Verden siden 1914

Femte del — 1943-1945: Den anden verdenskrigs voldsomme afslutning

HVER aften klokken 22 satte Ray sig foran radioen sammen med sin broder for at høre nyhederne. Det var i Californien i 1940’erne og Ray var kun en dreng, men han husker det tydeligt den dag i dag. På grund af tidsforskellen mellem Californien og Europa kunne de høre rapporten om nattens bombardementer over Tyskland. For Ray og hans broder blev det et natligt ritual at prøve at finde Essen, Berlin, Stuttgart, Hamburg og andre tyske byer på det store Europakort de havde bredt ud på gulvet foran sig.

Men de unge i Tyskland lærte om krigen på en langt mere direkte måde. For dem blev det et natligt ritual at forsøge at få lidt søvn i de trøstesløse beskyttelsesrum. For anden gang på mindre end 30 år blev Tyskland systematisk tvunget i knæ. En tysk avis skrev senere: „Det man havde frygtet indtil da, stod nu klart for enhver — i vinteren 42/43, om ikke før: Tyskland kunne umuligt vinde krigen. Den havde allerede været tabt længe.“

Ild fra himmelen

De allieredes bomber der faldt som ild fra himmelen, var med til at overbevise tyskerne om at et nederlag var uundgåeligt. Man har anslået at næsten hver femte boligblok i landet blev lagt i ruiner under krigen, eller så slemt beskadiget at den var ubeboelig. Over en million civile blev dræbt eller alvorligt såret, og mellem syv og otte millioner blev hjemløse.

Så længe efterretningerne fra fronterne var gode og så længe folk ikke blev tvunget til at overnatte i beskyttelsesrummene, var de fleste villige til at støtte Hitler og hans politik. Men som Süddeutsche Zeitung forklarer: „Der kom et vendepunkt da det begyndte at strømme ind med dårlige nyheder.“ I en rapport fra Tysklands hemmelige efterretningstjeneste, dateret den 9. august 1943, vedgik man at luftkrigen havde vidtrækkende konsekvenser. Det hed i rapporten at folk der „var konfronteret med den personlige overlevelses tilsyneladende uløselige problem“ nu rejste et spørgsmål som ikke før var blevet stillet: „Hvorfor?“ Flere og flere støttede de undergrundsbevægelser der prøvede at styrte Hitler eller tvinge ham til at optage fredsforhandlinger. Den 20. juli 1944 blev Hitler udsat for et mordforsøg, men det mislykkedes, ligesom de mange andre attentater mod ham.

Bag lukkede døre begyndte folk at give udtryk for deres utilfredshed, til tider under dække af humor. Man fortalte for eksempel at en mand fra Berlin og en fra Essen mødtes og snakkede om omfanget af ødelæggelserne efter bombningen af deres respektive byer. Berlineren sagde at bombeangrebet mod Berlin havde været så voldsomt at der var faldet vinduesglas ud af husene i fem timer efter at det var slut. Hertil svarede manden fra Essen: „Det er da ingenting. Efter bombeangrebet mod Essen fløj der billeder af Føreren ud ad vinduerne i to uger!“

Efterhånden som de allieredes forventede invasion af Europa nærmede sig, intensiveredes deres bombeoffensiv, kaldet „Pointblank“, og den fortsatte lige til krigens slutning. Et af krigens mest kontroversielle bombeangreb fandt først sted i februar 1945. Om dette har den tyske avis Stuttgarter Zeitung skrevet: „Først overvejede man at lade Berlin være målet, men senere besluttedes det at vælge en by der indtil da næsten ikke var blevet berørt af krigen . . ., byen Dresden. . . . Ødelæggelsernes omfang var en forsmag på Hiroshima og fik dette bombeangreb til at skille sig ud fra alle andre.“ Illustrierte Wochenzeitung tilføjer: „Dresden, en af Europas smukkeste byer, blev en død by. Ingen anden by i Tyskland blev så systematisk bombet sønder og sammen.“

Prøv at læse rammen med de to øjenvidneskildringer af dette bombardement. Spørg derefter dig selv: Kunne noget afsløre krigens grusomhed og vanvid tydeligere end dette?

Længe før man begyndte at tale om „stjernekrig“ rummede himlene tydeligvis andre farer end faren for dårligt vejr. Dette minder os om Kristi Jesu profeti om de sidste dage: „Der vil komme frygtelige ting og fra himmelen store tegn. Og der vil være tegn i sol og måne og stjerner.“ — Lukas 21:11, 25; jævnfør Åbenbaringen 13:13.

Et hemmeligt våben der ikke bringer fred

Efter at have drevet aksemagterne ud af Nordafrika invaderede de allierede Sicilien i juli 1943, og i september kom turen til Italiens fastland. Den italienske regering, der i mellemtiden havde afsat Mussolini, kapitulerede. I oktober erklærede Italien endda krig mod Tyskland, landets tidligere allierede.

Mod slutningen af samme år trak Hitler nogle af sine tropper tilbage fra østfronten fordi han forudså en invasion fra vest. Det var bydende nødvendigt for ham at bevare kontrollen over Belgiens og Frankrigs kyst, for derfra havde han planlagt at affyre noget som han håbede ville få krigslykken til at vende endnu en gang — et hemmeligt våben!

Hvad kunne det være? Efter hvad man sagde kunne det udslette en by på størrelse med London på overraskende kort tid. I december 1943 gik der rygter om at folk der boede i den vestlige del af Tyskland havde fået besked på at træffe forberedelser til at opholde sig i 60 timer i beskyttelsesrummene. Når det hemmelige gengældelsesvåben så havde tjent sin hensigt, kunne de gå ud i en verden af nazidikteret fred.

Men tidligt om morgenen den 6. juni 1944, før Hitlers hemmelige våben var klar til brug, stormede de allieredes landgangstropper Normandiets kyst. Hitlers hære blev nu udfordret fra både øst, vest og syd. En uge senere, den 13. juni, slog Hitler til med sit lovede hemmelige våben. Det bestod i virkeligheden af to våben. Det ene var en flyvende bombe der blev kaldt V-1-missilet, og det andet, V-2-raketten, var en forløber for nutidens langdistanceraketter. V’et stod for det tyske ord Vergeltungswaffen, der betyder „gengældelsesvåben“. Fra da af og til marts det følgende år blev de sendt ind over England og Belgien, hvor de sårede eller dræbte over 23.000 mennesker. Men snart stod det klart at Hitlers hemmelige våben var blevet sat ind for sent og udvirkede for lidt.

Det blev også åbenbart at Hitler ville give andre skylden for sit nederlag. Blandt de sidste ord han skrev var: „Min tillid er blevet misbrugt af mange mennesker. Illoyalitet og forræderi har undergravet modstandsevnen gennem hele krigen.“ Han gav denne udtalelse vægt ved at afskedige sine tidligere venner Hermann Göring og Heinrich Himmler og ekskludere dem fra partiet, fordi han nu betragtede dem som forrædere. Ifølge den tyske journalist og prisbelønnede forfatter Sebastian Haffner var det i virkeligheden Hitler selv der var „en overlagt forræder“. Omfanget og alvoren af Hitlers overgreb mod andre lande og befolkningsgrupper skal ikke bagatelliseres, men „når man betragter problemet objektivt“, siger Haffner, „var det så afgjort Tyskland Hitler øvede størst skade på.“

Hitler, der nu opholdt sig i sin bunker i Berlin, begik selvmord den 30. april 1945. Han døde midt under den voldsomme kamp om Berlin, og ifølge sin egen ordre blev han derefter brændt i rigskancelliets have. Både Hitler og hans storhedsdrømme gik op i røg.

Noget værre end Dresden

I mellemtiden gik de allierede frem med stormskridt i felttoget mod Japan. Deres plan om at erobre den ene ø efter den anden indtil de nåede selve Japan lød meget enkel, men kunne kun gennemføres med store vanskeligheder og enorme omkostninger. Man anslog desuden at mindst en halv million af de allieredes soldater og sikkert endnu flere japanske soldater ville omkomme ved en invasion af selve Japan. Hvis man bare kunne afslutte krigen noget hurtigere! Kunne det hemmelige våben som De Forenede Stater var i færd med at udvikle, mon være en hjælp?

Umiddelbart før den anden verdenskrig brød ud havde Albert Einstein underrettet USA’s præsident om at tyske videnskabsmænd eksperimenterede med muligheden af at anvende atomenergi i våben. Hvis det lykkedes dem, advarede han, ville de råde over en kolossal kraft som de kunne udnytte militært til at nå deres mål. For at afværge denne fare realiserede USA’s krigsministerium i 1942 en plan der senere skulle blive kendt som „Manhattanprojektet“, en plan om at udvikle en atombombe.

I New Mexico den 16. juli 1945 blev en sådan bombe for første gang bragt til sprængning. Det var for sent at bruge dette hemmelige våben i Europa, men ikke i Asien.a Den 6. august blev en atombombe derfor nedkastet over Hiroshima, og tre dage senere nedkastedes en over Nagasaki. Hvis bombeangrebet på Dresden havde været kontroversielt, var disse to angreb det så meget mere! Nogle mener at de var berettigede fordi de sikkert i det lange løb sparede flere hundrede tusind menneskeliv. Andre mener imidlertid at en prøvesprængning over et ubeboet område ville have været nok til at tvinge Japan til at overgive sig. Men hvorom alting er: Japan indså at situationen var håbløs, og kapitulerede. Krigen var omsider slut!

Svaret på „hvorfor?“

De allierede rejste anklager for krigsforbrydelser mod dem der betragtedes som hovedansvarlige for krigens udbrud og varighed, og de dømte blev straffet.b Nazismen stod bag nogle af historiens mest rædselsvækkende overgreb, men hvilke faktorer havde dannet baggrund for dette? Om nazismens tilblivelse har en schweizisk historiker, professor Walther Hofer, sagt at „de alt for enkle svar på historiens spørgsmål som regel er forvanskede; og det er de især i dette tilfælde“. Han forklarer: „Uden de voldsomme eftervirkninger efter den totale krig og det militære miljø der opstod mellem 1914 og 1918, er det utænkeligt at nationalsocialismens ideologi og herredømme havde vundet indpas.“

Dette støtter den opfattelse at de katastrofale verdensforhold der har hersket i størstedelen af dette århundrede, kan føres tilbage til det der skete mellem 1914 og 1918. Ifølge Bibelens kronologi blev „Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord“ på dette tidspunkt frataget sin stilling i himmelen, hvorfra han havde udøvet uindskrænket herredømme over nationerne. „Han blev kastet ned til jorden,“ fortæller bibelskribenten, og advarer derefter: „Ve jorden . . ., for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:9, 12; jævnfør 11:18.

Både den første og den anden verdenskrig var et udtryk for Djævelens vrede. Han er derfor hovedårsagen til begge krigene og al den sorg og elendighed de forårsagede. Nogle har svært ved at beherske deres vrede mod tyskerne på grund af Auschwitz, eller mod japanerne på grund af Pearl Harbor, mens andre er bitre på englænderne på grund af Dresden, eller på amerikanerne på grund af Hiroshima. Det er forståeligt, for had, til nationer eller til enkeltpersoner, er svært at komme til livs. Men et sådant had må ikke beherske de kristnes tankegang. De bør rette deres vrede mod Satan Djævelen.

Snart vil Guds rige fjerne Djævelen og løse alle menneskehedens problemer. Dette er den gode nyhed som Jehovas vidner, hvis antal voksede fra 71.509 i 1939 til 141.606 i 1945, ønskede at forkynde vidt og bredt nu da den anden verdenskrig var slut. „Efterkrigstidens forlorne velstand og falske fred“ kunne ikke hindre dem i det. Læs om dette i det næste nummer af Vågn op!

[Fodnoter]

[Ramme på side 17]

Et frådende ildhav

„Hele Dresden skælvede. Brandbomber udspyede en regn af benzin og fosfor. Flammerne sprang fra bygningerne til gaderne, antændte asfalten og gjorde sporvognsskinnerne rødglødende. Byen var et fire kilometer bredt og syv kilometer langt ildhav. Halvfjerds tusind mennesker blev brændt levende, sønderrevet af bomber, knust af faldende mure, kvalt af røg. Under den gigantiske ildstorm der fulgte, blev alt kastet op i luften — møbler, ja endda mennesker hvirvlede rundt i spiraler af ild. På den gamle markedsplads var der en vandtank på tre kvadratmeter. Halvt i vanvid søgte folk beskyttelse ved at springe i vandet, hvor de druknede eller blev kvalt; de færreste kom op i live. Man fandt kun forkullede lig. Det var umuligt at nå at begrave de døde; man nøjedes med at lægge dem i stakke, hælde benzin over dem og sætte ild til. Stakkene brændte i dagevis. Vores hus blev lagt i aske. Vi mistede også vores elskede Josie og hendes lille dreng på fem år.“ — H. og S. M., indbyggere i Dresden

„Set fra luften var byen meget smuk, oplyst . . . i centrum af forskelligtfarvede brande. . . . På grund af sceneriets makabre skønhed opfattede jeg det egentlig ikke som særlig forfærdeligt.“ — Uidentificeret pilot i et bombefly fra Royal Air Force

[Ramme på side 20]

Andre begivenheder der vakte opmærksomhed

Frankrig giver kvinder stemmeret

[Illustrationer på side 18]

Et tysk V-1-missil (til højre) og en V-2-raket (herunder) fra den anden verdenskrig

[Kildeangivelse]

Imperial War Museum, London

[Kildeangivelse på side 19]

Foto: U.S. Air Force