Naturens undervandsbåde og dykkerklokker

„Vor stolthed over menneskets nyeste opdagelser må afdæmpes af vor viden om at andre skabninger kan have benyttet sig af dem i umindelige tider.“ — Scientific American, juli 1960.

„Hans usynlige egenskaber ses nemlig klart fra verdens skabelse af, både hans evige kraft og hans guddommelighed, idet de fornemmes i de ting der er frembragt.“ (Romerne 1:20) Ja, Guds visdom kommer tydeligt til udtryk gennem disse havdyrs komplicerede flydeanordninger.

● Nautilus. De skalbærende nautiler har færdedes i havet som en slags undervandsbåde i adskillige tusind år før mennesket viste sig på skuepladsen og kunne drømme om at gøre dem kunsten efter. Når en nautil kommer til verden begynder den straks at danne sit eget hus, hvortil den føjer nye og større kamre efterhånden som den vokser. Dyret bor i det nyeste og største kammer som er åbent fortil, mens det bag sig danner nye skillevægge til de kamre der er blevet for små. Skallen er spiralformet og kan nå en diameter på omkring 25 centimeter. Udvendig er den meget smukt dekoreret med skinnende, brune zebrastriber. Indvendig kan den være opdelt i over 30 kamre, som dyret har efterladt sig. Men hver gang nautilen rykker frem i en ny og større bolig efterlader den en lille del af sig selv — en rørlignende streng, kaldet en sifunkel (hvilket stammer fra latin og betyder „lille rør“). Når dyret lukker et kammer af, efterlader det et lille hul i skillevæggen hvor denne streng eller sifunkel passerer igennem. Denne rørlignende forlængelse af bagkroppen går således igennem alle kamrene, helt tilbage til det allerførste. Sifunkelen og kamrene udgør tilsammen den indretning der sætter nautilerne i stand til at færdes i havet som undervandsbåde. Kamrene er fyldt med luft, og sifunkelen der går igennem dem kan enten tilføre eller fjerne vand. På den måde er dyret i stand til at ændre forholdet mellem luft og vand og dermed også flydeevnen. Derfor kan nautilerne opholde sig hvor som helst i vandet ned til en dybde af 600 meter.

● Sepia-blæksprutten. Der findes sepia-blæksprutter i Middelhavet og i den østlige del af Atlanterhavet. En stor sepia-art kan nå en kropslængde på omkring 60 centimeter. Dens otte arme rækker yderligere mellem 25 og 30 centimeter frem, hvortil kommer to lange fangarme som den kan slynge endnu længere ud for at gribe et bytte. Sepia-blæksprutten kan bevæge sig enten ved hjælp af bølgende bevægelser af sidefinnerne eller efter jet-princippet, ved at udstøde en kraftig vandstråle gennem den såkaldte tragt. Den er også indrettet så den kan ændre sin flydeevne, ligesom nautilerne. Men hvor nautilerne benytter sig af en udvendig skal med kamre, består sepia-blækspruttens flydemekanisme af et skalblad der ligger lige under huden langs dens ryg. Skalbladet er blødt og sammensat af talrige tynde kalkplader der holdes adskilt af små søjler på en sådan måde at der dannes en mængde små kamre. Dette skalblad er sepia-blækspruttens flydetank. Efterhånden som dyret vokser og bliver tungere, vokser skalbladet tilsvarende, sådan at flydeevnen også forøges. (Det er faktisk disse skaller fra sepia-blæksprutten man bruger som kalkfoder til fugle.) Ved hjælp af en osmotisk proces kan blæksprutten lede vand ind i og ud af kamrene. På den måde kan den variere sin flydeevne alt efter om den vil op eller ned i havet. I princippet fungerer kamrene i sepia-skallen ligesom vandtankene i en undervandsbåd. Sepia-blæksprutten opholder sig almindeligvis i dybder på mellem 30 og 80 meter, men den kan gå helt ned til 200 meters dybde.

● Kæmpeblæksprutten. Dette store dyr har sikkert været inspirationskilde til beretningerne om de legendariske havuhyrer der har omslynget skibe med deres fangarme. Man har fundet kæmpeblæksprutter med en kropslængde på mere end 3 meter — men regner man fangarmene med når længden op på omkring 20 meter! Disse dyr har de største øjne man kender — omkring 40 centimeter i diameter! Kæmpeblæksprutterne bevæger sig hurtigt, efter reaktionsprincippet. Ligesom nautilerne og sepia-blæksprutterne kan de bevæge sig på forskellige vanddybder, men de er indrettet anderledes. De øverste to tredjedele af kroppen udgør et stort hulrum som er fyldt med væske. Hvis noget af denne væske fjernes synker blæksprutten dybere. Væsken giver dyret samme vægtfylde som havvandet. Undersøgelser har vist at denne væske indeholder en meget høj koncentration af ammoniak — 9 gram pr. liter. Hvad er grunden til det? Jo, til forskel fra pattedyrene udskiller blæksprutten sine kvælstofholdige affaldsstoffer som ammoniak i stedet for som urinstof. Denne ammoniak diffunderer fra blodbanen over i krophulevæsken, hvor den bliver til en opløsning af ammoniak-ioner. Fordi disse ioner er lette, får væsken mindre vægtfylde end havvand, hvorved blæksprutten bliver i stand til at flyde. Bladet Scientific American sammenligner denne indretning med Auguste Piccards batyskaf, en avanceret dykkerklokke der kan anvendes på store dybder i verdenshavene. Batyskafen består af en stor tank med benzin, der er lettere end vand, hvorunder mandskabskabinen er ophængt. Kæmpeblækspruttens væskefyldte kropshule virker efter samme princip, som en flydeanordning. Men blæksprutten var den første der benyttede sig af dette princip, fordi dens Skaber var den første der udtænkte det.

● Fisk med svømmeblære. Mange fisk er udstyret med en luftholdig svømmeblære. Når fisken dykker sammenpresses denne luft af vandtrykket, og svømmeblæren formindskes. Hvis fisken stiger, mindskes vandtrykket, luften udvider sig og svømmeblæren bliver større. Fiskens størrelse varierer med svømmeblærens størrelse. Når fisken dykker formindskes dens størrelse af vandtrykket, hvilket betyder at dens vægtfylde forøges, hvorved dens flydeevne formindskes. Når den stiger vokser den i størrelse, hvorved dens vægtfylde formindskes og dens flydeevne øges. Svømmeblæren har altså til opgave at regulere fiskens vægtfylde så den svarer til vægtfylden af det havvand den befinder sig i, sådan at den kan flyde i en hvilken som helst dybde. Det er imidlertid ikke så enkelt som det lyder. I en dybde af 2000 meter er trykket så stort at svømmeblærens rumfang kun er 1/200 af dens rumfang ved overfladen. Det betyder at lufttrykket i den er 200 gange større og at opdriften på det nærmeste er forsvundet. Alligevel er fisk i stand til at bevæge sig på dobbelt så store dybder, hvor luften i deres svømmeblære må øve et tryk på over 490 kilo pr. kvadratcentimeter for at modstå vandtrykket! Hvordan bevarer fiskene så deres flydeevne? Mens de dykker kan de langsomt udskille gas i deres svømmeblære, som de igen optager når de stiger op. Men hvordan kan fisk på den dybde tilføre gas til blæren når trykket i den allerede er så stort? Svaret er enkelt — vi ved det ikke! Det er stadig en gåde hvordan denne gaspumpe fungerer.