Fred, enhed og kærlighed midt under uroen

SORTE, hvide, indere og farvede har sammen med besøgende fra andre lande nydt et kristent fællesskab i Sydafrika, raceadskillelsens land! I nogle få timer? Nej, i fire dage. Hvor mange var de — et par hundrede? Nej, over 77.000! Hvor foregik det? Ved to særlige stævner i Johannesburg og Durban, fra 26. til 29. december 1985. Det var en uforglemmelig oplevelse.

Disse stævner var en del af en verdensomfattende stævnerække som afholdtes af Jehovas vidner under temaet „Bevar din uangribelighed“. I titusindvis strømmede deltagerne til disse stævner med tog, busser, biler og fly fra alle dele af Sydafrika, Lesotho, Swaziland, Namibia, Botswana, Zambia og Zimbabwe, og endda fra det splittede Moçambique.

Der kom også flere hundrede fra Europa, De forenede Stater og Japan, ja selv fra St. Helena, den lille ø i Atlanterhavet — i alt var der deltagere fra 24 lande. Ved ankomsten fik de en hjertelig velkomst af de lokale Jehovas vidner — sorte, hvide og brune — og blev ledsaget til deres logi.

Stævnepladsen i Johannesburg var det nationale udstillingscenter. Det er et stort, moderne kompleks af udstillingshaller der ligger sydvest for byen og som med sine dejlige plæner, træer og promenadeområder er ideelt til afholdelse af et stort stævne der overværes af flere sproggrupper. De grupper af delegerede som talte zulu, sotho, tswana, engelsk og afrikaans havde hver en stor hal, mens den portugisiske og den græske gruppe benyttede mindre haller. Alle deltagerne fulgte det samme program. Under programpunkterne samledes størstedelen naturligt nok med deres egen sproggruppe, men før, mellem og efter programafdelingerne glædede alle racer og nationaliteter sig over samværet med hinanden.

Mange af de udenlandske besøgende, der havde fået logi i hvide områder, så til deres overraskelse ingen uroligheder. En tysk stævnedeltager sagde: „Det var overhovedet ikke som vi havde ventet.“ Alle deltagerne frydede sig især over freden og enheden ved stævnerne. „Se blot på alle racerne der færdes frit mellem hinanden,“ sagde en delegeret fra USA der overværede stævnet i Johannesburg. „Jeg ville ønske,“ tilføjede han, „at dette kunne filmes og vises på amerikansk TV.“

Det andet stævne blev holdt i den kendte havne- og badeby Durban, en overvejende engelsk by hvori der også bor mange indere. Stævnet blev afholdt i Kings Park-sportskomplekset, der ligger i nærheden af stranden i Durban. Man benyttede to tilstødende stadionner, det ene til dem der talte zulu og det andet til dem der talte xhosa (deriblandt pondoer) og de engelsktalende (deriblandt hundreder af indere og farvede).

Var der også fred og enhed her? En xhosa-kvinde der ikke er et Jehovas vidne, og som havde rejst 600 kilometer for at overvære stævnet, sagde: „Det er forbløffende at folk af alle racer kan være så forenede her i Sydafrika. Det er noget helt andet end det jeg er vant til i kirkerne.“ „Det er smukt,“ sagde en ung indisk kvinde. „At se farvede, indere, hvide og sorte færdes mellem hinanden har givet mig et helt nyt syn på tilværelsen.“

Problemer overvindes

Det var ret let at få de hvide besøgende indkvarteret på hoteller og i hvide områder. At skaffe de mange tusind sorte besøgende husly i Soweto, den store sorte bydel vest for Johannesburg hvor situationen er eksplosiv, var derimod ikke let, selv om forkynderne i Soweto tog imod gæsterne med åbne arme. Nogle hjem husede op til tyve gæster under stævnet. Men efter den første stævnedag nægtede mange buschauffører at køre deres passagerer tilbage til Soweto. (Mange busser er blevet brændt i den bydel under urolighederne). Den nat måtte mange sove i busserne. De accepterede situationen uden at beklage sig. Den næste aften havde man truffet andre foranstaltninger, og alle fik et passende sted at sove.

Forkynderne i Johannesburg var også meget glade for at se så mange fra Cape Town. Der er godt 1400 kilometer mellem disse byer. Nogle sorte og farvede tjener meget lidt. Hvordan kunne de få råd til en busrejse tur/retur? Et busselskab for alle racer kunne arrangere et antal af 26 busser til under halvdelen af normalprisen. Alligevel måtte nogle, for eksempel enlige mødre, bringe utrolig store ofre for at komme til stævne. Angående raceenheden sagde busselskabets formand: „I de sidste par uger har Kaphalvøen været hjemsøgt af uroligheder. Men hos os rejste sorte, farvede og hvide Jehovas vidner i skøn forening i fælles busser.“

Denne kontrast mellem uroligheder og fred kunne også ses i Durban. Dagen før stævnet begyndte var der hårde kampe mellem zuluer og pondoer kun nogle få kilometer fra stævnepladsen i Durban. En pressemeddelelse lød: „Mindst 58 mennesker døde juledag i en kamp mellem 2000 zuluer og 3000 pondoer.“ En anden episode fandt sted under selve stævnet, ikke langt fra stævnepladsen. En bande sorte, bevæbnet med kastekøller, spredte panik ved at gå til angreb på nogle indere der slappede af på en strand.

De mange glæder

Stævnet i Johannesburg blev lige fra begyndelsen overværet af mange flere end man havde regnet med. I hallen til de engelsktalende havde man for eksempel opstillet 6000 stole, men programmet blev overværet af hele 8942. Mange havde deres egne klapstole med. Den første dag blev de to stævner overværet af i alt 59.996; og stævnernes sidste programpunkt blev overværet af ikke færre end 77.830! Afdelingen for fællesspisning var heller ikke forberedt på den store tilstrømning, og løb i begyndelsen tør for forsyninger.

Men der var ingen mangel på åndelig føde. Brødrene viste stor værdsættelse af de gode, bibelske foredrag, de alvorlige og indtrængende formaninger angående det at være uangribelig i denne onde tid, den særlige vejledning til de unge, og de gribende skuespil der kaldte tårerne frem i manges øjne.

Alle racegrupperne nød at være sammen og at høre stævnedeltagere fra andre lande fortælle. Deres kærlige hilsener fra brødrene i deres hjemlande blev hilst med begejstrede bifald. Begge stævnerne blev overværet af medlemmer af Jehovas Vidners styrende råd, og alle lyttede med glæde til deres indholdsrige foredrag. Desuden blev der frigivet nye publikationer. Stævnet var én lang række af dejlige oplevelser.

Dåben var et stort højdepunkt. I Johannesburg havde man ud fra dåbstallet ved tidligere stævner anslået at omkring 400 ville fremstille sig til dåben. I stedet symboliserede 921 deres indvielse til Jehova. Både for dem der blev døbt og for den store skare der overværede denne dåb af mennesker af alle racer, var begivenheden en uforglemmelig oplevelse. At en stor gruppe sorte Jehovas vidner spontant begyndte at synge Rigets sange flerstemmigt, var endnu en grund til at dåben blev en uforglemmelig begivenhed. Ved de to stævner blev der døbt i alt 1363.

Værdsættelse og taknemmelighed

Stævnerne gav forkynderne en sjælden lejlighed til at være sammen uden hensyn til raceforskelle. På grund af de mange deltagere ved stævnet i Johannesburg skete det for eksempel at børn kom væk fra deres forældre. Nogle få sorte børn der ikke var kommet med deres forældre hjem en aften efter stævnet, blev overdraget til nogle hvide Jehovas vidner der boede i campingvogn i nærheden. De gav kærligt børnene mad, vaskede dem og lagde dem i seng; og næste morgen blev børnene afleveret til deres taknemmelige forældre.

Hvide forkyndere hjalp fem sorte menigheder fra East London ved at sørge for at de kunne køre med et særtog til Durban og tilbage. Ved ankomsten lod man toget rangere ind på et sidespor i nærheden af stævnepladsen. Dér fik det lov at stå, og dets mange vogne tjente som logi for brødrene under hele stævnet — en meget bekvem og meget værdsat ordning!

En betjent fra statens sikkerhedspoliti kom ud til stævnepladsen i Durban for at efterforske en bombetrussel, som heldigvis viste sig at være en falsk alarm. Senere sagde han til en hvid forkynder: „Jeg er dybt imponeret over at se freden iblandt jer. Jeg hørte Dem sige ’broder’ til den sorte mand derovre. I forstår hvordan man gør.“ Bestyreren af Kings Park-sportskomplekset sagde efter stævnet til stævnetilsynsmanden: „Det har gjort indtryk på mig at se den grundighed hvormed jeres organisation virker. Ingen anden organisation efterlader stadionnet så rent som I gør. Jeg har ikke på noget tidspunkt været i tvivl om at det ville være i fineste orden når I forlod det.“

De sorte sikkerhedsvagter i Johannesburg nød også den fredelige atmosfære. En af dem sagde: „Vi har aldrig haft så let et job under så stor en sammenkomst.“

Ved stævnet i Johannesburg var mange sorte for første gang sammen med hvide Jehovas vidner. En sort ældstebroder sagde: „Det var en storslået oplevelse.“ „Jeg er meget, meget lykkelig,“ bemærkede en sort forkynder fra Zambia, „det er første gang i mit liv at jeg overværer sådan en sammenkomst.“ Stævnerne var en levende demonstration af Jesu ord: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:35.

Det var slående at se kontrasten mellem de lokale uroligheder og den kristne fred og enhed. Som et offentligt udtryk for forkyndernes værdsættelse og beslutning om i fremtiden at bestræbe sig endnu mere for at gøre Guds vilje, blev følgende resolution læst op og begejstret vedtaget ved begge stævner:

„Vi, Jehovas vidner der er forsamlet ved stævnet ’Bevar din uangribelighed’ i Johannesburg og Durban i Sydafrika fra 26. til 29. december 1985, ønsker at udtrykke vor dybe taknemmelighed over for Jehova, vor himmelske Fader, for dette rige åndelige festmåltid med undervisning og tilskyndelse. Vi er lykkelige for at stævnet overværes af gæster fra 24 andre lande, gæster der viser den kærlighed og enhed som kendetegner Jehovas folks verdensomspændende broderskab. Vi er taknemmelige for at vore stævner har kunnet afholdes i fred, skønt dette land, ligesom mange andre lande, plages af alvorlige problemer og uroligheder; og vi fryder os over fællesskabet med vore brødre og søstre fra alle de større race- og sproggrupper i Sydafrika. Vi er besluttede på at styrke kærlighedens og fællesskabets bånd, uden hensyn til race eller hudfarve, at bestræbe os for med øget nidkærhed fortsat at forkynde den gode nyhed om Riget i dette problemfyldte land, og at bevare vor uangribelighed til Jehovas navns ære.“

De fleste synes i dag at fremtidsudsigterne er mørke og trøstesløse. Men det gør Jehovas vidner ikke. Nu da lyset over Bibelens profetier skinner klarere end nogen sinde, kan de se at afslutningen på denne onde tingenes ordning hastigt nærmer sig. At overleve denne omvæltning og få lov at leve under Guds riges nye ordning vil være et privilegium der er endnu større end det som Noa og hans familie, der overlevede Vandfloden, opnåede. (Zefanias 2:3) Kunne du tænke dig at være blandt de overlevende? Så bør du slutte dig til det lykkelige, internationale broderskab der tilbeder den eneste sande Gud, Jehova.

„Og i de sidste dage vil bjerget med Jehovas hus blive grundfæstet over bjergenes top, og det skal hæves op over højene; og alle nationerne skal strømme til det. Og mange folkeslag skal drage af sted og sige: ’Kom, lad os gå op til Jehovas bjerg, til Jakobs Guds hus; og han vil lære os sine veje, og vi vil vandre på hans stier.’“ — Esajas 2:2, 3.

[Illustrationer på side 7]

Øverst: To heltidstjenere — den sorte broder er 101 år gammel

Nederst: Afrikanske stævnedeltagere i farverige dragter

[Illustration på side 8]

Stævnedeltagere der lytter til programmet under stævnet i Durban

[Illustrationer på side 9]

Øverst: Nogle nyankomne der bærer deres bagage på afrikansk manér

Nederst til venstre: Sådan bæres et barn på afrikansk facon

Nederst til højre: Én lægger hoved til, mens en anden ordner sin mappe

[Illustration på side 10]

I alt blev der døbt 1363

[Illustration på side 11]

To japanske stævnedeltagere glæder sig over samværet med brødre og søstre