Langt om længe fandt jeg det virkelige liv!
Det fremtrædende canadiske nyhedsmagasin Maclean’s, skrev den 13. november 1978 under sporten: „Tom Edur havde som 23-årig fået opfyldt mange canadieres drøm om kvinder, penge og en plads i NHL. I sidste sæson var han den mest scorende forsvarsspiller for ’Pittsburgh Penguins’. Nu har han droppet det hele og er blevet tilhænger af Jehovas Vidner i Denver.“
Seks måneder senere bragte The Denver Post for 14. juni 1979 en stor artikel om Edur og skrev: „Det lader til at Tom Edur har svært ved at overbevise alle om at hans beslutning om at trække sig ud af professionel ishockey som 23-årig ikke blot er et forbigående lune.
Klubben ’Edmonton Oilers’ krævede i onsdags den tidligere forsvarsspiller hos ’Colorado Rockies’ og ’Pittsburgh Penguins’ udleveret, i forbindelse med National Hockey Leagues udtagelse af nye spillere. . . .
Det var i Edurs anden sæson hos klubben ’Rockies’ at han blev solgt til ’Pittsburgh’ . . . Han spillede sæsonens sidste 58 kampe hos ’Pittsburgh’, og opnåede en af de bedste pointscoringer i NHL, inden han meddelte at han ville holde op og derved opgive sit årlige ishockeysalær på omkring 92.000 dollars [552.000 kroner].“
Hvad fik Edur til at træffe en sådan beslutning? Hvad havde han fundet der overgik det at spille ishockey på topplan? Vi vil lade ham selv fortælle:
JEG er holdt op med at spille ishockey — men det er ikke fordi jeg ikke længere bryder mig om sporten, for det gør jeg. Jeg havde altid drømt om at komme til at spille i National Hockey League; og jeg kan stadig huske hvordan jeg som tiårig trofast fulgte mit yndlingsholds kampe på TV. Når deres kampe blev transmitteret i radioen lå jeg nogle gange og lyttede, indtil jeg til sidst faldt i søvn.
Jeg plejede at spille ishockey efter skoletid, og ofte blev jeg ved til sent om aftenen — indtil lyset på skøjtebanen blev slukket. Det endte med at jeg kom til at spille på Canadas organiserede amatørhold, hvor jeg støt og roligt arbejdede mig op. Som 17-årig kom jeg på topholdet ’Toronto Marlboros’, og i 1973 vandt vi den fornemste titel i amatørishockey, Memorial Cup.
Jeg bliver professionel
Omkring dette tidspunkt blev der dannet endnu et professionelt ishockeyforbund i Canada, nemlig World Hockey Association. Det kappedes nu med det veletablerede National Hockey League (NHL) om at finde gode unge spillere. Klubben ’Cleveland Crusaders’ fra det nyoprettede ishockeyforbund kontaktede mig. Dette var ikke sket før, eftersom det gamle forbund, NHL, havde en aftale om ikke at udtage spillere før de var 20 år gamle. Her fik en teenager altså sit livs store chance!
Klubben ’Crusaders’ tilbød mig godt 1,5 millioner kroner for at spille for dem i tre år, hvilket var mange penge dengang. For en teenager på 18 år var det et særdeles attraktivt tilbud! I virkeligheden elskede jeg spillet så højt at jeg ville have spillet for et langt mindre beløb.
I juli 1973 underskrev jeg derfor en treårig kontrakt med ’Cleveland Crusaders’ fra det nydannede forbund World Hockey Association. Nu var en del af min drøm gået i opfyldelse — jeg var blevet professionel ishockeyspiller! „Det virkelige liv“ som jeg havde søgt efter, var nu ved at begynde. Inden længe ville jeg komme på isen sammen med de selv samme ishockeystjerner som jeg plejede at se på TV — min barndoms helte!
Den barske virkelighed
Ved ankomsten til holdets træningslejr ventede der mig imidlertid en ubehagelig overraskelse. Nu så jeg for første gang hvordan „det virkelige liv“ formede sig for et professionelt ishockeyhold. Det første jeg lærte havde slet intet med ishockey at gøre, men drejede sig om hvor de nærmeste værtshuse lå. Sandt nok havde vi da også nogle enkelte gange været fulde mens jeg var på amatørhold. Men her gik turen direkte ned til en bar efter træning eller efter en kamp. Ifølge loven var jeg ikke gammel nok til at komme sådanne steder, men eftersom jeg var en af spillerne blev jeg lukket ind.
Senere opdagede jeg også at mange af de professionelle ishockeyspillere begik ægteskabsbrud. Jeg troede simpelt hen ikke at sådan noget kunne finde sted blandt dem. Men inden længe havde jeg lært at acceptere det alt sammen, og betragte det som noget der hørte med til „det virkelige liv“. Jeg besluttede mig derfor til at blive lige så „professionel“ som de andre. Og hvor var det let at ændre holdning til alt dette, blot for at blive accepteret!
Min første sæson gik fint — både på isen og udenfor. Det mente jeg i hvert fald selv. Men da vi nåede frem til den anden ishockeysæson, begyndte den måde jeg levede mit privatliv på, at kunne ses på mit spil. Faktisk var jeg fuld hver eneste aften i en måned, hele den sidste måned af sæsonen. Mit spil og min indstilling forværredes i høj grad.
Da jeg begyndte på tredje sæson gik det helt skævt. Jeg troede knap nok at jeg ville komme med på holdet. Min værelseskammerat hjalp mig imidlertid til at få en anden indstilling til tingene. Han gjorde ikke bare som de andre; han var sin egen herre. Det imponerede mig, og jeg begyndte derfor at få mere hånd i hanke med mit liv. Efter den tid var jeg ikke så nem at lokke, når gutterne sagde: ’Lad os gå ud og få noget at drikke’ eller: ’Lad os gå ud og finde nogle piger.’ Mit spil begyndte nu at blive bedre.
Langt om længe i NHL
Ved årets slutning udløb min kontrakt med ’Cleveland Crusaders’. Jeg ville gerne spille i det veletablerede ishockeyforbund, National Hockey League, men det hold i NHL der sad inde med rettighederne til at købe mig, nemlig ’Boston Bruins’, havde ikke tilbudt mig tilstrækkeligt med penge. Som det kan ses, havde min indstilling til penge forandret sig. Min træner havde fået nyt arbejde i NHL, og ville gerne have mig til at spille for sit nye hold, ’Colorado Rockies’. Det tilbud tog jeg imod.
Nu var jeg med blandt de virkelig gode hold — NHL! Min barndoms drøm var gået fuldstændig i opfyldelse. Jeg ville komme med i fjernsynstransmissioner der blev vist over hele Canada, og derved blive mere kendt. Det her ville med sikkerhed blive „det virkelige liv“! Der var også sket store forandringer i mit privatliv. Jeg havde fulgt et råd fra en ven, og uden for ishockeysæsonen havde jeg været på et kursus der skulle hjælpe mig til at udvikle min personlighed. Dette kursus hjalp mig til at få et mere positivt syn på tilværelsen.
I den tro at jeg nu havde alt under kontrol, begyndte jeg på min første sæson i NHL. Jeg havde skåret drastisk ned på mit spiritusforbrug, og ændrede også mit syn på umoralske forhold. Jeg fandt det mere og mere ubehageligt at være vidne til al den drukkenskab og umoralitet der foregik omkring mig, en adfærd der resulterede i at flere af mine holdkammeraters ægteskab gik i stykker.
Jeg begyndte at spekulere på om det mon nogen sinde ville lykkes mig at finde en trofast hustru og opbygge et lykkeligt forhold der byggede på gensidig tillid. Var det virkelig kun mig der havde denne indstilling til moralnormer? Foreløbig slog jeg dog disse tanker ud af hovedet og koncentrerede mig om at spille ishockey, hvilket medførte at jeg oplevede mit hidtil bedste år som professionel ishockeyspiller.
Hjælp fra en tidligere skolekammerat
Efter at ishockeysæsonen var slut i 1977, tog jeg tilbage til Toronto på grund af min bedstemoders død. Men min nyvundne positive indstilling og selvtillid gjorde at jeg følte mig elendig tilpas ved begravelsen, på grund af al den sorg og gråd der opstod. Jeg tænkte som så: ’Ifølge det som mine slægtninge oprigtigt tror på, skulle min bedstemoder nu befinde sig et sted hvor hun har det meget bedre, så hvorfor denne indstilling til døden?’
Senere den uge løb jeg på Liz, en af mine gamle skolekammerater. Hende fortalte jeg om mit syn på det hele. Hun rådede mig til at stole på Gud, i stedet for at stole på mig selv og et eller andet såkaldt positivt livssyn.
Det hun sagde slog mig, for selv om jeg var blevet konfirmeret som lutheraner da jeg var 16 år gammel, var min tro på Gud forsvindende lille. ’Man kan da ikke nøjes med at stole på Gud,’ tænkte jeg, ’man må da selv klare paragrafferne. Pengene hænger jo ikke på træerne!’
Liz forklarede at hun lige var begyndt at studere Bibelen med Jehovas vidner. Det sagde mig nu ikke noget — jeg havde aldrig hørt om dem før. Men så læste hun nogle skriftsteder for mig og forklarede at de ifølge Jehovas vidners overbevisning må efterleves af alle der vil være kristne. Hun viste mig blandt andet Efeserbrevet 5:3-5, Første Korintherbrev 6:9, 10 og Galaterbrevet 5:19-21, der viser at utugt og ægteskabsbrud hører til det der kaldes „kødets gerninger“ og derfor afskærer et menneske fra Gud og fra at opnå livet i fremtiden.
Det forbavsede mig at se disse skriftsteder, eftersom jeg nu havde fundet noget der støttede mig i min moralopfattelse. Det var lige netop sådan noget jeg gerne ville høre. Nu behøvede jeg ikke længere blot at stole på mig selv, eftersom jeg nu havde fundet støtte i Bibelen. ’Hvilken bedre kilde kan man egentlig forlange?’ tænkte jeg. ’Den har eksisteret i årtusinder.’ Og her er der et folk der virkelig prøver at leve efter disse principper.
Liz forærede mig en bibel og bøgerne Sandheden der fører til evigt liv, Virkelig fred og sikkerhed — hvordan? og Er Bibelen virkelig Guds ord? I løbet af en måned havde jeg læst dem alle igennem. Derefter prøvede jeg forgæves at finde frem til Liz. Jeg var helt desperat efter at lære mere. Så kom jeg i tanker om at hun havde fortalt om et sted i Toronto hvor disse bøger blev trykt.
Jeg fandt frem til Jehovas Vidner ved hjælp af telefonbogen, og traf aftale om at komme ud og se Vagttårnsselskabets kontor. Dér anskaffede jeg mig alle de bibelhåndbøger i lommeformat der var udkommet, hvorefter jeg drog mod nord for at tage på kanotur og få bøgerne læst grundigt igennem. Jeg læste alle bøgerne i løbet af sommeren, og de gjorde virkelig indtryk på mig. Jeg nåede til den konklusion at Bibelens principper simpelt hen ikke er forenelige med professionel ishockey. I selve spillet forekommer der ofte brutale og overlagte voldsepisoder, og uden for banen er en umoralsk livsstil det normale. — Mattæus 22:39; Ordsprogene 10:23.
Det lykkedes mig at finde frem til Liz da jeg kom tilbage til Toronto. „Jeg ved at det jeg har læst er sandheden,“ sagde jeg til hende, „og jeg føler virkelig at jeg bør holde op med at spille ishockey og fortælle andre det jeg selv har lært.“ På det tidspunkt var der kun to uger til at hun skulle døbes som et Jehovas vidne, og en uge til at jeg skulle tilbage i træningslejr, hvilket jeg slet ikke havde lyst til. Hun foreslog mig at kontakte Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Toronto for at få råd og vejledning.
En beslutning må træffes
Jeg havde virkelig håbet at de ville råde mig til at droppe professionel ishockey med det samme. Men det gjorde de ikke. I stedet læste de nogle skriftsteder for mig, for at hjælpe mig til at indse nødvendigheden af at jeg traf min egen afgørelse, og for at gøre mig klart hvad det var jeg stod i begreb med at gøre. (Ordsprogene 21:5; 29:20) Jeg indså at jeg måtte studere Bibelen mere grundigt, inden jeg traf min beslutning.
Turen gik derfor tilbage til Colorado og til træningslejren. Det første jeg dér gjorde var at finde Jehovas Vidner i telefonbogen og træffe aftale om at de skulle studere Bibelen med mig. Alt udviklede sig på bedste måde. Jeg fik større bibelkundskab, og mit ishockeyspil var bedre end nogen sinde.
Jeg blev nu pludselig solgt til ’Pittsburgh Penguins’. Den slags sker ofte i professionel sport. Min træner fra tiden i Cleveland og Colorado var nemlig i mellemtiden flyttet til Pittsburgh, og ville nu købe mig. Eftersom Pittsburgh var et bedre og mere veletableret hold, var dette et skridt fremad i min ishockeykarriere. Men rent åndeligt udgjorde det en hindring.
Det forblev imidlertid ikke en hindring ret længe. Jeg slog igen op i telefonbogen under Jehovas Vidner og traf aftale om et bibelstudium. Det var blevet lidt vanskeligere at slippe væk fra de andre spillere for at studere, eftersom mange af os et stykke tid boede på det samme hotel. Det blev derfor lettere da jeg lejede et hus i en af forstæderne og fik egen bil.
Da jeg kundskabsmæssigt gjorde gode fremskridt, længtes jeg faktisk blot efter at ishockeysæsonen skulle slutte. Ikke forstået på den måde at mit spil kom til at lide under det. Jeg havde den bedste sæson nogen sinde, og blev en af topscorerne på holdet, noget der blev betragtet som en særdeles flot præstation af en forsvarsspiller. Alligevel vidste jeg med mig selv at jeg var færdig med professionel ishockey. ’Hvorfor spilde tid, energi og kræfter på den slags, når jeg kan tjene Jehova Gud,’ tænkte jeg.
Ishockeysæsonen udløb og jeg traf forberedelse til at lade mig døbe ved Jehovas Vidners internationale stævne i Montreal i juli måned 1978. Måneden inden min dåb brugte jeg 60 timer på at dele min nyfundne tro med andre, for at få en forsmag på hvordan heltidstjenesten ville være. Mine bønner til Gud om hjælp og oplæring forblev ikke ubesvarede. I løbet af denne periode viste han mig mange ting, og gav mig den fornødne oplæring der udrustede mig til fremtidige privilegier i heltidstjenesten som pioner.
Forsøg på at få mig til at skifte mening
Alt forløb imidlertid ikke helt uden pres fra velmenende slægtninge og andre, der var af den opfattelse at jeg var kommet ind på det forkerte spor. Jeg bestræbte mig ihærdigt på at forklare dem min overbevisning og forsøgte samtidig at forkynde for dem. Men de syntes stadig at det var tåbeligt af mig at opgive berømmelsen og de mange penge. Med Jehovas hjælp lykkedes det mig dog at modstå deres kritik. I mellemtiden friede jeg til Liz, som var den første der havde vakt min interesse for Bibelens budskab. To uger efter min dåb blev vi gift, og inden længe var vi på vej til Colorado for at tjene som pionerer dér.
Jeg havde endnu ikke fortalt klubben om min nye karriere. Men i september måned, en uge før træningen skulle begynde, meddelte jeg dem at jeg ville trække mig ud af ishockey. Det chokerede dem. De gik endda meget langt i deres forsøg på at overtale mig til at ændre mening. Eftersom der stadig var et år tilbage af min kontrakt, troede de at jeg blot var ude efter flere penge. De tilbød mig en åben kontrakt — jeg kunne få alle de penge jeg ville have. Af ren og skær hjælpsomhed tilbød de mig også at jeg kunne holde fri om søndagen for at dyrke min religion.
Men det at tjene den allerhøjeste Gud, Jehova, er ikke noget man blot gør en enkelt dag om ugen. Det er en livsform. Professionel ishockey er også en livsform, noget der tager hele ens tid. Man må simpelt hen vie sit liv til at spille og træne hele tiden. Men nu havde jeg jo indviet mig til Jehova. (Mattæus 16:24) Jeg følte at det at spille som professionel og samtidig prøve at tjene Jehova, ville være det samme som at tjene to herrer — det ville komme til at gå ud over én af dem. Derfor meddelte jeg holdet at jeg ville trække mig ud af professionel ishockey. — Mattæus 6:24.
Da vi blot fire måneder senere besøgte Pittsburgh, prøvede holdet igen at lokke mig til at spille. De tilbød mig 120.000 kroner for at spille med i to weekendkampe. Det var en virkelig stor fristelse eftersom vores pung på det tidspunkt var ret slunken. Men jeg holdt fast ved min beslutning og lod være med at spille. Kort tid efter meddelte min revisor mig at en af mine investeringer havde givet afkast, så på den måde fik vi dækket vort økonomiske behov. Jehova vil altid sørge for én hvis man holder sig nær til ham.
Nu har jeg fundet det virkelige liv
Det jeg før havde anset for at være det virkelige liv, viste sig at være et falsum. Jeg var nået til tops inden for ishockeyverdenen — og hvad havde jeg fundet? Hverken lykke eller tilfredshed. Nej, sportsverdenen med dens glans og trylleskær er ikke det virkelige liv. Udefra ser den måske lykkelig og rosenrød ud, men indefra præges den som oftest af en utrolig selviskhed, og man finder ingen virkelig ledetråd eller hensigt i livet.
Nu skal det ikke forstås sådan at jeg har skiftet karriere fordi jeg synes at ishockey i sig selv er et dårligt spil. Jeg holdt virkelig af at spille, og spiller stadig af og til for adspredelsens skyld. Men apostelen Paulus siger at „gudhengivenhed“ er mere gavnlig end „legemlig opøvelse“, „idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme“. (1 Timoteus 4:8) Ja, den karriere jeg nu har valgt giver mig noget som penge og berømmelse aldrig vil kunne skaffe mig — et værdifuldt forhold til Jehova Gud, samt et løfte om livet i fremtiden — ja, det evige liv!
Hvor er jeg lykkelig og taknemmelig mod Jehova for at jeg nu har en hustru der deler min indstilling og har den samme hensigt med livet som jeg selv! Efter sammen at have tilbragt to år i pionertjenesten i De forenede Stater, blev vi i 1980 inviteret med til at bygge det nye afdelingskontor i Canada. Her har vi siden færdiggørelsen af det smukke betelhjem, bestående af trykkeri, kontorer og beboelse, tjent som faste medlemmer af betelfamilien.
Her kan Liz og jeg tjene den allerhøjeste Gud, ikke ved at stræbe efter en „usikker rigdom“, men ved i stedet at søge de åndelige interesser først og derved „få et fast greb om det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:17-19) Ja, hvor er jeg taknemmelig for at jeg langt om længe fandt „det virkelige liv“! — Fortalt af Tom Edur.
[Illustration på side 14]
Da jeg spillede for National Hockey League
[Illustration på side 16]
Liz og jeg forbereder os sammen til møder og tjeneste