Vi overlevede en morders bombe

SØNDAG den 21. juli 1985 tegnede til at blive en frisk midvinterdag. Jehovas vidner og nogle af deres venner begyndte at fylde rigssalen i Casula, en vestlig forstad til Sydney i Australien. Klokken 9.35 indledte den besøgende taler, David Winder, sit foredrag om kristen loyalitet. Lidt over klokken ti sad vi og fulgte med i vore bibler mens han læste højt fra Johannes 6:68.

Han nåede aldrig at læse verset færdig. Efter en enorm eksplosion under podiet lå han døden nær og vred sig på gulvet. En af vore venner, Graham Wykes, der havde kone og børn, omkom på stedet. Mange andre blev såret, heraf nogle alvorligt. Denne uprovokerede brutalitet over for en religiøs forsamling chokerede selv en forhærdet verden. Da nyheden blev offentliggjort sad australierne vantro klistret til deres fjernsynsskærme og radioapparater.a

Den øjeblikkelige reaktion

Eksplosionen blev efterfulgt af et øjebliks stilhed. Jeg tror at de fleste af os var lamslåede og rådvilde. Vi så os frygtsomt omkring, ude af stand til at fatte denne urimelige handling. Luften var tyk af støv. Der lugtede og så ud som på en slagmark. Børnene begyndte at græde, og nogle begyndte chokeret at skrige. En iagttager, en taxachauffør, så senere „en uidentificeret men sikkert køn pige hvis ansigt var halvt bortsprængt, blive anbragt i en ambulance“.b Den uidentificerede pige var min hustru, Sue.

Sue blev slået bevidstløs da noget fra podiet fløj op og ramte hende i ansigtet. Mine trommehinder sprang omgående ved eksplosionen. Det var som om der blev åbnet for en trykluftslange inde i mit hoved — der lød intet brag, kun en pludselig, ulidelig susen mens alting blev gråt. Vi sad på anden række mens taleren faktisk stod umiddelbart over bomben som var gemt under podiet, der var af træ.

Instinktivt holdt jeg hænderne over hovedet for at skærme mig mod nedfald. De næste par sekunder føltes uendelig lange, som minutter. Så gik det op for mig at vores rigssal var blevet sprængt i luften, og til min rædsel så jeg Sue forsvinde i støv og nedfaldent materiale. Jeg råbte „Susie, Susie!“ og forvirrede spørgsmål fór gennem min hjerne: ’Er hun blevet dræbt? Hvad med David — og de andre? Er jeg såret?’

Overalt lå der loftspaneler, plasticstole, splintret træ, tasker og sønderrevne bibler og blade. Snart dukkede der fortumlede ansigter frem, nogle blødende, andre oversået med splinter. De fleste af dem der havde siddet bagerst i rigssalen var uskadte, bortset fra at deres trommehinder var beskadiget.

Min kones mareridt

Jeg fandt Sue. Hendes støvler stak frem under en stor men heldigvis meget let loftsplade. Da jeg flyttede den væk, fik jeg et chok ved det syn der mødte mig. Sues overlæbe var spaltet horisontalt, næsen var knust og drejet om mod kinden. Hendes fortænder var smadret og hendes øjne beskadiget; da jeg så læsionerne frygtede jeg at hun havde mistet synet. Hendes hår var én sammenfiltret masse af blod, snavs og splinter, og hun havde svære snitsår på venstre overarm. Jeg var dog lettet da jeg fandt ud af at hun tilsyneladende ikke havde voldsomme blødninger. På det punkt tog jeg imidlertid fejl. Da jeg kort efter løftede hendes hoved og skuldre op, kaldte hun med svag røst på mig. Jeg forsøgte at berolige hende idet jeg fejlagtigt troede at hun var ved at blive klar over hvad der foregik. Sue fortalte senere: „Jeg troede at jeg lå hjemme i sengen og havde mareridt. Derfor ville jeg have Peter til at vække mig.“ Hun lod til at være halvt bevidstløs, så jeg turde ikke forlade hende, men jeg havde brug for hjælp.

En søster som var i chok blev ude af sig selv ved synet af min hustru og begyndte at tale usammenhængende da hun nærmede sig. Med min frie arm gav jeg tegn til at hun skulle bukke sig så jeg kunne tale med hende. Med øjnene fæstet på Sue bøjede hun sig ned og holdt min hånd. Derefter bad vi en kort bøn sammen og tryglede Jehova om visdom og styrke. Da vi sagde amen, havde søsteren fuldstændig genvundet fatningen selv om hun stadig havde tårer i øjnene. Jeg bad hende finde et eller andet der kunne tjene som pude for Sue.

Utroligt at de overlevede

Da bomben detonerede sad Paul Hahn umiddelbart foran mig, cirka to meter fra klaveret. Ved eksplosionen blev klaveret slynget op i luften, hvorefter en stor del af det landede på Paul og rev et stort stykke af hans lår. Hans flotte fortænder, hvorfra han for nylig havde fået fjernet en fast bøjle, blev slået i stykker. Joy Wykes, som bomben gjorde til enke, lå tæt ved, med en alvorlig læsion i hovedet og andre sår. To af hendes piger blev også kvæstet.

Mest utroligt var det imidlertid at taleren David Winder overlevede. Bomben slyngede ham og podiet op i den fri luft hvor der nogle øjeblikke forinden havde været tag. David landede omtrent samme sted som han få øjeblikke forinden havde stået. Han var stadig ved bevidsthed men i en alvorlig choktilstand. Eftersom hans fødder og ben var svært lemlæstet, troede nogle at han aldrig kom til at gå igen. I dag kan han gå med støtteskinner på anklerne. Noget af hans tøj blev fundet i et eukalyptustræ i nærheden. Talerstolen blev fundet tre huse derfra, i en nabos baghave. På grund af sit store blodtab befandt David sig i en kritisk tilstand og blev fløjet i helikopter til hospitalet.

Redningsmandskabet ankommer

Politiet og ambulancefolkene kom lynhurtigt. Mens redningsmandskabet tog sig af de tilskadekomne, havde politiet nok at bestille. Eftersom eksplosionen havde kunnet høres og mærkes i hele nabolaget, blev gaderne i nærheden af rigssalen snart blokeret af hundreder af nysgerrige tilskuere, mens pressefolk tog billeder i én uendelighed. Nogle af vore nærmeste naboer tilbød venligt at hjælpe så godt de kunne.

Ambulancerne blev hurtigt fyldt og begyndte at transportere de sårede til lokale hospitaler. Hospitalspersonalet var rystet over det der var sket. Mange lokale forkyndere tog hen på hospitalerne for at trøste og støtte. David Winder og Sue blev bragt til et hospital der er særligt udstyret til behandling af traumapatienter. Og hvad mig angik, fjernede lægerne på Liverpool Hospital den nat splinter dybt inde i min arm mens jeg var under fuld narkose. Næste dag ønskede jeg at se min kone. Lidt bekymret lod hospitalspersonalet mig om eftermiddagen gå hen for at være hos Sue.

Spørgsmålet om blod kommer på tale

Jeg fandt hende på intensivafdelingen, og da jeg første gang kiggede på hende fra fodenden af hendes seng, græd jeg. Et stærkt misfarvet ansigt, der var opsvulmet og forvredet til ukendelighed mødte mig. En mængde sting holdt hendes ansigt sammen ligesom små, sorte lynlåse.

Sue kunne intet se fordi hendes øjne, ja selv hendes øjenlåg, var skjult af hævet væv. Af hendes ansigtsknogler var næsebenet, overkæbebenet, kindbenet og knoglerne som indrammer øjet, knust. Men det virkeligt farlige var at en del af pandebenet var blevet trykket ind og havde punkteret en arterie. Mens hun lå bevidstløs og begravet i puds, var der, uden at man kunne se det, løbet blod ned i hendes mave. Hendes hæmoglobintal faldt til 6 gram pr. deciliter. (Gennemsnittet for kvinder er omkring 14 gram pr. deciliter.)

Blodtransfusion kom straks på tale, hvilket førte til en konfrontation med kirurgen. Han fortalte Sue at hendes afvisning af blodtransfusion ville binde ham på hænder og fødder. Sue forsikrede ham om at vi forstod dette og „at vi ville tage imod enhver fornuftig alternativ behandling, men at vort ønske om at ’afholde os fra blod’ ikke kunne forhandles“. (Apostelgerninger 15:28, 29) Dette ville han ikke acceptere.

Sue blev derefter udsat for psykisk chikane. Hun blev spurgt om hun havde børn, og da hun svarede nej lød svaret: „Godt, ellers ville de få en grim mor.“ Han snakkede også med Sue om risikoen for at jeg ville lade mig skille fra hende på grund af hendes ansigt. Hvordan reagerede Sue? „Det var nogle pinefulde øjeblikke. Jeg var besluttet på ikke at lade kirurgen trampe på min samvittighed selv om han på sin egen måde ønskede at jeg skulle blive så pæn som mulig.“ Hans manglende forståelse i spørgsmålet om blod øgede blot spændingen og spildte kostbar tid. I skarp kontrast hertil fik Sue en kærlig og medfølende behandling af plejepersonalet i denne nervepirrende periode. De vandt vores respekt.

Der var nu gået 11 dage siden eksplosionen. Sues ansigtsknogler var i en kritisk fase hvor de var ved at begynde at gro sammen, men de forkerte steder. Hun måtte hurtigt opereres! På næste stuegang udbrød hendes læge i vrede: „Jeg rører hende ikke!“ og gik sin vej. Dette var den sværeste tid vi har været udsat for i vort liv. Når vi nu ser tilbage viser det sig at det kun var godt at kirurgen afviste Sue.

En medfølende kirurg

Et Jehovas vidne der er læge talte på vore vegne med en plastikkirurg som gik ind på at behandle Sue med en alternativ teknik. Selv om det lægeligt set ikke var den bedste løsning, borteliminerede det blodspørgsmålet. Denne kirurg var respektfuld og venlig. Han var parat til at gøre sit bedste uden brug af blod, hvilket aftvang vores respekt.

Otte centimeter lange stålstifter med gevind blev skruet ind i Sues brækkede ansigtsknogler. Stifterne blev holdt på plads af stålbroer så knoglerne voksede rigtigt sammen. „Med disse spigre stikkende ud fra ansigtet i seks uger, var det ikke behageligt at sove!“ fortæller Sue. Hendes knuste overkæbe blev med ståltråd fæstnet til hendes ubeskadigede underkæbe for at sikre at den kom til at sidde rigtigt. Men hun havde for altid mistet lugtesansen.

Sue har en udviklet sans for humor og, hvad vigtigere er, hun kan le ad sig selv. Det gjorde hun ved tanken om at hun lignede ’en omvandrende tv-antenne’. Hun ville imidlertid få brug for mere end humoristisk sans da hun i de næste to og et halvt år skulle igennem den ene operation efter den anden, deriblandt en trommehindetransplantation og en omfattende tandlægebehandling.

Hvad vi har lært

Vi har begge lært meget af det vi har været igennem, blandt andet at bønnen har stor kraft og at Jehova aldrig lader os lide mere end vi kan klare. Efter sine konfrontationer med den første læge vedrørende blodspørgsmålet, betroede Sue mig: „Jeg var meget nervøs og ked af at det kom til en konfrontation. Hver gang bad jeg til Jehova, hvilket fik mig til at falde helt til ro. Jeg havde læst om at andre Jehovas vidner havde oplevet det samme, men nu mærkede jeg det selv, og det trøstede mig.“ Vi har nu større tillid til at vi vil kunne klare alle fremtidige prøver, efter at vi har erfaret hvordan Jehova hjælper i situationer hvor vi normalt ville have mistet modet.

Nogle har spurgt os hvorfor Jehova tillod at en rigssal blev sprængt i luften og at en broder blev dræbt. Op gennem historien og i vor tid har Guds folk været udsat for megen brutalitet. Havde Jehova omgivet dem med en beskyttende mur, som Satan hævdede at Gud gjorde med Job, ville deres motiver til at tjene Gud have kunnet drages i tvivl. Vi har ingen grund til at tro at vi ikke kan rammes af ulykker og at Gud altid vil redde os fra at blive ofre for ’tiden og tilfældet’. At vi affinder os med at lide eller endog dø for vor tro, anbefaler vor tilbedelse som ægte og uselvisk og ikke betinget af hvad der tjener os selv bedst. — Prædikeren 9:11; Job, kapitel 1 og 2; Mattæus 10:39.

Brodersamfundet i virksomhed

Under hele denne vanskelige tid viste vore åndelige venner „større troskab end en broder“. (Ordsprogene 18:24) Sue forklarer: „Noget af min familie fløj 4000 kilometer for at være sammen med os i de to første kritiske uger. Det var en stor trøst at have familie og venner siddende hos mig, for jeg led hyppigt af mareridt.“ Fra nær og fjern kom en tilsyneladende endeløs strøm af kort, breve, telegrammer og blomster fra betænksomme brødre og søstre. Hvor var vi taknemmelige for disse „guldæbler i ornamenter af sølv“. (Ordsprogene 25:11) Der blev aflagt et storslået vidnesbyrd. Ja, man mærkede brodersamfundet i virksomhed.

Sue tilføjer: „Der blev også ydet praktisk hjælp. Vennerne pressede frugt og grøntsager til mig som var rige på jern. Vi følte os forpligtede til at støtte lægerne eftersom vi bad dem respektere vore ønsker, og det betød i mit tilfælde at min blodprocent skulle opbygges. Jeg fik også et jerntilskud.“ Mange af os blev helt dygtige til at forvandle en middag til væske, og Sue blev lige så dygtig til at drikke den. (Har du nogen sinde prøvet at spise varm middagsmad med sugerør?) „Resultatet blev at mit hæmoglobintal steg tre milligram pr. deciliter før operationen, til stor glæde for min nye kirurg,“ siger Sue.

Tålmodighed, kærlighed, bøn, Guds ånds hjælp og tidens gang, samt en fornuftig kost, har bidraget til at Sue er kommet sig. Visse af kvæstelserne har sat spor som kun Guds rige kan fjerne. For dem der kender Sue godt er hendes ansigt en smule forandret nu, men det vidner ikke desto mindre om hvor dygtig hendes kirurg er. Og i mine øjne er hun stadig smuk.

Ja, det håb vi som Jehovas vidner nærer, er noget ganske særligt. Det kan hjælpe os gennem enhver trængsel. Og i stedet for at svække menigheden åndeligt, styrkede denne ildprøve broderskabets bånd. En interesseret som var til stede ved eksplosionen, indrømmer med et smil at han blev ’bombet ind i sandheden’. Efter med egne øjne at have set det brutale angreb på kærlige familier, blev han endnu mere besluttet på at fortsætte sit bibelstudium.

Ingen er til dato blevet straffet for attentatet, men politiet har en hovedmistænkt som siges at være en hævntørstig morder der hader Jehovas vidner. Han har imidlertid ikke kunnet dømmes på grund af bevisets stilling. Han er også blevet sat i forbindelse med andre kriminelle handlinger.

Nu, godt seks år senere, nyder Sue og jeg stadig den forret at tjene på Vagttårnets afdelingskontor i Australien. En særlig glæde for os var indvielsen af vor nye hurtigbyggede rigssal, som blev opført fra den 22. til den 24. juni 1990, lige ved siden af den gamle udbombede rigssal. Kristen kærlighed har besejret en mands blinde had. — Fortalt af Peter og Sue Schulz.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 10]

Nyligt foto af Peter og Sue Schulz

Sue Schulz med ståltråd og stifter i ansigtet

[Illustration på side 13]

Den nye og større rigssal