Fra sorg til håb
„Vor bestyrelse ønsker på alle sine medlemmers og associeredes vegne at udtrykke sin dybe deltagelse ved Deres moders død. De egenskaber hun besad, og hendes inderlige overbevisning og tro, tilskynder os til af hele vort hjerte at udtrykke vor medfølelse.“
DISSE venlige ord stod i et kondolencebrev som jeg modtog efter min moders død i maj 1966. Det kom fra en gruppe agtede katolske mænd i sognet São João Evangelista i Casa Verde i São Paulo i Brasilien. Min moder havde lige til sin død været et af Jehovas vidner, og selv disse katolske mænd måtte anerkende den utrættelige nidkærhed hvormed hun tjente sin Skaber.
På flugt for livet
Min moder var armenier. Armenierne har tidligere været under tyrkisk overherredømme i flere århundreder men blandede sig ikke med tyrkerne, da de regner sig for kristne, mens tyrkerne er muslimer.
I byen Stanoz i nærheden af Ankara havde min moder og hendes familie ført en fredelig tilværelse. Men i 1915 forandredes armeniernes vilkår fra den ene dag til den anden. Den tyrkiske regering udstedte pludselig et dekret om at armenierne skulle aflevere alle redskaber der kunne bruges som våben, for eksempel knive og landbrugsredskaber. Derpå blev tyrkiske soldater sendt ud for at hente alle sunde og raske mænd i armeniernes hjem. Mange af mændene i min moders familie, deriblandt hendes fader, blev hentet for aldrig at vende hjem igen. Senere fik man at vide at de var blevet halshugget eller pryglet ihjel.
Min bedstemoder var ladt alene tilbage med sin aldrende moder og sine fem børn, deriblandt min moder. Så kom den dag da alle måtte flygte fordi der blev hældt benzin ud over deres huse og hele byen brændte. Folk løb for livet og efterlod næsten alt. Min moder har fortalt hvordan de i forvirringen glemte at slippe deres ko løs og længe kunne høre dens forpinte brøl. I flere dage var himmelen dækket af sorte røgskyer.
Som flygtninge rejste de fra land til land for så at ende i Frankrig. Her traf moder min fader, og i 1925 giftede de sig. Med årene fik de en søn og fire døtre. Fader var også armenier, fra Kayseri i Lilleasien. Hans familie havde været ude for noget endnu mere rædselsvækkende, idet de blev sat ud af deres hjem ved tvangsforflytning, den såkaldte aksor. Folk havde måttet efterlade alt og drage ud i ødemarken, hvor mange af dem døde af sult eller sygdom eller blev myrdet.
I tidsskriftet Time for 23. august 1982 hedder det: „Beslutningen om at begå folkedrabet blev i 1915 videregivet til de lokale ledere af indenrigsminister Talaat Pasha. I en af de forordninger han udstedte hed det at regeringen havde besluttet ’fuldstændig at udrydde alle armeniere der bor i Tyrkiet. Deres eksistens må bringes til ophør uanset hvor lovstridige de metoder der anvendes måtte være, og uden hensyn til alder eller køn eller samvittighedsskrupler’.“
Hvor vidunderligt vil det ikke være når der under Guds rige ikke mere findes had eller krige, og Paradiset vil være genoprettet over hele jorden! Da vil armeniere, tyrkere og folk af alle nationer bo sammen i fred for evigt.
Men lad mig fortælle hvordan min familie og jeg hørte om dette vidunderlige håb.
Et tragisk dødsfald
I 1938, da jeg kun var otte år gammel, flyttede vores familie til Brasilien og valgte at slå sig ned i São Paulo, en stor forretningsby. Her fik vi en indbringende levevej ved at fremstille torrão, en stærkt efterspurgt form for slik lavet af jordnødder.
Vi planlagde at udvide fabrikken, men pludselig blev min broder, som dengang var 20 år gammel, syg af bakterie-endokarditis. Lægerne fortalte ham at han kun havde få måneder tilbage, men sagde at de kunne forsøge med penicillin, som dengang var noget nyt. Men han blev ved at have feber. Snart efter havde man udviklet streptomycin. Vi troede at det ville være mirakelmedicinen, men ulykkeligvis lod min broder til at være allergisk over for det. Hans temperatur steg til 40, og han havde frygtelig hovedpine.
Vi satte os i forbindelse med en læge i USA som havde kendskab til en ny medicin der kunne bruges sammen med penicillin. Vi fik den sendt med luftpost. Netop som vi skulle til at skynde os hen på hospitalet med den, fik vi en telefonopringning om at min broder var død. Han var 22 år gammel. Vi græd dag og nat, og der var ingen til at trøste os.
Et klart lys af håb
I sin store fortvivlelse begyndte min moder at læse i Bibelen og i de publikationer fra Vagttårnets selskab som min fader havde fået gennem årene. Hun bønfaldt os piger om også at læse dem. Det havde min fader gjort, og han sagde at de døde ville få en opstandelse. Det vakte vores interesse. Mine tre søstre begyndte at læse disse bøger, men jeg ville kun læse Bibelen, da jeg ikke ønskede at blive påvirket af noget trossamfund.
Jeg huskede en samtale min broder og jeg havde haft før han døde. Han havde sagt at hvis der var et liv efter døden, ville han sætte sig i forbindelse med mig. Men han havde efter sin død slet ikke givet noget livstegn fra sig. Da jeg læste i Prædikeren 9:5 at ’de døde slet ingen ting ved’, forstod jeg at min broder ikke levede videre et eller andet sted. Og hvor var det trøstende at læse Jesu ord: „Alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud.“ (Johannes 5:28, 29) Men da jeg nåede til Åbenbaringen 20:5, spekulerede jeg på hvordan dette skriftsted skulle forstås. Der står: „De øvrige af de døde blev ikke levende førend de tusind år var til ende.“
„Det betyder ikke at de døde først vil komme ud af gravene når de tusind år er forbi,“ sagde min storesøster.
„Hvor har du lært det?“ spurgte jeg.
„I de bøger du ikke vil læse.“
„Hvilken en af dem?“
Det kunne hun ikke huske. Jeg begyndte derfor at læse dem en efter en, indtil jeg nåede igennem dem alle — en 12-15 stykker! Somme tider læste jeg hele natten for at finde en forklaring på Åbenbaringen 20:5. Hvor var jeg gået glip af meget ved ikke at ville læse disse bøger fra Vagttårnet!
Vi skulle netop til at sende et brev med bestilling på andet bind af bogen Lys, der handlede om Åbenbaringen, og andre publikationer, da en forkynder kom til vores hus. Han sagde at vi kunne få disse bøger i Jehovas Vidners rigssal og inviterede os derhen. Vi besluttede os til at komme. Efter mødet tog forkynderne sig kærligt tid til at tale med os helt til midnat og besvare vores spørgsmål om opstandelsen.
De forklarede at de døde som omtales i Åbenbaringen 20:5, vil komme til live under Kristi tusindårige styre, men ikke vil få skænket evigt liv før de har vist sig trofaste i den endelige prøve ved afslutningen af de tusind år. Nu var opstandelsesløftet som et klart lys af håb.
„Du går for meget i dybden“
Samme weekend begyndte vi, skønt vi stadig sørgede over vores broders død, at forkynde fra hus til hus. Min bedstemoder, der var protestant og havde overlevet den anden verdenskrig, var flyttet over til os fra Frankrig. Jeg viste hende hvor stor forskel der var mellem hendes tro og det Bibelen lærte. Hun sagde: „Hvorfor taler du ikke med præsten i min kirke?“ Præsten indvilligede i at tale med os, og vi traf aftale om at besøge ham i hans hjem.
„I hvilken forstand er Jesus vor Frelser?“ spurgte jeg ham først.
„Han frelser os fra vore synder, og vi kommer i himmelen når vi dør,“ lød hans svar.
„Og hvordan går det dem der ikke bliver frelst?“
„De kommer i helvede.“
„Hvorhen kom de troende som levede før Jesus kom til jorden, sådan som Abraham og David?“
„I himmelen.“
„Og hvor kom de ikke-troende hen før Jesu død?“
„I helvede.“
„I hvilken forstand er Jesus da Frelseren hvis gode mennesker før hans død kom i himmelen og onde mennesker i helvede, og det går ligesådan efter hans offerdød? Og hvorhen er de mennesker kommet som aldrig har hørt om Jesus? Kan de komme i himmelen uden Kristus? Hvis de kan, hvorfor da prædike Kristus for dem? Eller kom de i det brændende helvede uden så meget som at have hørt om Jesu navn? Hvis de gjorde, så kom Jesus ikke for også at frelse dem. Er Jesus da ikke verdens Frelser?“
„Du går for meget i dybden,“ svarede præsten. „Du behøver ikke at studere Bibelen så indgående. Jeg selv studerer den ikke så grundigt. Alt hvad du behøver er at være ærlig, leve et pænt liv og vise andre respekt. Så vil du få din belønning, hvor det end måtte være.“
„De mener at Bibelen kun er en bog om god moral og gode manerer?“ spurgte jeg. „Selv folk som ikke tror på Gud, ved at man bør opføre sig pænt!“
Jeg var dengang kun 18 år, og han var en hvidhåret, aldrende armensk præst. Bedstemoder kom aldrig igen i den protestantiske kirke efter dette. Hun blev et af Jehovas vidner, og vi blev sammen døbt den 22. august 1948 og symboliserede derved at vi havde indviet os til Jehova.
Fra sorg til håb
Min moder, mine søstre og jeg, som plejede at græde når vi kom til at tænke på de sørgelige begivenheder i vores familie, fortalte nu med fryd andre om den nye orden og opstandelseshåbet. Hvad skulle vi gøre når vi havde et så uforligneligt håb? Vende tilbage til vores verdslige beskæftigelse og føre slikfabrikken videre? Skulle jeg blive koncertpianist, som det havde været mit mål? Eller skulle jeg blive heltidsforkynder af den gode nyhed om Guds rige?
Der var ingen tvivl. En måned efter at jeg i 1948 havde overværet mit første store stævne for Jehovas Vidner blev jeg almindelig pioner (heltidsforkynder), og kort efter blev mine tre søstre også pionerer. Hvor har det været en vidunderlig livsform!
I 1953 fik jeg endnu en forret i form af en indbydelse til at deltage i den 22. klasse på Gileadskolen, hvor Jehovas vidner oplæres til missionærer. Min moders helbred var imidlertid ikke særlig godt. En dag da hun og jeg var alene, sagde jeg til hende: „Mor, hvis Jehova bad dig om at gøre det samme som han bad Abraham om, nemlig at bringe sin eneste søn Isak som offer, hvad ville du så sige?“
Efter en lille pause svarede hun: „Jeg kunne ikke sige nej til Jehova.“
„Forestil dig at han bad dig om at gøre noget meget lettere,“ fortsatte jeg, „som for eksempel at lade en af dine døtre være missionær hvor som helst i denne verden. Ville du så lade hende rejse?“
Hun sagde ja. Så fortalte jeg hende at jeg skulle rejse bort for at blive oplært som missionær. Min ældste søster, Siranouche, blev hjemme for at tage sig af vore forældre.
Efter Gilead fik jeg tildelt distrikt hjemme i Brasilien, hvor jeg i knap to år tjente i Lages, Santa Catarina, hvor der kun var to forkyndere, og jeg så en ny menighed blive til. I 1956 fik jeg så tilbudt en forret som jeg har skønnet meget på, nemlig at arbejde på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Brasilien, hvor jeg har tjent lige siden. Min moder bad mig aldrig om at vende hjem, skønt hun i 1962 blev enke og kun havde småt med midler at leve af. Hun var tilfreds med lidt, og hun skrev de mest opmuntrende breve til mig.
Efter at jeg i 20 år havde arbejdet på afdelingskontoret kom en af mine søstre, Vehanouch, som havde gennemgået Gileadskolens 33. klasse, også til afdelingskontoret for at arbejde. Vi arbejder nu begge med oversættelse og korrekturlæsning.
Mine to andre søstre er også fortsat i heltidstjenesten. Gulemia, den yngste, blev almindelig pioner i 1949, da hun var 14 år gammel, og siden 1960 har hun været specialpioner (det vil sige at hun bruger 140 timer om måneden i forkyndelsen). I 1966, efter min moders død, blev min ældste søster, Siranouche, Gulemias partner som specialpioner. For tiden tjener de i en lille by ved navn Caconde i bjergene i staten São Paulo.
Intet arbejde kunne have bragt os større glæde end det at forkynde Guds rige. Vi takker Jehova og Kristus for at have brugt os på samme måde som ’Filips fire døtre’. (Apostelgerninger 21:9) Vi fire har haft den forret at hjælpe omtrent 400 medmennesker til at finde den samme glæde. Vi har set antallet af forkyndere her i Brasilien vokse fra 1300 til over 170.000.
Det vi så på det olympiske stadion i München i 1978 i den tyrkiske sektion ved det internationale stævne „Den sejrende tro“, havde ganske særlig interesse for os. Det var noget der rørte vore hjerter dybt — armeniere og tyrkere sad sammen i fred og sand kærlighed og lyttede til Bibelens vejledning! Og hvem tror du tilbød os kørelejlighed til vort logi efter stævnedagen? En tyrkisk forkynder! Ja, Jehova udretter mirakler!
Hvor mange flere glæder venter der os ikke hvis vi forbliver trofaste mod vor kærlige Skaber! Da vil vi se hans rige vinde sejr og vi vil kunne være til stede for at kunne byde vore kære velkommen tilbage i opstandelsen! — Fortalt af Hosa Yazedjian.
[Tekstcitat på side 16]
Mange af mændene i min moders familie blev hentet, og man hørte aldrig fra dem igen
[Tekstcitat på side 17]
’Deres eksistens må bringes til ophør, uden hensyn til samvittighedsskrupler’
[Tekstcitat på side 17]
Jeg nægtede at læse noget fra Jehovas Vidner, da jeg ikke ønskede at blive påvirket af noget trossamfund
[Tekstcitat på side 20]
Armeniere og tyrkere sad sammen i fred og kærlighed og lyttede til Bibelens vejledning!
[Illustrationer på side 18]
Hosa Yazedjian på Vagttårnets afdelingskontor i Brasilien, hvor hun arbejder