’En konge værdig’ — de dansende hingste

FORVENTNINGEN stiger idet alt lys slukkes. Pludselig fylder betagende musik vore ører. Projektørlys bryder mørket og falder på en række af de legendariske andalusiske hingstes verdensberømte efterkommere, lippizzanerne, som gør deres imponerende entré. Iført deres pynt og med mandlige og kvindelige ryttere klædt som spanske adelsfolk tegner de kridhvide hingste sig skarpt på baggrund af det fløjlsagtige mørke — en fryd for øjet!

Og nu, til akkompagnement af musik, indleder de deres yndefulde dressur der kaldes haute école eller den høje skole. En hingst sætter sig på bagpartiet, så kroppen danner en vinkel på 45 grader med gulvet. Den holder stillingen (noget der kræver enorm ligevægtssans og muskelkontrol) indtil den får besked på at rejse sig. Denne øvelse kaldes levade. En anden demonstrerer en courbette. Hesten rejser sig på bagbenene og foretager en række små spring. I en anden øvelse, der hedder piaf, tager hesten skridt på stedet ligesom en soldat der marcherer på stedet, idet den løfter sine ben højt i yndefulde, langsomme bevægelser.

Men den mest beundringsværdige øvelse er capriole, som kun mestres af de mest talentfulde af de dansende hingste. Hesten finder ind i et bestemt tempo og foretager et spring på over en meter med forbenene trukket ind under bringen. Et piskesmæld får den til at sparke bagbenene ret bagud. Et kort øjeblik ligner hesten den bevingede sagnhest Pegasus.

I årenes løb har disse prægtige dyr henrykket tusinder ved forskellige opvisninger. Men kun få af tilskuerne har skænket det en tanke at meningen med disse yndefulde bevægelser ikke oprindelig var at underholde, men at indgyde frygt! Ja, engang var denne dansende lippizzaner et dødbringende krigsvåben.

En konge værdig

Lippizzaneren er ikke en hvilken som helst race, for den kan føre sin slægt tilbage til det ottende århundrede, da de mauriske fyrster fra Afrika invaderede Sydspanien og krydsede deres berberheste med Den iberiske Halvøs adrætte heste. Nogle kalder derfor racen den ældste stambogsførte i verden. I oldtiden var den andalusiske hest en sæk guld værd. Og selv i dag vurderes nogle af racens mest værdifulde hingste til omkring 2 millioner kroner!

Men hvad gør denne hest så værdifuld? William Cavendish, hertug af Newcastle i det 17. århundrede, udtrykte det således: „Det er den ædleste hest i verden. Den smukkeste. Den der, fremfor nogen anden, er værdig til at blive redet af en konge på hans sejrsdag. Jeg priser dens forstand, lærvillighed og mod.“ Intet under at Richard Løvehjerte vandt sejr over saracenerne på Cypern ridende på en hvid andalusier, eller at forfatteren Sir Walter Scott lod sin romanfigur Ivanhoe ride på den.

Tidligt indså opdrætterne andalusierens muligheder som stridshest. Og de yndefulde bevægelser der nu henrykker tilskuerskarer, var dødbringende på slagmarken. Det blotte syn af en konge ridende på denne storslåede krigsmaskine må have virket frygtindgydende på mange infanterister.

Tapper men godmodig

Andalusierens tid som kavalerihest er forbi. Imidlertid misbruges den desværre på det skændigste i spanske tyrefægtninger på grund af sin uforfærdethed! Med en tyrefægter, en rejoneador, som rytter går den frygtløst imod de farlige, hurtige og snævert drejende kamptyre. Når tyren angriber hesten venter rejoneadoren til det rette øjeblik med at læne sig frem og plante to banderillas (korte spyd) i tyrens skulder.

Det betyder imidlertid ikke at andalusieren er krigerisk af natur. Overraskende nok er den ret godmodig, så godmodig at den også bruges som ridehest for damer. Til tider kan hingste være sværere at styre, og i parringstiden kan de kæmpe om en hoppe, men i almindelighed synes andalusierne at komme godt ud af det indbyrdes. I en stald havde man omtrent 30 hingste og én hoppe stående ved siden af hinanden, og racens ædelhed kom til udtryk ved at alle hingste stod roligt, som sande gentlemen.

Ja, en sådan hest er en konge værdig! Andalusierhingsten leder tanken hen på det spørgsmål Gud stillede Job: „Kan du klæde [hestens] hals med en brusende manke? Kan du få den til at springe som græshoppen? Dens værdige fnysen er skrækindjagende. Den stamper i lavningen og glæder sig over sine kræfter; den drager ud for at møde våbenmagt. Den ler ad rædsel og skræmmes ikke.“ Den yndefulde, godmodige og fuldendt tapre andalusier er endnu et vidnesbyrd om den magt den vise Skaber besidder, han som ’kan give hesten styrke’! — Job 39:19-22.

[Kildeangivelse på side 26]

Det østrigske turistkontor