Et hurtigt byggeri i det høje nord

Af „Vågn op!“-​korrespondent i Norge

„HELT fantastisk. Det er det eneste udtryk vi kan finde som dækker det Jehovas Vidner gjorde i weekenden.“

Sådan indledte den norske avis Finnmarken en artikel om en begivenhed der fandt sted sidste sommer i den lille by Kirkenes oppe i Nordnorge, hvor der blev bygget en rigssal, en mødesal for den lokale menighed af Jehovas Vidner. Hvad var det der var så fantastisk?

Rigssalen, som har et areal på 210 kvadratmeter og siddepladser til cirka 100 tilhørere, blev bygget på tre dage af over 200 frivillige arbejdere fra fem lande. Bygningen måtte opføres med omhu og isoleres grundigt, for Kirkenes ligger i det kolde område cirka 350 kilometer nord for polarcirkelen, hvor Norge, Finland og Sovjetunionen grænser op til hinanden. Men hvordan gik det til?

Det begyndte da den lille menighed med cirka 30 tilsluttede rettede forespørgsel til kommunen om muligheden for at erhverve en grund. Umiddelbart var der ikke nogen ledige arealer til dette formål, men da myndighederne var velvilligt indstillet over for projektet, ændrede man lokalplan i et helt område således at der blandt andet kunne bygges mødesale. Det blev besluttet at tredagesbyggeriet skulle finde sted fra fredag den 27. juni til søndag den 29. juni 1986.

Internationalt samarbejde

Fundamentet blev støbt i forvejen, og aftenen før arbejdet skulle påbegyndes lå materialerne parat rundt om på byggepladsen. Men hvor kom arbejderne fra? Den lokale menighed fik hjælp af forkyndere der kom fra nær og fjern. Hele familier kom med biler og campingvogne. En bus fuld af frivillige var kommet fra Oslo-området med brødre fra Danmark, USA og Canada. Fra Finland kom en bus med 44. I alt deltog over 200 i arbejdet.

Torsdag aften samledes alle byggearbejderne til et informationsmøde i det nærliggende idrætshus, som menigheden havde lejet i byggeperioden. Alle oplysninger blev oversat til finsk og engelsk. Man mærkede allerede den kærlige og samarbejdsvillige ånd der skulle komme til at præge hele byggearbejdet.

Fredag morgen klokken syv blev dagsteksten drøftet på norsk og finsk. Efter bøn og morgenmad gjorde alle sig klar til at påbegynde arbejdet. Præcis klokken otte lød de første hammerslag. Klokken 9.45 var fem af de seks indermure rejst, og man begyndte at opstille stilladser. En time senere blev det første tagspær sat på plads.

Om morgenen havde en nabo lagt mærke til menneskemylderet uden for vinduet. Han gik ud i køkkenet, lavede sig en kop kaffe og et stykke smørrebrød, gik tilbage til vinduet og var lige ved at tabe koppen da han så at skelettet til to af væggene allerede var rejst.

Arbejdet skred raskt frem under ledelse af håndværkere som havde fået ansvaret for hver sin specialopgave. Nogle arbejdede helt til klokken et om natten for at blive færdige med at lægge tagplader på. Så langt mod nord sørgede midnatssolen på den årstid for tilstrækkelig belysning. Indvendig blev man færdig med at beklæde væggene med gipsplader og sætte loft op.

De fleste sprogproblemer blev overvundet ved hjælp af tegnsprog. Byggemedarbejderne opdagede at det var utroligt så godt de talte sammen på denne måde. Og når tegnsproget var utilstrækkeligt, trådte finske brødre som kunne engelsk eller svensk, til som tolke. Det forstærkede enhedsfølelsen at man på denne måde overvandt sprogbarriererne.

Stor velvilje

Velvillige folk fra byen var medvirkende til at arbejdet skred raskt frem. Da brødrene for eksempel forhørte sig i en trælasthandel og hos en el-installatør om de måtte ulejlige nogen med at åbne forretningen hvis de skulle få brug for forsyninger i weekendens løb, fik de blot nøglerne overdraget med besked om at skrive ned hvad de tog, og komme tilbage med det de ikke brugte.

Lørdag aften spurgte brødrene den kommunale gartner om de kunne købe blomster til blomsterbedene. Gartneren havde gæster, men han kom hen til byggepladsen iført jakke og slips og plantede egenhændigt blomsterne. „Dette er kommunens gave til jeres byggeri,“ sagde han.

Inspektøren fra elværket kom også om lørdagen. Byggearbejderne var nærmest målløse da han spurgte om han måtte komme igen dagen efter og slutte strømmen til. Normalt går der flere uger før det bliver gjort, og hidtil var det aldrig sket på en søndag. Efter at strømmen var blevet sluttet og brødrene havde takket folkene fra elektricitetsværket fordi de var kommet, sagde inspektøren: „Jeg ville være kommet om det så skulle have været klokken fem søndag morgen. Der måtte være noget galt med en der ikke ville være med til noget som dette. Det er noget man kun oplever én gang i livet.“

Arbejdet bliver fuldført

Da søndagen oprandt, stod det udvendige af bygningen næsten færdigt, og træerne var plantet. Klokken ni blev græsset sået. Indenfor blev der malet, tapetseret, lagt gulvbelægning og finpudset. En avis skrev om ryddeligheden på byggepladsen: „Vi ved alle hvordan en byggeplads ser ud, med plastic, afskårne stumper og en mængde skrammel. Men da Jehovas vidner byggede rigssalen var der ikke en eneste træstump eller plasticstump som lå og flød.“

Klokken seks var rigssalen færdig, bortset fra enkelte sanitære og elektriske installationer. Foruden mødesalen rummer bygningen også alrum, bibliotek, depotrum, garderobe og toiletter.

Klokken syv holdt man det første møde, med 250 til stede. Først studerede man Bibelen ved hjælp af en artikel fra Vagttårnet, og derefter blev der vist en videobåndoptagelse af byggearbejdet. Alle udtrykte værdsættelse af den forret at arbejde sammen om at hjælpe deres kristne brødre med at bygge et tilbedelsessted så hurtigt i det høje nord.

[Illustrationer på side 25]

Forskellige stadier af rigssalsbyggeriet, fredag og lørdag