Hvad siger Bibelen?

Trosbekendelser — en del af sand tilbedelse?

„JEG tror på Gud Fader, den almægtige, himmelens og jordens skaber. . . . Og på Jesus Kristus, . . .“

Genkender du disse ord? Millioner af katolikker og protestanter fremsiger gang på gang disse eller lignende ord som et udtryk for deres tro. De udgør indledningen til det der sædvanligvis kaldes den apostolske trosbekendelse. Denne trosbekendelse, såvel som andre, for eksempel den athanasianske og den nikænske trosbekendelse, har indtaget en vigtig plads i kristenhedens kirkers gudstjeneste.

Dette får os til at spørge: Er trosbekendelser nødvendige for den kristne tro og enhed? Fremsagde Jesus Kristus og apostlene trosbekendelser? Omtaler Bibelen dem?

Ifølge opslagsværker som for eksempel Hasting’s Encyclopaedia of Religion and Ethics og McClintock & Strong’s Cyclopedia, kan de trosbekendelser vi kender i dag, spores tilbage til de dåbsbekendelser man benyttede i de første kirker. Kandidaterne måtte vise at de i det mindste anerkendte de grundlæggende lærepunkter ved formelt at opsummere dem i en ’bekendelse’. Der fandtes mange sådanne ’bekendelser’, og de forskellige kirkesamfund havde deres egne versioner. Det var først i det 4. århundrede at visse trosbekendelser blev mere fremherskende end andre.

Det står således klart at man benyttede trosbekendelserne som et middel til at definere én kirkes tro for derved at adskille den fra andre kirker. Efterhånden som man vedtog visse forandringer i læren udviklede der sig forskellige trosbekendelser. For eksempel var det ved kirkemødet i Nikæa at udtalelsen om at Sønnen var „af samme væsen som Faderen“, blev føjet til en tidligere dåbsbekendelse. Og ved kirkemødet i Konstantinopel blev der yderligere tilføjet den udtalelse at den hellige ånd skulle „tilbedes og æres tillige med Faderen og Sønnen“.

Selv om sådanne trosbekendelser er blevet udformet over en lang tidsperiode er der interessant nok, ifølge Avery Dulles fra The Catholic University of America, „sandsynligvis ingen tidsperiode i historien der har set en sådan opblomstring af nye trosformularer som vor egen“. I dag findes der blandt kristenhedens trossamfund „over 150 officielt anerkendte trosbekendelser,“ hedder det i Encyclopædia Britannica.

Benyttede Jesus og apostlene trosbekendelser?

Aftenen før sin død bad Jesus Kristus til sin himmelske Fader med henblik på sine disciple: „Hellige dem ved hjælp af sandheden; dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Han bad om at hans disciple måtte blive helliget eller skilt ud. Men henviste han til nogen skreven kodeks eller trosbekendelse? Nej! Han viste tværtimod at det var det Gud havde sagt, sådan som det står nedskrevet i Bibelen, der ville udskille dem fra andre.

Engang da Jesus drøftede spørgsmålet om hvordan man skulle bede, sagde han: „Sig ikke det samme igen og igen.“ (Mattæus 6:7) Når nu Jesus ikke godkendte at man gentog skrevne eller udenadlærte bønner, siger det så ikke sig selv at han heller ikke ville godkende at man som et led i sin offentlige gudsdyrkelse fremsagde forskellige trosbekendelser? Sandheden er at man intet sted i Bibelen finder nogen henvisning til at Jesus benyttede trosbekendelser i sin gudsdyrkelse eller lærte andre at gøre det. „Gud er en ånd,“ sagde han, „og de der tilbeder ham bør tilbede i ånd og sandhed.“ — Johannes 4:24.

Hvordan forholder det sig da med den apostolske trosbekendelse? Fordi den kaldes sådan tror mange at den blev udformet af Jesu Kristi apostle. Nogle påstår endda at apostlene hver især bidrog med en sætning ved udformningen af denne trosbekendelse.

Professor G. C. Stead skriver om dette emne i The Expository Times: „Enhver som indgående har læst de urkristne skrifter må nødvendigvis komme til en anden konklusion.“ Han hævder at hvis der fandtes en trosbekendelse der formelt var udformet og godkendt af apostlene, ville det være vanskeligt at forklare hvorfor der blandt de første kirkesamfund fandtes så mange forskellige ’trosbekendelser’. Sandheden er at der „ikke i noget eksisterende skrift fra før år 340 findes nogen erklæring om den kristne tro som tilnærmelsesvis samstemmer med ordene i den apostolske trosbekendelse“.

I Bibelen, i Apostelgerninger, kapitel 15, omtales der ganske rigtigt et møde mellem apostlene og de ældste i Jerusalem. Men formålet med dette møde var ikke at udforme eller ændre en trosbekendelse, men at drøfte om det var nødvendigt for hedningekristne at lade sig omskære.

Hvordan man viser at man tror

En trosbekendelse, også kaldet et credo, begynder altid med disse ord: „Jeg tror . . .“ eller: „Vi tror . . ..“ Men er det at man gang på gang fremsiger disse ord et bevis for at man virkelig tror?

I sin berømte bjergprædiken sagde Jesus: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ Han fordømte også datidens religiøse ledere fordi de holdt fast ved menneskers overleveringer. — Mattæus 7:21; 15:8.

Hvad kan vi lære af Jesu ord? At det ingen værdi har i Guds øjne at man blot gentager det man påstår man tror. For at opnå Guds godkendelse må man ’gøre Jesu himmelske Faders vilje’.

For at vide hvad der er Guds vilje må vi vende os til Bibelen og flittigt studere den. I stedet for at lære trosbekendelser udenad og gang på gang fremsige dem må vi handle i overensstemmelse med Jesu bøn til sin Fader: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

[Illustration på side 23]

Jeg tror . . . Jeg tror . . .