Kan liv opstå ved et tilfælde?

Eksisterer der ingen Skaber, må livet være opstået af sig selv. Mange tror at det er tilfældet. Men støttes denne antagelse af vor tids øgede viden?

NÅR oldtidens ægyptere så skarabæer (biller) pludselig komme til syne på jorden, troede de at billerne var blevet til af sig selv. The Encyclopedia Americana fortæller: „Kolossale mængder af skarabæer fandtes ofte på jorden ved Nilflodens bredder, og dette støttede den antagelse at de var opstået spontant.“ (Bd. 24, s. 336, 1977-udgaven) Men hvad var der egentlig sket? Hunnerne havde rullet gødning sammen til en lille kugle, som de havde lagt deres æg i og derefter begravet. Når æggene var udklækket åd larverne gødningen, og viste sig oven på jorden som biller. De var altså ikke opstået af sig selv.

De græske filosoffer lærte at liv kunne opstå spontant. I det femte århundrede f.v.t. troede både Anaxagoras og Empedokles dette. Hundrede år efter deres tid mente Aristoteles at orme og snegle opstod som følge af forrådnelse. Så sent som i det syttende århundrede e.v.t. fortalte videnskabsmænd som Francis Bacon og William Harvey at liv kunne opstå spontant.

I samme århundrede påviste Redi imidlertid at der kun kommer maddiker i kød når fluer har lagt æg i det. Man opdagede bakterierne, og udråbte dem som beviser på at livet kan opstå spontant — indtil Spallanzani i det attende århundrede påviste at bakterier kommer af sporer. I det følgende århundrede blev sagen afgjort af Pasteur. Han beviste at liv kun kan opstå af liv. Dette anerkendes nu af videnskaben; men mange holder alligevel på at der engang for to eller tre milliarder år siden opstod liv helt af sig selv.

Kemisk evolution, den seneste teori

Mange videnskabsmænd mener at der i en fjern fortid er sket følgende: En uratmosfære bestående af metan, ammoniak, vanddamp, kuldioxyd og nogle få andre luftarter blev udsat for et bombardement af ultraviolette stråler, hvorved uratmosfærens molekyler blev nedbrudt til atomer, som fandt sammen på nye måder og dannede aminosyrer, proteinernes byggesten. Disse og andre organiske forbindelser, får vi at vide, hobede sig sammen i vand, omgav sig med en hinde, og blev til en levende celle; måske skaffede cellen til at begynde med sin energi fra metan, senere fra gæring. Endnu senere måtte cellen „opfinde“ den proces der kaldes fotosyntese, siger man. Men kunne selv en simpel celle virkelig opstå og holde sig selv i live på denne måde? Selv de dygtigste videnskabsmænd må ydmygt erkende at vi ikke fuldt ud kan forstå fotosyntesen, endsige eftergøre den!

Nogle faldgruber

Mange videnskabsmænd er gået ud fra at cellen opstod spontant på denne måde. Men går man ud fra dette, er der mange faldgruber man lukker øjnene for — og de er meget dybe!

Første faldgrube: Det er en yderst dristig antagelse at jordens uratmosfære indeholdt de nødvendige luftarter i netop de rigtige mængder til at kædereaktionen kunne opstå. Ingen vidnesbyrd støtter dette.

Anden faldgrube: Hvis denne atmosfære virkelig eksisterede, og hvis der opstod aminosyrer, så ville disse blive udslettet af den selv samme energikilde som spaltede metan, ammoniak og vanddamp. Aminosyrernes molekyler er yderst komplicerede; de er derfor mindre stabile og nedbrydes lettere — ligesom det er lettere at vælte en stabel på 10 mursten end en stabel på tre. Hvis der dannedes aminosyrer højt oppe i atmosfæren, ville disse næppe overleve så længe at de kunne nå ned til vandoverfladen på jorden; og hvis de gjorde det, ville de ikke her kunne leve længe nok til at danne det „suppekoncentrat“ evolutionsteorien opererer med. Dette bekræftes af følgende uddrag fra en artikel af dr. D. E. Hull i det videnskabelige tidsskrift Nature for 28. maj 1960:

„Den korte tid der ville hengå inden de blev sønderdelt i atmosfæren eller havet, udelukker klart den mulighed at brugbare koncentrationer af organiske forbindelser kunne opstå i løbet af uendelige tidsperioder. . . . den højeste opnåelige koncentration synes håbløst ringe som begyndelsesmateriale for en spontan opståen af liv. . . . Konklusionen af disse argumenter udgør den alvorligste, måske ligefrem fatale, indvending mod teorien om livets spontane opståen. For det første kan man ud fra termodynamiske beregninger sige at der kun kan opstå forsvindende små koncentrationer af selv de simpleste organiske forbindelser. For det andet viser det sig at de reaktioner man må forudsætte for at sådanne forbindelser kan dannes, i langt mere effektiv grad virker til at nedbryde disse.“

Da man i et forsøg udsatte en omhyggeligt sammensat blanding af luftarter for en elektrisk udladning, samlede der sig ganske vist nogle af de simpleste aminosyrer, men de overlevede kun fordi de hurtigt blev fjernet fra stedet. Hvis aminosyrerne fortsat var blevet udsat for elektriske udladninger, kunne man sammenligne det med at en mand lavede mursten mens en anden stod ved siden af og slog dem i stykker med en hammer lige så hurtigt de blev lavet. For at danne et almindeligt proteinmolekyle skal der bruges flere hundrede aminosyrer, og de skal kædes sammen i nøjagtig den rigtige rækkefølge; dernæst skal der flere hundrede forskellige proteinmolekyler til for at danne selv den simpleste organisme. I sammenligningen med murstenene ville det svare til at den mand der fremstillede dem, også skulle mure flere hundrede sten sammen i en lige række, ja, lave flere hundrede af disse murede rækker med flere hundrede sten i hver — alt imens den anden mand af alle kræfter svingede sin hammer! Dette er selvfølgelig groft forenklet, for der skal langt mere end en kæde af aminosyrer til for at danne en levende organisme.

Flere faldgruber

Tredje faldgrube: De naturligt forekommende aminosyrer findes i to former som kemisk set er ens; forskellen er at den ene form er hvad man kunne kalde et „højredrejende“ molekyle og den anden et „venstredrejende“ molekyle. De forekommer i et nogenlunde lige antal af hver. Men i de levende organismer er det kun de „venstredrejende“ aminosyrer der anvendes. For at vende tilbage til vores illustration, svarer det altså til at den mand der laver mursten fremstiller to slags, rødsten og gulsten, og lægger dem i en dynge med millioner af røde og gule mursten blandet mellem hinanden. (Her må vi selvfølgelig gå ud fra at den anden mand, ham der svinger hammeren, er blevet fjernet, ganske som evolutionisterne går ud fra at virkningen af de nedbrydende ultraviolette stråler ophører.) En gigantisk skovl graver sig nu ned i dyngen med millioner af røde og gule mursten og tager en skovlfuld med flere hundrede tusind sten op — og ved et tilfælde er hver eneste af dem en rødsten! På samme måde må hver eneste af de hundredtusinder (undertiden millioner) af aminosyrer der danner en encellet levende organisme, ved et tilfælde være „venstredrejende“ skønt de alle er taget fra en blanding der indeholder millioner af andre, som er „højredrejende“.

Fjerde faldgrube: Det er ikke nok at de rigtige stoffer er til stede i tilstrækkelige mængder. For at danne proteiner må hver af de 20 forskellige aminosyrer kædes sammen i den rigtige sekvens (rækkefølge) i proteinkæden. Hvis bare én aminosyre er forkert anbragt, bliver organismen måske vanskabt eller kommer slet ikke til at leve. Den gigantiske skovl må altså ikke bare være så heldig at tage udelukkende røde mursten op; den skal også lade hver af dem falde ned det rigtige sted!

Femte faldgrube: Cellemembranen, cellens omgivende hinde, er dannet af membranvæv. Evolutionslærens tilhængere har den teori at en vandhinde omkring en klynge proteiner er blevet til en cellemembran, eller at fedtperler har omsluttet nogle proteiner og er blevet til en sådan cellemembran. Men cellens omgivende hinde eller membran er yderst kompliceret; den består af sukkerstoffer, proteiner og fedtmolekyler, og den regulerer hvilke stoffer der kan eller ikke kan komme ind i cellen eller forlade den. Man har langtfra opklaret alle dens mysterier. Forskeren Bernal siger i The Origin of Life: „Hvad vi stadig mangler er, som tidligere nævnt, en plausibel forklaring på fedtstofternes oprindelse.“ (Side 145) Uden fedtstofferne kunne der ikke være nogen cellemembran; uden membranen, ingen levende organismer.

Man tror det umulige

Evolutionsteoriens vej er fyldt med faldgruber, tusinder af faldgruber, lige fra antagelsen af de første store molekylers dannelse i en uratmosfære som bombarderes af lyn eller stråling, til antagelsen af at der kan opstå encellede levende organismer som kan formere sig. Dette ved enhver oplyst videnskabsmand. Han ved at de mange spekulationer man forsøger sig med for at undgå faldgruberne, ikke giver en tilstrækkelig forklaring. Lovene for energi og stof gør livets spontane opståen umulig. Ifølge matematikkens love for sandsynlighedsberegning er det ligeledes en umulighed.

En af de simpleste kendte organismer der kan formere sig (H39-stammen, en art encellede svampe) har 625 proteiner med gennemsnitlig 400 aminosyrer i hver. Nogle hævder imidlertid at en organisme teoretisk kunne klare sig med 124 proteiner. Hvor stor er sandsynligheden for at et af disse proteiner bestående af 400 „venstredrejende“ aminosyrer kunne opstå i en blanding af „højredrejende“ og „venstredrejende“ aminosyrer? Sandsynligheden er som 1 til 10¹²⁰ (et 1-tal efterfulgt af 120 nuller).

Men denne tænkte celle skal bruge 124 proteiner. Hvor stor er chancen for at så mange kan opstå spontant, alle sammen bestående af „venstredrejende“ molekyler? Chancen er som 1 til 10¹⁴⁸⁸⁰. Endvidere er det slet ikke ligegyldigt hvordan alle disse aminosyrer sættes sammen; de må samles i den rigtige sekvens. Sandsynligheden for at disse 124 proteiner, hver med gennemsnitlig 400 „venstredrejende“ aminosyrer, samledes i den rigtige rækkefølge, er som 1 til 10⁷⁹³⁶⁰. Hvis dette tal skulle skrives helt ud (1 efterfulgt af 79.360 nuller), ville det fylde omkring 20 sider i dette blad! Dr. Emil Borel, som er ekspert i sandsynlighedsberegning, siger at hvis sandsynligheden for at noget vil ske er mindre end 1 til 10⁵⁰, så vil det aldrig ske, lige meget hvor lang tid man venter. Og tallet 10⁵⁰ kan skrives på mindre end to linjer i denne spalte.

Fremtrædende tilhængere af udviklingslæren kender disse problemer. Nogle prøver at flytte dem ud i det ydre rum. Den britiske astronom Sir Fred Hoyle har sagt at ’de eksisterende teorier for livets opståen på jorden er yderst utilfredsstillende set ud fra kemiens logik’, og at ’livet ikke er opstået på selve jorden, men snarere på kometer’. Andre bider bare tænderne sammen og tror, på trods af det manglende bevismateriale. Biologen og nobelpristageren dr. George Wald siger: „Man behøver blot at tænke på hvor meget den spontane opståen af en levende organisme omfatter, for at nå til den slutning at det er umuligt. Men alligevel, vi er her jo — som følge af spontan opståen, tror jeg.“ Han indrømmer altså at han tror det umulige. Denne form for logik svarer til den en anden biolog, D. H. Watson, tidligere har benyttet sig af; han sagde at udviklingslæren var „accepteret overalt, ikke fordi dens sandhed kan bevises ved logisk sammenhængende vidnesbyrd, men fordi det eneste alternativ, direkte skabelse, er klart utroligt“.

Godtroende eller logisk tænkende?

Uden noget andet grundlag bøjer de fleste lærebogsforfattere sig for de anerkendte autoriteters diktat angående udviklingslæren: ’Alle betydelige videnskabsmænd tror den; ingen anerkendte biologer betvivler den; velinformerede mennesker drager den ikke i tvivl; ethvert intelligent menneske antager den; kun folk med religiøse fordomme afviser den; den er blevet bevist gang på gang; ingen yderligere beviser er nødvendige.’ Og sådan fortsætter de med pres og hjernevask.

Vi vil imidlertid opfordre dig til selv at undersøge sagen og derefter tage dit personlige standpunkt. Dit liv kan afhænge af det. Forestil dig dette: Du går op i et 20-etages hus og kaster dig ud fra toppen. Lige før du rammer jorden, gribes du af et mægtigt vindstød som bærer dig oppe og fører dig tilbage til øverste etage i huset. Er det særlig sandsynligt? Nej, det er højst usandsynligt. Det betaler sig ikke at regne med det. Men det er langt mere sandsynligt end at en levende organisme skulle opstå af sig selv! Dette sidste betaler det sig heller ikke at regne med!

Bibelen siger i Salme 36:10: „Hos dig [Gud] er livets kilde.“ Det er godtroende at gå ud fra at livet er opstået ved et tilfælde. Det er sund fornuft at tro at det er skabt af en højtstående Intelligens, nemlig Gud. Den følgende artikel vil vise dette.