Skiftende moralnormer i historiens løb

„ET REGELSÆT som et menneske følger (eller bør følge) i sit personlige liv og i sit sociale liv.“ Sådan definerer det franske opslagsværk Encyclopædia Universalis ordet „moral“.

Denne definition passer faktisk på alle, både dem der lever efter en religion og dem der ikke bekender sig til nogen religion eller noget etisk system men som alligevel har visse ledende principper i deres liv. Selv anarkisten der hævder ’hverken at have Gud eller herre’, har visse værdinormer; om ikke andet ønsker han frihed til selv at bestemme.

Men hvad danner grundlag for disse værdinormer? Hvad bygger sådanne moralske valg på? Har moralen ændret sig i tidens løb?

Vekslende moralnormer førhen

På mange sprog kalder man noget der er primitivt og nøjsomt for „spartansk“. I den gamle græske by Sparta blev børnene opdraget under barske vilkår. De blev adskilt fra deres forældre som små, for at de kunne lære ubetinget lydighed. Målet med opdragelsen var at gøre dem til mønstersoldater.

Andre folkeslag har haft andre moralnormer. For eksempel havde det gamle Israel en lovsamling som de gennem Moses havde modtaget fra Gud. Den indeholdt kostbestemmelser, samt forskrifter for fysisk, moralsk og åndelig renhed. Israelitterne skulle tilbede Jehova Gud og ham alene.

Hvad kønsmoral angår indeholdt Moseloven en stærk fordømmelse af utugt, ægteskabsbrud, homoseksualitet og omgang med dyr. Formålet var at holde israelitterne adskilt fra deres naboer, ikke blot religiøst men også moralsk. Mange af de omboende folkeslag havde nedværdigende, fordærvende sexdyrkelse, herunder mandlig og kvindelig tempelprostitution. Nogle ofrede endog deres egne børn til falske guder.

I det første århundrede fik de kristne i et brev fra rådet af apostle og ældste i Jerusalem besked på at følge en kønsmoral der i det store og hele var som jødernes, idet de skulle ’afholde sig fra utugt’. Ifølge Dictionnaire de la Bible af Vigouroux var denne vejledning meget betimelig, eftersom utugt var særdeles udbredt blandt hedningerne dengang. — Apostelgerninger 15:29.

Moralnormerne er skiftet meget igennem historien. Perioder med tolerance er blevet afløst af perioder med en strengere moral. Homoseksualitet, som blev fordømt på det kraftigste i middelalderen, blev mere eller mindre tolereret i renæssancens Europa. Da Calvin kom til Genève under reformationen, begyndte en tid med kompromisløs moralsk strenghed. To hundrede år senere, under den franske revolution, kom renæssancens forkastede værdinormer atter i højsædet. Det betød en ny „moralsk frihed“ og lettere adgang til skilsmisse.

Nutidens forskellige moralnormer

I dag har selv folk der lever inden for samme landegrænser et vidt forskelligt syn på moral. Nogle går ind for en høj moral, mens andre er fortalere for moralsk „frihed“.

Moralnormerne ændrer sig lynhurtigt. „De fleste franskmænd har en klar holdning til ægteskabsbrud. Det er noget negativt og strider mod god moral,“ hedder det i den franske bog Francoscopie. Men i samme bog konstateres det at mange „ikke længere betragter ægteskabelig troløshed som en flugt men som en ret, der ikke nødvendigvis betyder at den hengivenhed parret nærer over for hinanden bliver draget i tvivl, men tværtimod at den ligefrem bliver beriget og styrket“.

Også i spørgsmålet om abort har de etiske værdinormer hurtigt ændret sig. Selv om det stadig i visse lande regnes for en forbrydelse at få foretaget abort, bliver det tolereret — ja, endog krævet — i andre. Det er interessant at den franske lægeforening betragtede provokeret abort som en forbrydelse lige til 1974, da det blev legaliseret. I dag anser mange franskmænd provokeret abort for moralsk acceptabelt.

Hvad bygger denne moral på? Bør vore moralnormer være relative og skifte efter omstændighederne?

Mennesker har opstillet deres egne moralnormer

Op gennem århundrederne har filosoffer givet mange forskellige svar på ovenstående spørgsmål. Nogle har foreslået at man skabte en ’universel morallov’, men man har ikke kunnet enes om hvilken definition af moral der er bedst.

Nogle mener at hensynet til ens medmennesker bør være ledetråden for ens gøren og laden. Men det som én betragter som et rimeligt hensyn til andre, betragter en anden måske ikke som sådan. I århundreder mente mange slaveejere at de viste tilstrækkeligt hensyn til deres slaver ved at give dem føde og husly, mens slaverne syntes at de burde have givet dem deres frihed.

Der er ingen tvivl om at mange er desorienterede på grund af filosoffernes ofte modstridende opfattelser af moral. Deres ideer har ikke skabt en fælles morallære, og deres filosofi har ikke bragt menneskeheden fred og enhed. Tværtimod har filosoffernes mange indbyrdes modstridende ideer fået folk til at konkludere at man lige så godt kan finde frem til sine egne moralbegreber frem for at lytte til ’de kloge hoveder’.

Mange har derfor indtaget samme holdning som den franske filosof Jean-Paul Sartre, der holdt på at mennesket burde være sin egen dommer i moralske spørgsmål. Ikke så få kirkegængere mener det samme. Fra katolsk hold er man for eksempel bekymret over at mange katolikker ikke længere følger kirkens lære i spørgsmål om kønsliv og brug af svangerskabsforebyggende midler, som kirken er imod.

Historien viser altså at mennesker har hyldet mange forskellige moralfilosofier, som med tiden er blevet kritiseret, ændret og glemt. De bibelske principper som blev omtalt tidligere i denne artikel, er imidlertid ikke underkastet filosoffernes luner eller samfundssystemernes skiften. Hvilken værdi har disse principper i dag? Er det muligt at leve efter dem?

[Tekstcitat på side 7]

’Ægteskabelig troløshed betragtes ikke længere som en flugt men som en ret’