De solbeskinnede Kanaløer

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Storbritannien

JERSEY og Guernsey — hvad tænker du på når du hører disse navne nævnt? Sweatere? Ja, det er navnene på nogle af de fineste strikvarer der findes med deres karakteristiske mønstre og dessiner. Malkekvæg? Ja, dette kvæg vurderes meget højt for sin gode mælk. Men Jersey og Guernsey er i virkeligheden navnene på to små øer i Kanalen som er en del af den øgruppe der kaldes Kanaløerne.

Disse øer ligger lige ud for Normandiets kyst, og man kan i klart vejr se den franske kystlinje fra øerne. Alderney, en af hovedøerne i øgruppen, ligger kun 13 kilometer fra den franske halvø Cherbourg, hvorimod England ligger cirka 96 kilometer mod nord. Øernes samlede areal er 195 kvadratkilometer, og der er cirka 130.000 indbyggere.

Forbindelsen til Frankrig

Eftersom Kanaløerne faktisk ligger lige på grænsen til Frankrig, hvordan kan det da være at de hører til Storbritannien? Øboernes svar lyder: ’England har aldrig besejret os. Vi har besejret England!’ Der ligger et lille stykke interessant historie bag dette.

Oprindelig var øerne en del af det normanniske hertugdømme. I 1066 krydsede hertug William, Wilhelm „Erobreren“, Kanalen, indtog England og forenede de to riger under sig selv som kong William I af England. Det var den normanniske erobring.

Godt 150 år senere mistede Englands kong John (Johan uden Land) herredømmet over Normandiet men beholdt Kanaløerne. Som belønning for deres loyalitet fik øboerne en forfatning der gav dem et vist selvstyre som de har den dag i dag.

Det at øerne ligger så tæt ved Frankrig har naturligvis efterladt uudslettelige spor. Engelsk er det sprog der tales, men øernes officielle sprog er fransk. Hvis du vover dig ind i de smalle gader for at gå på opdagelse i butikkerne eller tager ud til afsidesliggende steder, vil du lægge mærke til at mange af øboerne stadig taler en dialekt der er beslægtet med det fransk der oprindelig blev talt i Normandiet.

Havets tiltrækningskraft

Lige siden vikingetiden har havet sat sit præg på både øerne og deres befolkning. Jersey har en af de største tidevandsforskelle i verden — vandet kan stige helt op til 12 meter ved springflod. De deraf følgende lumske strømme gør det risikabelt at sejle i disse farvande. Der fejer også storme gennem Kanalen; selv i forholdsvis roligt vejr kan der være tåge og dis.

Til trods for dette, eller måske på grund af dette, har disse øboere altid været dygtige sømænd og energiske købmænd. I begyndelsen handlede de med Frankrig og England. Med tiden søgte de nye markeder i Spanien og Portugal, og derefter vovede de sig meget længere bort. Efter at de amerikanske kontinenter var blevet opdaget, satte mange øboere hvert forår sejl mod kysten på den anden side af Atlanterhavet og vendte hjem om efteråret så de kunne nå at høste og pløje.

Men ikke al handel foregik åbent og ærligt. Ved smugleri og kaperi skaffede man penge så man kunne bygge mange af de fine gamle huse som i dag sættes så højt.

Et vidnesbyrd om hvor langt øboerne nåede, er en mindeplade der findes på en kirkegård ved Gaspé der ligger i Canada ved St. Lawrenceflodens munding. Der står: „De kom over havet fra Kanaløerne Guernsey og Jersey. Ved havet byggede de huse, kirker og skoler, af havet levede de, og ved havet hviler de.“

Andre steder i Nordamerika findes der flere vidnesbyrd om kanaløboernes rejser. Guernsey amt i Ohio har direkte tilknytning til de oprindelige kolonister fra Guernsey. Bedre kendt er nok New Jersey. Sir George Carteret, Jerseys guvernør, fik al jorden mellem floderne Hudson og Delaware af kong Charles II som belønning for sin støtte under den engelske borgerkrig. Sir George kunne, ganske naturligt, godt lide navnet New Jersey, som er blevet hængende til den dag i dag.

Livet på øerne

De handelsvarer der har slået navnene „jersey“ og „guernsey“ fast i det engelske sprog er strikkede pullovere med disse navne. Strikning var på et tidspunkt en større industri på øerne. Deres strikvarer var højt skattet over hele Europa. Øboerne blev så opslugt af denne deres nyfundne kilde til rigdom at det at få høsten ind blev et alvorligt problem på Jersey. Man måtte vedtage en lov der forbød mændene at strikke i høsttiden.

Folk — mænd, kvinder og børn — havde endda deres strikketøj med i kirken. Støjen fra de klirrende pinde var så kraftig at det næsten var umuligt at høre hvad præsten sagde. Det fik det lokale parlament til at sætte en stopper for en sådan „skandaløs“ adfærd.

De to fortræffelige malkekvægracer, jerseykoen og guernseykoen, er blevet eksporteret til mange lande i verden hvor de nu opdrættes. For at bevare racerne rene er alle andre kvægracer forbudt på øerne; selv køer der er blevet sendt til udlandet får ikke lov at komme tilbage. Den lysebrune jerseyko udmærker sig, skønt den er mindre end guernseykoen, ved at være den af alle kvægracer der producerer mælk med det største fedtindhold. De lysebrune, brogede guernseykøer producerer på den anden side mere mælk end jerseykøerne. Der er derfor, forståeligt nok, en hård konkurrence.

På de solbeskinnede øer produceres der også et væld af tomater, grøntsager og blomster. I det tidlige forår er orkideer fra Guernsey en populær gave i England. Ja, Guernsey omtales ofte som glashusøen. Når man nærmer sig øen fra luften forstår man tydeligt hvorfor når man ser solens stråler reflekteres i drivhusene der ligger spredt over hele øen. Man høster også tang som vokser i store mængder i det varme vand der omgiver øerne. Det indsamles og tørres og anvendes mest som gødning. Og så er der, ikke at forglemme, søøren, en skaldyrsdelikatesse som man fanger lokalt.

Under den anden verdenskrig var Kanaløerne den eneste del af Storbritannien der var besat af nazisterne. Da den britiske regering kunne se hvad det ville koste af menneskeliv og materiel at forsvare øerne, nøjedes man med at evakuere alle der ønskede det. Øen Alderney blev en tysk krigsfangelejr. Bortset fra at mange led store afsavn, gik de andre øer praktisk talt fri af krigen.

Sandhedens sæd har hurtig vækst

Sandhedens sæd blev sået allerede i 1925 da Zephaniah og Ethel Widdell kom dertil fra England med deres cykler for at sætte gang i bibelstudiearbejdet. Som et direkte resultat af deres arbejde blev der snart dannet menigheder af Jehovas Vidner på både Jersey og Guernsey.

Selv om Vidnernes arbejde var forbudt under den anden verdenskrig, gik det fortsat glimrende med bibelstudierne, og møderne blev holdt regelmæssigt i det stille og med godt 20 til stede. Da øerne blev befriet var der over 80 Vidner der aktivt tog del i forkyndelsesarbejdet på alle øerne — altså var der sket en firdobling. Nu er der over 350. I de mellemliggende år er mange af øboerne blevet heltidsforkyndere, heriblandt tre missionærer der er udgået fra Vagttårnets bibelskole Gilead og som nu tjener i Afrika.

Venner for livet

Hvis man har været så heldig at besøge Kanaløerne, er det noget man længe vil huske. Varme, solskin og fredfyldte sandstrande virker naturligvis tillokkende. Men i stedet for de moderne bekvemmeligheder i St. Helier på Jersey og St. Peter Port på Guernsey vil du måske vælge at besøge de gamle grave og andre kulturminder på øerne — et sandt skatkammer fra menneskenes tidligste tid. Allermest vil du nyde de venlige og gæstfri øboeres afslappede livsstil. Og har man én gang lært dem at kende, er man sikker på at blive budt hjerteligt velkommen hver gang man vender tilbage til disse solbeskinnede Kanaløer.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

ENGLAND

Kanalen

Kanaløerne

FRANKRIG

Alderney

Guernsey

Jersey

Sark

[Illustration på side 19]

St. Peter Port, Guernsey

[Kildeangivelse]

J. Tesson/​H. Armstrong Roberts