Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g86 8/8 s. 22-24
  • „Nu skal du dø!“

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • „Nu skal du dø!“
  • Vågn op! – 1986
  • Lignende materiale
  • De modsatte sig voldtægt
    Vågn op! – 1984
  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2003
  • Hvordan kan man beskytte sig?
    Vågn op! – 1980
  • Hvordan man kommer over en voldtægt
    Vågn op! – 1993
Se mere
Vågn op! – 1986
g86 8/8 s. 22-24

„Nu skal du dø!“

— En voldtægtsforbryder trænger ind i et kristent hjem

BRUTALE hænder klemte om min hals. Jeg forsøgte at skrige.

„Hold op! Hold op med at skrige, så gør jeg dig ikke noget,“ sagde han og strammede grebet om min hals.

Men jeg troede ikke på ham og adlød ham ikke. Jeg blev ved med at prøve at skrige. Jeg rev ham i ansigtet, slog hans briller af og vred gebisset ud af hans mund. Mens han kæmpede for at holde mig fast jog jeg neglene dybt ind i huden tæt ved hans øjne. Da hans fingre kom i nærheden af min mund, bed jeg ham så hårdt jeg kunne. Og jeg skreg og skreg.

Det lyder måske utroligt, men jeg var ikke bange — det blev jeg først senere. Lige i øjeblikket var jeg vred! Det bæst skulle ikke tro at han bare kunne bryde ind hos os og voldtage mig, hverken her eller nogen som helst andre steder!

Men han opgav ikke forsøget. Han greb et bælte der lå i nærheden og bagbandt mig med det — og dette gentog sig, da det flere gange lykkedes mig at komme fri. Med en arm om min hals famlede han efter sine tænder og briller på gulvet. Pludselig lykkedes det mig at rive mig løs. Jeg begyndte at smide med det jeg nu kunne få fat på og at skrige usammenhængende som var jeg blevet vanvittig.

Overfaldsmanden blev et øjeblik helt paf, og standsede op og spurgte: „Hvad er der i vejen med dig?“ Jeg benyttede lejligheden til at stikke af, men han fangede mig, tvang mig ind i soveværelset og smed mig på sengen. Efter at han igen havde bundet mine hænder, havde han held til at klæde mig delvis af. Jeg vred mig og kæmpede for at få ham væk. Jeg afskyede hans svinske sprog og den modbydelige handling han prøvede at tvinge mig til!

Endnu en gang fik jeg mine hænder fri af bæltet, skubbede ham væk og fór hen mod yderdøren. Jeg fik fat i håndtaget, men netop som jeg drejede det, greb han mig bagfra og smed mig på gulvet. Jeg fik fat i en køkkenkniv der lå i nærheden, og huggede ud efter hans ben. „Så er det nok!“ råbte han. „Nu skal du dø!“ Han begyndte at slå mig i hovedet, og jeg mistede bevidstheden.

Jeg kan bagefter se at jeg skulle have passet bedre på. Jeg har altid forsøgt at undgå farlige situationer og ballademagere uden for hjemmet. Når jeg skal et eller andet sted hen, følges jeg altid med min mand, der også er kristen. Jeg har altid undgået de steder hvor den slags forbrydere kunne tænkes at holde til, og jeg har altid klædt mig anstændigt. Men jeg havde aldrig forestillet mig at en voldtægtsforbryder kunne være så nederdrægtig at overfalde mig i mit eget hjem.

Forbryderen arbejdede på en byggeplads lige ved siden af vores hus. Entreprenøren havde trukket en ledning fra vores hus for at skaffe strøm til maskinerne på arbejdspladsen. Nu og da skete det at ledningen blev overbelastet, og så kom en arbejder over til os for at skifte en sikring i kælderen. For byggefirmaet var det en praktisk ordning, men det var ikke særlig fornuftigt af os at gå med til det.

Han havde tydeligvis planlagt at overfalde mig på et tidspunkt hvor jeg ikke var på vagt. Han må have regnet med at jeg ville stivne af skræk og gøre som han sagde uden at protestere, nærmest i en choktilstand. Jeg blev også chokeret da han kastede sig over mig, men jeg gav ikke efter. Jeg standsede heller ikke op for at tænke over hvad jeg skulle gøre. Jeg begyndte bare med det samme at skrige og kradse og sparke og bide. Det var også det bedste jeg kunne have gjort, for det overraskede ham at jeg gjorde så voldsom modstand. Bevidstheden om at han ikke havde fuldt herredømme hverken over sig selv eller over mig, gav mig et vigtigt psykologisk rygstød lige fra begyndelsen. Det styrkede mig i beslutningen om at kæmpe og gav mig større håb om at kunne vinde.

Da jeg kom til bevidsthed igen sad jeg på forsædet i en kørende bil. Det bælte jeg før havde haft om håndleddene var nu slynget om min hals ligesom et hundehalsbånd som han holdt stramt mens han kørte. Da jeg begyndte at kunne tænke klart, fløj bevidstheden om hvor jeg var og hvordan jeg var kommet der, gennem mit hoved som en brændende lunte der fik mig til at eksplodere af raseri igen.

Jeg skubbede til rattet i et desperat forsøg på at tvinge bilen væk fra vejen. Jeg var sikker på at denne sindsforvirrede mand nu var mere interesseret i at slippe af med mig end i at voldtage mig. Han ville slå mig ihjel så jeg ikke senere kunne identificere ham. Jeg var udmattet efter næsten en times konstant kamp, men min ihærdige modstand havde også tæret på hans kræfter. Træt og fortumlet kørte han endelig ind til siden og puffede mig ud af bilen. En anden bilist samlede mig op og kørte mig på hospitalet.

Jeg havde vundet! Jeg var ikke blevet voldtaget! Jeg var sejrherre, ikke offer! Min samvittighed var ren, jeg havde min selvrespekt og min værdighed i behold. Og jeg havde bevaret min uangribelighed over for den almægtige Gud, Jehova!

Dermed være ikke sagt at jeg følte mig glad og godt tilpas i de følgende par dage mens jeg lå på hospitalet. Jeg havde fået et slemt chok, jeg havde ondt overalt, og jeg så forfærdelig ud. Den frygt jeg ikke havde følt mens det stod på, skyllede nu ind over mig i store bølger. Formålsløse tanker om hvad der kunne være sket blev ved med at forfølge mig. I løbet af denne periode blev jeg afhørt af kriminalpolitiet og erfarede til min rædsel at dette uhyre var blevet prøveløsladt blot seks uger tidligere, efter at have siddet inde for voldtægt!

Den dag jeg blev udskrevet fra hospitalet skulle jeg på politistationen for at identificere overfaldsmanden mellem nogle andre som politiet havde stillet op på en række. Ja, jeg var indstillet på at få ham dømt. Jeg syntes jeg burde sørge for at han blev straffet af hensyn til de andre kvinder som han måske kunne finde på at overfalde, og også af hensyn til mig selv for at råde bod på det der var sket og forsikre mig selv om at jeg var herre over mit eget liv. Det var let nok at genkende ham. Det var ham der havde forbindinger om hovedet og gips om hånden!

Både på hospitalet og derhjemme var det i ugerne der fulgte en stor trøst for mig at mine trosfæller i den lokale menighed af Jehovas Vidner sendte mig postkort og breve, og at mange kom og besøgte mig. Nogle sagde at de var stolte af mig. Andre vidste ikke hvad de skulle sige, men gav udtryk for deres omsorg ved at besøge mig. Andre igen kaldte mig ’heltinde’, hvilket jeg uden falsk beskedenhed kan sige at jeg ikke er. Da jeg ikke kunne slippe i sikkerhed gjorde jeg simpelt hen det jeg havde lært ved at studere Bibelen. Og det virkede.

Da jeg er en ganske almindelig kvinde havde jeg brug for trøst mange gange. Nogle dage var jeg meget langt nede. I en periode havde jeg ikke lyst til at gå ud blandt andre mennesker. Ind imellem lykkedes det mig at sætte en tapper facade op, men min mand kan bevidne at jeg til andre tider rystede over det hele og ikke kunne falde til ro, mens mit sind og hjerte kæmpede for at bearbejde dette mareridt og trænge det i baggrunden. Det der har hjulpet mig mest til at komme over det, er nok bevidstheden om at jeg med Jehovas hjælp har gjort det rigtige, så godt jeg nu kunne. Når jeg havde en god dag kunne jeg endda se nogle enkelte lyspunkter ved det hele. Gang på gang er jeg blevet opmuntret ved at læse følgende skriftsteder fra Bibelen:

„Hvis en pige der er jomfru, er forlovet med en mand, og en anden mand finder hende i byen og ligger hos hende, så skal I føre dem begge ud til den bys port og dænge dem til med sten, og de skal dø — pigen fordi hun ikke skreg i byen, og manden fordi han ydmygede sin næstes hustru. Sådan skal du fjerne det onde fra din midte. Men hvis det er på marken manden finder pigen der er forlovet, og manden griber fat i hende og ligger hos hende, så skal manden som lå hos hende, alene dø, men pigen må du ikke gøre noget. Pigen har ikke begået nogen synd der fortjener døden, for ligesom når en mand rejser sig mod sin næste og myrder ham, en sjæl, sådan forholder det sig her. Det var jo på marken han fandt hende. Pigen der var forlovet, skreg, men der var ingen som kom hende til undsætning.“ — 5 Mosebog 22:23-27.

Jeg var inderligt taknemmelig over at kende disse enkle ord. De har lært mig hvad det var min moralske pligt at gøre. De hjalp mig til ikke at blive forvirret eller usikker. På grund af disse ord vidste jeg nøjagtig hvad jeg skulle gøre. Jeg skreg, og desuden gjorde jeg modstand. Jeg stolede på Bibelens vejledning og erfarede at den er ufejlbarlig. Min mand og jeg bad ofte til Jehova, og efterhånden fik jeg mine kræfter og min sindsro igen.

Jeg vil ikke ønske for nogen anden kvinde at hun skal komme ud for et voldtægtsforsøg — og da slet ikke en fuldbyrdet voldtægt. Men ifølge Uniform Crime Reports — Crime in the United States [en rapport om kriminalitet i USA] 1983-udgaven, side 5, sker der i USA en voldtægt hvert syvende minut. Selv stolede jeg på Jehova. Jeg huskede hans ord og skreg, og derudover gjorde jeg modstand.

Med tiden blev den prøveløsladte voldtægtsforbryder der havde overfaldet mig, stillet for retten. Den 7. februar i år blev han dømt for følgende forbrydelser: Mordforsøg, indbrudstyveri, voldtægtsforsøg og bortførelse.

Vor modige tillid til Gud bør altid overskygge enhver frygt vi måtte have for mennesker. Lad os gøre Davids ord i denne salme til vore egne, og altid stå urokkeligt fast ved disse ord: „Til Gud har jeg sat min lid; jeg bliver ikke bange. Hvad kan et menneske gøre mig?“ — Salme 56:11. — Indsendt.

[Ramme på side 23]

Hvorfor du bør gøre modstand lige fra begyndelsen:

1. Overfaldsmanden vil måske blive overrasket og stikke af

2. Måske kan du gøre overfaldsmanden ukampdygtig, så du kan flygte

3. Overfaldsmanden vil måske miste den seksuelle trang eller blive træt og forsvinde

4. Du kan tiltrække andres opmærksomhed, så de kan komme dig til hjælp

5. Din samvittighed vil være ren. (Selv om du skulle blive voldtaget vil du stadig have din selvrespekt i behold, og du vil stadig være ren i Guds øjne)

6. Hvis du sårer overfaldsmanden kan det hjælpe politiet til at identificere ham senere (for eksempel ved hjælp af stumper af hans hud under dine negle)

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del