Sydafrika — Mange racer, mange konflikter, men nogle finder fred

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Sydafrika

SYDAFRIKA er et land med slående kontraster. Frugtbare sletter, øde ørkener, bjergkæder, floder der skærer sig igennem kløfter og bugter sig gennem grønne dale. Her vrimler det med en fascinerende variation af dyr og planter. Her mødes også en rig variation af racer.

Men desværre har denne blanding af racer skabt problemer. „Sydafrika,“ skriver Sir Laurens van der Post, „har flere spændinger mennesker imellem end noget andet land i verden: der er spændinger mellem hvide og asiater, sorte og asiater, hvide og sydafrikanere af blandet europæisk og afrikansk herkomst, afrikanderea og briter, og mellem både afrikandere og briter og sorte.“

Hvem kom her først? Overraskende nok ingen af de ovennævnte folk! „Det er ubestrideligt at af de stammer der findes i dag, er buskmanden ’den ældste indbygger’ og at de andre er immigranter, sorte fra nord og hvide fra syd,“ skriver dr. Tyrrell i Tribal People of Southern Africa (Stammefolk i Sydafrika). Buskmændene, som er små af vækst ligesom pygmæerne i det centrale Afrika, og hvis hudfarve er gullig-brun, er i fare for at uddø. De er blandt de sidste mennesker på jorden der udelukkende lever som samlere og jægere.

Hottentotterne lignede buskmændene meget — og man troede de var en blanding af buskmænd og sorte. De var også jægere, men i modsætning til buskmændene var de desuden kvæg- og fåreavlere. Da hottentotterne bosatte sig i de sydlige egne ude ved kysten, var de de første der mødte de hvide — der fra 1652 havde bosat sig på Afrikas sydligste spids.

Fra det fjerde århundrede og fremefter begyndte sorte afrikanske stammer at trænge ind i det sydlige Afrika. Med tiden talte de sorte millioner — adskilt i hundreder af stammer, hver med sin høvding. Visse stammer der havde det samme sprog, dannede større nationale grupper som for eksempel zulufolket, xhosafolket, sothofolket, tswanafolket, pedifolket, vendafolket og tsongafolket.

Kampen om jord

Buskmændenes livsform var ikke forenelig med hottentotternes og de afrikanske stammefolks. Kampen om jord blev intensiveret med europæernes ankomst, for de krævede store gårde til deres kvægbestande. Selv om den lille jæger var utrolig modig, blev han tvunget til at fortrække, og til sidst bukkede han under for den hvide mands avancerede våben. Nogle blev absorberet af andre folkeslag, som sothofolket, mens andre overlevede i den ugæstfri Kalahariørken.

Efter nogle få kampe var hottentotterne mere villige til at overgive sig og tjene de hvide bosættere. Med tiden kom de til at udgøre en del af det sydafrikanske samfund af blandet europæisk og afrikansk herkomst — en åben og venlig befolkningsgruppe hvis hudfarve varierer fra hvid til mørkebrun.

At buskmændene forsvandt og hottentotterne blev undertvunget bragte ikke fred til Sydafrika. Som bogen Gold and Workers (Guld og arbejdere) forklarer: „Der begyndte en bitter kamp om jord, først i det østlige Kapland mellem xhosafolket og hollænderne og senere briterne, senere i Natal mellem zuluerne og hollænderne og briterne . . . Vendepunktet kom da briterne sendte store hære til Sydafrika. De afgjorde resultatet. Med deres heste, deres moderne geværer og deres kanoner var de til sidst i stand til at knuse xhosafolket i det østlige Kapland og zuluerne i Natal.“

I 1899, 20 år senere, begyndte Boerkrigen, der varede i næsten fire år. Det var en konflikt mellem hvide af engelsk og hollandsk herkomst, og den kostede over 40.000 mennesker livet. Forestil dig det syn der mødte de sorte. Her slagtede de „kristne“ der havde bragt dem Bibelen, hinanden.

Sorte og asiater

Hvad med de sorte der udgør flertallet i Sydafrika? Er de forenede? I begyndelsen af det 19. århundrede sejrede en mægtig zulukriger, Shaka, over flere nabostammer. Hans sejr førte til en kædereaktion af stammekrige der kostede millioner livet.

På grund af opdagelsen af rige guldfelter og industriens fremmarch er sorte stammefolk i løbet af det sidste århundrede efterhånden flyttet til hvide byer for at arbejde der. En tredjedel af den sorte befolkning, der repræsenterer mange forskellige sprog, bor nu sammen i bydele i nærheden af de hvide befolkningsgrupper. Et eksempel er Soweto, med omkring én million sorte, der ligger i udkanten af Sydafrikas største by, Johannesburg. De sorte der bor i disse bydele har antaget mange europæiske skikke, men de holder også fast ved gammel stammetro.

Noget der bidrager til den rige variation af racer er de over et hundrede tusind sorte kontraktansatte minearbejdere fra nabolandene Botswana, Lesotho, Swaziland, Malawi og Mozambique. De kommer for at tjene penge til deres familier derhjemme. De bor i minelejre, hvor der ofte opstår slagsmål mellem de forskellige nationaliteter.

Endelig er der de over en halv million asiater i Sydafrika. Hvordan er de kommet her? I det 19. århundrede herskede Storbritannien over kystregionen Natal. Zuluernes magt var endnu ikke brudt, og de var uvillige til at arbejde i de hvides sukkerplantager. Derfor hyrede man fra 1860 og fremefter arbejdere fra Indien, og de fleste af dem foretrak at blive i landet efter at deres kontrakter var udløbet. Immigrationen fra Indien fortsatte indtil 1911, på hvilket tidspunkt over 150.000 mænd, kvinder og børn havde gjort Sydafrika til deres hjem og dermed bidraget til den rige variation af racer. Sørgeligt nok er selv de ikke forenede. Blandt dem er der hinduer, muslimer og nogle der hører til kristenhedens forskellige kirker, og den dag i dag er der fjendskab mellem nogle sorte og indere.

Måske kan læseren nu forstå hvorfor den tidligere citerede sydafrikanske skribent om dette land skriver at det „har flere spændinger mennesker imellem end noget andet land i verden“. For nylig fremlagde den udelukkende hvide regering nye planer i håb om at tilfredsstille inderne og de farvede. Men mange hvide protesterede kraftigt, hvilket førte til dannelsen af et nyt politisk parti.

Bogen South Africa 1982 anslår at over 83 procent af sydafrikanerne, både hvide og sorte, hævder at være kristne. Men deres indbyrdes uenighed har fået mange mennesker til at vende sig bort fra kristendommen. Betyder det at der er noget galt med Bibelen? Nej, for Bibelen fordømmer klart „fjendskaber, strid, skinsyge, . . . splittelser“, og siger at „de der øver sådanne ting ikke skal arve Guds rige“. (Galaterne 5:20, 21) Ja, Bibelen har faktisk vist sig at have kraft til at skabe enhed i det splittede Sydafrika.

Alle racer forenes i fred

Så langt tilbage som i 1915 blev denne rapport skrevet: „Racemæssige antipatier ophæves i kristen kærlighed, og briter og boere bliver ét i Kristus Jesus. . . . Hvilket vidunderligt enhedens bånd er ikke dette, der kan samle . . . hvide, sorte og gule.“ Det der her blev omtalt var et stævne som bibelstudenterne (Jehovas Vidner) afholdt i Sydafrika dengang.

Findes der en sådan ægte enhed blandt kristne i dag? Har den varet ved og er den forøget? Ja i sandhed, som det fremgår af at 7.792.109 mennesker af alle racer den 4. april 1985 mødtes fredeligt i hele verden for at mindes Jesu Kristi død. — Lukas 22:19.

Jehovas vidners sande kristne enhed kan let ses hos de godt 200 frivillige af alle racer der arbejder harmonisk sammen på Jehovas Vidners kontor i Sydafrika, hvor de oversætter og fremstiller bibelsk læsestof på mange sprog. Dette læsestof indeholder ikke politisk propaganda men drejer sig om ’den gode nyhed om riget’ — det redskab Gud vil bruge til at indføre fred på hele jorden. — Mattæus 6:10; 24:14; Daniel 2:44.

Kan Rigets budskab som Jehovas vidner forkynder, virkelig fjerne dybt rodfæstede racefordomme?

Lad os se på Samuel Mase fra xhosafolket. Tre gange var han blevet overfaldet af hvide. Han var bitter og desillusioneret, men der var noget der hjalp ham til at foretage en forandring: „Da jeg begyndte at komme sammen med Jehovas vidner, opdagede jeg at de var helt anderledes end andre trossamfund. I den engelske kirke var der hyppige skænderier mellem sothofolket og xhosafolket. Men hvilken enhed, harmoni og kærlighed jeg fandt blandt Vidnerne! Da jeg fortsatte med at studere, blev jeg klar over at selv de hvide der engang havde overfaldet mig, havde gjort det fordi de var ufuldkomne, ligesom sorte overfalder andre sorte fra den samme stamme.“ I de sidste 40 år har Samuel til gengæld hjulpet mange slags mennesker til at få tro på Guds rige.

Isaac Langa, en sydafrikaner, voksede op i den sorte bydel Alexandra i Johannesburg. Han havde en stærk racefølelse og hadede de hvide og betragtede zuluerne som stående over andre sorte. Han overværede møder der var arrangeret af en forbudt, regeringsfjendtlig organisation, og han var indblandet i urolighederne i Sydafrika i 1976. Han mindes: „Mange blev dræbt af politiets skud; nogle blev krøblinge for livstid. Da jeg så alt dette, blev jeg fyldt af en hævngerrig ånd. Jeg ville gerne have et automatisk gevær, så jeg kunne skyde flest muligt før jeg selv blev dræbt. Da jeg ikke kunne få fat på et, besluttede jeg at gøre som så mange andre og rejse til et af nabolandene for at få militær træning.“

På dette afgørende tidspunkt blev Isaac besøgt af Jehovas vidner i deres hus-til-hus-forkyndelse. Han fik nogle bøger der forklarer Bibelens budskab, og navnlig én, Virkelig fred og sikkerhed — hvordan?, gjorde indtryk på ham. Han forklarer: „Denne bog gav mig den virkelige fred jeg søgte. Jeg lærte at Bibelen siger: ’Det der er gjort kroget, kan ikke rettes ud,’ og: ’Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.’ Det blev således tydeligt for mig at vor kamp var forgæves, for den ville ikke bringe fred på jorden. Det vil kun Guds rige kunne gøre.“ — Prædikeren 1:15; Jeremias 10:23.

Der kunne også nævnes en hvid afrikander der blev opdraget til at hade de sorte. Mange aftener gennempryglede han og to af hans kammerater de afrikanere de mødte på vejen. Så begyndte han at studere Bibelen med Jehovas vidner. Han overværede et stævne hvor der også var afrikanske vidner til stede, og blev slået af den åbenbare kærlighed der var mellem de forskellige racer. Senere begyndte han at arbejde for et Jehovas vidne og blev sendt på et job i et afsidesliggende område. „Det var vinter og meget koldt, og jeg sov i et blikskur,“ beretter han. „Lastbilchaufføren, der var et afrikansk Jehovas vidne, ankom, og jeg tog nogle af mine tæpper, lagner og en pude for at rede en seng til ham.“ Det forbavsede en anden sort, der vidste hvordan han tidligere havde været. Efter mange års forløb siger denne afrikander der tidligere hadede de sorte og nu er et Jehovas vidne: „I dag har vold ingen plads i mit liv. Det har været vanskeligt at foretage denne forandring efter så mange år, men jeg skelner ikke længere mellem de forskellige racer, selv om folk i verden nedsættende kalder mig ’kafferboetie’ [negerven].“

En menighed der består af farvede, hvide og indere, havde et distrikt hvor der også var nogle minelejre. De besluttede at udvide deres forkyndelse og begyndte at sprede Bibelens budskab blandt disse sorte omrejsende arbejdere. Snart begyndte flere, deriblandt nogle Jehovas vidner som var kommet fra nabolandene, at overvære møderne og at gøre gode fremskridt. Menigheden rapporterer:

„Der var venner fra Malawi, Zimbabwe, Lesotho, Mozambique, Transkei, Zululand og endda Angola. De talte omkring syv forskellige sprog, så zulu blev talt som et fællessprog, men kommentarerne ved møderne blev givet på alle sprogene. De offentlige foredrag blev oversat fra engelsk eller afrikaans til zulu.

Stridighederne uden for menigheden fik den kærlighed der hersker mellem menighedens medlemmer til at træde stærkt frem. Nogle unge banditter overfaldt nu og da de afrikanske minearbejdere fra minelejrene, og i nogle tilfælde dræbte de dem endog med knivstik. Der opstod et vældigt fjendskab der gjorde det usikkert for alle. Men i rigssalen kunne man tydeligt se at der herskede kærlighed — der var smil, håndtryk, latter og oprigtig indbyrdes interesse.“

Efter at have beskrevet et møde hvor en sådan fordomsfri kærlighed tydeligt kom til udtryk, slutter rapporten: „Det fik os alle til at erkende hvor vidunderligt det vil være når alle jordens indbyggere er forenede i tilbedelsen af Jehova og bor sammen i fuldkommen harmoni.“

Jehovas vidner i Sydafrika tror virkelig at det vil blive sådan, for Gud har lovet det. De værdsætter ikke blot den rige variation af racer der er blandt dem nu, men de ser også frem til at skulle leve for evigt sammen med retfærdige mennesker af alle racer på en renset jord. — Salme 37:29; Åbenbaringen 7:9, 14; 21:3-5.

[Fodnote]

[Illustration på side 19]

Buskmand

[Illustration på side 20]

Zulukvinder

[Illustration på side 21]

Boere