En meget usædvanlig kunstner
Det er en fuldrigger med fem master. Med sejlene blafrende i vinden pløjer hun sig gennem havets skumklædte bølger. Man kan næsten smage den salte luft og mærke den fugtige vinds kølige prikken i huden — som stod man på skibets fordæk. Men det er et maleri vi betragter. Kunstneren har ikke blot indfanget skønheden ved skibet The Majestic Maiden men også oplevelsen ved at se hende ride på havets bølger.
Denne kunstmaler har vundet anerkendelse over hele Nordamerika for de mere end 2500 landskaber og søstykker som han har malet i de forløbne 27 år. En stor canadisk bank valgte hans billede med titlen „Next Stop Japan“ til deres kalender i 1981, som blev udsendt til kunder i hele verden. Desuden er han lærer på kurser i oliemaling i Vancouver, hvor han hver lørdag underviser mellem 15 og 25 elever.
Men hvorfor er dette så bemærkelsesværdigt? Jo, denne kunstner er lam fra halsen og nedefter — han kan hverken bevæge sine arme eller sine ben!
DA JEG var 19 år blev jeg ramt af polio, som lammede 95 procent af min krop. I de næste 21 år var mit hjem Pearson-hospitalet i Vancouver. Det var dog ikke noget almindeligt hospital. Personalet og patienterne var som én stor familie. Den mentale og følelsesmæssige støtte jeg derved fik, var til stor hjælp for mig de første måneder hvor jeg måtte holde mig inde.
I den periode var mit syn på livet temmelig kynisk. Jeg så sådan på det at jeg lige så godt kunne leve i nuet, indtil døden ville gøre ende på det hele. Jeg havde ikke noget andet håb. Derfor kom jeg i vane med at drikke for at drukne mine sorger og skuffelser.
Jeg holdt ikke desto mindre af at arbejde. Beskæftigelsesterapeuterne prøvede at gøre mig interesseret i mange forskellige sysler, som for eksempel kurvefletning og maskinskrivning ved hjælp af en pind til at holde i munden. Jeg tabte imidlertid hurtigt interessen. Men så satte en af terapeuterne mig i gang med at farvelægge en tegning hvor hvert felt havde et nummer der angav hvilken farve feltet skulle have. Da jeg var færdig med den første tegning var jeg så begejstret over min bedrift, så primitiv den end var, at jeg øjeblikkelig begyndte at farvelægge endnu en tegning!
Min beskæftigelsesterapeut skaffede mig en 46 centimeter lang mundholder til mine pensler og kulstifter, og indrettede det så jeg nemt kunne nå palet, renseklude og terpentin. I december 1957 havde jeg malet en A-ramme (et tidligere brugt skovhuggerredskab) som min moder straks genkendte!
En af lægerne på hospitalet var selv en habil kunstmaler. Han underviste mig i finesserne ved linje, form og farve samt andet der indgår i det at skabe et smukt maleri. Der var dog stadig praktiske problemer. Lærredet måtte for eksempel vendes på hovedet for at jeg kunne nå den øverste del af det med penselen eller paletkniven, som jeg førte med munden! Inden længe blev det en selvfølge for mig at færdiggøre billedet mens det vendte på hovedet.
I løbet af et år havde jeg allerede solgt flere af mine billeder. Men mange af pengene gik til at dække mit behov for tobak og alkohol. Jeg var dog snart i stand til selv at betale mine hospitalsudgifter, hvilket gav mig en følelse af uafhængighed.
Da jeg erhvervede mig en elektrisk kørestol (der kunne styres med munden) og en vogn der kunne medtage min rullestol og det nødvendige respiratorudstyr, fik jeg væsentlig større bevægelsesfrihed. Dertil kom at jeg konstruerede en transportabel specialseng, som nogle venner byggede for mig. Den var indrettet så den ved hjælp af vuggende bevægelser kunne holde mit åndedræt i gang ad mekanisk vej. På den måde blev jeg i stand til at overnatte borte fra hospitalet. Alt dette overbeviste mig om at man kan gøre næsten alt hvad man vil, hvis man sætter ind på det.
Et nyt indhold i livet
I 1958 blev min moder et af Jehovas vidner. Selv om det hun fortalte mig ikke gjorde særligt indtryk, tog jeg alligevel imod en venlig mands tilbud om et bibelstudium. ’Blot for at fylde tiden med noget andet,’ tænkte jeg. Det viste sig imidlertid at være det bedste der nogen sinde var hændt mig.
Lidt efter lidt fik jeg svar på mange af de spørgsmål jeg havde angående livets mening og de problemer menneskeheden står over for. De sandheder jeg lærte fra Bibelen begyndte at passe sammen som en kunstmalers penselstrøg på lærredet når han maler et smukt billede. Da jeg forstod at sorg, lidelse, sygdom og død en dag vil være borte, begyndte jeg at se fremtiden i møde med et virkeligt håb. (Åbenbaringen 21:3, 4) Det tiltalte mig at det jeg lærte fra Bibelen var så fornuftigt og logisk.
Så begyndte jeg at gøre forandringer i mit liv. Jeg aflagde mine dårlige vaner med at ryge, drikke og bruge et dårligt sprog. Mine venner på hospitalet lagde mærke til ændringen i min personlighed, og det gjorde mine nye venner blandt Jehovas vidner også. Pat var en af disse nye venner. Hun var enke og moder til fem herlige børn. Jeg kom til at holde meget af hende, og dermed indtraf endnu en stor ændring i mit liv.
Vi blev gift i 1976, og mere end 300 overværede vores bryllup. Ægteskabet medførte naturligvis mange tilpasninger for Pat og mig. Pat har sandelig været et eksempel i tapperhed og kærlighed; jeg behøver konstant tilsyn og pleje. Men det at vi har anvendt de bibelske principper, har afgjort dannet grundlag for lykke i vores ægteskab.
Pat og jeg opbyggede en lille forretning der i løbet af fem år gjorde det muligt for os at udtræde af den offentlige pensionsordning for handicappede familier. Vi sælger også reproduktioner af nogle af mine malerier. I 1985 kunne jeg derfor købe en kraftigere, mundstyret, elektrisk rullestol. Den sætter mig i stand til i større udstrækning at deltage i arbejdet med at forkynde ’den gode nyhed’ fra hus til hus.
Vi har alle vore begrænsninger. Derfor må man gøre alt hvad man kan med de evner og muligheder man har. Dette livssyn har, sammen med det vidunderlige håb jeg har fået fra Bibelen, hjulpet mig til at leve et rigt liv. — Fortalt af David Young.
[Illustration på side 27]
David Young i sit atelier