Bombeattentat mod australsk rigssal
Ingen troede at det kunne ske i et land som Australien — men det skete. Klokken 9.35 om formiddagen, søndag den 21. juli 1985, indledte David Winder et bibelsk foredrag i en af Jehovas Vidners rigssale i Sydney. Femogtyve minutter senere eksploderede en bombe der blæste ham ud gennem taget, ødelagde rigssalen, dræbte en mand og sårede 46 af de 109 tilstedeværende så alvorligt at de måtte på hospitalet. Ingen troede at det kunne ske i Australien, men det skete. Denne førstehåndsberetning fra Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Australien fortæller om den grufulde tragedie der indtraf denne formiddag, men den skildrer også de pågældende Jehovas vidners stærke tro og faste beslutning om at blive ved med at mødes og fortsat forkynde den gode nyhed om Jehovas rige.
EN KRAFTIG bombe som politiet anslår har bestået af et kilo sprængstof, var blevet skjult under podiet og indstillet til at eksplodere under det bibelske foredrag. Eksplosionen sendte taleren op gennem taget så han havnede på en dynge murbrokker udenfor — blødende, hårdt såret og med to brækkede ben.
Graham Wykes, der sad på forreste række, blev dræbt på stedet. Hans kone og to døtre blev alvorligt såret. Et medlem af staben på Vagttårnsselskabets afdelingskontor, Sue Schulz, brækkede næsen og mistede de fleste af fortænderne. En interesseret der overværede mødet fik sprængstykker i øjnene. Et spædbarn på tre måneder blev indlagt med hjernerystelse.
Allerede søndag aften kunne 32 af de 46 der var blevet indlagt på hospitalet, udskrives. De fleste af de øvrige led af chok og havde fået trommehinderne beskadiget. Det vakte stor undren at der ikke var flere omkomne, eftersom salen lå i ruiner.
Omtale i hele verden
I hele landet afbrød man de almindelige radio- og fjernsynsprogrammer for at oplyse om denne voldshandling, og snart nåede nyheden ud over hele jorden. Denne overskrift fra avisen Telegraph, der udkommer i Brisbane, var typisk for mange: „MIRAKEL! 110 overlever kirkeeksplosion.“ I den landsdækkende avis The Australian stod der: „Uskyld er ingen beskyttelse mod terrorisme.“ Brisbane-avisen Daily Sun skrev på forsiden: „BOMBETERROR — kirkeattentat chokerer landet.“ En stort opsat artikel i The Sydney Morning Herald havde overskriften: „Prædiken om familielivet afbrudt: Én omkommet, 49 såret.“ Artiklen fortsatte: „Den fortumlede menighed var bemærkelsesværdigt rolig. Nogle blev inden døre for at tage sig af de sårede, mens andre stille gik ud af salen så godt de nu kunne. Efter få minutter var politi, ambulancer og brandinspektører på stedet.“
Politiet kunne snart udelukke at det var internationale terrorister der stod bag denne forbrydelse. Efter en terroraktion er der normalt nogle der træder frem og „tager ansvaret“. Således har ikke færre end 60 enkeltpersoner og organisationer efter forlydende taget ansvaret for det nylige bombeattentat mod lufthavnen i Frankfurt. Men ingen har taget ansvaret for attentatet mod rigssalen.
Lederen i avisen The Australian for 22. juli udtrykker måske bedst den slutning mange har draget. I den stod der blandt andet: „Hvem der end har placeret bomberne og hvor groteske hans eller deres motiver end er, har dette mindet os australiere om hvor lille vor verden er blevet. Vi er ikke beskyttet mod de rædsler der for folk på en voksende del af kloden hører hverdagen til.“
Nej, ingen del af verden er i dag sikret mod sådanne forhold, og heller ingen enkeltpersoner kan vide sig sikre. Netop denne situation advarede apostelen Paulus om i Andet Timoteusbrev 3:1-4: „Det skal du vide, at i de Sidste Tider skal der komme onde dage. Mennesker vil være . . . uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, rå, fjender af alt godt, forrædere, overilede i deres handlinger, latterlige i deres selvfølelse.“ (Seidelin) Advarede ikke også Jesus om at kærligheden i denne periode ’ville blive kold hos de fleste på grund af den tiltagende lovløshed’? — Mattæus 24:12.
Fra det øjeblik katastrofen blev kendt, glødede telefonerne på Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Sydney med opkald fra chokerede mennesker der ønskede at udtrykke deres medfølelse — nogle ringede endda fra udlandet.
Der kom også telegrammer og breve med deltagende ord fra hele verden — nogle endda fra politikere, religiøse ledere og andre i fremtrædende stillinger. Et brev fra dommer Watson fra Det australske Statssamfunds familiedomstol blev modtaget med særlig værdsættelse. Dommer Watson har selv været udsat for et bombeattentat i sit hjem. Han skrev blandt andet: „I denne dystre og ulykkelige tid vil mange iblandt Jehovas vidner, og navnlig familien Wykes, mærke hvilken styrke der ligger i samværet med familie, venner og menighed. Måtte dette ikke blot give dem nye kræfter, men også den fred der overgår al menneskelig forstand.“
En taxachauffør fra Sydney udtrykte manges følelser i et gribende læserbrev til The Sydney Morning Herald. Han skrev: „En af mine opgaver i går (den 21. juli) var at hente filmholdet fra ABC ved Hoxton Park-flyvepladsen og så hurtigt som muligt køre dem til Liverpool-hospitalet. Det vi så dér var ganske enkelt forfærdeligt. Jeg blev bedt om at vente, hvilket jeg gjorde. I løbet af disse tyve minutter begyndte jeg at få øjnene op for livets grusomhed. Smerte er en del af livet, men det jeg så her var helt meningsløst. . . . Det uundgåelige ’hvorfor’ er ikke til at ryste af sig. Det slår endda en beskeden taxachauffør — så hårdt at jeg måtte kaste op. . . . Lad dog os der hader vold, smerte og bomber, slippe for at blive indblandet i disse meningsløse idealer og leve vort korte liv i fred. . . . Ikke mere af den slags, tak.“
Der opstod i øvrigt ikke på noget tidspunkt problemer med hensyn til blodtransfusion — noget Jehovas vidner er kendt for at sige nej til af religiøse årsager. (Apostelgerninger 15:20, 29) Brisbane-avisen Daily Sun citerede en talsmand for Liverpool-hospitalet for at have sagt at ingen havde nægtet at modtage bloderstatningsmidler. Det blev forklaret at disse midler „virker som blod mens de giver legemet mulighed for at opbygge sin egen blodbeholdning. De virker perfekt, selv hos folk med de mest sjældne blodtyper, og lægerne behøver ikke at spilde tid på at forsøge at finde tilsvarende sjældne blodtyper. Desuden overfører det syntetiske blod ingen sygdomme — det er simpelt hen svaret på protester fra religiøse grupper, og de har taget beredvilligt imod det.“
Tragediens ofre har modtaget de mange hilsener og deltagende ord fra offentligheden med stor glæde. Politibetjente, ambulancemandskab, brandmænd, sygeplejersker og læger har alle været utrættelige i deres anstrengelser for at hjælpe. En af sygeplejerskerne på Liverpool-hospitalet blev synligt bevæget da hun tog sig af de første ofre der ankom fra ulykkesstedet. Til et af de tilstedeværende Jehovas vidner sagde hun: „Jeg ville græde hvis jeg ikke havde så travlt. Det gør mig usigelig ondt for disse ulykkelige ofre.“ Fuldstændig fremmede mennesker har ringet og skrevet for at tilbyde ofrene husly og hjælp.
Hvad der især trøstede og styrkede, var de mange telegrammer med medfølende og opmuntrende ord fra andre Jehovas vidner over hele jorden. Også apostelen Peters ord om Satans angreb på fortidens kristne har virket trøstende. Disse første kristne fik dette råd: „[Vær] faste i troen, idet I ved at det samme i retning af lidelser fuldbyrdes på hele samfundet af jeres brødre i verden.“ — 1 Peter 5:9.
Tragedien fremmer den gode nyhed
Kan en katastrofe som denne rumme velsignelser? Dette spørgsmål kan måske bedst besvares i lyset af apostelen Paulus’ fangenskab i Rom. I et brev til de kristne i Filippi skrev han: „Nu ønsker jeg at I skal vide, brødre, at mine forhold er blevet til fremgang for den gode nyhed snarere end det modsatte, . . . og da de fleste af brødrene i Herren er tillidsfulde som følge af mine lænker, har de så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt.“ — Filipperne 1:12-14.
Det grusomme attentat mod den kristne menighed der holdt møde i Casula-rigssalen denne søndag formiddag, fremkaldte en lignende reaktion blandt brødrene. I alle menighederne i Sydney-området var der usædvanlig mange til stede de efterfølgende mødeaftener. Som Paulus videre skrev til filipperne, står disse brødre ’fast i én ånd, idet de med én sjæl kæmper skulder ved skulder for troen på den gode nyhed og i ingen henseender skræmmes af deres modstandere’. — Filipperne 1:27, 28.
Paulus nævner også en anden velsignelse i sit brev: „Sandt nok forkynder nogle Messias af misundelse og rivalisering, men der er også andre som gør det af god vilje. . . . De første gør det af stridbarhed, ikke med et rent motiv, for de mener at de kan forårsage trængsel for mig i mine lænker.“ Paulus gav udtryk for at hans lænker var blevet „almindeligt kendt“ for alle. Nyheden om de ’trængsler’ Jehovas vidner i dette tilfælde er blevet udsat for, er nået verden rundt. — Filipperne 1:13, 15, 17.
Nogle modstandere har benyttet denne offentlige omtale til at lufte deres had til Jehovas vidner. Mange løgnagtige og vildledende udtalelser er blevet fremsat for at „forårsage trængsel“ for Jehovas vidner. I stedet har de fremkaldt endnu flere medfølende reaktioner fra læsere der kan gennemskue disse falske påstande.
Har denne hændelse fået Jehovas vidner til at forkynde mindre? Nej, tværtimod, der er sket nøjagtig det samme som Paulus skrev: „De fleste af brødrene i Herren . . . har . . . så meget mere mod til at tale Guds ord uden frygt.“ (Filipperne 1:14) Det har styrket forkynderne at høre så mange give udtryk for medfølelse og interesse, og de er derfor nu ivrigere end nogen sinde før efter at gå ud i tjenesten og tale med folk.
Umiddelbart efter begivenhederne den 21. juli ville folk gerne høre mere om årsagerne til at sådanne ting sker og om løsningen på voldsproblemet. De der reagerer positivt og undersøger Guds ord nærmere, vil erfare rige velsignelser. Der er i forvejen over 21.000 enkeltpersoner eller familier i Australien der hver uge studerer Bibelen sammen med en forkynder fra Jehovas Vidner. Inden for de sidste fire år er over 10.000 nye begyndt at deltage i den offentlige forkyndelse i Australien.
Jesus advarede paradoksalt nok sine fredelige, lovlydige disciple om at de kunne forvente en alt andet end fredelig reaktion på deres forkyndelse i en fjendtlig verden. Han forklarede: „Alt dette vil de gøre mod jer på grund af mit navn, fordi de ikke kender ham som har sendt mig.“ (Johannes 15:21) Jesus var selv udsendt af sin Fader, Jehova, som hans repræsentant, og han led en voldelig død for sine forfølgeres hånd, verdslige mennesker der ikke kendte Jehova. Det skulle derfor ikke overraske os at hans disciple i dag ligeledes udsættes for voldelige overgreb. — Johannes 15:20.
Det er trøstende at vide at udfrielsen er nær!
Hvor er det trøstende at vide at forholdene ikke ret meget længere vil være som de er i dag. Snart vil der ske en gennemgribende og drastisk forandring som den der skete på Noas tid. Denne voldsbetonede og hadefulde verden drages med døden, og den vil blive afløst af en ny hvori „retfærdighed skal bo“. (2 Peter 3:13) De forhold som får millioner til at fortvivle, vil give os grund til glæde hvis vi „læser“ tegnene rigtigt, som når man læser et vejskilt for at se hvor vejen fører hen. Jesus sagde: „Når disse ting begynder at ske, da ret jer op og løft jeres hoveder, for jeres befrielse nærmer sig.“ — Lukas 21:28.
[Ramme på side 12]
Jehovas vidner udgør et kærligt, internationalt brodersamfund. Da forkynderne i De forenede Stater gennem aviser og fjernsyn hørte om bombeattentatet og de sårede, sendte mange af dem straks pengebidrag til ofrene. Inden for få dage modtog brødrene omkring 100 breve med over 7000 dollars (70.000 kroner). Bidragenes størrelse varierede fra 27 cents (knap 3 kroner) fra en lille dreng til 1000 dollars (10.000 kroner) fra en mand. Vi bringer her nogle få udpluk fra brevene.
„Jeg er en broder med små midler, men jeg vil gerne bede jer modtage dette lille bidrag [70 kroner] som en hjælp.“
„Vær så venlig at give disse penge videre til den søster der mistede sin mand ved bombetragedien.“
„Vi beder jer bruge vort bidrag som betaling for lægebehandling til de sårede brødre og søstre. (Apostelgerninger 11:29) Vi har hørt at en er blevet dræbt, og vi tænker på Johannes 5:28, 29.“
„Jeg vil gerne bidrage med 50 dollars [500 kroner] til genopbygning af rigssalen og 50 dollars til dækning af hospitalsregninger.“
„En mand der er tilsluttet menigheden ønsker at hjælpe. Jeg sender jer hermed en check på 1000 dollars [10.000 kroner] fra ham.“
„Min søn og datter vil gerne skrive til nogle unge brødre og søstre i menigheden for at opmuntre dem.“
„Kunne jeg få adressen på den omkomne broders familie, da jeg gerne vil sende dem et brev. [500 kroner vedlagt.]“
„Som et udtryk for vor broderkærlighed har vi [en menighed] indsamlet 161,55 dollars [cirka 1600 kroner] som brødrene kan anvende som de finder for godt.“
„Det er ikke meget [30 kroner], men det er alt hvad jeg har, og måske kan det hjælpe lidt.“
„[Pengene] er til brødrene og søstrene, enten som hjælp til den søster der er blevet alene, eller som bidrag til bygning af en ny rigssal.“
„Jeg har ikke noget arbejde i øjeblikket, men her er 1 dollar [10 kroner]. Hvis jeg får flere penge, vil jeg sende nogle.“
Det er ikke beløbets størrelse der tæller, men villigheden til at give. Efter at have set de rige lægge gaver i bidragsbøsserne i templet „så [Jesus] en fattig enke lægge to småmønter af meget ringe værdi deri, og han sagde: ’Jeg skal sige jer som sandt er: Denne enke har, skønt hun er fattig, lagt mere i end alle de andre.’“ — Lukas 21:2, 3.
„Gud elsker en glad giver.“ „Når villigheden foreligger, er den nemlig velbehagelig efter hvad man har.“ „Enhver skal komme med en gave som svarer til den velsignelse Jehova din Gud har givet dig.“ — 2 Korinther 9:7; 8:12; 5 Mosebog 16:17.
[Illustration på side 10]
Den bageste del af rigssalen, set fra siden
[Illustrationer på side 11]
Det hul der blev sprængt i betongulvet
Bog- og bladlager