Min kamp for at blive den bedste — var den umagen værd?

En olympisk guldvinder ser tilbage

I ÅREVIS havde jeg drømt om dette øjeblik. Det var lørdag den 17. oktober 1964, legenes ottende dag i Tokyo i Japan.

Hver eneste af de 75.000 pladser på National Stadion var besat. Gaderne i Tokyo lå næsten øde hen — så godt som alle sad foran fjernsynet. Tiden var inde til finalen i 200-meterløbet.

Jeg stillede mig på række ved startklodserne sammen med syv andre sprintere. Hver især havde vi overlevet den serie indledende heats der havde været de foregående dage. På denne distance var vi de hurtigste løbere i verden.

Presset var næsten ikke til at bære, og det var ikke kun på grund af de millioner der så på os. Der var også nationalismen. Legene var ved at blive én stor konkurrence mellem russerne og amerikanerne. Hver dag sammenlignede man verden over de medaljer hvert land havde vundet. Vore skoler, borgmestre, guvernører, og endda præsidenten, havde sendt telegrammer hvori de mindede os om at vi kæmpede for vort land, og at vort land var bedst.

Aviserne lagde også pres på os, idet de nævnte hvilke medaljer man regnede med at vi vandt. De fik det til at lyde som om det at vinde var et spørgsmål om liv eller død, som om landet ville miste sin ære hvis vi tabte. Kokichi Tsuburaya, den japanske marathonløber, begik da også selvmord efter at han havde tabt. Han efterlod et brev hvori han undskyldte at han havde ’svigtet’ sit land.

Jeg begyndte derfor også at tænke: ’Jeg kan ikke skuffe mit land. Jeg kan ikke se dem derhjemme i øjnene hvis jeg taber.’ Jeg havde verdensrekorden i 200-meterløb, så de forventede at jeg vandt.

Sorte amerikanere som søgte identitet øvede også pres på mig. Jeg fik ofte at vide hvordan andre sorte havde tabt, og havde svigtet vort folk. Så nu var jeg nødt til at vinde for Amerikas sorte. Men andre sorte øvede pres på os for at få os til at boykotte legene, for at vise Amerika at landet ikke kunne vinde uden os negre.

Men jeg tænkte hovedsagelig på min familie og mine venner. Jeg ønskede ikke at sætte dem i forlegenhed. Jeg var deres helt. De støttede mig; de opmuntrede mig. Når jeg vandt, vandt de. Når jeg tabte, tabte de. Måske vil man bedre forstå dette hvis jeg fortæller lidt om min baggrund.

Jeg vinder anseelse

Jeg er vokset op i Detroit i Michigan som det niende af elleve børn. I al den tid jeg kan huske har min moder og fader været separeret. Min moder havde mange timers husligt arbejde for at kunne forsørge os.

Jeg har altid været god til sport. Eftersom jeg havde vanskeligt ved at læse og skrive, betød det noget for mig at være den hurtigste dreng i kvarteret eller den bedste fodboldspiller; det hjalp mig fremad i livet.

Da jeg kom på high school klarede jeg mig lige fra begyndelsen vældig godt i sport. I tre år — 1959, 1960 og 1961 — blev jeg udtaget til high-school-landsholdet af løbere; 200-meter-løbet var mit speciale. To år blev jeg også valgt til landsholdene i fodbold og basketball.

Under normale omstændigheder ville en universitetsuddannelse have været udelukket for mit vedkommende. Men nu begyndte universiteterne at kappes om at få fat i mig. Jeg var rundt på adskillige universiteter i De forenede Stater, og alle steder prøvede man at friste mig med gaver. Som følge heraf havde jeg — trods min families fattigdom — altid penge på lommen og kunne endda køre rundt i en Cadillac! Jeg fik mit kørekort i en restaurant, uden så meget som at have været oppe til køreprøve! Det ordnede et at de nærliggende universiteter som forsøgte at få mig til at studere dér.

Jeg valgte imidlertid at gå på Arizona State University og blev hurtigt verdensberømt som løber. I mit andet studieår slog jeg verdensrekorden i 200-meterløb. Verdens ledende mænd ville gerne træffe mig og trykke mig i hånden. I Moskva traf jeg Nikíta Khrusjtjóv. Men al berømmelsen og de mange rejser til udlandet for at konkurrere med andre løbere — det hele forekom mig uvirkeligt.

På universitetet i Arizona blev jeg favoriseret fordi jeg var en god løber. Folk overøste mig med gaver. Som følge heraf havde jeg altid penge, bil og nyt tøj. Jeg sendte ofte penge hjem, for at hjælpe min familie. Jeg kunne godt lide den popularitet og opmærksomhed jeg nød. Men jeg vidste at det ikke var korrekt; vi skulle jo være ubetalte amatører. Men sådan var det altså.

Uretfærdigheder overalt

Skønt jeg blev berømmet på grund af mine evner som løber, blev jeg dog — kun en måned før jeg skulle til Tokyo — afvist på et motel i Sydstaterne fordi jeg var neger. Fruen råbte til mig: „Vi betjener ikke folk af din slags her.“ Det var sent, og det eneste jeg ønskede var et sted at sove.

Omkring det tidspunkt var der nogle hvide som myrdede tre borgerrettighedsforkæmpere i Mississippi. I Sydstaterne pudsede man hunde på de sorte blot fordi de søgte at få en bedre uddannelse. Men mine rejser til andre dele af verden overbeviste mig om at der er uretfærdigheder overalt. I andre lande var personlige friheder som jeg tog for givet i De forenede Stater, ofte stærkt begrænsede.

Jeg følte med de mennesker der led. Men hvad kunne jeg gøre? Jeg indså at problemet i De forenede Stater ikke blot var et raceproblem. Når de sorte havde myndighed behandlede de somme tider andre sorte lige så dårligt som de hvide gjorde. Min fornuft sagde mig at jeg faktisk ikke kunne gøre noget som helst ved det, og derfor bestemte jeg mig til ikke at sætte mine muligheder på spil ved at blande mig i racespørgsmålet.

For mit eget vedkommende gik alt godt på dette tidspunkt. Da jeg var dreng var vi så fattige at jeg måtte gå sulten i seng om aftenen, og det ønskede jeg ikke skulle ske igen. Jeg lærte derfor at være velopdragen og venlig, så jeg passede ind i systemet. Folk sagde ofte til mig: ’Hvis du bare vinder guld ved de olympiske lege behøver du ikke at gøre dig nogen bekymringer. Et eller andet stort firma vil ansætte dig fordi du er en olympisk helt.’ Jeg ønskede derfor kun at undgå vanskeligheder og vinde i Tokyo.

Nogle siger at jeg var et ’naturtalent’, ’den mest ubesværede løber siden Jesse Owens var på sit bedste’. Men jeg kan fortælle at jeg virkelig sled i det for at forbedre mine evner. Det var en kamp at blive den bedste. Men hvis det at vinde ved de olympiske lege ville betyde alt det for mig som folk sagde, så syntes jeg det ville være umagen værd.

Jeg har aldrig i mit liv følt mig under så stort et pres som da vi stillede op på række ved startklodserne til finalen ved de olympiske lege.

Resultatet

Jeg bøjede mig ned ved startklodserne i bane syv. Min taktik var at komme foran før vi nåede frem til kurven, og lægge de andre bag mig for at få dem til at anstrenge sig lidt mere. For hvis man ikke løber afslappet kan man ikke yde sit bedste.

Så lød stemmen: „På pladserne! Færdige!“ Og nu lød startskuddet: „BANG!“ Jeg fik en god start. Da jeg kom ind i kurven tænkte jeg: ’Det gik! Jeg er foran! Jeg vinder.’ Det eneste jeg kunne se var mållinjen. Jeg løftede benene højt og strakte ud, og så var jeg der. Jeg havde vundet!

Jeg var i en anden verden. Alt syntes at stå stille; jeg var som beruset. Jeg havde sat ny olympisk rekord, og man sagde at jeg sandsynligvis ville have slået min egen verdensrekord hvis der ikke havde været modvind.

Da jeg stod øverst på sejrsskamlen mens De forenede Staters nationalsang blev spillet, ville jeg gerne være stolt af det jeg havde gjort for mit land. Og jeg nød virkelig folkemængdens hyldestråb. Men samtidig kunne jeg se at det var forlorent. For de samme uretfærdigheder som havde oprørt folk før jeg stod dér på sejrsskamlen, foregik stadig rundt omkring.

Jeg tænkte: ’Hvordan mon det går mig nu da det hele er overstået? Hvad vil de der har støttet mig gøre? Vil de forlade mig? Hvilken slags arbejde vil jeg få?’ Jeg var både lykkelig, bange og vred på samme tid.

Mens jeg kørte tilbage til den olympiske by så jeg for første gang rigtigt på guldmedaljen. Den var ikke som jeg havde forventet; den lignede bare en forstørret sølvdollar. Jeg spurgte faktisk mig selv: ’Hvad i alverden! Har jeg slidt i alle de år, bare for at få denne her?’ Jeg var vred da jeg skulle have været lykkelig. Det var en virkelig skuffelse.

Nogle få dage senere løb jeg den sidste etape på 400 meter af de 1600 meter stafetløb. Vi satte ny olympisk rekord og ny verdensrekord, og jeg fik endnu en guldmedalje. Efter en tur til Australien for at deltage i nogle idrætsstævner, vendte jeg hjem.

Den barske virkelighed — og følgerne

På vejen hjem tænkte jeg på den nye fase af mit liv der skulle til at begynde — jeg skulle til at finde et job og stifte familie. Men først tog jeg til Det hvide Hus sammen med flere andre medlemmer af det olympiske hold for at modtage præsident Johnsons lykønskninger.

Jeg regnede med at kunne overveje forskellige tilbud om stillinger og vælge det jeg helst ville have. I årevis havde folk fortalt mig at sådan ville det være hvis jeg vandt for mit land ved de olympiske lege. Men nej. Uanset hvor jeg kom hen syntes folk at være ligeglade med at jeg havde vundet guld ved olympiaden. Naturligvis ville de gerne tale om det. Men når det drejede sig om at ansætte mig, betragtede de mig blot som enhver anden sort, en der ikke passede ind i deres system. Naturligt nok begyndte jeg at blive bitter.

Efter nogle måneders forløb var der en som ringede til mig og spurgte om jeg var interesseret i at spille professionel (amerikansk) fodbold. Jeg havde ikke spillet fodbold i to år, eftersom jeg havde koncentreret mig om at løbe. Men jeg trængte fortvivlet til et job og sagde derfor ja. New York Giants skrev kontrakt med mig, idet de regnede med at jeg med min hurtighed ville være til nytte for dem.

Og fortvivlet som jeg var, gjorde jeg virkelig en energisk indsats og blev en god støtte for holdet. I tre år klarede jeg mig udmærket og var også en overgang anfører i forsvaret. En sportsjournalist skrev: „Carr, der har sluttet sig til New York Giants, er blevet en af divisionens bedste forsvarsspillere.“

Da jeg kun manglede tre kampe i min tredje sæson fik jeg en knæskade, og træneren sagde til mig at jeg ikke kunne spille mere det år. Men senere ringede lægen og sagde at man gerne ville have at jeg spillede alligevel. Der opstod uenighed om hvor alvorlig skaden var, for tidligere på året havde jeg været indblandet i en racestrid på holdet.

Som følge heraf blev jeg ved sæsonens slutning solgt til en anden klub. Det rygte kom i omløb at jeg var en ballademager og at jeg ikke kunne spille når jeg havde slået mig. Det hold jeg blev solgt til, gav mig en lignende behandling. Derfor besluttede jeg at holde op, selv om jeg året i forvejen havde tjent 27.000 dollars (162.000 kroner).

En taber

Jeg forsøgte at finde et almindeligt arbejde, men det lykkedes ikke. Til sidst investerede jeg i en kædeforretning der solgte bøfsandwiches, og tabte penge. Jeg blev vred og bitter. Jeg følte at folk begyndte at betragte mig som en fyr der havde haft chancen for at blive til noget, men som ikke havde udnyttet den.

Det gik mig på nerverne. Det hele begyndte at gå skævt for mig. Jeg begyndte at ryge marihuana hver dag og drømte om hvordan jeg igen ville komme på toppen. Min kone ville gerne hjælpe mig, men kunne ikke. Jeg syntes at min familie (vi havde nu to børn) ville være bedre stillet uden mig. Derfor rejste jeg hjemmefra.

Efterhånden kom jeg så langt ud som et menneske kan komme moralsk set, idet jeg kom i lag med narkohandlere og prostituerede. Jeg begyndte at spille og at sniffe kokain. Jeg var jo vokset op i et slumkvarter i Detroit, så jeg kendte mange af de mennesker jeg nu færdedes sammen med. De betragtede mig snart som en af deres egne og sørgede for at jeg blev narkohandler.

Efter adskillige måneders forløb standsede jeg op og så rigtigt på mig selv. Jeg var selv kommet ud i alt det som jeg altid havde afskyet. Alt var negativt; der var intet der talte til min fordel. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre eller hvor jeg skulle vende mig hen. Jeg havde en bibel og begyndte at læse i den, men jeg forstod ikke meningen med det jeg læste. Jeg besluttede at vende hjem igen.

Mit liv får mening

Min kone var forstående. Og at børnene virkelig havde savnet mig kunne jeg tydeligt se af udtrykket i deres øjne. Jeg fik et job hos kommunen hvor jeg arbejdede med unge lovovertrædere. Men snart blev det bekendtgjort at man skulle skære ned på budgettet, med det resultat at jeg blev afskediget. På grund af min stolthed følte jeg mig igen helt slået ud.

Med min kones samtykke solgte jeg noget af vores ejendom og brugte pengene til at oprette et reklamebureau. Min partner var en meget talentfuld reklametegner, og jeg varetog kontakten med kunderne. Folk kendte mig og genkendte mig, og snart rejste jeg til og fra New York for at besøge kunder. Forretningen voksede.

En dag da jeg kom hjem fra arbejde, spurgte min kone om det var i orden at hun studerede Bibelen med Jehovas Vidner. Jeg spurgte: „Hvorfor?“ Hun svarede at forældrene til en af hendes elever (hun underviste i underskolen) havde givet hende en bog der hed Sandheden der fører til evigt liv. Og en anden lærer havde sagt til hende at hvis hun gerne ville vide noget om Bibelen skulle hun spørge Jehovas Vidner.

Ikke så lang tid i forvejen havde vi talt om forskellige trosretninger, for vores dreng nærmede sig skolealderen og vi syntes at det var vigtigt at han blev undervist i religion. Men vi havde ikke taget Jehovas Vidner med i vore overvejelser. Jeg vidste kun at de blev betragtet som en slags originaler på det religiøse område. Men hvis min kone gerne ville studere med dem var det i orden for mit vedkommende.

Jeg arbejdede døgnet rundt, men i ledige øjeblikke fortalte min kone om nogle af de ting hun lærte. En uges tid senere fik jeg besøg af manden til det Jehovas vidne der besøgte min kone.

Noget at tænke over

Han talte om hvor dejligt der kunne være på jorden hvis folk levede i fred med hinanden. Det var jeg enig med ham i. Så sagde han: „Er det ikke tydeligt at den almægtige Gud ikke kan være skyld i de forhold vi har i verden i dag?“

Dette overraskede mig. „Hvis Gud ikke er skyld i dem, hvem er så?“ spurgte jeg.

„Satan Djævelen,“ sagde han. Og det der forbavsede mig var at han slog op i Bibelen og viste mig det. I Andet Korinterbrev 4:4 står der: „Denne tingenes ordnings gud har forblindet de ikke-troendes forstand, for at lysskæret fra den herlige gode nyhed om Messias, som er Guds billede, ikke skal trænge igennem.“

Vidnet forklarede at Satan er „denne tingenes ordnings gud“. Og det lød virkelig fornuftigt, da han henledte opmærksomheden på de frygtelige uretfærdigheder der bliver begået over hele jorden. Verden er i Satans hånd, og han påvirker dens beboere, understregede han. Og det hjalp mig til at forstå et andet skriftsted han viste mig. Som Jesus Kristus sagde, „vil denne verdens hersker blive kastet ud“. — Joh. 12:31.

Det er klart at mennesker ikke kan fjerne denne mægtige åndeskabning, Satan Djævelen. Men Gud kan, fik jeg at vide. Og han vil gøre det, så hans hensigt — at skabe en fredfyldt jord under sit riges styre — kan blive gennemført. Det lød fornuftigt. Det var virkelig noget at tænke over.

Jeg hjælpes til at træffe en ret afgørelse

Manden kom igen flere gange, og når han fandt mig hjemme talte vi om Bibelen. Jeg begyndte virkelig at tro på det jeg lærte, eftersom det blev begrundet direkte fra Guds ord. For eksempel vidste jeg ikke at Gud havde et navn. Men dér i Bibelen, i Salme 83:18 (Authorized Version), stod der jo rent ud at hans navn var JEHOVA. Jeg kunne godt lide at få sådan noget at vide.

Men det Bibelen siger om at Satan er denne verdens gud, begyndte at pine mig. Især fordi den siger at Kristi disciple ikke er en del af verden. (Joh. 17:14-16) Jeg var nemlig engageret i politik, for den farvede topkandidat til borgmesterembedet i Detroit var en af vort reklamebureaus største kunder.

En dag sagde jeg derfor til det Jehovas vidne der besøgte mig: „Jeg ved at du mener det alvorligt; du forsøger at hjælpe mig. Men jeg er alt for bundet af mit nye reklamebureau, og jeg synes ikke at du skal have ulejlighed med at komme når jeg måske ikke er hjemme.“

Kort tid efter kom jeg til skade med ryggen og havde det temmelig dårligt, og til sidst kom jeg på hospitalet. Mens jeg lå dér kom der flere Jehovas vidner og besøgte mig, og de viste virkelig deltagelse. Jeg tænkte: ’Disse mennesker ved ikke noget om mig. De ved kun at jeg er Glendas mand, og alligevel behandler de mig sådan.’ Det kunne jeg godt lide.

I mellemtiden havde jeg lagt mærke til at min kone havde forandret sig på visse punkter. For eksempel havde et af Jehovas Vidner mistet sin lille datter, og min kone var virkelig bekymret for moderen. Jeg så på hende og tænkte: ’Sådan har hun aldrig været før. Hvorfor er hun så optaget af at lave mad til denne dame og gå over og hjælpe hende?’ Disse ting kom jeg til at tænke på da jeg lå dér på hospitalet.

I mellemtiden gik det ned ad bakke for vores reklamebureau. Det var blevet et firemandsforetagende, og der var også brug for min arbejdskraft for at holde firmaet i gang. Da jeg kom ud fra hospitalet gik det så dårligt at alle havde opgivet firmaet. Jeg var igen en taber i økonomisk forstand.

Jeg vidste godt hvordan jeg gerne ville være som menneske — jeg ville gerne vise kærlighed og selv vises kærlighed, og være lykkelig. Jeg så hvordan min kone havde forandret sig, og jeg blev enig med mig selv om at det ville jeg også gerne. Jeg kom til at tænke på at Satan er denne tingenes ordnings gud, og at jeg havde brug for hjælp til at modstå hans påvirkning. Da jeg blev udskrevet fra hospitalet ringede jeg derfor til det Jehovas vidne der før havde besøgt mig, og sagde til ham at jeg gerne ville have et bibelstudium.

Hvordan jeg forandrede mit liv

Efter mit første studium i december 1972 var jeg med i rigssalen. Alle viste mig interesse og var glade for at se mig. Og jeg kunne se at min kone lyste op, glad for at jeg var der. Jeg husker at en af talerne nævnte at manden er familiens overhoved og bør tage ledelsen. Og jeg tænkte: ’Det har min kone hidtil gjort, hun har studeret med børnene, taget dem med til møderne, bedt med dem, og jeg har intet gjort.’

Næste uge var børnene syge, og min kone sagde: „Du passer børnene mens jeg er til møde, ikke?“ Hun troede ikke at jeg ville med. Men jeg så på hende og sagde: „Det forventes af mig at jeg tager ledelsen. Så det er bedre at du bliver hjemme hos børnene.“

Hun så blot overrasket på mig — men jeg tror at hun var glad. Jeg var også glad, og ligesom stolt over at jeg var begyndt at tage ledelsen. Jeg kan tælle de gange jeg har måttet undvære et møde siden da. Møderne har virkelig hjulpet mig til at gøre forandringer der har været til lykke for vores familie.

I mellemtiden lykkedes det mig at finde et arbejde af den slags jeg altid havde ønsket mig, som reklamechef ved en avis. Jeg havde travlt — var på farten — folk kendte mig, og jeg kendte selv mange mennesker, og jeg begyndte at se muligheder for forfremmelse. I virkeligheden fik jeg adskillige tilbud om gode stillinger. Men jeg blev ved med at komme til møderne, og det var til gavn for mig, for dér lærte jeg noget som fik virkelig indflydelse på mit liv.

For eksempel vidste jeg hvor skadelige hårde stoffer var. Jeg var også holdt op med at bruge dem. Men jeg røg stadig marihuana. Det var ikke gået op for mig at det faktisk var forkert, eftersom det var så almindeligt. Men ved et møde blev det vist hvorfor det er ubibelsk at ryge. Bibelen siger at vi bør „rense os for enhver besmittelse af kød og ånd“. Jeg forstod klart at det betød at jeg måtte holde op med at ryge marihuana hvis jeg ønskede at behage Jehova Gud. — 2 Kor. 7:1.

Ved et andet møde blev det understreget at ægteskabsbrud er forkert. Bibelen siger: „Lad ægteskabet blive holdt i ære blandt alle og ægtesengen være ubesmittet, for Gud vil dømme utugtige og ægteskabsbrydere.“ (Hebr. 13:4) Jeg indså derfor at jeg måtte foretage nogle dybtgående forandringer.

Jeg ville gerne behage Gud, og derfor henvendte jeg mig til ham i bøn angående disse ting. Men så læste jeg noget i Vagttårnet om nødvendigheden af altid at være ærlig over for Jehova. Jeg fortalte ham derfor af hjertet at jeg virkelig nød disse forkerte ting — og endda havde glædet mig til dem — men at jeg nu fremfor alt andet ønskede at behage ham. Ved således at være ærlig over for Gud og stole på hans hjælp, lykkedes det mig at blive disse dårlige vaner kvit. Det var ikke engang så vanskeligt at holde op med at ryge marihuana som jeg havde forestillet mig.

Det var forbløffende så lykkelig jeg blev. Jeg begyndte at se en mening med livet, at have et mål i tilværelsen. Mine børn begyndte at se hen til mig efter vejledning. Vi satte alle pris på Jehova og møderne som vi overværede sammen. Det var simpelt hen vidunderligt! Jeg glædede mig mere over alt dette og de forandringer der skete med mig og min familie end over noget andet i verden.

Jeg var overbevist om at vi havde fundet sandheden. Og jeg troede ganske bestemt at alle mine venner — der var frustrerede, havde problemer og var indviklet i umoralitet — gerne ville høre om den. Men det var der ingen som ville, ikke en eneste. Ja, de begyndte faktisk at gøre nar af mig og kalde mig „prædikanten“. „Der har vi prædikanten,“ plejede de at sige.

Nu kunne jeg se at disse mennesker i verden ikke var mine virkelige venner. Jeg ville gerne være ven med mennesker der elskede Gud. Som symbol på at vi havde indviet os til at tjene Jehova, lod min kone og jeg os døbe i maj 1973.

Jeg kom til at værdsætte de gode ting der hændte mig, mer end alt andet — mit gode forhold til Gud, til min familie og til mine medkristne. Selv om jeg havde et interessant og vellønnet arbejde, delte det mine interesser, og det medførte fristelser og en dårlig omgangskreds. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på skriftstedet: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ (1 Kor. 15:33) Jeg opgav derfor mit arbejde som reklamechef, selv om det var den form for arbejde jeg længe havde ønsket at få.

Materielt fattigere, men dog rig

En i menigheden antog mig som maler. Jeg tjente ikke ret meget, men jeg var lykkelig. Jeg var ikke optaget af at bevare et bestemt „image“. Jeg ønskede blot at tjene Jehova. Jeg vidste at han er en virkelig person, den eneste som kan fjerne alle uretfærdigheder. Bibelens vidnesbyrd — profetiernes opfyldelse og Bibelens evne til at bringe orden i folks liv — overbeviste mig om dette.

Da vi kom hjem efter at have overværet et stort stævne som Jehovas Vidner afholdt i 1973, sagde jeg til min kone: „Jeg skulle være pioner (heltidsforkynder).“ Eftersom vi havde mere ejendom vi kunne sælge, var der intet der kunne hindre mig. Jeg begyndte derfor i pionertjenesten.

Efter en tids forløb tænkte jeg: ’Vi kunne gøre mere gavn et sted hvor behovet for forkyndere er større.’ Det traf sig nu sådan at Fred Cooper, en jeg havde gået på high school med, ringede til mig fra Georgia. Han er ældste i en menighed der, og han havde hørt at jeg var blevet et Jehovas vidne. Jeg fortalte ham at jeg tænkte på at flytte hen hvor behovet var større. Så det endte med at vi solgte huset og flyttede til Georgia.

Det var en virkelig glæde for mig at være pioner, men på grund af min dårlige ryg og fordi det var nødvendigt at finde et arbejde så jeg kunne forsørge min familie, måtte jeg opgive pionertjenesten i maj 1975. I september 1975 blev jeg imidlertid udnævnt som ældste i den lokale menighed. Siden den tid har både min kone og jeg haft nogle timers undervisning i underskolen for at dække vore udgifter. Vi har ganske vist ikke meget i materiel retning, men vi er rige på det der har større betydning.

For eksempel er min søn meget interesseret i åndelige ting — han læser i Bibelen og i vore bibelstudiebøger. For cirka halvandet år siden, da han var syv år gammel, spurgte han mig om han måtte tilmelde sig menighedens teokratiske skole. Indvendig jublede jeg af fryd. Da jeg var i hans alder var det eneste jeg havde i hovedet sport, hvordan jeg kunne blive en stor sportsstjerne. Og jeg ved at Peyton kunne have tigget mig om at måtte spille med på et drengefodboldhold eller noget i den retning.

Noget der er umagen værd

Jeg tror det er udmærket at dyrke sport — når sporten holdes på sin rette plads. Men man bliver bedraget lige fra begyndelsen. Man ser op til sportsfolk som om de er noget særligt — mens de i virkeligheden kun er kød og blod ligesom alle andre. Og børn bliver tilskyndet til at udmærke sig i sport — det er i realiteten forretning, ikke sport. Og tænk på hvor stor skade man gør de unge mennesker som man ansporer til af blive den bedste, når størsteparten af dem simpelt hen ikke kan blive den bedste.

Selv når en bliver den bedste er det et bedrag. Hvorfor? Fordi det ikke er varigt, og heller ikke virkelig tilfredsstillende. Sportsstjerner bliver hurtigt erstattet af andre og bliver så for det meste glemt. Og så kommer der skuffelse, depression og fysiske problemer.

Men hvad er da umagen værd? I stedet for at konkurrere med andre om hvem der er den bedste, giver det én virkelig tilfredsstillelse at hjælpe og tjene andre. Det var det Kristus gjorde. Han kom ’for at tjene, ikke for at lade sig tjene’. (Matt. 20:28) Ja, den samhørighedsfølelse som uselviskhedens og kærlighedens ånd indgiver en familie og en menighed, er det der virkelig gør livet værd at leve — ikke det at kæmpe for at blive den bedste. — Indsendt.

[Illustration på side 461]

„Jeg fik endnu en guldmedalje“

[Illustration på side 462]

„New York Giants skrev kontrakt med mig“

[Illustration på side 478]

’Jeg begyndte at studere Bibelen sammen med min familie’