arrangør af skoleballer hørte om mine talenter og tilbød mig fem dollars for hver sang jeg ville synge sammen med en populær musikgruppe ved hans bal. Jeg tog imod tilbudet. Da jeg ankom til balsalen, var der stuvende fyldt med danselystne unge. Men da musikken startede og jeg begyndte at synge, glemte hele flokken alt om dans og samlede sig foran scenen. Ballet var blevet til et show!
Musikerne ønskede at jeg skulle slutte mig til deres gruppe som sanger. Det indvilligede jeg i, og vi blev kendt under navnet The Sultans. I 1965 meldte vores manager os til en meget omtalt konkurrence for rockgrupper. Førstepræmien var et ugentligt show sendt over en af de største TV-kanaler i Quebec. Blandt de 28 grupper der deltog fra hele provinsen, vandt vi førstepræmien! Dermed debuterede vi på TV.
Vores single-plader toppede på hitlisterne, og vores fjernsynsprogram blev også udsendt over andre TV-stationer. På kort tid blev vi den førende gruppe i Quebec, med et salg på over en halv million grammofonplader. Senere forlod jeg The Sultans og begyndte at optræde solo. Før vi skiltes, tog vi dog på en afskedsturné. I 1968 gav vi koncert for sidste gang, i Montreal. En publikumsskare på 8000 kom for at hilse af. Det var et større publikum end både The Rolling Stones, Johnny Hallyday og Adamo (internationale rockstjerner) var i stand til at samle på den tid.
At optræde solo gav mig større frihed og — det siger sig selv — flere penge. Den nyvundne frihed tillod mig at holde ti ugers ferie i Europa. Det gav mig lejlighed til at betragte mit liv som rockstjerne fra et mere realistisk synspunkt. Min nye erkendelse plagede mig. Jeg var nu 21 år. For hver dag der gik blev jeg mere og mere ambitiøs, og en stadig kappestrid for at komme frem var almindeligt udbredt i branchen.
Kort efter min hjemkomst til Quebec nåede to af mine plader til tops på hitlisten. Så, i 1969, blev jeg udnævnt til årets mandlige kunstner ved La Gala des Artistes. Men trods aftenens søgelys og glimmer følte jeg stadig ingen indre tilfredshed. Korruptionen og den måde man behandlede unge mennesker på inden for musikbranchen vakte min afsky. Ikke desto mindre var jeg selv låst fast i systemet. Visse spørgsmål dukkede bestandig op i mit sind, som for eksempel: ’Hvad er meningen med livet?’ og ’Hvorfor fortsætter jeg med denne beskæftigelse?’
I 1969 blev rockidolet Brian Jones fra The Rolling Stones fundet død i sin swimmingpool, i en alder af 26 år. I slutningen af 1970 døde den kendte blues- og rockmusiker Jimi Hendrix og Amerikas førende rocksangerinde Janis Joplin, begge i en alder af 27 år, som følge af stofmisbrug eller dermed forbundne årsager. Ti måneder senere døde en anden stor rockstjerne, Jim Morrison, der var forsanger i The Doors, 27 år gammel. De døde alle mens de var på deres karrieres højdepunkt! Jeg var også selv kommet ud i en umoralsk livsform og i stofmisbrug. Jeg blev overbevist om at jeg ikke ville følge disse rockstjerners slagne vej.
Men spørgsmålet var stadig: ’Hvad er den egentlige mening med livet?’
Jeg lagde mærke til at min moder var ved at blive ældre. Hun havde haft nok af problemer i forbindelse med at opdrage to drenge alene. Hun havde tappert varetaget sit ansvar, men til hvad nytte? Blot for gradvis at ældes, svækkes, blive syg og til sidst dø? Var dette meningen med livet? Disse ubesvarede spørgsmål gjorde mig urolig.
I årenes løb havde jeg mistet enhver tro på og respekt for min kirke og dens lære. Jeg tvivlede stærkt på Guds eksistens. Jeg havde eksperimenteret med nye og anderledes narkotiske stoffer, men de gjorde mig blot deprimeret og til tider endda vanvittig.
Overbevist om at jeg ville have meget godt af at foretage en radikal ændring i mit liv, søgte jeg arbejde uden for musikbranchen. I 1975 blev jeg ansat på en syvmåneders kontrakt i et firma der fremstillede bygningsstål. I løbet af denne periode følte jeg mig tiltrukket af en ældre arbejder, som, i modsætning til de andre, virkede meget rolig og fredsommelig. Han fortalte mig at han læste i Bibelen, så jeg besluttede mig til at købe én for at se om den kunne hjælpe mig til at finde den indre fred.
Da jeg blev sagt op ved kontraktens udløb besluttede jeg mig for at tjene til livets ophold som tekstforfatter og komponist. På denne måde kunne jeg slippe for at komme i søgelyset men stadig have glæden ved at arbejde med musik, for jeg holdt stadig meget af sang. Jeg ville også læse et kapitel i Bibelen hver morgen.
Jeg var ofte hjemme i min lejlighed om dagen, så fra tid til anden fik jeg besøg af både en sognepræst, mormonerne og Jehovas vidner. Jeg kom nemt i samtale med dem om meningen med livet. Forholdsvis hurtigt indså jeg at Jehovas vidner var anderledes. De var ydmyge og viste oprigtig interesse for mig, og fremfor alt begrundede de helt og holdent deres svar ved hjælp af Bibelen — det gjorde de andre religiøse repræsentanter ikke.
Trods min skeptiske natur indvilligede jeg i at studere Bibelen med Roger, en forkynder der var på min egen alder. Jeg prøvede ofte at krybe uden om den ugentlige bibeldrøftelse, men Roger holdt ved — det er jeg ham dybt taknemmelig for i dag. Han hjalp mig til at finde svarene på de spørgsmål der i så lang tid havde foruroliget mig.
Det første møde jeg overværede i rigssalen greb mig virkelig om hjertet. Her var også mennesker der var ydmyge og viste ægte interesse for deres næste, og de oplysninger der blev fremholdt var ligefremme og baseret på Bibelen. For første gang fik jeg forståelse af hvad der er Guds hensigt med mennesket. Jeg lod mig ikke længere berøre så meget af uretfærdighederne i denne gamle verden, idet jeg nu vidste at Gud snart vil gribe ind og indføre et fredens paradis på jorden under Kristi riges styre, som lovet i Salme 37:29 og Daniel 2:44.
Fra da af hjalp Bibelens praktiske råd mig til at ’reformere’ mit liv. (2 Timoteus 3:16, 17) Jeg giftede mig med Danièle, den pige jeg holdt af og som jeg havde boet sammen med. Ikke lang tid efter indviede jeg mit liv til tjenesten for Jehova. Min hustru sagde ja til at studere Bibelen, og kort tid efter indviede hun sig også til Jehova.
„Det var ikke let for mig at foretage ændringer i mit liv,“ indrømmer Danièle. „Men med Jehovas hjælp og Bruces støtte og eksempel, fandt jeg den sande lykke i Bibelens retfærdige principper.“ I 1978 blev vi døbt.
Selv om jeg er glad for mit arbejde hos en speditør i Montreals internationale lufthavn, er det vigtigste for mig dog min tjeneste som forkynder. Det giver mig virkelig stor glæde at hjælpe andre gennem et studium af Bibelen, nøjagtig som jeg selv blev hjulpet. Der er i sandhed „mere lykke ved at give end ved at modtage“, når man giver på denne måde. — Apostelgerninger 20:35.
Som menighedstjener i den lokale menighed erfarer jeg også stor glæde og tilfredshed ved at hjælpe andre. Mit liv er travlt og rigt, og nu kan jeg af hele mit hjerte sige at jeg erfarer den indre fred og den glæde ved at leve som jeg søgte efter. Selv om min karriere i underholdningsbranchen er slut, er jeg Jehova Gud meget taknemmelig for at et helt nyt ’virkeligt liv’ er blevet åbnet for mig. — 1 Timoteus 6:1.
Jo, jeg holder stadig af musik! Især klassisk, folk-rock og en smule jazz, men nu er jeg blevet mere kritisk med hvad jeg lytter til. Visse af de nyere sange indeholder budskaber der præges af umoralitet og stofmisbrug. Den form for musik hjælper mig ikke til at bringe mit liv og min tænkemåde i overensstemmelse med Guds vilje. Nu synger jeg blot for fornøjelsens skyld. Min kone og jeg finder megen glæde ved at samles med venner til små sammenkomster hvor vi har mulighed for at synge sammen.
Når jeg ser tilbage på min karriere som sanger kan jeg se hvordan min følelse af lykke blev mindre efterhånden som min popularitet voksede. Nu da jeg har forladt underholdningsbranchen og er blevet et af Jehovas vidner, er min popularitet muligvis nok blevet mindre, men min følelse af lykke vokser stadig.
Mennesker der ikke kender det internationale samfund af Jehovas Vidner, tror at jeg blot er blevet overvældet af modløshed eller at jeg støtter mig til Bibelen som til en krykke. Efter at have spillet en af mine plader i radioen, sagde speakeren: „Desværre går det ikke så godt for Bruce. Han er blevet et af Jehovas vidner.“ Til dette kan jeg blot svare: „Undersøg selv hvad Bibelen kan gøre for dig. For mig er det det bedste der nogen sinde er sket.“
Danièle tilføjer: „Efter at Bruce og jeg er kommet til kundskab om Bibelens sandheder, har livet fået virkelig mening for os.“ — Fortalt af Bruce Huard.
[Tekstcitat på side 19]
Snart nåede to af mine plader til tops på hitlisten
[Tekstcitat på side 20]
Korruptionen inden for branchen vakte min afsky
[Tekstcitat på side 21]
Bibelens praktiske råd hjalp mig til at ’reformere’ mit liv
[Tekstcitat på side 21]
„Der er mere lykke ved at give end ved at modtage“
[Illustration på side 20]
Forkyndelse og studium er noget af det der gør Danièles og mit liv lykkeligt og meningsfyldt