Abort — hvis rettigheder gælder det?

LÆGERNE P. M. A. Nicholls og Carlos del Campo fra byen Halifax i den canadiske delstat Nova Scotia har skrevet et tankevækkende brev om dette spørgsmål til Canadian Medical Association Journal. De bemærker indledningsvis hvilke synspunkter andre har fremsat — nemlig at „afgørelsen om hvorvidt der skal foretages et abortindgreb hovedsagelig hviler på kvinden“, og at „mange af de kvinder der ønsker abort, samt de fleste grupper der støtter disse indgreb, mener at kvinden har ret til at bestemme hvad der skal ske med hendes egen ’krop’ og at abortindgreb derfor bør være tilladt“. De følgende iagttagelser som disse læger har gjort i denne forbindelse giver imidlertid den enkelte anledning til at stoppe op og tænke efter.

„Skønt det følgende burde være selvindlysende for alle læger, tager man almindeligvis ikke disse forhold i betragtning. Derfor bør de fremhæves yderligere. Efter befrugtningen smelter de haploide celler sammen til en diploid celle. Fra og med dette tidspunkt eksisterer fosteret som et genetisk selvstændigt væsen, forskelligt fra sin moder — det vil sige at det indeholder en unik sammensætning af kromosomale informationer. Et uigendriveligt bevis på dette ligger i den kendsgerning at fosteret omgående ville blive udstødt hvis det ikke var for adskillelsen ved placenta (moderkagen).

Hvordan kan det da være at vi behandler et abortindgreb som gjaldt det fjernelsen af en blindtarm, en galdeblære eller et andet organ? (Vi er naturligvis klar over de stærkere psykiske eftervirkninger af en abort.) Ironisk nok er det langt lettere at få en fødselslæge til at fjerne et levedygtigt foster end at få en kirurg til at fjerne en rask galdeblære. Men til forskel fra fosteret er dette organ dog, uden diskussion, en del af patienten selv. Kan vi støtte den almindelige indstilling til fordel for abort, at det udelukkende drejer sig om kvindens egen krop, og gå ind for at beslutningen om at bringe et fosters liv til ophør forbliver en sag mellem kvinden og hendes læge? Igen — hvis vi logisk overvejer disse forhold, drejer det sig i realiteten ikke om kvindens egen krop men ubestrideligt om et andet væsens liv, et væsen med en uafhængig genetisk kode.“

Lægerne slutter brevet med disse advarende ord: „Når vi stilles over for dette problem er det lettest at se bort fra det vi ved er sandt, på grund af bekvemmelighed eller ’medlidenhed’. Det er ikke desto mindre enhver læges pligt ikke at ligge under for eller at skjule sig bag meninger og antagelser der stammer fra et stadig mere eftergivende samfund.“

[Kildeangivelse på side 27]

S. J. Allen/Int’l Stock Photo Ltd.