Sydhavsøerne kalder

Af en familie på en af Sydhavsøerne

I 1951 fortalte Vagttårnsselskabets præsident os om det store arbejde der skulle udføres på Sydhavsøerne. Han sagde at fordom og modvilje hos myndighederne gjorde det umuligt for Selskabets missionærer at komme til mange af disse øer. Da min hustru og jeg hørte dette, besluttede vi at vi ville prøve at komme til en af de omtalte øer. (For at beskytte de teokratiske interesser i disse områder vil vi ikke nævne navne og steder.) Vi drøftede spørgsmålet med vor søn og datter. De var stemt for tanken — pionertjenesten var for os!

Pludselig skyllede en bølge af betænkeligheder ind over os. Ville det være klogt af os at give os i lag med så stor en opgave? Hvad med helbredet og alderen? Vi var nær de halvtreds. Måske ville det være bedre at overlade øerne til modige unge mennesker. Vi tænkte også: Hvad med vore børn, deres uddannelse og deres fremtid? Arbejdet på øerne var ensbetydende med at opgive godt arbejde, en god indtægt, vore sammensparede midler og mange ting som vi satte megen pris på. Afdelingstjeneren fortalte os at forkyndelse på øerne var vanskelig men i høj grad tiltrængt. Familien overvejede det igen, og det var stadig noget for os. Vi ville rejse til øerne. Men hvorhen? Hvilken ø? Åh, vi talte om adskillige steder. Med Selskabets billigelse skrev vi til en broder på en af øerne og spurgte om hvilket arbejde der var at få; kunne en australier besidde jord, drive landbrug, have forretning, o.s.v. på øerne? Vi hoppede af glæde da svaret kom sammen med annoncen på en lille landejendom der var til salg.

Vi havde stadig vor gård på 1200 hektarer; den var med fuld besætning og udstyret med de sidste nye landbrugsmaskiner. Gården havde tjent os godt, men nu krævede den mere og mere af vor tid og stadig flere kræfter. Vi holdt fast ved den for børnenes skyld. Men vi spurgte os selv: Hvorfor skulle de ønske den gamle verdens materialisme? Vi ville sælge ejendommen. Næppe havde vi besluttet os til at sælge før der var en køber ved døren. Vi blev snart enige om prisen, og vi ville lade Australien bag os uden nogen verdslige bånd.

Da vi først havde taget vor beslutning forsvandt vanskelighederne en for en. Vi havde et dejligt hjem der lå smukt bag en kørevej med pinjer. Det var også moderne udstyret. Når mennesker så det smukke sted vi boede, kunne de ikke forstå hvorfor vi ville sælge. Ærlig talt, det var heller ikke nemt. Det var en meget svær beslutning at tage. Efter i årevis at have arbejdet os frem, ryddet jorden, passet og plejet ejendommen, lagt ud til græsgange og forøget besætningen, lagt planer for en sikker alderdom og for børnenes fremtidige lykke, og så pludselig bryde op og sælge alt hvad vi havde levet og arbejdet for — det var ikke let at fatte. Det lød ikke særlig fornuftigt. Jeg ved at det ikke gjorde det for mennesker i verden. Alligevel gjorde vi det.

Tiden fløj af sted. Inden længe sagde vi farvel til venner, slægtninge, bil og Australien. Efter at have ejet et bjerg af jordisk gods berøvede vi nu os selv alt undtagen 30 kilo af vore personlige ejendele — så meget var det tilladt at medbringe på flyveturen til øerne. Tomhændede så at sige var vi som familie i færd med at tage pionertjenesten for den nye verden op. Missionærånden og udsigterne fyldte os med stor forventning. Det betog os.

Men denne første begejstring hørte snart op da vi kom til øerne. Vi var ude for mange omskiftelser. Nogle gange syntes det umuligt at fortsætte, men trods alt holdt vi ud. Nu, efter at vi har erfaret Jehovas kærlige ledelse og barmhjertighed, vil vi imidlertid aldrig forlade denne den dejligste mark der er moden til høst. Vi skulle begynde at drive en ny gård, opføre nye bygninger og sætte nye indhegninger op, men det var med et andet mål i sigte, nemlig for at blive på øerne, finde Herrens andre får og give dem føde. Vor søn hjalp til på gården, vor datter måtte fuldende sin uddannelse — dette skete pr. korrespondance, for vi boede omkring tres kilometer fra en europæisk skole. Gudfrygtigt prøvede vi at leve en teokratisk families liv. Som familie er vore privilegier blevet større fordi vi har kunnet arbejde sammen på og uden for gården. Vor datter er for tiden feriepioner, hvilket selvfølgelig bringer os stor glæde.

I begyndelsen ophjalp vi interessen i et isoleret distrikt, og vi oprettede ugentlige bibelstudier cirka firs kilometer borte. Vi begyndte tidligt og arbejdede til sent. Den lokale interesse begyndte at blive større efterhånden som flere offentlige foredrag blev afholdt og hus-til-hus arbejdet blev iværksat. Nu arbejder vi nærmere vort hjem og anvender mere tid i undervisningsarbejdet. Kan I forestille jer os sidde på gulvet med benene over kors sammen med disse bibelelskende mennesker der meget opmærksomt og med store øjne lytter mens vi forklarer Bibelens sandheder for dem? De læser flittigt i Bibelen, læser den igen og igen. De er så godt kendt med Skrifterne at nogle efter hukommelsen kan gengive hele kapitler, men de har så lidt forståelse. De ønsker sandheden og har kærlighed til den, men de er grebet af stor frygt for religion.

Frygt for de afdødes ånder holder gamle trolddomsskikke i live, erindringen om hvordan de tidligere er blevet udbyttet gør dem mistroiske og rejser høje skranker. Det gør godt i hjertet at høre øboerne sige at de nu lærer sandheden. At være sammen med dem og nyde deres selskab er en million australske gårde værd! Og som de kan lide det fornøjelige samvær! Fornøjeligt? spørger I. Jo, kvinderne inviterer søstrene med ud på en svømmetur inden de går i gang med at studere. Sådan viser de deres umiddelbare kærlighed.

At arbejde for Gud som en familie er i sandhed en velsignet måde at bringe budskabet om Riget ud til folk på. Vi leder regelmæssigt tyve eller flere bibelstudier. Datteren studerer med pigerne, sønnen med drengene, og de ældre værdsætter hjælp fra ældre og på denne måde nedbrydes den mur der findes mellem hindukvinder. Vore glæder vokser for hvert skridt vi tager. Der er for tiden et presserende behov for at nå ud til de oplyste øboere, som så til gengæld vil kunne fortælle den gode nyhed på deres eget sprog. Mange taler øsproget men kan ikke læse det. For at forkynde effektivt må man kunne begge dele.

Hvilken bedre arbejdsmark kunne man tjene på? At høre disse øboere sige at de er kommet til at kende Jehova, at høre dem kalde vore børn for deres, fordi de elsker dem for sandhedens skyld, at se Rigets interesser vokse og tilgangen blive større, at høre disse elskelige mennesker sige: „Mine børn vil kun gifte sig i Herren,“ og dette efter at de har været knyttet til århundredgamle traditioner og østens ægteskabsskikke, at se dem bringe ægteskabelige problemer i orden, at se en hindu forklare bibelsk litteratur for en indfødt søndagsskolelærer, at høre indiske småpurke lære deres første engelske ord, Jehovas navn og Det hellige Ords bøger, at se dem studere mens de driver kvæget langs vejkanten efter en dags opslidende arbejde i rismarken, at vide at de taler om det forkerte i afgudsdyrkelse, taler om Jehovas navns skønhed i den lokale forretning og på andre steder, at høre en ældre indisk moder kalde os broder og søster og bede om at måtte gå med os for at fortælle folk om den sande Gud, selv om hun ikke kan skrive eller læse noget sprog men nok kan tale om sandheden på sit eget tungemål, — alt dette er en uvurderlig belønning for det skridt vi tog da vi efterkom kaldet fra Sydhavsøerne. Vi er dybt taknemmelige for Jehovas godhed.

Vi håber at vor lille erfaring vil vække ønsket i jer om at komme til disse dejlige marker der er modne til høsten. I den nye verdens samfund må der være mange flere der kan efterkomme opfordringen til at tjene hvor behovet er stort.