Hvor stor værdi har skolernes etikundervisning?

STED: En skole.

SITUATION: En klasse undervises i etik og moral. Fem elever kryber sammen i en imaginær redningsbåd, idet de forestiller sig gulvet i klasseværelset som det vidtstrakte Atlanterhav. De er skibbrudne; deres skib er gået ned under en voldsom storm. Hver elev spiller rollen som en af følgende fem personer: En livlig filmskuespillerinde, en midaldrende præst, en kvindelig atomfysiker og nobelpristager; en stridbar mandlig lægestuderende (den eneste farvede i gruppen), og en olympisk idrætsmand med stærke racefordomme. De fem „overlevende“ befinder sig i et moralsk dilemma: der er kun mad og plads til fire i redningsbåden. Én må ofre livet, ellers vil de alle dø. De har en halv time til at træffe en afgørelse.

SPØRGSMÅL: Hvis dine børn gik i denne klasse, hvilken afgørelse ville du da ønske at de traf?

I NORDAMERIKANSKE skoler er der inden for det sidste årti sket en revolution hvad undervisning i etik og moral angår. Før i tiden var det først og fremmest familien og kirken der lærte børnene hvilke normer de skulle følge. I dag mener mange imidlertid at det må være skolens opgave. Hvordan kan det være? Som Harvard-universitetets rektor, Derek Bok, har påpeget i U.S.News & World Report, skyldes det den udbredte opfattelse at „familien og kirken ikke præger den enkeltes normer så stærkt som tidligere“.

Hvad går undervisningen ud på?

Målet med undervisningen er ikke at lære børnene hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Hensigten er snarere at sætte drøftelser i gang og derved „lade børnene opdage og udvikle deres egne normer“. Meningerne om hvorvidt børn har godt af dette eller ej, er delte. Nogle lærere betegner de traditionelle måder hvorpå børn kan oplæres i etik som indoktrinering, eller hævder at man blot indgiver børnene nogle færdigpakkede ’voksne’ normer. Tidsskriftet Today forklarer: „Lærerne instrueres om at sige at der ikke findes nogen ’rigtig’ eller ’forkert’ løsning på de etiske og moralske problemer som klassen diskuterer.“

Andre pædagoger og forældre indvender at man gennem disse nye metoder lærer børnene at der ikke findes nogen absolut etisk sandhed, og at dette undergraver respekten for forældrene.

Forestil dig for eksempel at en klasse diskuterer snyderi. Ifølge sociologen dr. Kathleen Gow må mange elever så gå hjem med dette budskab: „Bare gør hvad du har lyst til når du står i situationen. Snyderi kan ikke i sig selv bedømmes som hverken rigtigt eller forkert. Men hold hovedet koldt. Vid hvad du gør. Kend dit publikum.“

Da en klasse diskuterede snyderi spurgte en elev interessant nok læreren om de skulle være ærlige i de prøver de fik i klassen. Lærerens svar lød: „I der vælger uærlighed som norm må ikke praktisere det her.“

Gennem ekstemporalspil søger man at hjælpe eleverne til at få begreb om normer og synspunkter — både deres egne og andres. Eleverne gennemspiller konfliktsituationer som den der beskrives i artiklens indledning. Hver af eleverne argumenterer for hvorfor netop den person han forestiller, bør leve. Derefter stemmer klassen om hvem der mest fortjener at overleve — og hvem der skal dø. Disse optrin kan forårsage skyldfølelse, forvirring og mareridt, og de kan give børnene den opfattelse at det er acceptabelt at slå andre ihjel.

Læreren udsætter også børnene for moralske dilemmaer, som for eksempel:

◻ At skulle vælge mellem to små børn i et brændende hus hvorfra kun ét barn kan reddes ud.

◻ At skulle afgøre om det er acceptabelt at spise af et menneskelig hvis man er sultedøden nær.

◻ At diskutere om konebytning er i orden hvis parrene er enige om det.

Efter at dilemmaet er blevet beskrevet følger en spørgetid hvorunder problemer og muligheder drøftes — men der gives ikke nogen løsning på dilemmaet og heller ingen retningslinjer.

Eller eleverne lærer at vurdere deres normer i forhold til deres mål i livet. De får at vide at disse endelige, personlige mål — overlevelse, nydelse, frihed eller lignende — bør have deres altoverskyggende interesse. Herved siger læreren i virkeligheden blot til eleverne: „Gør hvad der passer jer.“ En elev kunne sætte nydelse højere end alt andet, og alligevel blive betragtet som en der havde gode værdinormer.

Eleverne opfordres til at indgå velvalgte kompromis’er for at nå deres livsmål. Denne holdning søger man at retfærdiggøre med påstande som: „Vi bør stræbe efter at være rimeligt moralske men ikke overmoralske,“ og: „Intet er helt igennem godt eller helt igennem ondt.“ T. W. Harpur har imidlertid skrevet i The Toronto Star at man herved „forsømmer at give de unge et grundlag for at afgøre hvad der er rigtigt og hvad der er forkert“. Han konkluderer at „det er umuligt at give ordentlig moralundervisning uden at have nogle fastlagte, absolutte normer“.

The Wall Street Journal har fremsat følgende kommentar til alt dette: „At sige til en elev at det er forkert at stjæle eller at venlighed og loyalitet er gode egenskaber, er ifølge etikorienteringen det samme som at manipulere med ham og udøve tvang. . . . De unge får i virkeligheden at vide at hverken forældrene, skolen eller samfundet har ret til at fortælle dem hvilke normer de bør følge på det seksuelle område. Om det for eksempel er rigtigt at dyrke sex før ægteskabet eller ikke, må de unge selv finde ud af, mens de hjælpes til at få afklaret deres personlige normer. . . . Hvis forældrene modsætter sig at deres børn ryger marihuana eller dyrker sex før ægteskabet, giver teorien bag etikorienteringen børnene ret til at svare: ’Det er jo bare bedømt ud fra dine normer. Dem skal du ikke påtvinge mig.’“

Avisen tilføjer: „Disse holdninger er i direkte modstrid med den bibelske opfattelse at Gud er den øverste lovgiver og at man kun kan leve et godt liv ved at ofre sig i tjenesten for Gud og næsten.“ Det er dog ikke kun religiøse fundamentalister der har noget at indvende mod etikundervisningen. The Wall Street Journal skriver: „Ikke- fundamentalistiske videnskabsmænd fra større universiteter har påvist fejl i etikorienteringen på mindst tolv områder.“

Forældrenes ansvar

Ansvarsbevidste forældre ønsker at deres børn tænker og ræsonnerer over moralske og etiske spørgsmål i stedet for blindt at acceptere den moralløse etikundervisning. Det er ikke så mærkeligt at ungdomskriminaliteten griber voldsomt om sig! Forældre må beskytte deres børn mod undervisningsmetoder der fremstiller umoralitet som acceptabelt og som undergraver den sunde respekt for forældrenes myndighed. Dertil kommer at kristne forældre ønsker at deres børn skal vide at man ikke kan leve et godt liv uafhængigt af Skaberen, og at hans moralnormer og love er de bedste man kan følge. — Esajas 33:22.