Når træer „taler sammen“

DEN afrikanske kudu-antilope er et stateligt dyr der især kendes på sine prægtige, snoede horn. Da et stort antal kuduer i små sydafrikanske reservater begyndte at dø af sult, vakte det derfor bekymring blandt naturbeskyttelsesfolk. Dødsårsagen syntes uforklarlig, eftersom reservaterne indeholdt rigeligt med træer som dyrene kunne gnave af. Efter mange undersøgelser stødte man imidlertid på en forbløffende, men sandsynlig forklaring: Træerne havde „talt sammen“!

Umiddelbart lyder dette måske som nonsens, men bladet South African Panorama fortæller: „Træerne er i besiddelse af et hemmeligt våben mod kuduer og andre løvædende dyr . . . Når en kudu gnaver af et træ stimuleres bladene til at danne en særlig form for garvesyre, kendt under betegnelsen tannin K.“ Kuduerne kan ikke fordøje disse blade ordentligt og holder snart op med at tage føde til sig. Men kan de ikke blot gå hen og spise af et andet træ? Så let er det ikke, for her kommer træernes interne „kommunikation“ ind i billedet.

I bladet Custos hævder professor van Hoven at „det for nylig er blevet bevist ud over enhver tvivl, at når planternes løv skades, frigiver det aromatiske stoffer i luften som andre planter af samme art er følsomme over for“. Det der sker er faktisk at træerne advarer hinanden om at der er sultne, løvædende dyr i området. Og hvordan reagerer naboplanterne på disse advarsler? Det gør de ved også at producere den skadelige garvesyre i deres blade. I sidste instans drejer det sig nemlig om at overleve! „Planter der har manglet denne evne til at forsvare sig . . . er uundgåeligt blevet udslettet i tidens løb,“ lyder professor van Hovens teori. I løbet af forholdsvis kort tid efter at en kudu begynder at gnave af et træ, vil det ene træ efter det andet sandsynligvis ’lukke af’ for sit spisekammer. Det ser ud til at der går nogle dage inden bladene på et angrebet træ igen er normale.

Træernes naturlige forsvarsmekanisme er et stort problem når kuduerne holdes i små reservater. Forskerne fandt hurtigt ud af at dødeligheden blandt kuduer i de små reservater var seks gange højere end i de store reservater. Hvorfor? Simpelt hen fordi der var for mange kuduer inden for et lille område. Professor van Hoven udtaler: „Vort råd til vildtopdrætterne . . . er at begrænse antallet af kuduer til tre til fire dyr pr. 100 hektarer . . . Hvis der lukkes flere dyr ind i indhegningen er det tilrådeligt at forsyne dem med ekstra foder i vinterperioden.“

Man må selvsagt gentage laboratorieforsøgene i naturlige omgivelser før man med sikkerhed kan vide hvor mange træer der kan „tale“ med hinanden og i hvilken udstrækning. Disse foreløbige forskningsresultater er ikke desto mindre et vidnesbyrd om at alt levende er skabt med omtanke og at den Gud der har skabt alt besidder en ærefrygtindgydende intelligens.