Cykelløb — opture og nedture
PUSTENDE og stønnende trådte jeg i pedalerne. Trætheden havde ikke rigtig meldt sig. Jeg var sikker på at mine anstrengelser ville lønne sig. Efter en 25 kilometer lang stigning, på det højeste punkt i Store Sankt Bernhard-passet mellem Italien og Schweiz, havde jeg taget føringen. Fra servicevognen signalerede min sportsdirektør at jeg havde nogle få minutters forspring ned til hovedfeltet. Jeg kunne allerede se mig selv trække i den gule førertrøje som vinder af etapen.
Foran motorcykler og biler fór jeg ned ad den anden side af passet i stærk fart. På halvvejen kom jeg for hurtigt ind i et af svingene. Mit baghjul skred ud under mig, og jeg styrtede. Med smerter fuldførte jeg etapen, men det var et farvel til den gule trøje og æren. Jeg vandt ikke Tour de l’Avenir i 1966.
Min lidenskab vokser
Jeg er født i Bretagne ved slutningen af den anden verdenskrig. Cykling er meget populært i den vestlige del af Frankrig, og området har frembragt mange mestre. Som dreng plejede jeg at overvære de lokale cykelløb, og jeg så altid Tour de France når det blev vist i fjernsynet. At se rytterne arbejde sig igennem betagende bjergpas og suse ned ad de stejleste bjergveje, fik mig til at betragte dem som guder.
Da jeg var 17, besluttede jeg selv at prøve. Med hjælp fra en cykelhandler købte jeg min første racercykel brugt. Jeg havde et fuldt program: træning hver søndag formiddag og før og efter arbejde i ugens løb. Kun to måneder senere stod jeg, med bankende hjerte, ved startlinjen til mit første løb. Jeg ville have vundet det hvis ikke en gruppe ryttere havde indhentet mig blot 10 meter før mållinjen! Resten af året var jeg blandt de 15 bedste i næsten alle mine løb.
Sæsonen i 1962 var meget kort. Efter tre måneder, hvor jeg deltog i konkurrencer og vandt adskillige sejre, blev jeg indkaldt til 18 måneders militærtjeneste i Algeriet. Da jeg vendte tilbage til Frankrig, brugte jeg 1965 til at komme i form. Men den følgende sæson var jeg fast besluttet på igen at opleve glæden ved at modtage vinderbuketten.
Fra marts 1966 og fremefter, gik jeg fra sejr til sejr. Hver gang jeg i et løb kom ind som nummer et eller to, samlede jeg point så jeg til sidst kunne rykke op i en højere klasse, hvor konkurrencen var hårdere. Jeg arbejdede på det tidspunkt med gulvslibning sammen med min far. Arbejdet var meget hårdt og hindrede mig i at bruge så meget tid på cykling som jeg gerne ville. Når jeg havde samlet det antal point der krævedes for at blive i min klasse, slog jeg mig derfor til tåls med de bonuspenge jeg tjente på de resterende løb mens jeg sørgede for ikke at vinde og dermed rykke en klasse op.
Hurtige fremskridt
På grund af mine resultater tilbød tre firmahold mig løbskontrakter. Jeg afslog for ikke at forlade min far. Den mest ihærdige træner overtalte imidlertid min far til at give mig en uge fri så jeg kunne deltage i et vanskeligt løb i bjergkæden ved Pyrenæerne, langs den fransk-spanske grænse. Jeg fik en pæn placering, så vi fortsatte til Spanien hvor jeg vandt amatørløbet Catalonien Rundt. Nogle dage senere deltog jeg i Balearerne Rundt og vandt den første etape og fik overrakt førertrøjen, som jeg mistede igen den sidste dag fordi mit hold udgik i en tidskørsel.
Derefter kom Route de France, der blev kørt i området ved Nice. Jeg udmærkede mig i mange af etaperne og vandt trofæet for at være den bedste bjergrytter. På grund af disse gode resultater blev jeg udvalgt som en af top-ti-kørerne og blev bedt om at repræsentere Frankrig i Tour de l’Avenir, amatørernes udgave af Tour de France.
Det eneste min familie hørte fra mig i disse to måneder, var det de kunne læse på sportssiderne i aviserne. Da jeg kom til at tænke på min far og den kendsgerning at han kun havde givet mig en uge fri, fik det mig til at afslå tilbudet og vende hjem. Men min træner og en sportsjournalist overbeviste min far om at jeg var et af Frankrigs håb inden for cykelsporten, så han lod mig tage af sted. Det var som en drøm! Nogle få måneder tidligere var jeg en tredje- eller fjerdeklasses amatør, og nu var jeg udvalgt til verdens vigtigste amatørcykelløb! Som nævnt i begyndelsen ødelagde et styrt mine chancer i løbet i 1966.
I 1967 vandt jeg omkring ti løb, deltog i Paris-Nice-løbet, og sluttede på en fjerdeplads i Tour du Morbihan i Bretagne. I 1968, da jeg var 24, underskrev jeg min første professionelle kontrakt med den hollandske rytter Jan Janssens hold. Vi deltog i Tour de France, og Jan vandt løbet det år. I mellemtiden, efter en enkeltstart i Rennes, Bretagne, mødte jeg Danielle, der var kommet for at se sit første cykelløb. Det blev ikke det sidste, for året efter giftede vi os.
Hvor jeg elskede denne tid — sportsånden på holdet, nomadelivet, hver dag at se nye byer og landskaber! Det var ikke de store penge jeg tjente, men det gjorde ikke noget, for glæden ved at cykle var så tilfredsstillende. Jeg klarede mig godt i forskellige løb og håbede at vinde et af de store. Det begyndte imidlertid at gå op for mig at der er en afgrund til forskel mellem amatører og professionelle cykelryttere.
Stjernerytterne . . . og de andre
I sæsonen 1969 kørte jeg på hold med den berømte franske rytter Raymond Poulidor. Jeg deltog i de store, klassiske etdagsløb — Paris-Roubaix og Flèche Wallonne i Belgien. I bjergpassene fulgte jeg med de bedste ryttere og fik en god placering på flere etaper. Men det jeg nød mest af alt var at vinde de lokale løb i Bretagne, foran vrimmelen af tilskuere.
Men i modsætning til mine drømme var jeg, som så mange andre, ikke velsignet med de fysiske evner der skal til for at blive en stjernerytter. På en hård etape i Spanien Rundt måtte jeg udgå på grund af sne og regn. Dér indså jeg at stjernerytterne har det ekstra der sætter dem i stand til at udholde både svidende varme og bidende kulde. Jeg var ikke i samme klasse som for eksempel Eddy Merckx, den belgiske mester, der dengang var det store navn inden for cykling. Han var en klasse over alle os andre. I de løb hvor han deltog så jeg faktisk kun hans baghjul.
Fællesskab blandt rytterne
Der var et godt fællesskab, selv blandt konkurrerende hold. Det erfarede jeg personligt på en af de vanskeligste etaper i Tour de France i 1969. Den foregående aften var vi udmattede ankommet til vores hotel efter en række anstrengende bjergetaper. Vækkeuret ringede den følgende morgen klokken syv. Som sædvanlig ventede der os et fyldigt morgenmåltid tre timer før løbet.
Vi var omkring 150 der sammen begyndte dagen med at fortælle om de sidste dages op- og nedture mens alle passede på ikke at afsløre deres eget holds taktik forud for løbet. Det skulle vise sig at blive en udmattende dag. Dagens etape begyndte i Chamonix, ved foden af Mont Blanc, og endte i Briançon, med 220 kilometers kørsel i alperne og tre store pas der skulle forceres.
Der var et højt tempo lige fra starten. Jeg vidste på vej op ad det 1984 meter høje Madeleine-pas at det ikke ville blive en god dag for mig. Det regnede, og da vi kom højere op slog regnen over i sne. Da vi nåede toppen var vi seks ryttere fra forskellige hold der allerede var adskillige minutter bagefter hovedfeltet. Forfrosne begyndte vi turen ned ad bjerget. Vores fingre var så stive at vi næsten ikke kunne bruge håndbremserne men måtte sætte en hjælpende fod på jorden. Nedenfor signalerede en kommissær fra en bil at vores sene ankomst uden tvivl ville udelukke os fra løbet. Jeg var modløs ved tanken om at se mit Tour de France ende på det sted jeg holdt mest af — bjergene.
Selv om vores anstrengelser så ud til at være forgæves, opmuntrede den mest erfarne rytter os til ikke at give op. Han ruskede op i vores kampgejst og fik gruppen samlet og foreslog at vi skiftevis tog føringen. Vi knoklede på. Da vi nåede til forplejningsdepotet var det lukket men vi delte beredvilligt de få forfriskninger som vi havde tilbage.
Da vi nåede ned i dalen, gav det varme vejr os fornyede kræfter. Tiden gik, og dér foran os lå dagens to andre store forhindringer — Telegraph- og Galibier-passene — der henholdsvis er 1670 meter og 2645 meter høje. Da vi kørte op ad bjerget ventede der os en vidunderlig overraskelse. Ved et vejsving kunne vi gennem tilskuermængden skimte en broget klynge. Vi havde indhentet de andre! Vi passerede nogle der havde givet op og andre der næsten holdt stille. Mine øjne faldt på et af Belgiens unge håb der udmattet trak sin cykel. Jeg fik kontakt med min holdkaptajn og sluttede etapen med en fornuftig placering.
Alt dette lærte mig en vigtig lektion jeg aldrig har glemt: Så længe mållinjen ikke er passeret er løbet hverken tabt eller vundet. Desuden vil jeg aldrig glemme det fællesskab der var, selv blandt konkurrerende hold.
Første kontakt med Bibelen
Første gang jeg stiftede bekendtskab med Bibelens budskab var i 1972. En cykelrytter ved navn Guy, der for nylig var holdt op som professionel, kiggede forbi og talte om sin nye tro. Jeg fortalte ham at jeg ikke var interesseret og at alle tror at netop deres religion er den sande. Guy viste mig et par vers fra Bibelen og besvarede min indvending ved at sige at eftersom mange religioner påstår at deres tro bygger på Bibelen, burde det være nemt at efterprøve dem i forhold til sandheden i Guds ord.
Jeg havde hørt om Bibelen, men eftersom jeg var en inaktiv katolik, mente jeg ikke at den havde noget med min religion at gøre. Alligevel følte jeg at vores samtale var kommet på et belejligt tidspunkt idet en af min hustrus slægtninge, en katolsk missionær, ville komme på besøg og vi kunne drøfte alt dette med ham.
Min hustrus slægtning bekræftede at Bibelen var Guds ord. Han bad os imidlertid om at være forsigtige, for ifølge ham var Jehovas vidner gode mennesker, men de vildledte andre. Da jeg igen så Guy spurgte jeg ham om det. Han forklarede at i modsætning til det jeg havde lært i kirken var læren om at mennesket har en udødelig sjæl ubibelsk. (Ezekiel 18:4) Han spurgte også hvorfor slægtningen ikke brugte Guds navn, Jehova. — Salme 83:18.
Jeg var forbavset over at lære at Gud har et navn. Da vi viste disse vers til min hustrus slægtning, sagde han at Bibelen ikke skulle tages så bogstaveligt. Vores drøftelser med Guy førte ikke videre, og Guy tog tilbage til Paris hvor han arbejdede.
Et år senere vendte Guy tilbage til Bretagne og aflagde os et besøg. Han fortsatte hvor vi slap ved at vise at Bibelen også er en profetisk bog. Det ansporede os til at undersøge Bibelen nærmere. Vores drøftelser blev efterhånden mere regelmæssige. Guy måtte imidlertid være meget tålmodig med mig da mit liv stadig drejede sig om cykling og alt hvad det indebærer — venner, tilhængere og så videre. Bretagne, hvor vi kommer fra, er et område der er dybt rodfæstet i religiøse traditioner, og vore familier modsatte sig da også vores nye interesse for Bibelen.
I 1974 endte min cykelkarriere brat med et trafikuheld. Det fik os til at tænke over hvad der havde virkelig værdi i vores liv. Min hustru og jeg besluttede at flytte væk fra vores hjemby og indflydelsen fra vore familier. Fra da af begyndte vi regelmæssigt at overvære møderne i Dinan menighed. Vi gjorde begge fremskridt i sandheden og blev døbt i 1976.
Jeg har siden da haft mulighed for at tale om Bibelen med adskillige cykelryttere fra min generation. Når jeg går fra hus til hus er der også mange mennesker der genkender mig, og de nyder at tale om min karriere inden for cykelsporten. Nogle er imidlertid ikke så begejstrede når jeg taler om budskabet om Riget.
Når jeg i dag har behov for at komme ud og røre mig, cykler jeg en tur med min familie. Under disse ture forstår jeg sandheden i Paulus’ ord da han sagde: „Legemlig opøvelse er gavnlig til lidt, men gudhengivenhed er gavnlig til alt, idet den indeholder et løfte for livet nu og for det som skal komme.“ — 1 Timoteus 4:8. — Fortalt af Jean Vidament.
[Ramme/kort på side 16, 17]
Tour de France
Verdens mest kendte landevejsløb er Tour de France, som er blevet afholdt siden 1903. Der køres mellem 4000 og 4800 kilometer, og løbet tager omkring tre uger og afsluttes i Paris. Omkring 200 professionelle deltager i dette løb, der køres gennem det meste af Frankrig med et par korte besøg i nabolandene. De mange tilskuere langs ruten hepper på rytterne.
Hver dag modtager rytteren med den hurtigste køretid den gule trøje. Den rytter der efter sidste etape fører den samlede stilling, er vinder.
Nogle af de korteste etaper er tidsløb hvor rytterne enkeltvis eller som et hold kører om kap med uret. I holdafdelingen skal et vist antal ryttere fra samme hold komme i mål samtidig.
[Kort]
Cykelløbet Tour de France
Frankrig
ROUBAIX (Startsted)
PARIS
[Illustration på side 16]
I 1968, i en alder af 24 år, deltog Jean Vidament i Tour de France
[Kildeangivelse på side 15]
Mike Lichter/International Stock