En tragisk lørdag der rystede min familie
LØRDAG den 27. april 1968 begyndte som de fleste andre lørdage på vores gård i nærheden af Mattoon i Illinois. Som sædvanlig var min kone ved at skrive en lang indkøbsliste. Der skulle meget mad til at mætte de 9 af vores 12 børn der stadig boede hjemme.
Vores 16-årige søn Louis ville gerne købe et nyt bælte og gjorde sig derfor klar til at tage til byen sammen med min kone og mig. Han og hans 15-årige broder Timothy havde sammen med deres 18-årige ven Charles Fuller arbejdet på at ombygge en gammel bil så den kunne køre i sand. Charles kom sammen med Louis’ tvillingesøster Louise, og han besøgte os ofte på gården om lørdagen.
Denne lørdag skulle vores 14-årige datter Patty og hendes 12-årige søster Billie Colleen tage sig af dagens huslige pligter. De yngste piger, Theresa Jean på 10 år og Mary Katharin på 9, havde travlt med at komme udenfor i solskinnet. Den 7-årige Gary havde bedt mig tage med ham ud at fiske; men jeg blev enig med ham om at vente til en dag i ugen efter, da jeg gerne ville gøre noget ved vores lastbil. Familiens yngste, Kenny på 5 år, var fornøjet over at hans store brødre og søstre skulle være hjemme hos ham hele dagen.
Vi anede ikke at den lørdag fuldstændig skulle forandre vores tilværelse.
Mens ingen anede uråd
Klokken var mellem otte og ni da min kone og jeg tog til byen sammen med Louis. Så kom Charles Fuller på besøg, og Tim og han gik på jagt. De var kommet tilbage da min kone, Louis og jeg vendte hjem fra indkøbsturen.
Efter frokost tog Tim og jeg over til min broder for at arbejde på lastbilen. Jeg spurgte Charles om han ville med, men det afslog han. Idet jeg vinkede farvel så jeg Louis, Gary og lille Kenny grave op til et blomsterbed. Theresa og Mary legede på den bil som drengene var ved at ombygge.
Ved tretiden tog Louise to tærter op af fryseren til optøning. Charles virkede altid ivrig efter at hjælpe Louise, og hans galante væsen gjorde indtryk på os. Men pludselig kom Patty, som den dag udførte huslige pligter, for tæt på ovnen. På et øjeblik stod hendes bluse i flammer! Hun blev så slemt forbrændt at min kone kørte hende på hospitalet. Louise og Billie Colleen fik besked på at gøre køkkenet rent i mellemtiden. Så vidt de husker gik Charles Fuller og Louis udenfor omtrent ved samme tid. Hvad der skete den næste time eller to kan vi kun gisne om.
Ved femtiden kom Charles ind og spurgte Louise hvornår hun var færdig. Billie fortæller at han sagde: „Jeg har slået fem små fugle ihjel. Kom ud og se dem.“ Men Louise ville ikke med; hun fortalte ham at hendes fader ikke brød sig om at man slog fugle ihjel. Kort efter kom min kone og Patty hjem fra hospitalet. Charles gik ud til bilen og spurgte om han kunne blive kørt til byen, cirka 10 kilometer borte. Han bad os sige til Louise at han ville komme igen senere.
Vi opdager tragedien
Det begyndte at blive mørkt, og min kone syntes at børnene skulle ind nu. Billie blev sendt ud for at kalde på dem. Da ingen svarede gik Louise med Billie ud for at lede efter børnene. De fandt Theresa og Mary liggende i laden, små to hundrede meter fra huset, og løb tilbage med beskeden: „Pigerne må være faldet ned fra loftbjælkerne.“ Jeg blev ringet op og fik at vide at pigerne var døde. ’Måske er de kommet til skade, men de kan ikke være døde,’ tænkte jeg idet jeg skyndte mig hjem.
Da min broder og jeg kom kørende, stod Billie ved vejkanten og prøvede at standse nogen der kunne hjælpe. Hun bad mig gå hen til laden. Jeg vidste straks at det stod værre til end jeg havde troet. Pigernes kroppe var kolde da jeg løftede dem op, og jeg indså at de var døde. Jeg løb tilbage til huset og spurgte hvor drengene var. „De snakkede om at gå ud og fiske,“ svarede min kone. Jeg anede ikke at jeg var løbet lige forbi deres lig på vej tilbage til huset, mindre end fem meter fra laden.
Jeg husker ikke meget andet fra den aften, bortset fra at gårdspladsen var fuld af mennesker, og der blinkede røde lys overalt. En betjent spurgte mig om jeg havde et skydevåben. Jeg kunne stadig ikke fatte hvad der var sket. Vi fik senere at vide at Charles havde skudt alle fem børn — Louis, Gary, Kenny, Theresa Jean og Mary Katharin. Han havde tænkt sig at slå hele familien ihjel, med undtagelse af Louise. Han tilbad hende og ville have hendes kærlighed for sig selv.
Han havde skrevet ned hvordan han ville slå familien ihjel. Hans plan var at få Louise og Patty med sig i biografen i byen sammen med en anden dreng. Han ville så lade som om han gik ud i forhallen for at hente popcorn og noget at drikke, men ville så i stedet tage hjem til os og slå os alle ihjel. Så ville han vende tilbage til biografen, sige til Patty at hun skulle komme hjem, og når de så kom ud til gården, ville han slå den anden dreng og Patty ihjel. Han ville så give drengen skydevåbnet i hånden for at tage sig ud som en helt i Louises øjne når han påstod at han havde dræbt drengen i et forsøg på at standse hans blodbad på familien.
Jeg søger efter svar
De næste måneder var et mareridt for os alle. Jeg tumlede med mange spørgsmål. Hvorfor lod Gud sådan noget ske med vores børn? Var Louis på 16 år i himmelen eller i helvede? Var de fire andre i himmelen eftersom de var for små til at være ansvarlige for deres liv? Alt hvad jeg havde levet for syntes borte. Jeg begyndte at spekulere på om jeg egentlig brød mig om at leve længere. Men jeg havde de andre børn og min kone, og det holdt mig i gang.
Jeg begyndte også at søge efter svar ved at besøge vores katolske præst. Han fortalte mig at jeg nu havde fem små engle i himmelen. Men det rejste blot endnu flere spørgsmål. Hvis vores børn for eksempel var i himmelen, hvorfor måtte vi så betale for at der blev bedt bønner for at de kunne komme ud af skærsilden? Ingen kunne give mig et klart svar.
Og skulle Charles Fuller ikke have været idømt dødsstraf når han havde myrdet vores børn med koldt blod? Nu blev han idømt en fængselsstraf, og i mange år har min familie og jeg hvert år måttet igennem den prøvelse at tage hen til fængselet og personligt anmode om at han ikke blev prøveløsladt. ’Mig tilkommer det at straffe, siger Herren,’ sagde man til mig. „Du må ikke slå ihjel!“ Men mig forekom det bibelske princip om „liv for liv“ at være det rigtigste når det drejede sig om en så gruopvækkende forbrydelse. — Romerne 12:19; 2 Mosebog 20:13; 5 Mosebog 19:21, alle efter den danske autoriserede oversættelse.
En dag da en ven og jeg talte om dødsstraffen foreslog han at jeg slog op i Første Mosebog 9:6. Der står: „Den der udgyder menneskers blod, ved mennesker vil hans eget blod blive udgydt.“ Ved at læse det blev jeg bestyrket i den opfattelse at den unge mand skulle have bødet med livet for sin forbrydelse. Jeg var dybt taknemmelig for at finde svaret på ét af mine spørgsmål.
Jeg fandt senere ud af at hævnen er Guds, men at han har givet de jordiske regeringer ret til, og ansvar for, at fuldbyrde dom over forbrydere. (Romerne 13:4) Dette fik mig til virkelig at fordybe mig i min Bibel i en bestræbelse på at finde svar på mine øvrige spørgsmål.
Først skuffelse, derefter sand trøst
Jeg begyndte at opsøge forskellige kirker og studere Bibelen ved hjælp af brevkurser i håb om at finde de svar jeg så fortvivlet trængte til. Jeg bad til Gud om hjælp. Fra kirkerne og brevkurserne fik jeg kun de svar jeg havde hørt før, for eksempel: ’Sjælen er udødelig; den dør ikke. De døde lever et eller andet sted som engle,’ noget jeg senere fandt ud af at Bibelen afgjort ikke lærer. — Prædikeren 9:5; Ezekiel 18:4, 20.
Men en dag, 11 måneder efter mine børns død, fik jeg et brev fra en eller anden i Californien der havde læst om mordene i avisen. Kvinden havde i sit brev vedlagt en lille blå bog der hed Sandheden der fører til evigt liv; hun havde også foræret mig et års abonnement på Vagttårnet og Vågn op! Jeg glemmer aldrig den dag brevet kom. Det omtalte håbet om en opstandelse for de døde, og jeg slog alle citerede skriftsteder op, deriblandt Johannes 5:28, 29. Jeg græd af glæde!
Jeg husker at jeg løb ind til min kone og Louise og sagde: „Se her, Bibelen siger at hvis vi lever et godt og rent liv, kan vi komme til at gense vore døde, ikke som ånder, sådan som vi har fået at vide, men som virkelige mennesker, som nogle vi kan omfavne og holde af, nøjagtig som før de døde.“ Til min store overraskelse ville min kone ikke have noget at gøre med det jeg læste. Men hendes fjendtlige holdning kølnede ikke min iver efter at få mere at vide.
Jeg satte mig ned og gennemlæste den lille blå bog, og jeg fandt svarene på de spørgsmål der havde naget mig. Jeg fik kontakt med Jehovas vidner og fik et bibelstudium med det samme. Min familie troede at jeg var gået fra forstanden. Min kone brændte alt mit læsestof og bad præsten komme og tale med mig.
Da præsten kom, advarede han mig mod at have noget som helst med Jehovas vidner at gøre. Jeg svarede at jeg mente at jeg var ved at lære sandheden om den eneste sande Gud at kende, og at Jehovas vidner viste den indbyrdes kærlighed der omtales i Johannes 13:35. Præsten sagde at han havde en aftale klokken 2, men at han inden længe ville tale med mig igen. Det er 16 år siden, og han har ikke været her endnu. Men vores datter Billie gik i en katolsk skole, og han gav hende skrifter imod Jehovas Vidner med hjem.
Men det var kun en del af den kampagne der blev ført for at få mig fra mit studium med Jehovas vidner. En af mine brødre var baptistpræst, og han tilbragte tre timer med at forsøge at fortælle mig hvordan man skulle være en god kristen, og forklarede mig at jeg skulle holde mig fra Jehovas vidner. Min fader sagde at Jehovas vidner ville hjernevaske mig, hvortil jeg svarede at min hjerne godt kunne trænge til en god omgang vask, på grund af de mange usandheder jeg gennem årene havde lært.
Min moder, som stod i pinsemenigheden, fik også sin præst til at komme og forsøge at tale mig fra min nyfundne tro. Han holdt et foredrag i sin kirke om Jehovas Vidner og sendte mig en genpart af sit manuskript. Men trods modstanden opgav jeg ikke det jeg vidste var den sande lære fra Bibelen.
Ondsindede rygter
Vi har ikke blot været ofre for en ondsindet forbrydelse, men også for ondsindede rygter. For eksempel blev Louise beskyldt for meddelagtighed i mordet på sine søskende, og jeg blev beskyldt for at være dranker og skørtejæger. Ved en lejlighed gav sådan en beskyldning imidlertid anledning til morskab.
Jeg sad i vores bil sammen med en ven, da en mand kom hen og gav sig i snak med os. Han lagde mærke til at bladene Vagttårnet og Vågn op! lå i bilen og spurgte hvem af os der var et af Jehovas vidner. Da jeg svarede at det var mig, begyndte han at omtale pastor Russell, Vagttårnsselskabets første præsident, som en umoralsk mand.
Mens jeg spekulerede på hvordan jeg kunne gendrive det han sagde, sådan at min ven kunne se at manden ikke talte sandt, begyndte manden at fortælle om det Jehovas vidne der hed William Cox og sagde at han var skørtejæger og dranker. Han påstod at den aften familien Cox’ børn blev dræbt, var William på kro i byen med en kvinde. Min ven vidste at sådan var jeg ikke.
Jeg spurgte manden om han kunne kende denne William Cox hvis han så ham. „Ork ja, jeg har kendt ham i mindst 20 år.“ Nu var min ven og jeg ved at gå til af latter, og jeg spurgte derfor min ven om han kunne tænke sig at fortælle manden hvem han talte med. „Ja, gerne,“ sagde han. „De taler med William Cox, hr.“
Den tragiske hændelse har nogle gange været til fordel for mig, idet den har givet mig lejlighed til at aflægge vidnesbyrd for folk der ellers ikke ville have lyttet. En måned var jeg således i stand til at tegne over 50 abonnementer på Vagttårnet og Vågn op!
Glædelige fremtidsudsigter
Hvordan er det siden gået min familie? Min kone har fået værdsættelse af Jehovas Vidners bibelske lære, og mine børns indstilling er fuldstændig forandret. Da min kone bad om at få sit navn slettet af kirkens medlemsliste, fik også Patty og Billie Colleen deres navne slettet.
Det er min inderlige bøn at hele min familie en dag vil være indviet til Jehova og have det samme håb som jeg, håbet om at gense børnene når de er blevet oprejst på den paradisiske jord, hvor hverken død eller vold skal være mere. (Åbenbaringen 21:3, 4) — Fortalt af William Cox.
[Tekstcitat på side 13]
„Jeg har slået fem små fugle ihjel“
[Tekstcitat på side 15]
Mig forekom det bibelske princip om „liv for liv“ at være det rigtigste
[Tekstcitat på side 16]
Jeg blev beskyldt for at være dranker og skørtejæger
[Illustration på side 13]
Min kone og jeg
[Illustrationer på side 14, 15]
Louis, 16 år
Theresa, 10 år
Gary, 7 år
Mary Katharin, 9 år
Kenny, 5 år