Da jorden rystede blev de lydhøre

Af „Vågn op!“–korrespondent i Chile

RYSTELSERNE blev voldsommere og voldsommere. Vi rykkede over til døråbningen i vort værelse. De der befandt sig i køkkenet ovenpå prøvede at holde skabene lukkede mens bøger, flasker, potteplanter, glas og syltetøjskrukker styrtede på gulvet. Vi spekulerede på hvor lang tid det ville vare.

Det er unødvendigt at sige at vi ikke tog tid på det, men næste dag stod der i aviserne at det havde varet i to minutter. Det er ikke særlig lang tid, men man forbavses over hvor lang tid det føles når jorden ryster under ens fødder!

Klokken var 19.47 søndag den 3. marts 1985 da jordskælvet ramte Santiago her i Chile. Vi lå og hvilede os i vort værelse på Vagttårnsselskabets afdelingskontor da det skete. Andre medlemmer af staben fik sig en kop te i køkkenet.

Jordskælvet efterlod os uden elektricitet i flere timer. Vi fandt derfor lommelygter, stearinlys og transistorradioer frem. Ifølge radioens nyhedsudsendelser var områderne ved kysten samt Santiagos ældre bydel hårdt ramt. ’Hvordan mon vore kristne brødre har det i de områder?’ tænkte vi. Vi kunne ikke komme i forbindelse med dem — telefonlinjerne var overbelastede, og desuden var ledningerne i disse områder revet ned. Det første telefonopkald vi modtog var fra byggepladsen, hvor vi opfører vort nye afdelingskontor. Hvor blev vi lettede over at høre at alle havde det godt og at den nye trykkeribygning var uskadt! Kun en murstensmur der samme formiddag var blevet opført i kontorfløjen, var væltet!

Den nat fik kun de færreste en rolig søvn. Ikke så snart var vi faldet i søvn før en skælven gennemrystede sengen og vækkede os. Næste morgen rapporterede aviserne om skadernes omfang og viste billeder af ødelæggelserne. Jordskælvet blev målt til 7,7 på Richter-skalaen. Byer var uden vand og elektricitet. Broer var ødelagt. Over 140 mennesker var blevet dræbt, og man anslog at 150.000 var blevet hjemløse. Skaderne blev ansat til omkring 18 milliarder kroner. Jordskælvet kunne endog mærkes i Argentinas hovedstad, Buenos Aires, ved Atlanterhavskysten omkring 1350 kilometer borte! Den 3. marts 1985 vil sent blive glemt.

Behov for hurtig hjælp

Vi traf med det samme forberedelser til at forskellige medlemmer af afdelingskontorets stab kunne besøge sådanne steder som Machalí, Melipilla, Rengo, San Antonio, Valparaíso og Viña del Mar for at finde ud af hvordan vore kristne brødre klarede sig og hvilken hjælp de havde behov for.

Overalt mødte synet af ødelæggelse os. Det var gået hårdest ud over de ældre, lerklinede bygninger, men også nogle af de nyere bygninger var blevet berørt — som for eksempel et otteetages beboelseskompleks i Reñaca, der var blevet rystet så kraftigt at det bagefter hældede som det skæve tårn i Pisa. Det måtte rives ned.

Og hvordan havde vore kristne brødre det? Selv om i hundredvis af dem havde mistet deres hjem og ejendele, var vi meget lykkelige over at erfare at ingen af de 16.000 Jehovas vidner der boede i det berørte område var blevet dræbt eller såret! Menigheder af Jehovas Vidner i Santiago og så langt borte som Punta Arenas og Iquique begyndte at ringe til os for at høre hvordan de kunne hjælpe. Oplysningerne bredte sig hurtigt, og i løbet af få timer begyndte nogle at komme med fødevarer, tøj, tæpper og andet nyttigt. Inden længe var vore to lastbiler, der tilsammen kan tage 5,5 tons, læsset og på vej. Da de vendte tilbage, havde vi modtaget tilstrækkeligt med gaver til at kunne planlægge endnu en tur. Sådan blev det ved i næsten to uger.

Den anden weekend efter jordskælvet rejste 110 frivillige fra de nærliggende menigheder og fra afdelingskontorets byggeplads til nogle af de byer der var hårdest ramt, og opstillede 24 præfabrikerede træhuse. Mens dette skrives er der bygget 69 sådanne huse, og vi regner med at bygge flere inden regntiden sætter ind.

En menighed skrev til os og gav udtryk for at den praktiske hjælp og bygningen af husene var et synligt bevis på vort broderskab. „¡Los hermanos se pasaron!“ („Brødrene overgik sig selv!“) På en gribende måde blev vi mindet om at det er et internationalt brodersamfund vi tilhører, for i dagene efter jordskælvet ringede brødre fra Argentina, Tyskland, Italien og USA for at forhøre sig om hvordan deres kristne brødre her i Chile havde det. Telefonopringningerne blev efterfulgt af gavmilde bidrag for at afhjælpe vor „families“ behov.

En tid til selvransagelse

Råbet: „Jordskælv!“ og de ødelæggende kræfter der slippes løs ved sådanne lejligheder, får ofte folk til at tænke på deres forhold til Gud. Få minutter efter jordskælvet blev mange af vore rigssale faktisk opsøgt af naboer der søgte beskyttelse. En forkynder i Melipilla som er velkendt i sit nabolag, fik mange på besøg den aften. Efter hver ny rystelse dukkede der flere naboer op i hans hjem for at søge beskyttelse. Der blev rejst et telt i baggården, hvor han tilbragte mange timer til langt ud på aftenen med at tale om Jesu ord om de sidste dage, hvor der skulle være „jordskælv det ene sted efter det andet“. — Markus 13:3-8.

I Viña del Mar var en mand holdt op med at studere Bibelen og havde sagt at han aldrig mere ville komme i rigssalen. Men hvor befandt han sig aftenen efter jordskælvet? Ja, i rigssalen! Han og hans familie blev budt velkommen og fik tildelt et midlertidigt logi. Han var så rørt over den hjertelige gæstfrihed der blev vist ham og hans familie, at han besluttede sig til at begynde at studere Bibelen igen.

Nogle af vore brødre slap kun med nød og næppe fra jordskælvet med livet i behold. For eksempel var der i menigheden i Vicuña Rozas en broder som for nylig var kommet hjem fra hospitalet og derfor var sengeliggende. Den aften var hans kone og datter taget til møde, og han var alene hjemme. Blot få minutter inden jordskælvet ramte, besluttede han sig til at gøre en kraftanstrengelse for at stå op og overraske sin kone og datter ved at have vand parat til en kop te når de kom hjem. Han fik sig bevæget ud i køkkenet, og lige da han skulle til at sætte vandet over, kom jordskælvet. Da han kom ind i sit værelse igen, fandt han sin seng liggende under en tre meter høj mur der var væltet! Intet under at han var ovenud taknemmelig for at han havde tænkt på at gå ud i køkkenet for at lave en kop te!

Det var trosstyrkende at se vore kristne brødres reaktion. Skønt de havde mistet alle deres ejendele, bevarede de optimismen. Som mange sagde: „Vore huse er styrtet sammen, men ikke vor tro!“