„Hvis side er Gud på?“
OM AFTENEN den 30. maj 1942 lettede tusind bombefly fra England. Det drejede sig om historiens hidtil største luftangreb. Jeg var observatør for en eskadrille firemotorers Lancaster-bombere. Hvert fly var lastet med en bombe på 3600 kilo med en sprængladning kraftig nok til at tilintetgøre en fabrik så stor som flere husblokke.
Vi var på vej til Köln i Tyskland og steg til en højde af 6000 meter. Besætningen var travlt optaget af at kontrollere motorerne, brændstofbeholdningen, radioen, kursen og så videre. De tre maskingeværskytter bad kaptajnen om tilladelse til at kontrollere og affyre deres maskingeværer. Så var alt klar til at vi kunne begive os ind over fjendtligt område.
Da vi kom ind over den hollandske kyst rejste jeg mig og indtog min plads på observationsposten i flyets tag, hvorfra jeg kunne se i alle retninger. Dér blev jeg og holdt skarpt udkig efter fjendtlige natjagere, så vi kunne undvige dem og så skytterne kunne få besked. I det fjerne kunne jeg se røde pletter oplyse himmelen. Størstedelen af bomberstyrken havde allerede sat Köln i flammer.
Vores tur til at kaste bomben
Vi var nu klar til indflyvning over målet. Tyske jagere kredsede omkring bombeområdet, rede til at angribe os. Vi var de sidste af de tusind bombere der angreb Köln den nat, og byen stod i flammer fra den ene ende til den anden. Vi måtte gå ned til 3000 meter for at finde et område der ikke allerede brændte og hvor vi kunne kaste vores bombe.
Vi var blevet instrueret om at der skulle sigtes efter hovedpostkontoret. „Der er ammunitionsfabrikker lige ved siden af det,“ havde vi fået at vide. Men mange af os mente at det var civilbefolkningen vi bombede, for vi vidste at der i de fleste byer ikke ligger fabrikker omkring hovedpostkontoret.
Spændingen voksede da piloten åbnede lugerne til bomberummet. Støjen i maskinen blev stærkere. Det var det øjeblik vi var mest sårbare. Vor bombe, der forekom os næsten så lang som det firemotorers fly selv, lå nu ubeskyttet. Lysende sporprojektiler trak buer gennem luften. Hvis den bombe blev ramt, var vi færdige!
Flyet dirigeredes nu af bombeudløseren. Med sigtet rettet mod målområdet gav han piloten sine instrukser: „Venstre-venstre; højre-højre-stop; lidt til venstre — godt — støt kurs — vi er der. Lad gå!“ Flyet dirrede, og jeg hørte den næsten fire tons tunge bombe falde med et sus. I et endeløst minut ventede vi på at glimtet fra fotooptagelsen skulle oplyse området vi havde bombet. Da den anrettede skade var blevet fotograferet satte vi kursen hjemad.
Samvittighedsnag
Mens vi drejede af og krængede stærkt over kunne jeg se hele det brændende Köln under mig. Jeg tænkte på de mænd, kvinder og børn der var omkommet. „Hvorfor er jeg med til at slå i tusindvis af uskyldige mennesker i denne store by ihjel?“ spurgte jeg mig selv. Jeg prøvede at trøste mig med at det her drejede sig om en kamp mod Adolf Hitlers onde regime.
På vejen hjem kunne jeg ikke lade være med at tænke på noget som ofte forfulgte mig under mine 60 bombetogter. Ikke så længe efter krigens udbrud havde et enkelt tysk fly ramt et tilflugtsrum nær ved Lincoln i England med en stribe bomber. Jeg hjalp til med at befri de lemlæstede legemer af de kvinder der havde søgt tilflugt dér, og det gav mig mareridt i flere måneder. Nu spekulerede jeg på hvor mange gange mon sådanne rædsler havde gentaget sig i nat efter at tusind bombere havde kastet deres last over den tætbefolkede by Köln! Og hvordan ser Gud på at vi har gjort noget så grufuldt?
Jeg kom fra et religiøst hjem i Inverness i Skotland og kom derfor ofte på sådanne tanker. Min slægt havde været medlemmer af den skotske kirke i lange tider, og selv havde jeg været søndagsskolelærer og formand for kirkens ungdomsforening. Lørdag aften plejede nogle af os at stå på gadehjørnet ved rådhuset i Inverness og vidne offentligt om vor tro. Ved sådanne lejligheder var jeg besjælet af stor nidkærhed for troen og af et brændende ønske om at blive præst.
„Hvis side er Gud på?“
I de seks krigsår fra 1939 til 1945 talte jeg ofte med feltpræsterne og spurgte dem: „Hvis side er Gud på i krigen?“ De svarede altid: „På vor side, selvfølgelig! Vi kæmper mod et ondt tyranni der vil beherske verden, og kun vore kristne styrker kan tilintetgøre det!“ Men jeg var ikke tilfreds.
En dag da jeg sad i officersmessen sammen med eskadrillens katolske feltpræst, sagde jeg til ham: „Et medlem af besætningen på vores fly er katolik, og du velsigner ham før vi tager af sted på bombetogter over Tyskland. Men den samme katolske kirke i Tyskland velsigner et katolsk medlem af besætningen på et tysk fly der kommer herover og ødelægger vore byer. Derfor spørger jeg: ’Hvis side er Gud på?’“
„Det er et vanskeligt spørgsmål,“ svarede han. „Alt hvad jeg ved er at hvis vi lader Hitler regere verden, bliver der ikke plads hverken til dig eller mig, eller til nogen som helst anden kristen for den sags skyld.“ Det løste naturligvis heller ikke mit problem, for så opstod spørgsmålet hvorfor de tyske katolikker og deres kirke så ikke var hørt op med at støtte Hitler! Det var først efter krigen at jeg fik svar på mit spørgsmål.
Den 18. maj 1945 modtog jeg „Distinguished Flying Cross“ af kong George VI på Buckingham Palace for at have fuldført 60 togter over nogle af Europas bedst forsvarede industrimål og byer. En medalje for at have tilintetgjort byer og udslettet menneskeliv! Efter to tjenesteperioders togter var kun tretten mand af vor eskadrille vendt tilbage, og jeg var den eneste der kom igennem dem uskadt.
Senere samme år blev jeg hjemsendt og bosatte mig i byen Doncaster med min kone, Barbara, og vores lille søn. På den tid blev jeg meget deprimeret; mine nerver var ødelagt. Jeg følte mig forfærdelig til mode ved tanken om alle de mennesker vi havde dræbt på vore bombetogter over Tyskland og Italien. Jeg spurgte hele tiden mig selv: „Vil Gud tilgive mig?“ Jeg bad ofte om tilgivelse.
En afbrudt frokost
En dag da jeg spiste frokost ringede det på døren, og min kone gik ud og lukkede op. Hun blev ved døren et stykke tid, og jeg ventede på næste ret og blev utålmodig. Jeg rejste mig temmelig irriteret fra bordet og afbrød ubehøvlet hendes samtale med en mand med ordene: „Hvad drejer det sig om?“
„Deres kone er interesseret i denne bog, ’Gud Maa Være Sanddru’,“ svarede manden venligt. „Jeg er et af Jehovas vidner og jeg henvender mig til folk her i nabolaget.“
„Nej tak,“ svarede jeg skarpt. Alene navnet Jehovas Vidner ophidsede mig. „Vi er ikke interesseret i folk som ikke var med i krigen, men nok ville spise den mad vore søfolk hentede hjem med livet som indsats!“
„Jeg forstår Dem godt,“ sagde manden ved døren meget mildt, „men jeg vil gerne nævne at lige meget hvor Jehovas vidner boede var de neutrale og var ikke med i krigen. Som De ved, dræbte protestanter protestanter og katolikker katolikker i den samme krig, uden at det rørte deres samvittighed det mindste. Jehovas vidner slog ikke hinanden ihjel, og heller ingen andre for den sags skyld.“
Hvis side Gud er på
Hans svar fik mig igen til at tænke på det spørgsmål jeg havde stillet under krigen: „Hvis side er Gud på?“ Så spurgte jeg ham.
„Det er let at svare på,“ sagde han. Han viste mig Johannes 13:34, 35 og læste det højt: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“
„Det er klart,“ fortsatte han, „at hvis vi virkelig elsker hinanden lige meget hvor vi bor, så vil vi ikke slå hinanden ihjel, uanset hvad politikerne måtte sige. Jehovas vidner overholder dette bud som er givet af Jesus, selv om mange i Tyskland døde i koncentrationslejrene på grund af deres neutralitet, og mange andre her i landet måtte ligesom jeg gå i fængsel. Vi tror at Gud er på deres side der virkelig elsker hinanden.“
Hvad han sagde var overbevisende, og vi tog imod bogen. Min kone og jeg sad i sengen og læste den og slog skriftstederne efter til den lyse morgen. Vi fandt ud af at krige som den verdenskrig jeg havde været med i, var en del af et ’tegn’ der viser at Guds regering om kort tid vil gøre en ende på alt tyranni og forvandle jorden til et sted hvor kristne kan bo i fred med hinanden. — Mattæus 24:3-14.
Henved en uge senere skrev vi til manden der havde givet os bogen samt sin adresse, og bad ham komme igen. Vi havde en masse spørgsmål at stille ham. Nogle dage senere kom han, og vi begyndte at studere Bibelen sammen med ham. Da vi havde haft vort andet studium begyndte vi at gå til møder i Jehovas Vidners rigssal, og til sidst blev min kone og jeg døbt. Det var i 1948.
En anden slags tjeneste i stor højde
Min kone og jeg har siden da altid haft lyst til at forkynde ordet som heltidstjenere, og da vores søn blev missionær i Sydamerika blev ønsket naturligvis stærkere. Men at træffe beslutningen var ikke let, for vi havde indrettet os ganske komfortabelt. Vi havde et dejligt hus og jeg havde et vellønnet arbejde. Vi var heller ikke unge mere, og ingen af os var helt raske. Og dog vidste jeg at vi godt kunne yde en hel del mere.
Efter megen overvejelse og mange bønner blev afgørelsen truffet. Vi solgte huset og græd vore modige tårer, for det havde været vort hjem i over tyve år. I juni 1973 fløj vi over Bolivias golde Altiplano til La Paz’ lufthavn.
Min søn og hans kone tog imod os. Få minutter efter at vi havde forladt lufthavnen standsede vi, og dér, for vore fødder, lå et af de mest betagende syn jeg nogen sinde har oplevet. Hovedstaden La Paz ligger i en bassinagtig sænkning, noget der ligner et månekrater, 300 meter under det flade Altiplanos niveau. Det var ved at blive aften, og vi kunne se hele byens lys blinke under os. Bagved tilbagekastede det sneklædte Illimani-bjerg aftensolens sidste stråler.
I Royal Air Force lærte jeg at man altid skal bruge ilt når man flyver højere end 3000 meter. Og her skulle vi bo i en højde af næsten 3600 meter — uden iltmasker! Det var anstrengende at gå op ad de stejle gader når vi gik fra hus til hus i La Paz, gispende efter ilt i den tynde luft! Men det var herligt næsten altid at have solskin, og altid at have udsigt til Andesbjergenes himmelstræbende, snedækkede tinder!
Men det bedste var den interesse folk viste for den gode nyhed om Guds rige. Til at begynde med havde jeg skrevet det jeg ville sige på et kort, så jeg kunne huske hvad det hed på spansk. Sproget voldte naturligvis vanskeligheder af og til. Men da jeg havde været der i tolv år kunne jeg holde offentlige foredrag på spansk og tjene som ældste i en af menighederne. Vi fik nogle vidunderlige oplevelser i årenes løb, og 20 af dem vi studerede med lod sig døbe. Men på grund af dårligt helbred måtte min kone og jeg vende hjem til England, hvor vi fortsætter med at fortælle andre om Guds rige.
Når jeg tænker tilbage på den frygtelige nat da vi bombede Köln, bliver jeg altid syg om hjertet ved tanken om den ødelæggelse og de lidelser jeg forårsagede. ’Velsigner Gud virkelig dem der er med i krigen?’ tænkte jeg ofte. Hvor er jeg taknemmelig for at være kommet til forståelse af at Gud hverken er på den ene eller den anden side i en krig. Men som den forkynder der besøgte os første gang, sagde: „Gud er på deres side der virkelig elsker hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) — Fortalt af David Walker.
[Tekstcitat på side 5]
Flyet dirrede, og jeg hørte den næsten fire tons tunge bombe falde med et sus
[Tekstcitat på side 6]
’Hvorfor er jeg med til at slå i tusindvis af uskyldige mennesker i denne store by ihjel?’ spurgte jeg mig selv
[Illustration på side 5]
Tusind bombemaskiner satte kurs mod Köln
[Kildeangivelse]
Foto: RAF Museums, London
[Illustration på side 6]
Köln, et af målene for mine 60 togter
[Kildeangivelse]
Foto: U.S. Army
[Illustration på side 7]
David Walker med sin kone, Barbara, og deres søn, under den anden verdenskrig
[Kildeangivelse]
Foto: „Topical“ Press Agency, LTD., London
[Illustration på side 8]
David Walker og hans kone taler med en bolivianer om Guds rige