Hvordan man kommer over en voldtægt
For treogtredive år siden blev Mary voldtaget under knivstrusler. Den dag i dag begynder Marys hjerte at banke og hendes håndflader at blive klamme når hun taler om det. „Det er det mest nedværdigende en kvinde kan komme ud for,“ siger hun, stærkt bevæget. „Det er grimt og afskyeligt.“
VOLDTÆGT kan være en af de værste følelsesmæssige oplevelser i en persons liv, og den kan følge én resten af livet. I én undersøgelse havde næsten en tredjedel af de interviewede voldtægtsofre overvejet at begå selvmord, og flertallet sagde at voldtægten havde ændret deres personlighed.
Følgerne kan især være traumatiske hvis kvinden i forvejen har kendt overfaldsmanden, for så er det nemlig mindre sandsynligt at hun får støtte fra andre, enten fordi hun fortier det skete eller fordi ingen tager for gode varer at det var voldtægt. Eftersom hun er blevet krænket af én hun har stolet på, er det også mere sandsynligt at hun vil bebrejde sig selv og tvivle på sin evne til at bedømme andre mennesker.
Tag imod hjælp
Mange voldtægtsofre reagerer først med chok og benægtelse. En kvinde blev voldtaget kort før hun skulle til en afgørende eksamen. Hun skubbede voldtægten fra sig indtil hun havde taget sin eksamen. En anden siger: „Jeg ønskede ikke at huske noget, for jeg blev overfaldet af en af mine nære venner. Jeg anede ikke at man kunne blive voldtaget af en man kendte. Det lyder måske skørt, men det gjorde at jeg mistede ethvert håb. Jeg følte mig så alene.“
Nogle kvinder fortsætter med at benægte det der er sket og fortæller ikke andre om voldtægten. De fortrænger oplevelsen i årevis, hvilket blot forsinker helbredelsesprocessen og giver andre følelsesmæssige problemer som man ikke forbinder med voldtægten.
Som regel begynder det ikke at gå den rigtige vej før man får lettet sit hjerte. En nær ven kan hjælpe én til at erkende at man har været udsat for voldtægt, men at man er uden skyld. Et gammelt ordsprog siger: „En ven viser kærlighed til hver en tid og er en broder som er født med henblik på trængselen.“ (Ordsprogene 17:17) Og åndelige hyrder kan være som „et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen“. (Esajas 32:2; 1 Thessaloniker 5:14) For nogle kan det at kontakte et krisecenter eller en professionel behandler være en hjælp til at forstå sig selv.
Mange er ofte beklemte ved at tale om voldtægten fordi de nages af skyldfølelse, især hvis de er blevet pirret seksuelt under overgrebet. De føler sig tilsmudsede og uduelige og giver sig selv skylden for voldtægten — selv om det helt og holdent er voldtægtsforbryderen der må lastes.
„At man har en god ven man kan tale ud hos kan gøre en stor forskel,“ siger Mary, som betroede sig til en medkristen. „Jeg kunne snakke med hende uden at føle mig tilsmudset og brændemærket på grund af voldtægten.“
Støt det du kan
Det ville være forkert og ukærligt af pårørende at spille bagkloge eller opkaste sig til dommere over hvorvidt den voldtagne kvinde „virkelig blev voldtaget“. Man bør aldrig så meget som antyde at hun nød det eller var umoralsk. Det vigtigste en ven kan gøre når kvinden beder om hjælp, er at tro hende på ordet. Bekræft hende. Vær parat til at lytte når hun har lyst til at betro sig, men forsøg ikke at udfritte hende.
Hvis voldtægten er sket for nylig, kan venner hjælpe offeret med at søge læge og tilbyde hende et sted at være hvor hun føler sig mere sikker. Tilskynd hende til at anmelde forbrydelsen, men lad hende træffe beslutningerne selv. Hun har netop været ude for at blive berøvet al kontrol. Giv hende noget af selvtilliden tilbage ved at lade hende selv afgøre hvilke skridt hun nu vil tage.
Familier til voldtægtsofre må passe på ikke at give sig deres følelser i vold. Det er naturligt at de ønsker at finde en syndebuk eller ønsker at hævne sig på voldtægtsforbryderen, men ingen af delene hjælper offeret. (Romerne 12:19) At give andre end voldtægtsforbryderen skylden tjener intet formål, og det er farligt at søge at hævne sig. Det vil få offeret til at frygte for sine nærmestes sikkerhed i stedet for at kunne koncentrere sig om at blive rask.
Familien bør også være på det rene med at mange ofre betragter det seksuelle anderledes efter en voldtægt. I deres bevidsthed er sex blevet et våben, og de kan for en tid have problemer med kønslivet, også selv om de elsker og stoler på deres ægtefælle. Derfor bør en ægtemand ikke presse sin hustru til at genoptage det kønslige samliv før hun er parat. (1 Peter 3:7) Familien kan være med til at opbygge en ung kvindes selvagtelse og vise hende at hun stadig er elsket og respekteret. Det vil være nødvendigt med fortsat støtte mens offeret går den ofte tunge vej mod følelsesmæssig helbredelse.
Kampen mod frygt og depression
Kvinder som er blevet voldtaget siger at det værste er frygten. De fleste voldtægtsofre troede ikke at de overlevede voldtægten. Senere er de bange for at blive voldtaget igen og går måske endda i evig angst for at møde voldtægtsmanden.
Den frygt man oplevede under voldtægten kan blive genvakt af lyde, lugte og steder der vækker mindelser. Hvis en kvinde blev voldtaget i en gyde, er hun måske bange for at gå ind i en gyde. Hvis hun blev voldtaget hjemme, føler hun sig måske ikke mere tryg dér og kan være tvunget til at flytte. Selv lugten af den barbersprit som overfaldsmanden brugte kan fremkalde ubehagelige minder.
Voldtægt medfører sjældent graviditet, men mange ofre gyser ved tanken om at det skulle ske. Mange nærer også en begrundet frygt for at have pådraget sig en kønssygdom. Og cirka halvdelen af ofrene lider af depression, håbløshed og mindreværdskomplekser, følelser som kan vare fra få uger til adskillige måneder. De kæmper også med frygt, fobier og panikanfald.
Selv om kvinden måske ikke kan forhindre en voldtægt, kan hun med tiden forsøge at få herredømme over sine tanker og følelser og sine reaktioner på overfaldet. Hun kan lære at komme de negative tanker til livs og få et positivt syn på sig selv.
„I stedet for at sige til dig selv at du er svag, uduelig eller hjælpeløs, skal du lære at fortælle dig selv hvor godt du klarer dig og hvor langt du er kommet oven på al den tumult der var i forbindelse med overfaldet,“ siger Linda Ledray i bogen Recovering From Rape (Hvordan man kommer over en voldtægt). „For hver dag der går hvor du føler dig mindre overvældet af negative tanker og følelser, skal du sige til dig selv: ’Jeg er ved at genvinde kontrollen.’“
Man kan også bearbejde frygten ved at lære at identificere det der fremkalder den. Når offeret først har fundet ud af at gøre det, kan hun spørge sig selv hvor begrundet frygten er. Hvis hun ser en der ligner voldtægtsforbryderen må hun sige til sig selv at det ikke er ham og at vedkommende ikke er ude på at skade hende.
En anden metode til bekæmpelse af frygt er systematisk desensibilisering. Kvinden skriver en liste over de aktiviteter eller situationer hun er bange for, og inddeler dem efter hvor skræmmende hun opfatter dem. Derefter forestiller hun sig at hun er i den mindst frygtindgydende situation indtil den ikke længere virker skræmmende. Dernæst går hun videre i listen indtil hun trygt kan tænke på alle situationerne.
Med hjælp fra en ven kan hun derefter gøre fremskridt i at foretage sig aktiviteter i det virkelige liv, for eksempel bevæge sig uden for hjemmet eller være alene om aftenen. Til sidst kan hun kontrollere sin frygt så den ikke kaster skygger over hendes dagligdag. Men hun må forstå at dét at være bange for visse aktiviteter — for eksempel at gå ned ad en mørk gade en sen aften — kun er normalt, og den frygt er der ingen grund til at forsøge at overvinde.
Bearbejd vreden
Voldtægtsofre fyldes også med en vrede som til at begynde med rettes mod alle mandspersoner, men senere kun mod voldtægtsforbryderen. Vrede får ofte folk til at handle i blinde. Andre reagerer ved at undertrykke deres følelser. Men vreden kan bruges til noget konstruktivt, og den måde hvorpå en kvinde bearbejder sin vrede kan hjælpe hende på fode igen. Bibelen siger: „Bliv vrede, men synd dog ikke.“ — Efeserne 4:26.
Offeret skal ikke være bange for at give sin vrede luft. Man kan tale med andre om den. At være optaget af retssagen eller at skrive dagbog kan være en hjælp. Desuden kan man få afløb for sin vrede gennem fysiske aktiviteter, for eksempel ved at spille tennis, badminton eller håndbold, eller ved at gå ture, jogge, cykle eller svømme — hvilket samtidig er en hjælp til at bekæmpe depression.
Man kan genvinde kontrollen over sit liv.
Hvordan kan man komme voldtægt til livs?
At sætte en stopper for voldtægt er ikke blot et spørgsmål om at kvinder skjuler sig for voldtægtsforbrydere eller lærer at forsvare sig. „Det er mændene der voldtager, og det er mændene der — kollektivt — har magt til at stoppe voldtægt,“ siger forfatteren Timothy Beneke i sin bog Men on Rape.
Voldtægt vil ikke høre op, før mændene hører op med at betragte kvinder som seksualobjekter. Mændene må forstå at et godt forhold ikke bygger på vold. Modne mænd kan forsøge at tale andre mænd til fornuft. Både mænd og kvinder kan nægte at lægge øre til mandschauvinistiske vittigheder, at se film der skildrer seksuelle overgreb eller støtte firmaer som forsøger at sælge deres produkter ved at spille på det seksuelle. Bibelen indeholder følgende råd: „Lad utugt og urenhed af enhver art eller havesyge end ikke nævnes iblandt jer, sådan som det sømmer sig for hellige; heller ikke skammelig adfærd eller tåbelig tale eller sjofel skæmten, ting som ikke er passende, men hellere taksigelse.“ — Efeserne 5:3, 4.
Forældre kan ved deres eksempel lære børn at vise respekt for kvinder. De kan lære deres sønner at betragte kvinder på Jehova Guds måde. Gud er ikke partisk. (Apostelgerninger 10:34) Forældre kan lære deres sønner at være venner med kvinder og omgås dem frit og utvungent, ligesom Jesus gjorde. De kan lære deres sønner at kønsakten er en måde at vise inderlig kærlighed på, en kærlighed som er forbeholdt ens ægtefælle. Forældre kan tydeligt vise at hverken vold eller undertrykkelse af andre vil blive tolereret. (Salme 11:5) De kan tilskynde deres børn til ærligt at drøfte seksuelle spørgsmål med dem, og til at modstå seksuelt pres.
Et problem der snart vil blive løst
Voldtægt vil imidlertid ikke ophøre medmindre der sker nogle gennemgribende omvæltninger i samfundet. „Voldtægt er ikke blot et individuelt problem [men] også et familieproblem, et socialt problem og et nationalt problem,“ siger forskeren Linda Ledray.
I Bibelen gives løfte om et jordomspændende samfund uden vold, hvor intet menneske længere ’udøver myndighed over det andet til skade for det’. (Prædikeren 8:9; Esajas 60:18) Den tid vil snart komme da Jehova Gud ikke længere vil tolerere magtmisbrug, heller ikke voldtægt. — Salme 37:9, 20.
I denne nye verdens samfund vil alle blive oplært til at være fredelige, og de vil elske hinanden uanset køn, race og nationalitet. (Esajas 54:13) Til den tid vil de sagtmodige kunne leve uden at frygte for venner eller fremmede og vil „glæde sig over megen fred“. — Salme 37:11.
[Ramme/illustration på side 9]
Hvis du bliver voldtaget
□ Søg lægehjælp.
□ Hvis du ønsker det, kan du bede en rådgiver hjælpe dig med de lægelige og juridiske undersøgelser.
□ Ring til politiet så snart du er i stand til det. Rådgivere anbefaler at man anmelder overgrebet af hensyn til ens egen og andre kvinders sikkerhed. At anmelde forbrydelsen er ikke det samme som at anlægge sag, men hvis du senere vælger at gå til domstolene vil din stilling være svækket hvis forbrydelsen er anmeldt for sent.
□ Bevar bevismaterialet. Lad være med at tage bad, skifte tøj, vaske hår eller nette dig, og fjern ikke finger- eller fodaftryk.
□ Lægepersonalet vil samle beviserne og teste dig for kønssygdomme og for eventuel graviditet. Hvis der tilbydes svangerskabsforebyggende midler, også kendt som dagen-derpå-piller, bør kristne imidlertid være opmærksomme på at sådanne stoffer kan få kroppen til at afstøde et befrugtet æg.
□ Gør hvad du kan for at føle dig tryg — udskift låse, blokér dørene, tag ophold hos venner — også selv om det kan virke på andre som om du overreagerer.
□ Find først og fremmest trøst i Bibelen, bed til Jehova, sig hans navn højt, både under og efter overgrebet. Støt dig til de ældste og andre nære venner i menigheden. Overvær møderne hvis det er muligt, og vær sammen med dine medkristne i tjenesten.