Speedway var mit liv
JEG var blevet valgt til at køre mod verdensmesteren i speedway, Ivan Mauger, ved et opvisningsløb i Ipswich i Queensland, Australien. Den aften var tilskuertribunerne tæt pakket med mennesker. Overalt på stadion kunne man mærke spændingen i luften. For mange mennesker var det en stor begivenhed. Jeg, deres lokale helt og bysbarn, skulle køre mod verdens topfavorit!
Tilskuerne sad forventningsfulde på kanten af sæderne, da Ivan og jeg kørte op til startsnoren med vore brølende maskiner. Dér gik starten, og af sted gik det! Hjul ved hjul kørte vi gennem svingene og oversprøjtede tilskuerne med jord. Kun få centimeter skilte os. Vi pressede vore maskiner til det yderste.
Efter to heat stod vi lige. Vi havde hver vundet ét. Spændingen var ulidelig i det tredje og afgørende heat. Da vi med brølende maskiner for sidste gang kørte ind på den modsatte langside, fløj jorden os om ørerne, tilskuerne rejste sig, og drønet fra vore maskiner druknede helt i deres jublende tilråb. Tilskuerne var helt vilde da vi kom ud af det sidste sving . . .
Men hvordan var det gået til at jeg var nået så vidt inden for speedway-sporten? Jo, lige fra jeg var barn havde speedway været en del af mit liv. Det kunne næppe være anderledes eftersom min fader havde været stærkt interesseret i motorsport det meste af sit liv. Noget af det første jeg kan huske fra min barndom er at hele familien hver uge var samlet til speedway-løb på Exhibition Grounds i Brisbane.
Som knægt fik jeg derfor stor forkærlighed for motorcykler, og så snart jeg var i stand til at køre selv, gjorde jeg det. Femten år gammel kørte jeg på en af min faders gamle motorcykler hvor som helst der ikke var offentlig vej, eftersom jeg var for ung til at få et motorcykelkørekort. Jo mere jeg kørte, desto stærkere blev min kærlighed til motorcykler.
Jeg kommer til speedway-sportens Mekka
Så snart jeg var færdig med min grundlæggende skoleuddannelse besluttede jeg mig for at følge i min faders fodspor inden for mekanikerfaget. Da jeg næsten var udlært begyndte jeg at køre speedway sammen med en nær ven. Fra da af drejede mit liv sig udelukkende om motorcykler.
Hvor var jeg stolt den dag jeg var i stand til at købe min første speedway-maskine. Med min faders hjælp gik jeg i gang med at ombygge motorcyklen så den kunne bruges til speedway-kørsel. I 1965 begyndte jeg min motorsportskarriere på Brisbane Exhibition Grounds. Jeg måtte selvfølgelig begynde helt fra bunden men blev hurtigt kendt, og inden længe kunne jeg stå mig mod topkørerne og vandt mange løb.
Jeg klarede mig udmærket i den første sæson, hvor jeg som højdepunkt vandt Warana Festival Trophy. Henimod slutningen af sæsonen fik jeg tilbud om at komme til at køre for Halifax Speedway i Yorkshire i England. Jeg tog med glæde imod tilbudet, eftersom England er speedway-sportens Mekka. Topkørere fra hele verden konkurrerer i England og resten af Europa.
Succes i den engelske liga
I slutningen af 1966 tog jeg sammen med nogle få andre kørere fra Australien til England for at være med i den engelske speedway-sæson for 1967. På dette tidspunkt havde jeg nået to af mine mest eftertragtede mål — jeg var blevet professionel, og jeg dystede mod topkørere fra Europa og hele verden.
Nu var jeg med i den engelske liga og fik mulighed for at køre mod et blandet felt af kørere i verdensklassen i Apollo Cup. I mit første løb i denne turnering fik jeg maskinproblemer der forårsagede at min motorcykel brændte sammen. Jeg lånte derfor en motorcykel af en anden australier. I mit forsøg på at få føling med den fremmede maskine havde jeg så meget hastværk at jeg kørte af banen og tværs over midterområdet på ét hjul, baghjulet — med forhjulet lige i vejret! Det morede publikum men gav naturligvis ingen points. Men selv på en lånt maskine var jeg hurtigt tilbage i løbet igen og fik en god placering.
I begyndelsen af sæsonen 1968 var jeg hjemme i Australien igen og traf aftaler med andre kørere. På det tidspunkt mødte jeg Suzette, en ung pige der på mange måder skulle få stor indflydelse på mit liv. Hun var anderledes end de piger der normalt står og hænger omkring motorcykelforretninger — både anderledes i sin tale og i sin måde at klæde sig på. Inden længe fandt jeg ud af hvorfor — hendes forældre var Jehovas vidner. Hun havde dog ikke selv sluttet sig til deres tro. Det var første gang jeg mødte nogen der kendte noget til Jehovas Vidner.
Jeg havde aldrig interesseret mig for religion og havde altid været af den mening at hvert eneste trossamfund kun var ude på at tjene penge. Hvis nogen fortalte mig at de var religiøse, plejede jeg at affeje dem med at den slags var noget vrøvl! Mine forældre var gode mennesker, men de var ikke religiøse, så jeg kom aldrig i kirke som barn. Da jeg var 21 år gammel tilbød min moder at forære mig en bibel, men jeg sagde nej tak. Jeg havde alt for travlt med min speedway-karriere til at tænke på religion!
Jeg fortsatte med at træne intensivt, og inden længe gav det bonus og jeg vandt mange store løb. Jeg havde virkelig strålende fremtidsudsigter. Det var på dette tidspunkt at jeg kørte det store løb som er beskrevet i begyndelsen af artiklen. Hvem vandt? Den lokale helt slog verdensmesteren! Ikke så sært at publikum var henrykt.
Herefter blev jeg udvalgt til at køre for Queensland i en landsturnering mod den engelske klub British Lions. Den havde domineret lignende turneringer i hele Australien. Jeg vandt hvert eneste løb jeg kørte. Englænderne lå ikke længere i spidsen. Det var her jeg følte den første snert af nationalisme. Derefter blev jeg valgt til at køre for Australien i en forestående landskamp mellem England og Australien.
Ulykken rammer
Det var på dette tidspunkt at jeg giftede mig med Suzette. Hun var med til den store konkurrence imod England. Allerede da vi ankom til banen kunne vi mærke spændingen i luften. Der var en stærkt nationalistisk stemning. Det var australierne mod englænderne. Vi tog alle sammen det hele alvorligt, og vi var alle opsat på at vinde. Jeg dannede par med en meget nær ven mod to engelske kørere.
Min makker, Kev, kom først fra start, med mig og en engelsk kører lige i halen. Men så spærrede den engelske kører for min kammerat. Jeg forsøgte at overhale englænderen. Det opdagede han og forsøgte at standse mig, men gassede for hurtigt ned. Et sammenstød var uundgåeligt. Jeg var før styrtet, men aldrig med så alvorlige følger som denne gang. Denne ulykke havde nær kostet mig livet. Med fuld udrykning blev jeg kørt på hospitalet med kraniebrud, sprængte nyrer og brud på rygsøjlen.
Suzette blev bedt om at blive på hospitalet da man ikke forventede at jeg ville klare mig igennem natten. Først nogle dage senere kom jeg til bevidsthed. Hvad der skete med mig den første uge på hospitalet står stadig uklart for mig, men én ting står helt klart — jeg bad til Gud om ikke at lade mig dø! Jeg havde aldrig før tænkt videre på Gud, men nu, i min yderste nød, gjorde jeg det.
Var speedway alt hvad livet havde at byde på?
Da jeg nu var tvunget til at være hjemme i et godt stykke tid, mente min svigermoder at tidspunktet var inde til at vi på ny fik kontakt med Jehovas vidner. Hun skrev derfor et brev til den præsiderende tilsynsmand i en menighed i nærheden af hvor vi boede og bad om at vi blev besøgt.
Et ægtepar aflagde os et besøg, og jeg indvilligede i at få et bibelstudium — på den betingelse at jeg kunne holde op med at studere når som helst jeg ønskede det. En af grundene til at jeg gik med til at studere var at jeg kedede mig. Desuden ville jeg bevise at Jehovas Vidner var ligesom alle de andre religioner — kun ude efter penge. Men efter at have studeret et par gange begyndte jeg at indse at det her var anderledes. Det Bibelen sagde begyndte at lyde fornuftigt i mine ører, og jeg kunne se at det forkynderne sagde lød troværdigt. Der var for øvrigt ikke tale om at de skulle have penge af os.
Som månederne gik kom jeg atter til kræfter og var ivrig efter at komme til at køre igen. Speedway var mit liv. Jeg ville i gang med at køre igen så hurtigt som muligt, og dét især af to grunde: For det første havde nyhedsmedierne og nogle venner afskrevet mig og kaldt mig en ’færdig’ mand; for det andet ville jeg overbevise mig selv og andre om at jeg stadig var lige så god en kører som jeg havde været inden ulykken.
Jeg kom mig faktisk så hurtigt at jeg var køreklar til sæsonen 1969-70. Til stor overraskelse for alle havde jeg et vellykket comeback til speedway.
Jeg måtte træffe et valg
Senere flyttede vi til et andet område hvor vi fortsatte vort bibelstudium med et andet ægtepar. Mine to største interesser var speedway-kørsel og Bibelen, men speedway var stadig min hovedinteresse. Gradvis begyndte jeg dog at kunne se kontrasten mellem Jehovas vidner og mine kammerater. Nu var der noget som sprang mig i øjnene. Jeg havde altid vidst at der foregik umoralitet blandt ægteparrene på motorbanen og at de havde en meget „fri“ indstilling i den retning, men det havde aldrig bekymret mig før. Jeg havde altid ment at det måtte de selv om, men jeg tog aldrig min kone med til nogen af deres fester og sammenkomster.
Da jeg lærte Jehovas syn på umoralitet at kende og så hvor stor skade det forvoldte, begyndte jeg at afsky det der foregik, til trods for at jeg ikke selv var indblandet i det. Den umoralitet der gik for sig samt de andres banden, sværgen og blasfemiske tale begyndte at gå mig på nerverne. Jo mere jeg lærte om Bibelens principper, jo mere lagde jeg mærke til deres mangel på respekt for myndighed og for andre.
Det var omkring dette tidspunkt at jeg fik et enestående tilbud om at køre i Amerika og et tilbud om at vende tilbage til England. Jeg vidste at jeg var i stand til at nå mine drømmes mål — nemlig at blive en af de ti bedste speedway-kørere i verden. Men der kom hele tiden noget i vejen, og jeg følte mig heller ikke så godt hjemme blandt kammeraterne som før. Der var noget der blev ved med at svirre i hovedet på mig: ’På et eller andet tidspunkt må jeg træffe et valg!’
Jeg kan huske den sidste gang jeg kørte, eftersom der ved dette løb var nogle omstændigheder som fik mig til at træffe en vigtig beslutning. Den aften gik det hele skævt fra det øjeblik jeg trådte ind i motordepotet. De eder og forbandelser der fløj gennem luften gjorde mig underligt irritabel. Den official der stod for starten den aften havde en svigersøn blandt kørerne der tydeligt blev favoriseret, hvilket gjorde alle kørerne rasende. Dråben der fik bægeret til at flyde over var at han diskvalificerede mig ved starten af et heat, selv om det helt klart var en anden kører der havde tyvstartet.
Da jeg kom hjem den aften var jeg dybt skuffet og indså at jeg ikke længere kunne forsøge at tjene to herrer — speedway-kørsel og Jehova. „Jeg trækker mig ud af speedway,“ meddelte jeg Suzette, der stirrede vantro på mig. Nu var beslutningen truffet, og jeg gjorde som jeg havde sagt! Trods stor modstand fra min familie solgte jeg mine motorcykler og mit køreudstyr. Nogle af mine venner betragtede mig som en religiøs fanatiker.
Glæden ved kun at tjene én herre
Nu kunne vi for første gang tage med i rigssalen. Jeg havde været så bundet af motorsporten at vi aldrig havde haft tid. Vi vil aldrig glemme den velkomst vi fik og den varme vi erfarede ved dette første søndagsmøde. Vi følte os virkelig godt tilpas, og jeg indså at jeg ikke længere var slave af speedway-sporten. Jeg forsøgte ikke længere at tjene to herrer. Nu kunne jeg tage imod invitationen til at overvære alle de kristne møder. Jeg var også ivrig efter at fortælle andre hvad jeg havde lært, især om det vidunderlige håb Bibelen stiller i udsigt, som for eksempel Åbenbaringen 21:4: „Og [Gud] vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“
I 1970 blev både min kone og jeg døbt i Brisbane. Derefter tjente vi på Papua Ny Guinea i et stykke tid og var derved med til at udbrede den gode nyhed hvor der var et stort behov. Nu er vi tilbage i Australien og har tre dejlige sønner. Med hjælp fra Guds ord, Bibelen, opdrager vi dem, ikke til at blive speedway-fanatikere sådan som jeg var, men til at få kærlighed til sandheden og blive Kristi disciple og tilbedere af Jehova. — Fortalt af Les Bentzen.
[Tekstcitat på side 15]
I mit hastværk kørte jeg af banen og tværs over midterområdet på ét hjul!
[Tekstcitat på side 16]
Nationalismen kunne tydeligt mærkes i motordepotet