Unge spørger:

Skal jeg godtage mine forældres tro?

„JEG blev presset til at være med da jeg var lille, og jeg brød mig ikke om de andres måde at være på.“ „Jeg voksede fra den.“ Sådan svarede to tidligere katolikker da de i en gallupundersøgelse blev spurgt hvorfor de havde forladt deres kirke. Deres syn på tingene afspejler mange unges indstilling i dag. De føler sig ikke moralsk forpligtede til at antage deres forældres tro.

Men det betyder ikke nødvendigvis at unge ikke er religiøse. Undersøgelser i Tyskland viser at unge vender tilbage til „gamle tiders værdinormer“, deriblandt religion. Indgående undersøgelser af amerikanernes tro har afsløret at „USAs unge i høj grad tænker over deres religiøse overbevisning. Nogle af disse overvejelser resulterer i en vedvarende, skarp kritik af de etablerede kirker.“ — The Search for America’s Faith af G. Gallup jun. og D. Poling.

Gyldige grunde

Det må siges at nogle unge har gyldige grunde til ikke at vælge forældrenes tro. I den ovennævnte gallupundersøgelse, der drejede sig om hvorfor katolikker var gledet bort fra deres kirke, „klagede en mand over at han ’blev truet med helvede for små overtrædelser’. Andre gjorde indsigelse mod de mange ceremonier, andre igen klagede over at man hørte for lidt til Bibelen“. — The Record, 27. oktober 1985.

Gallup og Poling siger: „Teenagere viser dog en vedholdende interesse for åndelige spørgsmål. . . . Men samtidig giver denne gruppe udtryk for afstandtagen fra organiseret religion. . . . Det står klart at unges store åndelige behov ikke bliver imødekommet af de etablerede kirker.“ Med „etablerede kirker“ mener de enhver retning blandt dem de kalder „hovedkirkerne“, det være sig de katolske, protestantiske, græsk-katolske eller jødiske trossamfund.

De citerer en ung metodist for at have sagt: „Kirkerne bør forsøge at nå ud til dem der ikke kommer i deres kirkebygninger, og hjælpe dem der ikke tror.“ Af en gruppe unge der var med i undersøgelsen gav en stor procentdel udtryk for „at de var villige til at overveje frivilligt at bruge noget af deres tid på regelmæssigt at deltage i kirkelige aktiviteter, hvis man spurgte dem om de ville“. Men åbenbart spørger man dem ikke.

Hvordan afgørelsen træffes

Hvor skal unge vende sig hen hvis de er interesseret i åndelige spørgsmål og deres åndelige behov ikke bliver dækket af den „etablerede kirke“ deres forældre er medlem af? På hvilket grundlag kan man som ung beslutte om man skal vælge sine forældres tro eller ej?

Interessant nok anførte nogle unge katolikker at en af grundene til at de ikke forblev i deres forældres tro, var at man „hørte for lidt til Bibelen“. Bibelen er blevet kaldt „kristendommens hellige bog“. Ja, Bibelen er den norm ud fra hvilken man kan bedømme enhver religion der kalder sig kristen. Faktisk er det blevet sagt at ingen filosofi tåler sammenligning med de „evige sandheder“ der findes i Bibelen. Uanset hvilken tro ens forældre har, vil det altså være rigtigt at sammenligne den med Bibelen.

En anden af indsigelserne gik på at man blev „dømt til helvede“. Eftersom de fleste af vestens og østens religioner indeholder en lære om straf efter døden, er det også sandsynligt at dine forældres religion lærer at de onde kommer i helvede. Sandt nok prøver mange præster i dag at gøre helvede ’mindre hedt’ ved at hævde at de fordømte ikke bliver pint fysisk, men blot pines moralsk ved at de bliver berøvet ’synet af Gud’. Men føler du dig ikke lige så frastødt ved tanken om at et menneske skulle gennemgå en moralsk pine i al evighed som ved tanken om evige fysiske lidelser?

Bibelen lærer at menneskesjælen kan dø, at håbet om et liv efter døden ligger i Guds magt til at oprejse de døde, og at straffen for forsætlig ondskab er evig død, ikke evig pine. (Se Ezekiel 18:4; Apostelgerninger 24:15; Romerne 6:23.)a Taler dette ikke mere til din retfærdighedssans end den gudvanærende lære om et brændende helvede? Dette er blot nogle få af de „evige sandheder“ som Jehovas Vidner lærer ud fra Bibelen.

Unge blandt Jehovas Vidner må også vælge

Hvad så med unge der er blevet opdraget af forældre som er Jehovas vidner? Stilles de ikke over for spørgsmålet om de skal vælge deres forældres tro? Naturligvis gør de det. Der kommer også et tidspunkt i deres liv hvor de personligt må beslutte om de vil indvi deres liv til Jehova Gud eller ej.

Som andre unge spørger de også sig selv: ’Hvordan kan jeg være sikker på at mine forældres tro er den sande?’ De må på samme måde som andre forvisse sig om at dens lære er i harmoni med Bibelen.

Ruth, der er vokset op i Tyskland, indrømmer at da hun var ung vidste hun hvad man forventede af hende og kunne give de „rigtige“ svar. Når hun for eksempel blev spurgt: „Hvad sætter du først i dit liv?“ svarede hun: „Guds rige.“ Men som hun siger: „Jeg vidste at det var det rigtige svar, men bagefter spurgte jeg mig selv: ’Gør jeg egentlig det?’“ Hun var ærlig nok til at indrømme over for sig selv at hun på det tidspunkt i sit liv følte at hendes skolegang var vigtigere for hende end Guds rige.

Senere spurgte hun sig selv: „Når nu der findes så mange forskellige ideologier, hvordan kan jeg så være sikker på at det jeg har lært siden jeg var barn er sandheden?“ De følgende tre skriftsteder hjalp hende: Mattæus 7:15-20 („I kan kende dem på deres frugter“), Johannes 13:35 („På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden“) og Mattæus 24:14 („Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd“). Hun indså at andre religioner ikke havde frembragt gode frugter. Hun kunne blandt Jehovas vidner iagttage „et internationalt, forenet brodersamfund der var optaget af uselvisk at forkynde den gode nyhed om Guds rige“. Hun valgte at forblive i den tro som hendes moder havde opdraget hende i.

Dorcas, der er fra Frankrig, har også forældre der er Jehovas vidner. I dag erkender hun at hendes studium af det bibelske læsestof havde været for overfladisk og derfor var blevet helt fortrængt da hun fordybede sig i de filosofiske studier i skolen. Dette havde gjort hendes sind modtageligt for tvivlstanker. Men så prøvede hun at forestille sig hvordan hendes liv ville være uden den sandhed fra Bibelen som hendes forældre havde oplært hende i. Hun indså at det ville være tomt. Hun gik derfor i gang med et indgående studium af Bibelens profetier ved hjælp af det rette studiemateriale. Hun siger: „Efter at jeg omsider var blevet overbevist om at jeg havde sandheden, blev jeg døbt.“ Dorcas besluttede at beholde sine forældres tro.

Den unge metodist klagede over at kirkerne ikke forsøger „at nå ud til dem der ikke kommer i deres kirkebygninger og at hjælpe dem der ikke tror“. Men Ruth og Dorcas er glade for, sammen med andre Jehovas vidner, at tage del i netop et sådant arbejde. Alle Jehovas vidner, unge som gamle, bliver opfordret til at „bruge noget af deres tid“ til at forkynde for andre. Flere og flere unge Jehovas vidner bliver heltidsforkyndere af den gode nyhed om at Guds rige inden længe vil genoprette Paradiset på jorden. — Mattæus 6:10.

Det er op til dig

Der er åbenbart flere og flere unge der indser at et liv uden et åndeligt mål slet ikke er noget værd. Men som vi har set, bliver det „store åndelige behov“ som mange unge føler, ’ikke imødekommet af de etablerede kirker’.

Hvis du hører til dem der stiller spørgsmålet: „Skal jeg godtage mine forældres tro?“, hvorfor så ikke sammenligne denne tro med de „evige sandheder“ der findes i Bibelen? Skriv til udgiverne af dette blad, eller sæt dig i forbindelse med et hvilket som helst Jehovas vidne du kender — måske i din skole eller på din arbejdsplads — og bed dem om at skaffe dig noget bibelstudiemateriale der vil sætte dig i stand til at foretage en sådan undersøgelse. Så vil du selv kunne afgøre om du bør følge dine forældres tro eller ej.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 17]

„Teenagere viser vedholdende interesse for åndelige spørgsmål“

[Illustration på side 18]

Unge bør undersøge om deres forældre har lært dem sandheden ud fra Bibelen