Hundrede år gammel og i fuld vigør

FORTALT AF RALPH MITCHELL

Min far, en mand af middelhøjde, var metodistpræst. Han blev flyttet fra kirke til kirke hvert andet eller tredje år, hovedsagelig til en række småbyer, deriblandt Asheville i North Carolina, USA, hvor jeg blev født i februar 1895. Her voksede jeg op og blev godt kendt med kristendommen.

JEG husker hvordan jeg som dreng blev ført hen til „bodsbænken“ ved vækkelsesmøderne for at blive fyldt med hellig ånd — for at „blive vakt“ som de kaldte det. Jeg fik besked på at bekende mine synder, holde De Ti Bud og opføre mig pænt, så ville jeg komme i himmelen når jeg døde. Jeg tænkte ved mig selv: ’Jeg kommer nok i helvede, for jeg er ikke god nok til himmelen.’ Jeg troede at det kun var voksne — især prædikanter — der levede op til Bibelens normer.

Allerede inden mine teenageår begyndte jeg imidlertid at lægge mærke til hykleriet inden for religionen. For eksempel skænkede min far et stort beløb til biskoppens fond ved generalkonferencen, på bekostning af vores egen families tarv. Han håbede at det ville give ham en stilling i en større kirke. Jeg husker en lokal prædikant som også var bomuldsfarmer. Han var meget opsat på at få en fremtrædende stilling. Han solgte derfor hundrede baller bomuld og tog til konferencen med mange penge på lommen. Da det så ud til at der ikke var flere penge at hente blandt publikum — der hovedsagelig bestod af prædikanter — sprang denne bomuldsfarmer og prædikant op og råbte: „Er det alt hvad I vil give til biskoppen? For hver fem dollars I giver vil jeg give ti dollars!“ Over tusind dollars blev indsamlet, og biskoppen udnævnte denne mand til at være præsiderende ældste over min far. Jeg kunne ikke tro at en sådan udnævnelse var fra Gud. Fra da af var jeg skeptisk over for alt hvad der havde med religion at gøre.

Da De Forenede Stater blev inddraget i den første verdenskrig blev jeg indkaldt som soldat. Jeg husker tydeligt at feltpræsterne prædikede for os soldater og sagde at vi loyalt skulle kæmpe for vort land, og det forstærkede kun min afsky for religion. Mine mål var at overleve, færdiggøre min uddannelse og blive gift. Religion var slet ikke med i mine fremtidsplaner.

Holdningsændring

I 1922 blev jeg forelsket i en pige der hed Louise. Det viste sig at hun var katolik, og da vi besluttede os for at blive gift, ville hun have et katolsk bryllup. Men jeg ønskede ingen religiøse ceremonier, og hun gik med til at vi blev viet på rådhuset i New York.

I begyndelsen havde vi ingen religiøse uoverensstemmelser. Jeg havde ganske enkelt gjort det klart for hende at jeg havde mistet tilliden til religion og at vi ville komme godt ud af det med hinanden så længe vi ikke berørte dette emne. I årene fra 1924 til 1937 fik vi det ene barn efter det andet indtil vi havde fem drenge og fem piger. Louise ville have at vore børn skulle gå i katolsk skole. Jeg ønskede ikke at de skulle modtage nogen som helst form for religionsundervisning. Det blev et stridens æble.

I begyndelsen af 1939 skete der noget som fuldstændig skulle ændre mit syn på religion. Henry Webber og Harry Piatt, to Jehovas vidner, besøgte mig i mit hjem i Roselle, New Jersey. Det blev hurtigt klart for mig at de ville tale om det emne jeg mindst af alt havde lyst til at drøfte — religion. Min tro var stadig svækket efter at feltpræsterne havde sagt: ’Kæmp for dit land,’ mens de lokale præster sagde: ’Du må ikke slå ihjel.’ Hvor hyklerisk! Jeg var sikker på at jeg nok skulle få disse to Jehovas vidner på andre tanker. „Lad mig fortælle jer noget,“ sagde jeg til dem. „Hvis jeres religion er sand, så er alle de andre falske. Og hvis blot én af de andre er sand, er alle de andre falske, også jeres. Der kan kun være én sand religion.“ Til min store overraskelse gav de mig ret.

Derefter bad de mig om at hente min bibel og slå op i Første Korintherbrev 1:10. Her læste jeg: „Nu tilskynder jeg jer, brødre, ved vor Herre Jesu Kristi navn, til at I alle skal føre enig tale, og at der ikke må være splittelser iblandt jer, men at I skal være helt forenede i samme sind og i samme tankegang.“ Dette skriftsted vakte min interesse. Samtidig var jeg bange for at disse to mænd prøvede at få mig ind i en sekt. Jeg havde dog lært noget — at der ikke burde være splittelser blandt kristne. Der var mange spørgsmål der trængte sig på. For eksempel: Hvad sker der med sjælen når vi dør? Det var et af de spørgsmål jeg meget gerne ville drøfte med dem. Men jeg var overbevist om at det ville skabe alt for megen religiøs splid i vort hjem.

Den ene af de to mænd sagde: „Vi vil gerne komme igen i næste uge og fortsætte drøftelsen.“ Jeg prøvede taktfuldt at afslå, men min kone brød ind. „Ralph,“ sagde hun, „de vil gerne have at vide hvornår de kan komme igen.“ Det overraskede mig, eftersom hun var ivrig katolik. Jeg tænkte ved mig selv: ’Der er måske alligevel nogle religiøse punkter vi kan blive enige om.’ Jeg gik derfor med til at Henry Webber og Harry Piatt besøgte os igen den følgende fredag.

Sådan gik det til at jeg begyndte at studere Bibelen med Jehovas vidner. Kort efter blev jeg inviteret med til et områdestævne i Madison Square Garden i New York. Jeg husker tydeligt Joseph F. Rutherfords foredrag „Herredømmet og Freden“, der blev holdt den 25. juni 1939. Jeg var blandt de 18.000 tilstedeværende. Faktisk var tilhørertallet 75.000 når man medregner den store internationale skare der lyttede over radioen.

Arrangementet forløb dog ikke helt som det var planlagt. Tilhængere af den katolske præst Charles Coughlin havde truet med at afbryde mødet, og ganske rigtigt, omkring halvvejs inde i broder Rutherfords foredrag begyndte hundreder af vrede mennesker at hyle og råbe „Heil Hitler!“ og „Viva Franco!“ Der var så megen tumult at det kunne høres over telefonlinjerne. Det tog næsten et kvarter inden opsynsmændene havde fjernet pøbelen. Under alt dette fortsatte broder Rutherford frygtløst med at tale, støttet af den ene bifaldsbølge efter den anden fra de tilstedeværende.

Nu var min nysgerrighed virkelig blevet vakt. Hvorfor fremkaldte en katolsk præst så meget had mod Jehovas Vidner? Jeg tænkte at der måtte være noget om det Rutherford forkyndte, noget som præsteskabet ikke ønskede at folk som mig skulle høre. Jeg fortsatte derfor med at studere Bibelen og gøre fremskridt. I oktober 1939 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Flere af mine børn blev døbt det følgende år, og min kone, Louise, blev døbt i 1941.

Prøvelser

Kort efter at jeg havde taget imod sandheden døde min mor, og jeg måtte tage til North Carolina, hvor hun skulle begraves. Jeg følte ikke at jeg med god samvittighed kunne overvære begravelsen, som skulle foregå fra en metodistkirke. Inden jeg tog af sted ringede jeg derfor til min far og bad ham om at lade kisten blive i kapellet. Det indvilligede han i, men da jeg kom derhen var de kørt af sted til kirken, hvor de var sikre på at jeg ville møde op.

Men det gjorde jeg ikke. Det vakte stort røre i familien. Skønt min søster Edna og jeg altid havde haft et nært forhold, ville hun ikke tale med mig efter min mors begravelse. Jeg skrev breve, men hun besvarede dem ikke. Hver sommer når Edna kom til New York for at overvære lærerkurser på City College, prøvede jeg at kontakte hende. Men hun afviste mig med den begrundelse at hun havde travlt. Til sidst gav jeg op, eftersom det lod til at jeg kun generede hende. Der skulle gå mange år før jeg igen hørte fra hende.

I 1941 blev seks af mine børn og mange andre børn i De Forenede Stater og Canada bortvist fra skolerne fordi de nægtede at hilse flaget. For at kunne opfylde lovens undervisningskrav begyndte Jehovas Vidner at drive skoler der blev kaldt Kingdom Schools (rigsskoler). Et nedlagt hotel i Lakewood, New Jersey, husede den skole mine børn gik i. I stueetagen var der rigssal, klasseværelse, køkken og spisestue. Pigernes soveværelser var på første sal og drengenes på anden sal. Det var en god skole, og for de fleste af børnene fungerede den nærmest som en kostskole. De der boede meget langt væk tog hjem hver anden weekend mens de andre tog hjem hver weekend.

Lige fra jeg havde taget imod sandheden havde jeg haft et brændende ønske om at blive pioner, som heltidsforkyndere blandt Jehovas vidner kaldes. Ved områdestævnet i St. Louis, Missouri, i 1941 var der en broder på programmet som fortalte hvordan han kunne være pioner samtidig med at han forsørgede 12 børn. Jeg tænkte: ’Hvis han kan være pioner med 12, kan jeg også være pioner med 10.’ Men der gik 19 år inden mine forhold tillod mig at begynde i heltidstjenesten. Den 1. oktober 1960 begyndte jeg endelig at tjene Jehova som pioner.

Et overraskende besøg

I 1975 ringede min søster Edna til mig. Jeg var nu 80 år og havde hverken set hende eller hørt hendes stemme i næsten 20 år. Hun ringede fra lufthavnen og spurgte om jeg ville komme og hente hende og hendes mand. Det var skønt at se Edna igen, men vi havde stadig den største overraskelse til gode. På vej hjem sagde hendes mand: „I har en konvertit her.“ Jeg vidste ikke hvad han mente, men da vi kom til huset sagde han igen: „I har en konvertit her.“ Min kone forstod med det samme hvad han mente. Henvendt til min søster, spurgte hun: „Edna, er du blevet et af Jehovas vidner?“ „Ja, det er jeg nemlig,“ svarede Edna.

Hvordan havde Edna lært sandheden at kende? I et forsøg på at forbedre det kølige forhold mellem Edna og mig havde jeg i 1972 sendt et gaveabonnement på Vagttårnet til hende. Året efter blev Edna syg og måtte holde sig hjemme. Bladene lå stadig i deres indpakning på hendes skrivebord. Af ren og skær nysgerrighed åbnede Edna et og begyndte at læse i det. Da hun havde læst det færdig, tænkte hun ved sig selv: ’Det her er sandheden.’ Da hun senere fik besøg af Jehovas vidner havde hun læst hele bladbunken. Hun tog imod tilbudet om et bibelstudium, og siden blev hun et af Jehovas vidner.

Dødsfald i familien

Min kone, Louise, blev på et tidspunkt ramt af sukkersyge. Hendes tilstand forværredes indtil hun i 1979 døde i en alder af 82 år. Da Louise døde, døde der også noget i mig. Hele min verden gik i stå. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle stille op. Jeg havde ingen fremtidsplaner, og jeg havde desperat brug for opmuntring. En rejsende tilsynsmand, Richard Smith, opmuntrede mig til at fortsætte i pionertjenesten. Jeg opdagede at den største trøst kom ved at trøste andre som havde mistet nogle de holdt af.

Vagttårnsselskabet arrangerede i 1979 en tur til Israel som jeg meldte mig til. Rejsen virkede meget ansporende på mig, og da jeg kom hjem tog jeg straks fat på pionertjenesten. Siden den tid har jeg hvert år meldt mig til at forkynde i ledige distrikter eller distrikter der sjældent gennemgås i andre dele af landet. Trods min høje alder kan jeg stadig stille mig til rådighed for denne forret.

Jeg har i årenes løb haft den glæde at hjælpe omkring 50 ind på livets vej. De fleste af mine børn er i sandheden. To af mine døtre er pionerer. En anden datter, Louise Blanton, tjener sammen med sin mand, George, på Jehovas Vidners hovedkontor i Brooklyn. Og en af mine sønner har tjent som ældste i mange år.

Som følge af den ufuldkommenhed vi har arvet fra vore første forældre, er vi alle underlagt sygdom og død. (Romerne 5:12) Og mit liv har bestemt ikke været smertefrit. I øjeblikket plages jeg af ledbetændelse i mit venstre ben. Indimellem er det til stor gene, men det har ikke hindret mig i at føre et aktivt liv, og jeg beder til at det heller ikke vil ske. Jeg vil gerne holde mig i gang. Mit største ønske er at fortsætte i pionertjenesten lige til det sidste, alt imens jeg gør mit yderste for at gøre Jehovas navn og hensigt kendt.

[Illustration på side 23]

Min datter Rita og mig