Hvordan er livet på jorden opstået?
Min søgen efter svaret
JEG kendte svaret allerede da jeg var barn. Gud har skabt alt — det lærte mine forældre mig ved hjælp af Bibelen. Mens jeg voksede op betragtede jeg livet omkring mig. Det fascinerede mig. Naturens mange undere gjorde et dybt indtryk på mig.
Jeg lagde mærke til at sommerens blomster døde om efteråret, men efterlod sig frø der spirede om foråret og voksede op til nye, farverige blomster. Træernes saft sank ned i rødderne om efteråret, men vendte tilbage nogle måneder senere for at klæde de blottede grene i forårsgrønt. Murmeldyrene rullede sig sammen i deres huler og sov deres lange vintersøvn, men vågnede når der igen kom varme, solrige dage. Drosselparret der havde deres rede i en hul jernstolpe i vores baghave, fløj sydpå om efteråret men vendte tilbage til den samme stolpe om foråret for at sætte endnu en familie i verden. Jeg så med ærefrygt på gæssene der fløj sydpå i kileformation og lyttede fascineret til deres konstante skræppen — og spekulerede på hvad de mon snakkede om.
Jo mere jeg lærte om livet, jo mere planmæssighed fik jeg øje på. Og jo mere planmæssighed jeg så, jo mere forstod jeg at det var sandt hvad mine forældre havde lært mig: at der måtte stå en Skaber bag.
Ingen Skaber?
Men da jeg kom i gymnasiet fik jeg at vide at der ikke var brug for nogen Skaber: ’Det er alt sammen sket ved et tilfælde. Kemikalier i jordens uratmosfære blev spaltet af lyn og ultraviolette stråler, hvorefter deres atomer dannede nye, stadig mere komplicerede molekyler, og en levende celle var blevet til. Da den formerede sig indtraf der mutationer, og milliarder af år senere var jorden dækket af livet i dets myriader af former. Mennesket er denne udviklings seneste frembringelse.’
De fik udviklingslæren til at lyde så enkel. Måske lidt for enkel. Jeg troede stadig på en skabelse, men jeg ønskede ikke at være lettroende. Jeg ville gerne tro på det der var mest logisk, jeg ønskede at være fordomsfri og at finde frem til sandheden. Derfor begyndte jeg at studere naturvidenskab, og derved lærte jeg meget. I højere grad end nogen sinde før fik jeg øjnene op for naturens undere. Jo mere jeg lærte, jo mere ærefrygt følte jeg. Men jo mere planmæssighed jeg fik øje på, jo mere stejlede mit sind ved at tro at mutationer og blinde tilfældigheder kunne have frembragt det som højt begavede mænd ikke kan efterligne i deres laboratorier — end ikke den mindste bakterie kan de skabe, og da slet ikke blomster, sangfugle og gæssenes kileformationer.
I mine gymnasieår og da jeg senere studerede ved universitetet undersøgte jeg alle mulige grene af naturvidenskaben — kemi, fysik, biologi, matematik — og i tiden der fulgte fortsatte jeg med at læse bøger og artikler skrevet af tilhængere af udviklingslæren. Jeg syntes stadig ikke det lød overbevisende. De gik altid meget let hen over beviserne for de påstande de fremsatte om udviklingslæren.
Men det er jo efterhånden mange år siden. Nu lever vi i 1987. Måske findes der nu flere beviser og færre løse påstande. Måske er det på tide at undersøge spørgsmålet på ny. Jeg har valgt at fokusere på én side af sagen — hvordan livet opstod her på jorden. For hvis det ikke kan bevises at den første levende celle er blevet til ved en udvikling, hvordan kan man da fastholde påstanden om at udviklingen har frembragt levende skabninger med billioner af celler — og mennesker med hundrede billioner celler hver?
Jeg valgte at foretage min undersøgelse ved hjælp af nogle nyere bøger af velanskrevne videnskabsmænd — alle tilhængere af evolutionsteorien. Jeg ønskede at bedømme dem på samme måde som Jesus bedømte tilhængere af falsk religion: „Ud fra dine ord vil du blive erklæret retfærdig, og ud fra dine ord vil du blive fordømt.“ (Mattæus 12:37) Jeg har i min undersøgelse begrænset mig til de vigtigste udviklingstrin på vejen til livet: (1) uratmosfæren, (2) den organiske ursuppe, (3) proteinerne, (4) nukleotiderne, (5) nukleinsyren (DNA) og (6) cellemembranen.
Antagelser om uratmosfæren
Den første betingelse for at livet kunne opstå, er at jorden havde en uratmosfære som under påvirkning af lyn, ultraviolette stråler eller andre former for energi kunne frembringe simple molekyler som er en forudsætning for liv. I 1953 foretog Stanley Miller et eksperiment i denne forbindelse: han valgte en „uratmosfære“ der indeholdt store mængder brint, sendte en elektrisk gnist gennem den, og frembragte derved to simple aminosyrer af de 20 der skal til for at proteiner kan opstå.1 Ingen ved imidlertid hvad jordens uratmosfære bestod af.2 Hvorfor valgte Stanley Miller netop denne? Han har indrømmet at han foretrak den fordi den var den eneste hvori „en syntese af biologisk interesse finder . . . sted“.3
Det gik op for mig at man ofte ’styrer’ eksperimenterne så de giver de ønskede resultater. Mange videnskabsmænd erkender at den der foretager eksperimenterne ’i høj grad kan manipulere med resultaterne’, og at ’hans forstand kan være forudindtaget angående eksperimentets udfald’.4 Millers atmosfære blev anvendt i de fleste af de eksperimenter man foretog i tiden der fulgte, ikke fordi den var logisk eller bare sandsynlig, men fordi „den virkede befordrende på eksperimenter med evolution“, og „den anbefales af vellykkede laboratorieeksperimenter“.5
Evolutionisterne hyldede Millers resultat som et stort gennembrud. Mange eksperimenter fulgte; man forsøgte sig med forskellige energikilder og forskellige råmaterialer. Ved stramt styrede laboratorieeksperimenter, gennem mange kunstgreb og ved at ignorere de forhold der findes i et naturligt miljø, lykkedes det videnskabsmænd at frembringe andre organiske kemiske forbindelser der har betydning for livets opståen. De gjorde Millers myg til en elefant. Hans eksperiment åbnede mulighed for at der kunne være opstået en organisk ursuppe bestående af livets byggestene i havet. Eller gjorde det?
Den organiske ursuppe er en myte
Millers „myg“ var ikke levedygtig, og den tog „elefanten“ med sig i graven. For at danne aminosyrer spaltede Miller de simple kemikalier i sin atmosfære ved hjælp af en gnist. Men den samme gnist ville endnu hurtigere have nedbrudt aminosyrerne! Derfor ’styrede’ Miller igen sit eksperiment: For at beskytte aminosyrerne mod gnisten byggede han i sit apparat en fælde hvori de blev fanget så snart de opstod. Videnskabsmændene hævder imidlertid at aminosyrerne i den fjerne urtid undslap lynene eller de ultraviolette stråler ved at styrte sig i havet. Med denne påstand prøver evolutionisterne at redde ursuppen.
Men dette er af flere årsager forgæves. Da aminosyrer ikke er stabile i vand ville de kun findes i ubetydelige mængder i urhavet. Hvis der engang havde eksisteret en organisk ursuppe ville nogle af dens bestanddele desuden være aflejret i sedimentære bjergarter, men trods 20 års forskning „har man ikke i de ældste bjergarter kunnet finde vidnesbyrd om en præbiotisk suppe“. Men „den præbiotiske suppes eksistens er altafgørende“. Derfor „kommer det som . . . et chok at der overhovedet ikke findes sikre beviser for at den har eksisteret“.6
Chancerne for dannelse af proteiner
Men lad os sige at denne ursuppe virkelig har eksisteret, selv om intet i naturen taler for det. I ursuppen var der millioner af aminosyremolekyler, flere hundrede forskellige slags, nogenlunde lige mange venstredrejende og højredrejende former. Ville aminosyrerne nu samle sig i lange kæder og danne proteiner? Ville netop de 20 nødvendige former tilfældigt blive valgt blandt ursuppens flere hundrede slags aminosyrer? Ville tilfældet blandt disse 20 former udelukkende udvælge sig de venstredrejende former, dem der findes i levende organismer? Og ville de derefter samle sig i den rækkefølge og den form der kræves til hvert enkelt protein?7 Kun ved et mirakel!
Et typisk protein indeholder omkring 100 aminosyrer og mange tusind atomer. En levende celle bruger cirka 200.000 proteiner i sine livsprocesser. Af dem er de 2000 enzymer, særlige proteiner der er livsnødvendige for cellen. Hvor stor er chancen for at disse enzymer er blevet til ved et tilfælde i den organiske ursuppe — hvis den altså fandtes? Som 1 til 1040.000! Dette tal er 1 efterfulgt af 40.000 nuller. Skrevet helt ud ville det fylde 14 sider i dette blad. Eller sagt på en anden måde: Sandsynligheden er lige så lille som for at man kan slå 50.000 seksere i træk med en terning. Og her taler vi kun om de 2000 af de 200.000 proteiner en levende celle har brug for.8 For at få dem alle, skal man slå endnu fem millioner seksere i træk!
Nu begyndte jeg at føle at jeg slog løs på en hest som allerede var død, men alligevel gik jeg videre til det næste punkt: Hvis vi antager at der opstod proteiner i den organiske ursuppe, hvordan forholder det sig da med nukleotiderne? Leslie Orgel fra Salk-Instituttet i Californien har sagt at nukleotiderne udgør „et af de største problemer i den præbiotiske syntese“.9 Deres tilstedeværelse er en betingelse for at nukleinsyrerne (DNA, RNA) kan blive til — hvilket også betegnes som et overordentlig vanskeligt problem. Dertil kommer at proteiner ikke kan samles uden nukleinsyrer, og at nukleinsyrer ikke kan dannes uden proteiner.10 Det er den gamle gåde i en ny kemisk forklædning: Hvad kom først, hønen eller ægget?
Men lad os springe denne gåde over og lade evolutionisten Robert Shapiro, professor i kemi ved New Yorks universitet og specialist i DNA-forskning, udtale sig om chancen for at nukleotider og nukleinsyrer kunne dannes ved et tilfælde i jordens urmiljø:
„Når to aminosyrer går i forbindelse med hinanden, frigøres et vandmolekyle. To vandmolekyler må frigøres for at en nukleotides bestanddele kan samles, og mere vand frigøres når nukleotiderne forbindes og danner nukleinsyre. Dannelsen af vand i et i forvejen vandrigt miljø svarer desværre i kemisk forstand til at skulle sælge sand i Sahara. Det er ufordelagtigt og kræver energi. Sådanne processer sker ikke uden videre af sig selv. Det er faktisk de modsatte reaktioner der sker spontant. Vand angriber gerne store biologiske molekyler. Det vrister nukleotider fra hinanden, bryder båndene mellem sukker og fosfat, og adskiller baser fra sukker.“11
Det sidste af de seks punkter jeg havde besluttet mig for at undersøge, drejede sig om cellemembranen. Uden denne kan cellen ikke eksistere. Den må beskyttes mod vand, og det sørger de vandskyende fedtstoffer i membranen for at den bliver.12 Men dannelse af en membran kræver et „proteinsyntese-apparat“, og dette kan kun fungere hvis det holdes sammen af en membran.13 Og så er vi tilbage ved høne-eller-æg-problemet!
Molekylærbiologien ringer med dødsklokkerne
Det var evolutionisternes drøm at bevise at den første levende celle var meget simpel. Molekylærbiologien har forvandlet deres drøm til et mareridt. Michael Denton, specialist i molekylærbiologi, har ringet med dødsklokkerne for denne drøm:
„Molekylærbiologien har vist at selv de simpleste af alle levende organismer på jorden i dag, bakteriecellerne, er yderst komplicerede objekter. Skønt de mindste bakterieceller er utroligt små og vejer mindre end 10-12 gram, er hver af dem i virkeligheden en sand mikro-miniaturiseret fabrik med tusinder af indviklede, fint formgivne stykker molekylært maskineri, en fabrik der alt i alt består af hundrede milliarder atomer — langt mere kompliceret end nogen maskine mennesket har bygget, og absolut uden sidestykke uden for det levendes verden.
Molekylærbiologien har også vist at cellens grundlæggende opbygning stort set er ens hos alle jordens levende organismer, lige fra bakterier til pattedyr. I alle organismer spiller DNA, budbringer-RNA og protein samme rolle. Den genetiske kode har også i alt væsentligt samme betydning i alle celler. Proteinsyntese-maskineriets størrelse, struktur og bestanddele er praktisk talt ens i alle celler. I betragtning af cellernes grundlæggende biokemiske konstruktion, kan ingen levende organisme derfor anses for at være mere primitiv eller ældre end nogen anden organisme, og der er heller ikke den mindste antydning af en evolutionær rækkefølge blandt alle de utroligt forskellige celler på jorden.“14
Det er derfor ikke overraskende at Harold Morowitz, fysiker ved Yale-universitetet, har beregnet at sandsynligheden for at selv den simpleste levende bakterie kunne opstå gennem vilkårlige forandringer, er som 1 til 1 fulgt af 100.000.000.000 nuller. „Dette tal er så stort,“ siger Robert Shapiro, „at det ville kræve flere hundrede tusind bøger med blanke sider at skrive det i konventionel form.“ Han hævder at de videnskabsmænd der er tilhængere af teorien om livets kemiske udvikling, ignorerer de voksende vidnesbyrd og „har valgt at betragte [teorien] som en ubetvivlelig sandhed, hvorved de giver den status som mytologi“.15
En specialist i cellebiologi siger at en enkelt celle for millioner af år siden „kunne fremstille våben, fange føde, fordøje den, skille sig af med affaldsstoffer, bevæge sig omkring, bygge huse og udfolde normal eller unormal seksuel aktivitet. Disse væsener findes stadig. Protisterne — hele og fuldstændige organismer der består af en enkelt celle med mange evner, men uden væv, organer, hjerte og hjerne — har i virkeligheden alt hvad vi har.“ Denne videnskabskvinde siger at en enkelt celle kan styre „de flere hundrede tusind samtidige kemiske reaktioner som livet består af“.16
Hvilken utrolig kemisk aktivitet i en mikroskopisk celle! Dette kræver ganske afgjort en Mesterkonstruktør med en intelligens der langt overgår vor. De oplysninger der er indkodet i et DNA-molekyle som vejer „mindre end nogle få tusind milliontedele af et gram“ er nok „til at beskrive en organisme så kompliceret som mennesket“.17 Hvis de oplysninger der findes i en enkelt celles DNA „blev skrevet ned, ville de fylde 1000 bøger på hver 600 sider“.18 Hvor ærefrygtindgydende! Der må stå en intelligens som langt overgår den menneskelige fatteevne, bag livets opståen på jorden.
Den konklusion jeg er nået frem til lyder: Uden den rette atmosfære, ingen organisk ursuppe. Uden den organiske ursuppe, ingen aminosyrer. Uden aminosyrer, ingen proteiner. Uden proteiner, ingen nukleotider. Uden nukleotider, intet DNA. Uden DNA, ingen celler der formerer sig. Uden cellemembran, ingen levende celle. Og uden intelligens til at formgive og styre disse processer, intet liv på jorden.
Videnskabsmændene har gjort dem der tror på en skabelse en stor tjeneste. Deres opdagelser om livet har styrket min tro på skabelsen, og nu læser jeg med endnu større værdsættelse ordene i Romerbrevet 1:20, 21, 28: „[Guds] usynlige Væsen, baade hans evige Kraft og Guddom, er nemlig fra Verdens Skabelse af fattelige og synlige i de skabte Ting. De er altsaa ikke til at undskylde. . . . Saa blev de fordummede i deres Tankegang, og deres uforstandige Hjerte formørkedes. . . . Fordi de ikke brød sig om at anerkende Gud, prisgav Gud dem til deres forkastelige Sindelag, saa at de gør, hvad der ikke sømmer sig.“ — Rosenørn-Lehn.
Mine undersøgelser har overbevist mig om at det mine forældre lærte mig, er sandt: At Jehova Gud alene er „livets kilde“. (Salme 36:9) — Af en fast medarbejder ved Awakes!’s hovedredaktion.
Henvisninger
1. Origins: A Skeptic’s Guide to the Creation of Life on Earth af Robert Shapiro, 1986, s. 105; Life Itself af Francis Crick, 1981, s. 77.
2. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 96-7.
3. The Origins of Life on the Earth af Stanley L. Miller og Leslie E. Orgel, 1974, s. 33.
4. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 103.
5. Technology Review, april 1981, R. C. Cowen, s. 8; Science 210, R. A. Kerr, 1980, s. 42. (Begge citater er hentet fra The Mystery of Life’s Origin: Reassessing Current Theories, 1984, s. 76.)
6. Evolution: A Theory in Crisis af Michael Denton, 1985, s. 260-1, 263; Origins: A Skeptic’s Guide, s. 112-3.
7. Evolution: A Theory in Crisis, s. 234-8.
8. The Intelligent Universe af Fred Hoyle, 1983, s. 12-17.
9. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 188.
10. Evolution: A Theory in Crisis, s. 238; Origins: A Skeptic’s Guide, s. 134, 138.
11. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 173-4.
12. Ibid., s. 65.
13. Evolution: A Theory in Crisis, s. 268-9.
14. Ibid., s. 250.
15. Origins: A Skeptic’s Guide, s. 32, 49, 128.
16. The Center of Life af L. L. Larison Cudmore, 1977, s. 5, 13-14.
17. Evolution: A Theory in Crisis, s. 334.
18. National Geographic, september 1976, s. 357.
[Ramme/illustration på side 7]
Hvad kom først?
Ægget kommer fra en høne, men hønen kommer fra et æg
Proteiner kan ikke dannes uden nukleinsyrer, men nukleinsyrer kan ikke dannes uden proteiner
En cellemembran kan ikke dannes uden et proteinsyntese-maskineri, men dette maskineri kan ikke dannes uden en cellemembran
[Illustration på side 8]
I hver eneste levende celle foregår der flere hundrede tusind kemiske reaktioner på samme tid
[Illustration på side 9]
Oplysningerne i en enkelt celles DNA ville fylde 1000 bøger på hver 600 sider