Det ses overalt!

„I 1984 forekom ordene ’religion’ og ’politik’ side om side i nyhedsmedierne overalt i verden. . . . Den anglikanske biskop Desmond Tutu [blev] et symbol på konflikten mellem kirke og stat i spørgsmålet om apartheid . . . Den fundamentalistiske leder af Moral Majority (Det Moralske Flertal), Jerry Falwell, omtalte ved [en politisk] kongres præsident Ronald Reagan og vicepræsident George Bush som ’Guds redskaber til at genopbygge Amerika’.“ — 1985 Britannica Book of the Year.

„Fra Polen til Filippinerne . . . taler biskopper og præster åbenlyst imod statsmagten i deres respektive lande. Kirken er ikke blot stedet hvor man tilbeder Gud, men også stedet hvor man dyrker afvigende synspunkter.“ — Glasgow Herald, den 3. januar 1985.

HAR du set rapporter som disse i nyhedsmedierne? Det har du sikkert — og de fleste har lagt mærke til at man i nyhederne ofte forbinder religion og politik med hinanden. Mener du det er rigtigt at blande religion og politik sammen?

Måske siger du: ’Jeg drøfter aldrig hverken religion eller politik.’ Ikke desto mindre er det i din egen interesse at være informeret om hvad der sker på disse områder, og om hvordan det kan komme til at berøre din tilværelse. Hertil kommer at du, ved at undersøge hvad Bibelen siger om dette spørgsmål, vil opdage at Gud også har noget at sige om den sammenblanding der foregår af religion og politik, og om hvad det vil føre til.

Et verdensomspændende fænomen

Lad os først se på hvor udbredt denne sammenblanding er. Her følger nogle nyere rapporter.

■ Den 21. april 1986: „I Filippinerne nyder den katolske kirke høj agtelse for at have hjulpet med at styrte præsident Ferdinand Marcos. Anglikanske, metodistiske og katolske kirker i Sydafrika har i årevis bekæmpet regeringens apartheidpolitik. Under ’befrielsesteologiens’ banner er det katolske præsteskab i Latinamerika dybt engageret i forsøg på at fortrænge regimer der anses for at undertrykke de fattige.“

■ Seoul, Sydkorea, den 9. marts 1986: „Den romersk-katolske primas i Sydkorea, kardinal Stephen Kim Sou Hwan, gav i dag sin støtte til oppositionspartiernes krav om hurtige grundlovsændringer.“

■ Den 18. august 1986: ’Kandidaten, der er en ordineret og militant protestantisk præst, kæmper for at løsrive sit parti fra de moderates greb — de moderate som han foragter. Hvem er denne driftige og polariserende kraft bag de amerikanske præsidentkandidaters politik? Ironisk nok kan beskrivelsen passe lige godt på to forskellige gejstlige: Pat Robertson fra den republikanske højrefløj og Jesse Jackson fra den demokratiske venstrefløj.’ ’Et brev der skulle rejse kapital, med henvisning til den fremgang [Robertsons] delegerede kandidater havde haft, begyndte sådan: „De kristne har vundet! . . . Hvilket gennembrud for [Guds] rige!“’

■ Brasília, Brasilien, den 3. juli 1986: „Kirken er allerede fremstået som den stærkeste kritiker af den nye civile regering . . . Som følge heraf er der igen uro i forholdet mellem kirke og stat, hvor embedsmænd anklager gejstligheden for at radikalisere situationen i landområderne, og hvor visse biskopper beskylder regeringen for at benytte sig af midler som ’forfølgelse og injurier’.“

■ Den 25. september 1984: „Irans leder, Khomeini, repræsenterer fundamentalistiske shiamuslimske kræfter og lærer at islam bør diktere politik, økonomi og militærstrategi.“

■ Den 7. april 1985: „Et flertal af anglikanere mener at den engelske statskirke ikke burde blande sig i politik, viser en gallupundersøgelse der blev foretaget med eneret for The Sunday Telegraph.“

■ Den 4. oktober 1986: „Den katolske kirke i Mexico støtter den voksende opposition mod landets regerende [parti]. I juli begav kirken sig ud på sit hidtil dristigste politiske vovestykke . . . De gejstlige havde i sinde at aflyse søndagsgudstjenesterne, som protest mod valgsvindel — men paven greb ind.“

■ Washington, D.C., USA, den 6. juli 1986: „Kristne evangeliske ledere benytter sig af deres penge, deres religiøse overbevisninger og deres mange millioner kirkemedlemmer til at føre kampen i den verdslige arena — og de spiller en stadig større og mere indflydelsesrig rolle i amerikansk politik.“

Hvad er grunden til dette?

Det kan ikke benægtes at religionen er dybt engageret i politik. Men hvad får de religiøse ledere til at engagere sig i politiske anliggender? Har Gud taget stilling til disse forhold? Hvad vil det ende med, og hvordan vil det berøre dig personligt?

[Ramme på side 3]

„Politisk engagement er underforstået i det kristne evangelium, siger [Peter-Hans Kolvenbach,] leder af Jesu Selskab [jesuitterne], . . . der i den seneste tid er blevet stærkt kritiseret af Vatikanet for at blande sig for meget i politiske anliggender.“ — The Toronto Star, 31. maj 1986.