Fra vore læsere
„Når man mister en man holder af“
VÅGN OP! for 8. august 1985 indeholdt en artikelserie der hed „Når man mister en man holder af“. (Serien blev bragt i bladets engelske udgave for 22. april 1985.) Mange læsere har skrevet til os for at give udtryk for deres værdsættelse af disse artikler. Vi vil gerne her bringe nogle af deres kommentarer.
„Tak fordi I har ladet mig forstå at jeg er normal“
De fleste af dem der har skrevet, har givet udtryk for deres taknemmelighed over at få at vide at deres følelser ikke var usædvanlige. I nogle af disse breve stod der blandt andet:
„Sidste år i juni blev vores søn Mark dræbt ved en ulykke. En moders følelser i en sådan situation kan ikke beskrives med ord. Han var både min ven og min søn. Vågn op! hjalp mig til at indse at mine følelser er helt naturlige.“
— A. D., Nebraska
„Få uger efter at denne artikelserie kom, døde min fader. Jeg kunne ikke forstå hvorfor jeg følte som jeg gjorde, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op med mine følelser. Men efter at have læst disse artikler indser jeg at sådanne følelser slet ikke er unormale. Hver gang jeg føler mig nedtrykt tager jeg dette nummer af Vågn op! frem og læser det igen og igen. Det trøster mig så jeg kan komme videre.“
— D. R., Pennsylvanien
„Min mand døde i oktober 1983. Jeg følte mig skyldig på grund af nogle af de følelser jeg nærede. Nu forstår jeg at sådanne følelser ikke er ualmindelige eller usædvanlige, selv om jeg bestemt ikke er stolt af dem. Mange tak for disse trøstende artikler.“
— L. B., Nebraska
En læser hvis 15-årige søn døde for nogle år siden, sammenfattede sine følelser i denne sætning: „Tak fordi I har ladet mig forstå at jeg er normal.“
— L. A., Connecticut
Et yderligere indblik
Nogle breve gav et yderligere indblik i de efterladtes følelser og behov.
„I løbet af de fire år jeg har været enke, har jeg ikke hørt enker blive nævnt i nogen bøn. Tro mig, nu lader jeg altid mine bønner omfatte de mange enker der findes og alle der har mistet nogle de holdt af. Det er en frygtelig oplevelse.“
— L. B., Californien
„I marts døde min søn David af en svær hjerneblødning. Min læge gav mig nogle piller som jeg skulle tage tre gange om dagen — samt en om aftenen til at falde i søvn på. Selv om jeg udmærket er klar over at de blev givet mig af venlighed og medfølelse, gik der ikke ret lang tid før jeg uafbrudt kiggede på klokken i håb om at det var tid for den næste pille. Det var rædselsfuldt, og til sidst betroede jeg min mand hvordan jeg havde det. Han rådede mig til at hælde det hele i toilettet og skylle det ud, og det gjorde jeg. Artiklerne i Vågn op! var til stor hjælp for både mig selv og min familie. Vil I ikke en dag skrive en advarsel mod de farer der er forbundet med at bruge piller som et middel til at overvinde sorg og stress?“
— I. S., England
„Det jeg bedst kunne lide ved jeres artikler, var at de fortalte hvad andre bør gøre og hvad de måske ikke bør gøre. Mange i menigheden har trukket sig tilbage fra mig på grund af min negative måde at reagere på. Det var hårdt for både dem og mig! Nu håber jeg derfor at artiklerne vil sætte dem bedre i stand til at hjælpe mig.“
— R. W., British Columbia
„Følelser jeg ikke ønskede at nære“
Det er ikke ualmindeligt at man prøver at undertrykke sin sorg, som det fremgår af flere andre breve.
„Da en jeg elskede højt døde, undertrykte jeg min sorg. Jeres artikler løste op for følelser jeg havde holdt indestængt gennem de 15 år der er gået siden hans død. Det var følelser jeg ikke ønskede at nære på grund af den dybe smerte det ville medføre. Nu har jeg indset at man har behov for at give følelserne frit løb når der indtræffer et dødsfald.“
— R. M., Ohio
„Min fader døde i oktober 1984, men først da jeg læste dette blad lod jeg mine følelser komme til udtryk. De følgende to nætter bad jeg til Jehova når jeg gik i seng, og græd indtil jeg ikke kunne græde mere. Jeg føler grund til at takke Jehova og ’den trofaste og kloge træl’ for den befrielse jeg nu føler. Tak!“
— K. B., Ohio
Nogle har øjensynlig undertrykt deres sorg fordi de har følt at det var forkert af en kristen at sørge. De har skrevet:
„Før jeg læste de artikler, følte jeg at min sorg var et udtryk for manglende tro på Jehova Guds løfte om opstandelsen. Jeg håber virkelig at komme til at gense min moder, og jeres artikler hjalp mig til at indse at det ikke er forkert af en kristen at sørge.“
— T. M., Kansas
„Det der hjalp mig, var at få at vide at det er helt i orden at sørge. Jeg tror fuldt og fast på opstandelsen, og jeg troede at det ville være forkert at udtrykke min sorg over for andre og derved give dem anledning til at tvivle på om jeg virkelig havde en sådan fuld og fast overbevisning. Den sidste artikel hjalp mig til at indse at vort håb om opstandelsen ikke fuldstændig fjerner den smerte vi føler, men at det gør det lettere for os at bære den.“
— C. B., New Jersey
At det ikke er ukristent at sørge kan ses af det eksempel som Jesus Kristus selv satte. Da hans nære ven Lazarus døde, siges der at han „gav tårerne frit løb“. Og det til trods for at Jesus kort efter ville oprejse Lazarus fra de døde! — Johannes 11:33-44.
Andre kan være til hjælp
Flere læsere har givet udtryk for værdsættelse af de forslag der blev givet til hvordan man kan hjælpe de efterladte.
„For nogle få uger siden døde en af mine gode venners fader pludseligt og uventet i deres hjem. Jeg sendte hende et kort og inviterede hende til at komme og besøge mig. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på hvor hjælpeløs jeg ville føle mig hvis hun begyndte at tale om sin fader. Men hvad så jeg? Få dage inden hendes besøg kom Vågn op! med posten. Det indeholdt blandt andet artiklen ’Hvad andre kan gøre’. Jeg læste den adskillige gange! Så godt jeg nu kunne, gjorde jeg det der blev foreslået. Vi havde en afslappet eftermiddag og talte ubesværet om hendes fader og de ting vi huskede ham for. Ja, vi lo endog. Mange tak for disse forslag der kom lige i rette tid.“
— K. E., Indiana
De efterladte værdsætter det når andre tager initiativet til at hjælpe, som det fremgår af dette rørende brev fra en læser hvis mand døde.
„Der var mange der sagde: ’Hvis der er noget jeg kan gøre for dig, må du endelig sige til.’ Men en søster i menigheden spurgte slet ikke. Hun gik lige ind i soveværelset og trak det snavsede sengetøj af, og vaskede det. En anden tog spand og vand og nogle rengøringsmidler for at skure og skrubbe den sengeforligger min mand havde kastet op på. De var sande venner og jeg vil aldrig glemme dem for det. Nogle få uger senere kom en af de ældste over til mig i sit arbejdstøj og med sit værktøj og sagde: ’Jeg ved at der må være et eller andet der trænger til at blive repareret. Hvor er det?’ Jeg er ham virkelig taknemmelig fordi han reparerede en dør der hang, og ordnede nogle elektriske installationer!“
— E. L., Puerto Rico
Forældres følelser
Noget af det mest tragiske er når et barn dør. Nogle læsere har bekræftet hvor hårdt et slag det kan være.
„Mange tak for [det engelske] Vågn op! for 22. april. Det har været til stor trøst for mig. Ser I, den 19. april fik jeg at vide at det barn jeg ventede var dødt. Det kom som et chok. Jeg går stadig og venter på at veerne skal begynde så jeg kan føde mit barn. Men nu ved jeg i det mindste, takket være Jehovas organisation, at de reaktioner jeg har haft er normale.“
— J. H., Virginia
„For seks år siden mistede jeg mit andet barn, der var syv uger gammelt; det blev født med adskillige misdannelser. De artikler beskrev præcist hvordan jeg havde haft det og hjalp mig til at indse at der findes andre som virkelig forstår hvad jeg har været igennem. Tusind tak fordi I nu, med ord, har beskrevet hvad jeg har følt på min egen krop men ikke har været i stand til at forklare.“ — M. S., New York
„Jeg vil gerne udtrykke en særlig tak for jeres artikelserie ’Når man mister en man holder af’. Min søn Ricky blev dræbt ved en bilulykke den 28. september 1984. Han blev kun fem år. Fire uger efter ulykken begyndte jeg at studere Bibelen med Jehovas vidner. Det har hjulpet mig gennem denne overordentlig svære tid. Jeg tænker hver dag på Ricky og har stadig dage hvor jeg sidder og græder fordi jeg sådan savner ham. Men ved Jehova Guds kærlige ledelse og gennem nøjagtig kundskab ud fra Bibelen har jeg nu det håb at komme til at se Ricky igen en dag. Jeg ville gerne give alle der har mistet en de holdt af, et råd: ’Bed et af Jehovas vidner om at hjælpe dig igennem det.’“
— F. P., Minnesota
At miste en man holder af, er en af de største tragedier man kan komme ud for i livet. Men at vide at ens følelser ikke er usædvanlige, kan i sig selv virke beroligende. Desuden kan det være en hjælp at give udtryk for sine følelser og ikke undertrykke dem. Og som det meget godt blev udtrykt i ovenstående brev, kan man hente megen trøst i Bibelens håb om at „den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre [Jesu] røst og komme ud“. — Johannes 5:28, 29.
[Ramme på side 27]
Cancerstøttegruppe finder Vågn op! nyttig
Som en reaktion på Vågn op!-serien „Når man mister en man holder af“ har bladets hovedredaktion modtaget følgende brev fra lederen af et støtteprogram for kræftpatienter og deres familier:
„CancerShare er et frivilligt mand-til-mand-støtteprogram for kræftpatienter og deres familier. Vi bliver ofte ringet op af folk som sørger over tabet af familiemedlemmer, og vi forsøger at hjælpe ved at sende dem noget skriftligt materiale om sorg og ved at henvise dem til en af vore støttegrupper for efterladte.
Der er fire artikler i Vågn op! [den engelske udgave] for 22. april 1985 som vil være yderst nyttige for dem der sørger, nemlig ’Når man mister en man holder af’, ’Hvis et barn dør’, ’Hvad andre kan gøre’ og ’Hvordan kommer man over det?’ Var det muligt at CancerShare kunne bruge disse artikler eller dele af dem, med henvisning til Watchtower Bible and Tract Society som kilde, for at hjælpe folk der sørger?“
Tilladelsen blev givet med glæde.