Fra glødende nazist til kristen tilsynsmand
„RET! Se til højre! Hitlerjugend-gruppen, distrikt Böblingen, melder sig.“ Med stolthed præsenterede jeg „mine drenge“ for vore overordnede når vi holdt øvelser og parader, samt ved andre begivenheder. Deres lydighed og præcision henrykkede mig. Jeg var blevet revet med i begejstringen over de nye tider, og dengang — i begyndelsen af trediverne — herskede der så godt som ingen tvivl om at vi behøvede nye tider.
Tyskland havde lidt frygteligt under efterveerne af den første verdenskrig, de mange år med ustabilitet og politisk splittelse. Arbejdsløsheden steg alarmerende. Jeg arbejdede dengang for en skrædder i Stuttgart som betalte mig fire mark om ugen, akkurat nok til morgenmad og en tynd suppe til frokost. Og jeg var intet særtilfælde. Intet under at Tyskland sydede af uro. Fremtiden tegnede sig sandelig dyster.
Og så kom „han“! Endelig en mand der vidste hvad han gjorde! Naturligvis var det ikke alle der var enige med ham, men ingen kunne nægte at han styrede med autoritet og opnåede resultater. Økonomien forbedredes; arbejdsløsheden gik ned. Ingen sultede. Der indtraf et opsving. Det var en præstation, og det fik det han sagde til at lyde troværdigt.
Ivrig støtte til sagen
Jeg er født og opvokset i Holzgerlingen, en lille landsby lige uden for Stuttgart. Jeg var medlem af den lokale idrætsklub, og da de fleste af medlemmerne blev tilhængere af Hitler, blev jeg det også. Han imponerede mig faktisk, og det tiltalte mig at kunne være med til at forbedre forholdene.
Da Hitler i 1933 kom til magten var jeg 24, og allerede medlem af det nationalsocialistiske parti. Mine venner bemærkede min iver og begyndte snart at sige: „Willi, du ville være god til at overtage det eller det arbejde.“ I løbet af forholdsvis kort tid beklædte jeg derfor seks forskellige ansvarsposter inden for partiet, hvilket jeg regnede for en ære.
For eksempel blev jeg udnævnt til at stå i spidsen for de lokale brunskjorter, som partiets stormtropper, SA, blev kaldt. Det førte senere til at jeg fik opsyn med over 2000 medlemmer af Hitlerjugend. Jeg var begejstret for helhjertet at tjene i et handlekraftigt parti hvis program alle måtte få gavn af! Min iver grænsede til fanatisme. Ve den der vovede at modsige mig!
Man kan måske derfor forestille sig min fryd da jeg blev udpeget til at være med ved en parade i Stuttgart hvor Føreren selv ville være til stede. Hvilket syn! Cirka 70.000 medlemmer af SA og Hitlerjugend, række efter række af mænd i brune uniformer i bevægelse som en stor maskine. Klimaks var da jeg foran denne kæmpemæssige forsamling havde den ære at trykke „hans“ hånd!
’Grus i maskineriet’
Martha og jeg blev gift i 1932. Jeg var lykkelig for at have en ægtefælle der delte mine idealer. Alt gik godt — indtil hun begyndte at misbillige det jeg foretog mig. Nogen havde kommet ’grus i maskineriet’, og det var ikke svært at finde ud af hvem det var — Mina, min svigerinde. Hun var blevet et af Jehovas vidner og havde ikke undladt at fortælle sin søster om alle sine „nyfundne sandheder“. Det behagede bestemt ikke mig, der var nazist.
Vort forhold blev ret spændt. Jeg husker for eksempel dengang jeg kom hjem fra mødet i Stuttgart, betaget over at have trykket Førerens hånd. Martha smilede blot og sagde: „Jeg går ud fra at det betyder at du ikke vil vaske den hånd mere?“ Det gjorde mig opbragt. Hvordan kunne hun spøge med en sådan ære, en sådan forret? Forstod hun da slet ingenting?
Jeg greb ofte mig selv i at råbe ad hende, men hun bevarede altid roen, og det gjorde mig endnu mere ophidset. Hvorfra fik hun den indre styrke til at beherske sig når jeg var vred og skældte ud? En gang jog jeg hende bogstavelig talt ud af huset. Det gjorde naturligvis ikke sagen bedre, og hele natten kunne jeg ikke sove. Næste dag satte jeg mig ud over min sårede stolthed og hentede hende hjem igen, og hun fortsatte som altid med at opføre sig upåklageligt.
Kunne det være mig og ikke hende der tog fejl? Blot tanken gjorde mig elendig. Det ville jo betyde afslutningen på mine personlige idealer. Hele min verden ville styrte i grus.
Tre timer der forandrede mit liv
En dag kom jeg hjem fra ungdomsøvelse og havde feber. Jeg gik i seng og fandt min kones bibel liggende på natbordet. Det var usædvanligt, for hun vidste at jeg i min fanatisme sandsynligvis ville brænde den. Skønt jeg følte at det lå under min værdighed, tog jeg af en eller anden grund Bibelen og begyndte at læse i den. I Åbenbaringen, kapitlerne 17 og 18, stødte jeg på en omtale af en stor skøge der blev kaldt Babylon den Store. Jeg var kendt med udtrykket, for jeg havde hørt Martha anvende det, men jeg havde været for stolt til at spørge om hun ville forklare det for mig. Nu vidste jeg i det mindste hvor udtrykket stammede fra. Men jeg vidste stadig ikke hvad det betød.
Jeg var besluttet på at finde ud af det og kaldte på Martha. Hun var synligt rystet over at se mig med hendes bibel i hånden og frygtede for hvad der ville ske med den. Jeg var endnu for stolt til at høre efter min kone og kommanderede: „Kan du få fat i Mina så hun kan forklare mig hvem denne Babylon er?“
Min svigerindes første tanke kan udmærket have været at det var en fælde der kunne medføre at hun kom i koncentrationslejr. Hvis hun nærede frygt, fejede hun den i hvert fald til side, for hun kom. Vi talte sammen i tre timer, tre timer der bogstavelig talt forandrede mit liv.
Jeg var opvokset som protestant og havde gået i kirke nu og da. Men jeg var egentlig ikke religiøs. Nu begyndte jeg imidlertid at bemærke at det Bibelen sagde om Babylon den Store var en træffende beskrivelse af kirkerne. Lidt efter lidt gik det op for mig hvordan folk og nationer var faldet som ofre for „hendes utugts . . . vin“ og hvordan „jordens konger [havde] begået utugt med hende“. (Åbenbaringen 18:3) Og det indbefattede endda Nazityskland!
Jo mere Mina fortalte, desto bedre forstod jeg Bibelens ord og deres betydning i nutiden. Hvordan kunne alt dette være blevet profeteret så mange århundreder i forvejen? Med ét slog det ned i mig. Nu vidste jeg hvordan apostelen Paulus må have haft det — dette var jo sandheden! (Apostelgerninger 9:1-19) Det tog mig ikke lang tid at træffe en afgørelse.
Skønt jeg stadig havde høj feber, stod jeg op næste dag og gik hen for at melde mig ud af både partiet og kirken. Det indbefattede naturligvis også at jeg frasagde mig alle seks ansvarsposter i det nationalsocialistiske parti. Det var et dristigt skridt at tage, for nazisterne sad inde med al magt, og alt hvad der ikke passede ind i deres ideologi blev ubarmhjertigt ryddet af vejen. Det vidste jeg bedre end nogen anden, for havde jeg ikke selv indtil da været en stærk tilhænger af denne politik? Hvad ville der nu ske med min forretning? Hvad ville der ske med mig selv?
Uangribelighedsprøver
Blot tre uger efter at jeg havde gjort mig selv til landsbyens førende samtaleemne glædede Martha og jeg os over vort første barns fødsel. Men glæden varede kun kort; der stødte komplikationer til, og barnet døde to uger efter. Martha svævede i længere tid mellem liv og død. Var det Guds straf? Det har andre måske ment, men det gjorde vi ikke. Det drog os nærmere til Jehova, kærlighedens Gud, som lod Martha komme sig igen, og som styrkede vor tro på opstandelsen, så vi fik et stærkt håb om at gense lille Esther.
I mellemtiden begyndte landsbyboerne, selv mine mest trofaste kunder, at boykotte min skrædderforretning. Men de vidste at jeg altid havde givet dem god betjening, været ærlig og udført godt arbejde. Efter nogle få uger begyndte boykotten derfor at gå i opløsning. Kunderne kom efterhånden igen, nogle af dem dog kun om aftenen for ikke at blive set af andre. Inden længe gik min forretning bedre end nogen sinde!
Fra tid til anden modtog vi fra andre brødre litteratur, som vi straks læste og hurtigt sendte videre til andre. Men da denne var forbudt, modtog vi også hyppigt besøg af Gestapo, der var opsat på at finde noget af den i vores hus. En eftermiddag ved totiden dukkede to Gestapofolk uventet op. Det var næsten det værst tænkelige tidspunkt! Dagen før havde vi modtaget en brochure som jeg skulle sende videre om aftenen. De begyndte at ransage huset, men vendte pludselig omkring og gik deres vej uden at ænse hvad der lå på radioen, næsten lige for øjnene af dem — brochuren!
Vi var altid i fare for at blive arresteret. „Willi, er du klar over hvad du gør? Du må være vanvittig,“ sagde den øverste lokale nazistiske embedsmand til mig da jeg meldte mig ud af partiet. Men hans broder var gift med en af min kones søstre, så familiebåndene afholdt ham øjensynlig fra at indberette mig. Andre bysbørn der kendte mig godt og som anerkendte min oprigtighed og respekterede mig, syntes næsten at have aftalt at dække over mig.
Jeg skal aldrig glemme de såkaldte frie valg i 1935. Af troskab mod Jehovas rige forblev vi neutrale og nægtede at have med politik at gøre. Ved ottetiden om aftenen marcherede omtrent 80 SA-folk op foran vores hus og råbte så højt at alle kunne høre det: „De der bor her er forrædere mod det tyske rige. Der er ikke plads for sådan nogen i Tyskland. I skulle hænges. Til Djævelen med jer, ligesom Judas!“
Som forhenværende nazist brød jeg mig ikke om at blive kaldt forræder. Men jeg huskede hvad Jesus havde sagt: „Når verden hader jer, så ved I at den har hadet mig før jer.“ (Johannes 15:18) Deres had beviste ganske enkelt at vi havde ret. Mange af disse SA-folk gav senere deres liv for en håbløs sag. Men to som stadig var i live efter krigen kom personligt til mig for at undskylde det de havde gjort.
Vakt til handling
Så snart Jehovas vidner ikke havde det nazistiske regime til at lægge dem hindringer i vejen, begyndte de at reorganisere sig i hele Tyskland. Jeg har med tiden set vores lille gruppe i Holzgerlingen vokse fra blot seks dengang til godt og vel hundrede i dag. Og det har været en særlig glæde at se 28 medlemmer af vores nærmeste familie tage forkyndergerningen op.
Jeg har nu i næsten 40 år haft den glæde at påtage mig tilsynsansvar i menigheden. Den forhenværende naziførers bydende og strenge tone har måttet vige for den tjenstvillige, kærlige og ydmyge ånd der kræves af kristne underhyrder. — Mattæus 23:10, 11; 1 Peter 5:2, 3.
Der er gået over et halvt århundrede siden jeg i oktober 1934 fuldstændig brød med nazismen og Babylon den Store. Nogle år senere fandt jeg ud af at mange menigheder af Jehovas Vidner rundt om i verden samme måned havde sendt Hitler telegrammer med ordlyden: „Deres mishandling af Jehovas vidner ryster ethvert ærligt menneske på jorden og vanærer Guds navn. Afhold Dem fra yderligere forfølgelse af Jehovas vidner; gør De ikke det, vil Gud tilintetgøre Dem og Deres nationalsocialistiske parti.“ Jeg har levet længe nok til at se disse ord gå i opfyldelse.
Jeg glæder mig inderligt over at jeg i tide gennemskuede nazismens propaganda og slagord! Jeg skånede derved mig selv for den skam at blive delagtig i nazismens synder og senere opleve den pine at få del i dens plager, sådan som mange af mine tidligere kammerater gjorde. — Fortalt af Willi Wanner.
[Tekstcitat på side 14]
Jeg greb ofte mig selv i at råbe ad min kone, men hun bevarede altid roen
[Illustration på side 13]
Idrætsklubkammerater i 1928 og allerede nazister. Den unge mand øverst til venstre og jeg (forrest i midten) blev Jehovas vidner
[Illustration på side 16]
Willi Wanner, hans kone, Martha, og hendes søster Wilhelmine