Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w54 15/9 s. 276-278
  • Tobaksrygning — forenelig med kristendom?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Tobaksrygning — forenelig med kristendom?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1954
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Uforenelig med det første bud
  • Uforenelig med næstekærlighed
  • Intet argument støtter tobakken
  • Hvorfor kristne skyr tobak
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1950
  • Tillæg — Overensstemmelse mellem vor beskæftigelse og ’kærlighed til næsten’
    Rigets Tjeneste – 1974
  • Vær samvittighedsfuld i at gøre godt mod alle
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1973
  • De der bruger tobak
    Rigets Tjeneste – 1974
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1954
w54 15/9 s. 276-278

Tobaksrygning — forenelig med kristendom?

DET var den 18. juli 1953, dagen før Jehovas vidners internationale stævne på Yankee Stadium i New York city skulle åbne. Blandt de interesserede og nysgerrige tilskuere på konventspladsen uden for stadion sås en ung mand, der røg en cigaret. Skønt der var andre, der røg, tiltrak denne unge mand sig i særlig grad opmærksomheden. Hvorfor? Fordi han også bar et kendingsmærke, der identificerede ham som et af Jehovas vidner. Da man gav sig i samtale med ham, afsløredes det, at han boede i umiddelbar nærhed af stadion, og at han først for nylig var blevet interesseret i Jehovas vidners arbejde, samt at spørgsmålet om rygning aldrig var blevet bragt på bane af det vidne, der havde ledet et bibelstudium i hans hjem.

Hvorfor synes Jehovas vidner ikke om brugen af tobak? Forbyder Bibelen afgjort og direkte, rygning? Nej, det gør den ikke. Imidlertid fremgår det af hele Bibelens ånd, at brugen af tobak er uforenelig med sand kristendom.

Kristus Jesus sammenfattede sand kristendom i disse ord: „Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte, af hele din sjæl, af hele dit sind og af hele din styrke“, og „du skal elske din næste som dig selv“. (Mark. 12:30, 31) Brugen af tobak kan ikke forenes med lydighed mod disse to store bud og det af cirka ti forskellige grunde.

Uforenelig med det første bud

At elske Jehova af hele sin styrke betyder at give det bedste, ens legeme kan præstere, i Guds tjeneste. Men det kan vi ikke gøre, hvis vi med fuldt overlæg foretager os noget, der skader vort legeme, vel? Og brugen af tobak er skadelig. For nylig samledes forskere fra fire af de mest ansete forskningsinstitutter i de Forenede Stater og udtalte som deres erfaring, at skylden for stigningen i tilfælde af lungekræft og visse sygdomme i blodomløbet og hjertet må lægges på den voksende cigaretrygning. Og en læge og skribent, der i ti år har været videnskabelig rådgiver for et ledende tobaksselskab, advarer om, at tobakken indeholder tredive forskellige stoffer som for eksempel nikotin, arsenik, alkohol og ammoniak. Ifølge ham „indeholder selv den mindste pakke tobak den nydeligste samling gifte“.

Kristne har meget vigtigt arbejde at udføre, og de behøver al den styrke, deres legemer kan præstere. Vor respekt for vort legeme er tilstrækkelig grund til at afholde os fra at bruge tobak, men respekt for Guds tjeneste er en endnu stærkere grund til ikke at bruge den. Vi kan ikke både bruge tobak og elske Gud af hele vor styrke.

At elske Jehova af hele sit hjerte, sind, sjæl og styrke betyder også at tilbede ham med et rent legeme. Jehova og alt, hvad der har med ham at gøre — hans ord og hans organisation — er præget af renhed og retfærdighed. Tobak besudler vort legeme, vor ånde, vore klæder og vort hjem. Bibelen pålægger os, at vi skal undgå at røre eller have noget som helst at gøre med noget, der er urent, og det gælder såvel bogstavelig som åndelig urenhed: „Da vi nu har disse forjættelser, mine elskede! så lad os rense os fra alt, som besmitter legeme og ånd, og gennemføre hellighed i gudsfrygt.“ „Al slags urenhed“ indbefatter urenhed forårsaget af tobak. Vi rådes til at aflægge „al urenhed“. — 2 Kor. 7:1; Ef. 5:3; Jak. 1:21; 2 Kor. 6:17; Kol. 3:5-9.

Vort legeme er et redskab for Guds hellige ånd, et jordisk kar, der indeholder tjenestens skat, og derfor må vi holde det rent. Tobaksforurenede og tobaksgennemtrængte legemer, klæder og hjem er ikke forenelige med kristendom. — 2 Kor. 4:7.

At elske Jehova af hele sin sjæl betyder også at elske ham med alle de midler, man har til rådighed, og det indbefatter ens penge. Da tobak ikke er nødvendig for vort velbefindende, men tværtimod skader vort helbred, er der ikke nogen undskyldning for at bruge penge til tobak. Hvis vi ryger en pakke cigaretter om dagen, vil vi i løbet af et år have brugt mellem 1200 og 1300 kroner til tobak. Mange ryger mere end een pakke om dagen. Hvor meget bedre ville det ikke være at bruge disse penge til hjælp til forkyndelsen af sandheden om Guds rige i fremmede lande eller til at støtte vidnearbejdet i vort lokale distrikt. Eller de penge, vi på den måde sparer, kunne bruges til at betale rejsen til et af Jehovas vidners internationale stævner eller til at skaffe os selv og vor familie en gavnlig adspredelse eller ferie. Tobaksrygning forårsager spild af penge, og det er uforeneligt med sand kristendom.

Og videre: at vi elsker Jehova af hele vor sjæl betyder, at hans vilje må være vor vilje, at vi underkaster os ham og kun ham. Bibelen viser, at fordi vi er blevet genløst ved Kristi blod, og fordi vi har indviet os til at gøre Guds vilje, er vi hans trælle, og derfor kan vi ikke være trælle af mennesker eller af nogen dårlig vane. (1 Kor. 6:20; 7:23) Vi må være som frie mennesker og dog ikke bruge vor frihed som skalkeskjul for moralsk slethed. — 1 Pet. 2:16.

Det er imidlertid velkendt, at tobak er et narkotikum, det mest udbredte af alle narkotika. Narkotika er vanedannende, og brugen af dem fører til trældom under dem. Mange mennesker indrømmer, at den eneste grund til, at de bliver ved med at ryge, er, at de ikke kan holde op. Nogle praler med, at de kunne holde op, hvis de ønskede at gøre det, men det er mest sandsynligt, at de siger sådan, fordi de ikke ønsker at indrømme, at de er slaver af tobakken. Vi er trælle af det, vi adlyder, og trældom under tobakken er uforenelig med kristendom, der er fri.

Hvis vi ønsker at elske Gud af hele vort hjerte og sind og af hele vor sjæl og styrke, må vi også undgå alt, hvad der er besmittet af hans fjende, Satan Djævelen. Det blev på det strengeste forbudt israelitterne at have noget som helst at gøre med hedensk dæmonisme under enhver form, og loven for de kristne er ikke mindre streng. (1 Kor. 10:19-24) Historien viser, at Amerikas indianere hovedsagelig brugte tobak i forbindelse med „de mest betydningsfulde og højtidelige stammeceremonier“, der naturligvis var dybt rodfæstet i hedensk dæmonisme. Denne tobakkens oprindelse er endnu en grund til, at brugen af den nu er uforenelig med kristendom.

Uforenelig med næstekærlighed

Sand kristendom, som den blev udformet af Kristus Jesus, kræver også, at vi elsker vor næste som os selv foruden at elske Jehova af hele vort hjerte, sind, sjæl og styrke. — Mark. 12:31.

I betragtning af de mange skadelige stoffer tobaksrøg indeholder, kan vi absolut ikke sige, at vi elsker vor næste som os selv, eller at vi gør mod andre, hvad vi ønsker, at andre skal gøre mod os, når vi forpester den luft, de skal indånde, med tobaksrøg, skønt mange af dem ikke selv ryger, men finder tobaksrøg meget ubehagelig. Vi blæser måske vor egen røg bort fra os selv og formindsker den skade, den gør os, ved ikke at inhalere den, men hvad med andre? Og alt dette er ganske særlig forkasteligt, når det sker i hjem, på arbejdspladser eller i offentlige befordringsmidler i dårligt vejr. En sådan tankeløshed er i sandhed uforenelig med kristen næstekærlighed.

Næstekærligheden kræver også, at vi sætter et godt eksempel. Ligesom vi ikke ønsker, at andre skal få os til at snuble eller have en dårlig indflydelse på os, sådan må vi også passe på ikke at blive årsag til andres fald eller påvirke dem i en forkert retning. Paulus ville endog have afstået fra at spise kød, hvis det havde stødt en anden. Og som han pålagde Timoteus: „Vær et forbillede for de troende i tale, i færd, i kærlighed, i troskab, i renhed!“ (1 Tim. 4:12; 1 Kor. 8:13) Er tankeløshed i forbindelse med vor næstes eller medkristnes åndelige velfærd forenelig med kristendom?

Den nye verdens samfund af Jehovas vidner har desuden fået ry for at være en ren organisation, og den anerkendes som et samfund af ordets tjenere. Som sådanne bør vi være meget omhyggelige med vore muligheder for at øve en god indflydelse på andre. Mange, som er „sig deres åndelige behov bevidst“, som „hungrer og tørster efter retfærdighed“, vil måske have fordomme mod at modtage hjælp fra os, hvis de ser, vi bruger tobak. Vi er et „skuespil for verden“, vi må følge det eksempel, Kristus Jesus satte, for vi er udsendinge i hans sted. (Matt. 5:3, 6, NW; 1 Kor. 4:9; 1 Pet. 2:21; 2 Kor. 5:20) Kunne vi forestille os Kristus Jesus rygende? Hvis ikke, må vi indrømme, at rygning er uforenelig med kristendom.

Og til slut er der håbet om evigt liv i Jehovas retfærdige, nye verden. I den nye verden vil mennesker ikke bruge narkotika, for der vil ikke være nogen smerte, sorg eller død der. Det vil blive en ren verden, og dens indbyggere vil være rene. Vil vi kunne glæde os over den nye verden, hvis vi er slaver af tobakken, når vi kommer ind i den? At vi har dette håb om en ren, ny verden, burde hjælpe os til at være rene også nu, for må vi ikke allerede nu leve efter de samme regler og principper, der skal gælde til den tid? Det er ikke at være konsekvent at ryge tobak, alt imens man for andre fremholder håbet om en skøn, ren, ny verden, hvor der ikke vil blive røget, og omtaler den som noget ønskværdigt, vel?

Intet argument støtter tobakken

Nogle hævder, at fordi Bibelen ikke direkte forbyder brugen af tobak, kan man ikke indvende noget derimod. Sådanne overser imidlertid den historiske kendsgerning, at indtil Amerika blev opdaget, var brugen af tobak begrænset til de derboende indianere; der var derfor ingen anledning til at omtale eller forbyde tobak blandt Jehovas tjenere.

Det påstås også, at det er inkonsekvent at være så nøjeregnende med tobak og så tillade brugen af spirituøse drikke, som Jehovas vidner gør. Læg imidlertid mærke til, at Bibelen siger, at Gud skabte vinen til glæde for mennesket, og Paulus rådede Timoteus til at drikke lidt vin af hensyn til sin mave. Det var gæret vin, der tænktes på, for uden de moderne hjælpemidler til opbevaring kunne druesaften ikke opbevares uden at gære. Men hvis det ikke er nødvendigt for dig, behøver du ikke at drikke vin. (Sl. 104:15; 1 Tim. 5:23) Naturligvis er det forkert at drikke for meget, ligesom det også er forkert at spise for meget, og det er derfor, Bibelen fordømmer både frådseri og drukkenskab. Kristne ordets tjenere i sådanne lande som Frankrig, Tyskland og Italien, der regelmæssigt drikker vin eller øl til måltiderne, kaster på ingen måde forsmædelse over Jehova derved, og de skader heller ikke deres legemer ved at følge den almindelige skik og brug. Moderat brug af vin og lignende spirituøse drikke er forenelig med kristendom, med kærlighed til Jehova Gud af hele vort hjerte, sind, sjæl og styrke og med næstekærligheden. Men husk på mådehold, bliv aldrig beruset!

Men tobak er ikke noget fødemiddel; det er en vanedannende stimulans, et narkotikum. Første gang den indføres i organismen, forårsager den sygdom, hvilket viser, at legemet gør oprør mod giften. Tobakken skader helbredet, er uren, er spild af penge og gør dem til slaver, der bruger den; den stammer fra dæmontilbedelse, og alt dette gør den uforenelig med budet om at elske Jehova af hele vort hjerte, sind, sjæl og styrke. Og da den forpester den luft, andre skal indånde, sætter et dårligt eksempel for dem og giver dem et dårligt indtryk af den nye verdens samfund, betyder brugen af den et brud på næstekærligheden. At rygere er tilbøjelige til at være ligegyldige med andres rettigheder fremgår af, at de brande, der forårsages af hensynsløse rygere, udgør cirka 15 procent af samtlige brande, d.v.s. gennemsnitligt 100.000 om året alene i de Forenede Stater. I Jehovas verden vil ingen ryge tobak.

Nogle ryger på grund af nervøsitet, rastløshed eller anspændelse. Sådanne skulle imidlertid hellere prøve at finde årsagen til denne tilstand i stedet for at bruge skadelige stimulanser til at dysse symptomerne ned. En selvransagelse vil måske afsløre, at disse årsager er griskhed, konkurrence eller ærgerrighed, eller det kan være tvesindethed eller en dårlig samvittighed. For alt dette er lægemidlet gudsfrygt sammen med tilfredshed eller nøjsomhed. — 1 Tim. 6:6.

Titusinder af Jehovas kristne tjenere havde engang den vane at bruge tobak under een eller anden form, men fordi de fandt, at den var uforenelig med kristendom, aflagde de den. Alle, der tager kristendommen alvorligt, vil frigøre sig for denne vane, hvis de har haft den. Man kan holde op med at ryge, hvis man virkelig ønsker at gøre det. Det gælder om at blive helt og fuldt overbevist om, at rygning mishager Jehova Gud og viser, at man mangler næstekærlighed, og at den er skadelig enten i fysisk, åndelig, mental eller moralsk henseende. Indtil man har overvundet vanen, bør man for øvrigt vise næstekærlighed ved at holde lasten for sig selv og ikke stille sin dårskab offentligt til skue. (Ordsp. 13:16) Som apostelen Paulus så udmærket sagde, „alt formår jeg i ham, som giver mig kraft“. Det indbefatter styrke til at overvinde tobaksrygningen. — Fil. 4:13.

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del