Den hellige plante der blev populær

I tre hundrede år betragtede europæerne tobakken som medicin. Læger ordinerede denne urt mod alle mulige lidelser, lige fra dårlig ånde til ligtorne. Det hele begyndte i 1492 da Columbus og hans mandskab, de første europæere der så en tobaksplante, bemærkede at indbyggerne på De vestindiske Øer under deres stammeceremonier røg primitive cigarer.

Næsten alle de folkeslag der beboede Nord- og Sydamerika før Columbus’ tid, betragtede tobaksplanten som hellig. Rygning var oprindelig en ret og en pligt der var forbeholdt medicinmænd og præster. Ved hjælp af røgens narkotiske virkning fremkaldte de syner under højtidelige stammeritualer. „Tobakken var nært forbundet med deres guder,“ beretter historikeren W. F. Axton, „ikke blot i deres religiøse skikke, men også i deres helbredelsesmetoder, der alle på en eller anden måde havde forbindelse med deres tro.“ Det var måske nok tobakkens anvendelse som lægemiddel de spanske og portugisiske opdagelsesrejsende først bemærkede, men det varede ikke længe før de fik øjnene op for dens anvendelsesmuligheder som nydelsesmiddel.

„Jeg ta’r mig en cigaret til/og forbander Sir Walter Raleigh,“ sang The Beatles i melodien I’m So Tired af John Lennon og Paul McCartney. Sir Walter Raleigh dyrkede tobak på sin ejendom i Irland, og er blevet kaldt „rygningens kendteste fortaler blandt englændere“. Han gjorde alt hvad han kunne for at gøre vanen populær i de mondæne kredse. Han var forud for sin tid, og minder os om dem der i dette ’cigarettens århundrede’ står bag tobaksindustrien og reklamerer for den.

Det var dog Trediveårskrigen i Europa og ikke Sir Walter Raleighs charme der gjorde det 17. århundrede til „pibens storhedstid“, fortæller Jerome E. Brooks. „Det var hovedsagelig på grund af krigen at tobaksrygningen spredte sig til kontinentet“ og til Asien og Afrika, fortsætter han. En lignende udvikling skulle senere fremkalde ’cigarettens tidsalder’.