Harar — byen hvor hyænerne strejfer om

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Kenya

FOR kun lidt over hundrede år siden var Harar en lukket by. I 1854 besluttede en britisk lærd og opdagelsesrejsende ved navn Sir Richard Burton ikke desto mindre at driste sig ind i byen. Mens han udefra betragtede dens mægtige mure, har han utvivlsomt spekuleret på om han mon ville komme levende ud igen. Burton havde imidlertid forklædt sig dygtigt som arabisk købmand. Og ved hjælp af sine fremragende sprogfærdigheder løb han an på at kunne slippe ind som en af byens egne muslimske indbyggere. Burtons list lykkedes, og dermed var han den første europæiske opdagelsesrejsende der besøgte denne østafrikanske by.

I dag er Harar beliggende i Etiopien. Og selv om det i vore dage ikke er nær så voveligt at begive sig ind i byen som det var på Burtons tid, virker den stadig fascinerende og dragende, for Harar er kendt som byen hvor hyænerne strejfer om i ly af nattens mørke! I dag er Harar en dobbeltby med moderne kvarterer og cirka 70.000 indbyggere. Den ældre bydel, der er mere end tusind år gammel, har dog ikke ændret sig meget i århundredernes løb.

Idet vi nærmer os den gamle by og betragter dens porte og tårne, føler vi det som om vi nærmer os en anden verden. Harar var berømt længe før Etiopiens nuværende hovedstad, Addis Abeba, blev grundlagt. Det var fra Harar at den islamiske leder Ahmad Grāñ, „den venstrehåndede“, førte sine dristige plyndringstogter i det 16. århundrede. Hans forsøg på at erobre Etiopien endte imidlertid med hans egen død — og byen Harars fald. De massive bymure blev bygget efter disse begivenheder, og de er forblevet intakte i over 400 år.

Ligesom i fortiden er Harar også i dag centrum for stridigheder. Nu er vi dog i stand til at gå fredeligt ind i byen gennem en af de mindre byporte. Vi passerer igennem en labyrint af smalle gader og snoede passager, langs hvilke der ligger huse med flade tage og skæve mure, sammen med hvidkalkede bygninger og minareter.

Det er endnu for tidligt til at vi kan få hyænerne at se. I mellemtiden kan vi fornøje os med at betragte æslerne. Selv om deres antal ikke er så stort som i tidligere tider, befærder de stadig Harars gader, ofte uden at blive ført af mennesker. De bevæger sig op og ned ad de ujævne gyder uden nogen sinde at snuble over de mange fremstående sten. Utroligt nok ved disse dyr nøjagtig hvor de skal aflevere deres tunge byrder af drikkevand. Når de først er på bestemmelsesstedet venter de tålmodigt på at få byrden læsset af og få tomme vandbeholdere med til næste levering. Ja, sådan bliver nogle af indbyggerne i Harars gamle bydel stadig forsynet med det livsvigtige drikkevand — en forsyning der i den senere tid er blevet alvorligt ramt af den afrikanske tørke.

På markedspladsen er det kvinderne der først fanger vores opmærksomhed. Deres dialekt, påklædning og traditioner afspejler deres århundredgamle tilknytning til den islamiske verden. Harars kvinder har tiltalende ansigtstræk der indrammes af brune eller orange sjaler og smukke hovedbeklædninger. Deres hår er ordnet i parallelle fletninger.

Hvad er det de sælger? Det er souvenirs som findes i tusinder af hjem i hele Etiopien — beholdere og bakker flettet af tørt græs. De kan være ovale eller runde, røde, orange eller purpurfarvede, smykket med mange forskellige mønstre og farver. Bakkerne bruges som pynt på borde og vægge. De flettede beholdere anvendes derimod til torvehandel og til den ceremonielle servering af etiopernes specielle madretter. Over hele verden roses kurvemagerarbejdet fra Harar for sin kvalitet.

Det er også værd at kaste et blik på de halskæder, amuletter, armbånd, ringe og hovedbeklædninger som Harars sølvsmede frembringer. De er alle dygtigt lavet til mindste detalje.

Før vi ved af det, overraskes vi af tusmørket. Vi bevæger os uden for bymurene for at se den gamle by i skæret fra den nedgående sol. I tidligere tider fulgte Harars indbyggere ved aftenstid de fremmede til portene og lukkede dem ud. Vi er dog glade for at vi kan vende tilbage til den gamle by for at se det der er Harars særlige attraktion om aftenen — hyænerne!

I den mørke, måneløse nat når vi til en åbning for enden af en smal gade, hvor vi anstrenger vore øjne for at finde ud af hvilken vej vi skal følge. Pludselig stirrer to par lysende øjne på os. Vi stivner. Blot fem meter borte står to vilde hyæner. Det er bestemt ikke hunde af den slags man holder som kæledyr. De er stærke — man ved at de kan angribe dyr så store som bøfler!

De har også angrebet mennesker.

Til vor overraskelse — og lettelse — angriber de os ikke men vender deres opmærksomhed mod en mand der sidder på jorden. Han har en kurv med kødrester ved siden af sig og giver sig til at fodre hyænerne med sine bare hænder. Det er ikke så underligt at han kaldes en hyænemand! Nøjagtig hvornår man begyndte at fodre hyænerne på denne måde vides ikke, men det har stået på i temmelig lang tid. Når skumringen falder på forlader Harars hyæner deres huler, huller og andre skjulesteder og søger til byens mure, hvor hyænemændene sidder ved de forskellige byporte, parate til at fodre dem. Her sidder de indtil de ikke har mere kød eller flere ben, hvilket som regel vil sige til ved nitiden.

Efterhånden som vore øjne vænner sig til mørket kan vi se endnu en hyæne der langsomt nærmer sig. Dyret stopper op og frembringer nogle uhyggelige kaldelyde for at opfordre andre hyæner til at komme. Hyænemanden begynder at jodle og vinke ad de vilde dyr. Endelig kommer de nærmere og sætter sig ned i nærheden af ham, idet de venter på at blive fodret.

Med et kødben i hånden rækker han armen ud og fortsætter med at jodle. Han kalder hyænerne ved navn. „Hoy-hoy, Philips. Nay!“ råber han. „Philips“ reagerer ved at rejse sig og langsomt nærme sig manden. Efter at have fået sin del vender dyret hurtigt tilbage til sin plads. Så er det „Babys“ tur, et ungt dyr der er mindre tøvende i sin reaktion på mandens kald. „Birtukan“, „Kanubish“ og andre nærmer sig også. De åbner forsigtigt deres stærke kæber for at få deres del af måltidet.

Måske er „Buray“ mandens favorit blandt hyænerne, for han kalder dyret „min søn“. Da Buray kommer råber manden ivrigt: „Buray! Hoy-hoy, Nay.“ Mens manden slår sine arme omkring hyænens hals, udvælger den sig det bedste stykke kød. Af og til holder manden et benstykke mellem sine fortænder og opfordrer Buray til at tage det. Buray skuffer ham ikke. Den tager benet fra hyænemandens mund, vender tilbage til sin plads, sætter sig, og knuser med største lethed benet mellem sine stærke tænder.

Hele området er nu oplyst af blitzglimt og billygter. Turisterne tager billeder af den usædvanlige opvisning og giver hyænemanden nogle penge. Heldigvis lader hyænerne sig ikke forstyrre af lysene og de mange mennesker. Hyænemanden giver endog nogle af tilskuerne lov til at tage et stykke kød og fodre hyænerne. Vi samler alt vort mod og holder forsigtigt et stykke kød frem. Før vi ved af det snapper en hyæne det.

Da vi trækker os tilbage for natten, strejfer hyænerne om på lossepladserne for at søge efter mere føde. Af og til når heste og æsler dør, trækkes de bort og bliver til et festmåltid for hyænerne. Luften er fyldt med hyl, uhyggelige lyde og gennemtrængende latter mens antallet af hyæner vokser.

Da muezzinens nasale sang vækker os om morgenen, er der kun nogle få knogler tilbage. Hyænerne vender tilbage til deres skjulesteder ikke langt fra Harar. Der vil de blive indtil aftenskumringen igen drager dem tilbage mod dette forbløffende sted — Harar, byen hvor hyænerne strejfer om.

[Tekstcitat på side 15]

Æsler befærder stadig Harars gader, ofte uden at blive ført af mennesker

[Tekstcitat på side 15]

To par lysende øjne stirrer på os. Vi stivner

[Tekstcitat på side 16]

Vi samler alt vort mod, holder forsigtigt et stykke kød frem . . . en hyæne snapper det