Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g97 8/2 s. 18-21
  • Jeg har sået med tårer og høstet med glæde

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Jeg har sået med tårer og høstet med glæde
  • Vågn op! – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • En glædens tid
  • En tid med tårer
  • Styrke og tårer
  • Nyfunden glæde
  • Mere glæde efter flere tårer
  • Det jeg har lært
  • Kom nær til den som hører bøn
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2012
  • Sandheden blev indprentet i mig som barn
    Vågn op! – 1997
  • ’Da vi har denne tjeneste, giver vi ikke op’
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1995
  • Jeg har nydt gavn af Guds omsorg
    Vågn op! – 1995
Se mere
Vågn op! – 1997
g97 8/2 s. 18-21

Jeg har sået med tårer og høstet med glæde

„NYD dit otium i det solrige Spanien!“ Millioner af europæere har taget denne opfordring til sig og er flyttet derned. Da jeg var 59, besluttede jeg også at sælge alt og flytte fra England til Spanien, men jeg var ude efter mere end blot at nyde solen og slappe af.

Jeg valgte at flytte til Santiago de Compostela, en af de byer i Spanien der har størst nedbørsmængde, idet mit mål var at virke som heltidstjener og ikke blot at slappe af i solen. Toogtyve år tidligere havde omstændighederne tvunget mig til at opgive min forkyndergerning i Spanien, hvortil jeg var taget for at tjene hvor behovet var større. Jeg havde altid haft et ønske om at vende tilbage, og det kunne nu endelig lade sig gøre.

Tilvænningen gik imidlertid ikke så let som jeg havde troet. Den første måned var et mareridt. Jeg kan ikke huske at jeg nogen sinde før har følt mig så træt. Jeg boede på femte etage i en boligblok uden elevator. Hver dag travede jeg bakke op og bakke ned i Santiagos gader mens jeg besteg utallige trapper i min stræben efter at forkynde den gode nyhed for så mange som muligt. Efter denne udmarvende måned begyndte jeg at tvivle på om jeg havde gjort det rigtige. Var jeg mon blevet for gammel til den livsform?

I løbet af den anden måned vendte kræfterne dog tilbage, næsten ligesom når en langdistanceløber får ’sin anden luft’. Det indledte faktisk en af de lykkeligste perioder i mit liv. Jeg begyndte at erfare glæden ved at høste efter at jeg i mange år havde sået med tårer. (Salme 126:5) Lad mig forklare hvad jeg mener.

En glædens tid

Min kone, Pat, og jeg flyttede til Spanien i 1961. På det tidspunkt var Jehovas Vidners virke ikke officielt anerkendt i landet. Vi fik distrikt i det solbeskinnede Sevilla, hvor kun omkring 25 tog del i forkyndelsen.

En dag mens vi var i forkyndelsen, talte jeg med en franskmand som var ved at male et hus. Dagen efter kom en dame hen til min kone og mig og spurgte om vi den foregående dag havde talt med en maler. Hun fortalte at det var hendes mand, Francisco. Han havde beskrevet os så nøjagtigt at hun straks kunne genkende os. „Han er hjemme nu hvis I har lyst til at besøge ham,“ sagde hun.

Vi tog straks imod indbydelsen, og inden længe studerede vi Bibelen med hele familien. Nogen tid efter måtte Francisco vende tilbage til Frankrig af økonomiske årsager. Vi var bekymrede. Ville han få kontakt med andre Jehovas vidner? Kort efter at han var taget af sted, modtog vi et brev der beroligede os. Han fortalte at hans nye chef havde udspurgt ham om hvor mange trossamfund der var i Spanien.

„Der er to, katolikkerne og protestanterne,“ svarede Francisco forsigtigt. Eftersom vores arbejde ikke var juridisk anerkendt, mente han at det var uklogt at røbe mere.

„Er du sikker?“ spurgte chefen.

„Jaeh, egentlig er der tre,“ svarede Francisco, „og jeg tilhører det tredje, nemlig Jehovas Vidner.“

„Det glæder mig,“ svarede chefen. „Jeg er tilsynsmand i den lokale menighed.“ Samme aften var Francisco med til Jehovas Vidners møde.

I 1963 blev vi flyttet fra Sevilla til Valencia, og kort derefter til Barcelona. Her blev jeg oplært til at virke som kredstilsynsmand. Så blev vi sendt tilbage til Valencia for at virke i rejsetjenesten. Men efter nogle år i denne herlige tjeneste begyndte Pat at få problemer med at holde balancen. Hun havde også problemer med at gå. Nu begyndte en periode hvor vi ’såede med tårer’. — Salme 126:5.

En tid med tårer

Nødtvungent forlod vi Spanien for at Pat kunne modtage lægebehandling i England. Hendes symptomer skyldtes multipel sklerose, en nedbrydende sygdom der gradvis invaliderer patienten mere og mere. Bivirkninger og andre problemer der med tiden støder til, kan forårsage døden.

Der forestod en vanskelig tid med at lægge vores liv om og lære at acceptere sygdommen. Men gennem alt dette erfarede vi sandheden i salmistens ord: „Jehova vil styrke ham [den der handler hensynsfuldt mod den ringe] på sygelejet.“ — Salme 41:3.

I ti år flyttede vi fra det ene hus til det andet. Pat var meget følsom over for støj, og vi forsøgte at finde det ideelle sted for hende at bo — hvilket vi til sidst indså var umuligt. Pat måtte vænne sig til at bruge kørestol. Hun kunne lave mad og udføre mange andre opgaver, men var nedtrykt over sin nedsatte mobilitet. Da hun tidligere havde været meget aktiv, forårsagede denne fysiske begrænsning en konstant følelsesmæssig belastning.

Styrke og tårer

Jeg lærte at hjælpe Pat når hun skulle sætte sig op, klæde sig på, vaske sig og i og ud af sengen. Det var en udfordring at komme regelmæssigt til de kristne møder. Det krævede store anstrengelser at blive klar til det. Men vi vidste at vi kun kunne holde os åndeligt stærke ved at komme sammen med vore kristne brødre.

I elleve år passede jeg Pat derhjemme mens jeg om dagen arbejdede som teknisk tegner. På et tidspunkt måtte vi indse at hun som følge af sin forværrede tilstand havde brug for specialiseret sygepleje som jeg ikke kunne give hende. Hun var derfor på hospitalet på hverdagene og hjemme hos mig i weekenden.

Hver søndag efter frokost tog jeg hende med til det offentlige foredrag og vagttårnsstudiet — de eneste møder hun på det tidspunkt var i stand til at overvære. Efter mødet kørte jeg hende tilbage til hospitalet. Det var ret anstrengende for mig, men det var det værd, for det holdt Pat åndeligt stærk. Til tider tænkte jeg over hvor længe jeg mon kunne klare det, men Jehova gav mig styrke til at holde ud. Hver lørdag formiddag ledede jeg en gruppe i forkyndelsesarbejdet før jeg hentede Pat på hospitalet. I denne svære tid fandt jeg at mine faste kristne gøremål var en hjælp til at holde mig i gang.

I mellemtiden gjorde Pat hvad hun kunne for at forkynde den gode nyhed. På hospitalet fik hun oprettet to bibelstudier med sygeplejersker som passede hende. Den ene, Hazel, gjorde fremskridt og indviede sig til Jehova. Desværre kunne Pat ikke overvære Hazels dåb, for hun døde kort forinden, den 8. juli 1987.

Pats død var både en lettelse og en sorg. Det var en lettelse at se at hendes lidelser hørte op, men jeg sørgede dybt over at miste min livsledsager. Hendes død efterlod et stort tomrum.

Nyfunden glæde

Selv om det måske kan lyde mærkeligt, havde Pat og jeg allerede besluttet hvad jeg skulle derefter. Eftersom vi begge vidste at hun skulle dø, havde vi talt om hvordan jeg bedst kunne tjene Jehova i tiden der fulgte. Vi var enige om at jeg skulle vende tilbage til Spanien, det distrikt vi var blevet tvunget til at forlade.

Tre måneder efter Pats død rejste jeg ned til Jehovas Vidners afdelingskontor i Spanien for at finde ud af hvor jeg bedst kunne tjene. Jeg fik tildelt distrikt som specialpioner i den gamle, regnfulde by Santiago de Compostela.

Kort efter fik jeg brev fra afdelingskontoret med en adresse på en interesseret person ved navn Maximino. Efter at jeg i tre uger havde forsøgt at træffe ham, lykkedes det endelig. Maximino, der var portør på det stedlige hospital, havde modtaget traktaten Liv i en fredfyldt ny verden og havde derefter anmodet om at få bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden.a Da jeg besøgte ham, havde han allerede læst bogen tre gange. Han undskyldte at han ikke havde læst Bibelen særlig meget — ’den gamle del’ kun én gang og ’den nye del’ to gange. Dette havde han gjort mens han ventede på at nogen skulle besøge ham.

Han fortalte også at han var gået hen til rigssalen for at overvære et af vore møder. Men eftersom han var meget genert, var han ikke gået ind. Jeg begyndte at studere Bibelen med ham, og samme uge overværede han møderne. Han tog med iver imod sandheden, men havde meget svært ved at kvitte tobakken. Med Jehovas hjælp var han omsider i stand til det og er nu en døbt forkynder.

Mere glæde efter flere tårer

Blot et år efter at jeg var vendt tilbage til Spanien, blev jeg atter indbudt til at virke som kredstilsynsmand. Men før dette tog mit liv en uventet drejning. Jeg mødte en pioner ved navn Paquita, der tjente i nærheden af Santiago. Hun var enke og havde været i heltidstjenesten i mange år. Vi fandt hurtigt ud af at vi havde meget tilfælles. I 1990, blot seks måneder efter at jeg var begyndt i rejsetjenesten, blev vi gift — atter glæde.

Ligesom jeg havde Paquita ’sået med tårer’. I sit første specialpionerdistrikt blev hun ramt af en tragedie. Mens hendes mand fragtede deres ejendele til Orense, deres nye hjemby, blev han dræbt ved en bilulykke da en modkørende lastbil kom over i hans vejbane. Paquita og hendes tiårige datter befandt sig allerede i Orense da de blev underrettet om hans død. Trods denne frygtelige ulykke tog Paquita fat på sin tjeneste blot to dage efter begravelsen.

Paquita fortsatte i heltidstjenesten. Så blev hun igen ramt af en ulykke. Hendes datter, som da var 23 år, mistede livet ved en bilulykke. Den følelsesmæssige smerte var voldsom, og sorgprocessen lang. Ligesom tidligere var hendes kristne rutine og den støtte hun modtog fra medkristne, i høj grad medvirkende til at hun kom ovenpå igen. Jeg lærte Paquita at kende i 1989, blot to år efter hendes datters død.

Siden vi blev gift i 1990, har vi virket i rejsetjenesten i Spanien. De seneste få år har været blandt de mest tilfredsstillende i vores liv, men vi er ikke kede af de prøvelser vi har gennemgået. Vi er overbeviste om at de har formet os på en positiv måde. — Jakob 1:2-4.

Det jeg har lært

Jeg tror at der er noget positivt ved selv de sværeste prøvelser, for vi lærer noget af dem. Jeg har først og fremmest lært værdien af empati, en vigtig egenskab for en kristen tilsynsmand. For ikke så længe siden talte jeg for eksempel med en kristen broder som har en handicappet søn. Jeg forstod til fulde hvor meget det krævede af ham hver uge at tage sin søn med til alle møderne. Efter vores samtale takkede han mig og sagde at det var første gang nogen virkelig havde forstået hvilke vanskeligheder han og hans kone gennemgik.

En anden vigtig lektie jeg har lært, er at stole på Jehova. Når alt går godt, har vi måske en tendens til at stole på vores egen styrke og vore egne evner. Men når en svær prøvelse varer ved år efter år og man ikke kan klare den i egen kraft, så lærer man at støtte sig til Jehova. (Salme 55:22) Guds hjælpende hånd har holdt mig i gang.

Det betyder selvfølgelig ikke at det altid har været let. Jeg må indrømme at jeg under min første kones sygdom til tider blev vred og frustreret over min situation, især når jeg var træt. Bagefter fik jeg skyldfølelse over at jeg havde tænkt sådan. Jeg talte med en medfølende ældste om det, én som havde faglig erfaring med behandling af langtidssyge. Han forsikrede mig om at jeg klarede det godt, og fortalte at det er meget almindeligt at vi som ufuldkomne mennesker kommer til kort på denne måde når vi i længere tid udsættes for følelsesmæssigt pres.

Paquita og jeg nyder virkelig vores heltidstjeneste, men jeg tror ikke at vi på noget tidspunkt vil tage vore velsignelser for givet. Jehova har belønnet os på mange måder og har givet os et tilfredsstillende arbejde som vi kan udføre sammen. I årenes løb har vi begge sået med tårer, men nu, takket være Jehova, høster vi med glædesråb. — Fortalt af Raymond Kirkup.

[Fodnote]

a Udgivet af Vagttårnets Selskab.

[Illustration på side 21]

Paquita og jeg glæder os sammen over tjenesten

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del