Hvorfor blander gejstlige sig i politik?

DET er med god grund vi stiller dette spørgsmål, eftersom det berører os alle.

Man kan naturligvis ikke generalisere med hensyn til hvilke bevæggrunde de enkelte religiøse ledere har til at engagere sig i politik. Nogle nærer motiver af en art som de fleste mennesker ville fordømme. Andre kan have mere ædle bevæggrunde, som for eksempel omsorg for de fattige.

Ved at undersøge de religiøse lederes motiver, får vi en bedre forudsætning for at tage Guds syn på sagen i betragtning, og forstå hans udtalelser om hvad fremtiden vil bringe.

Position, profit og politik

En af grundene til at gejstlige blander sig i politik viser sig hvis vi betragter nogle religiøse ledere fra det første århundrede som udgjorde jødernes højesteret — det var ypperstepræsten samt repræsentanter for farisæerne og saddukæerne. I vrede over at Jesus havde oprejst Lazarus, sagde de: „Hvis vi lader [Jesus] fortsætte således, vil alle få tro på ham, og romerne vil komme og tage både vort sted og vor nation.“ — Johannes 11:48.

„Vort sted og vor nation.“ Ja, de bekymrede sig først og fremmest om deres „sted“, og dermed den position, indflydelse og autoritet de havde skaffet sig — de nationale interesser kom i anden række. (Mattæus 23:2-8) Ved at lefle for politikerne har nogle gejstlige skaffet sig en fremtrædende position, hvilket i mange tilfælde har været vejen til en luksustilværelse. I den forbindelse er det interessant at den sidste bog i Bibelen skildrer „en kvinde“ ved navn „Babylon den Store“, som bemærkes for sin „skamløse overdådigheds magt“. Bibelen og historien viser at denne „kvinde“ symboliserer det verdensomspændende system af falsk religion. — Åbenbaringen 17:1-5; 18:3.

Her har vi, som det fremgår af de følgende eksempler, netop grunden til at visse gejstlige blander sig i politik. Bogen Religion and Revolution oplyser: „I perioden fra 1774 til 1790 var 173 af de 192 franske biskopper medlemmer af adelstanden. Omkring halvdelen af biskopperne boede i Paris og nød den franske hovedstads pomp og pragt. Kardinal Polignac døde i 1741 uden nogen sinde at have besøgt det bispedømme han havde fået tildelt femten år tidligere. Også klostrene, hvoraf mange var overordentlig velhavende, var i stigende grad præget af en efterladende ånd.“ De øverste i hierarkiet levede i luksus, mens mange sognepræster befandt sig i fattigdom.

Fra Mexico har vi et andet eksempel. I 1810 førte landsbypræsten Miguel Hidalgo an i uafhængighedskampen mod Spanien. Professor Guenter Lewy fortæller: „Paven i Rom, og praktisk talt samtlige biskopper, fordømte [disse mexicanske] patrioter. Den hykleriske lethed hvormed de øverste gejstlige [senere] fremstod som glødende tilhængere af uafhængigheden . . . var kun alt for tydelig, og medvirkede til kirkens image som en interessegruppe man ikke kunne stole på. . . . Kirken var rig på jord og bygninger, besiddelser der af nogle er blevet anslået til at omfatte mere end halvdelen af al fast ejendom i landet.“

Mon ikke alle er enige om at gejstlige, uanset hvilken trosretning det gælder, ikke bør blande sig i politik for at sikre sig en mere fremtrædende stilling? Ikke desto mindre er det netop hvad man ofte er vidne til.

Fra Nazityskland til vor tid

Ved at betragte naziperioden kan vi få endnu større indblik i forholdet mellem religion og politik. Mange har spekuleret på hvordan katolske og protestantiske gejstlige kom overens med Hitler og hans brutale nazister.

Det lod sig hovedsagelig gøre i kraft af kirkernes støtte til nazistyret eller i det mindste ved gensidig tolerance. Der opløftede sig kun få religiøse røster i protest. Professor T. A. Gill skriver om en af disse undtagelser: „Endelig gik det op for [teologen Dietrich] Bonhoeffer hvad hans fader og hans brødre havde fortalt ham siden han var 15 år — at kirken ikke længere var betydningsfuld nok på de væsentlige områder der berettigede til at han skulle vie sit liv til den.“ Træt af kirkernes passivitet eller støtte til nazistyret gik Bonhoeffer ind i en sammensværgelse med det formål at dræbe Hitler. Men Bonhoeffer var en undtagelse.

I bogen History of Christianity beskriver Paul Johnson hvordan det i regelen var: „Begge kirker ydede i alt væsentligt massiv støtte til regimet. . . . Blandt 17.000 evangeliske præster var der ikke på noget tidspunkt flere end 50 der afsonede længere fængselsstraffe [for ikke at støtte nazistyret]. Inden for den katolske kirkes rækker fik en enkelt biskop frataget sit embede og en anden blev idømt en kortere fængselsstraf for overtrædelse af valutalovene.“ Hvad angår dem der stod fast på principperne siger Johnson videre: „Jehovas vidner var de tapreste. Lige fra begyndelsen gjorde de deres trosbegrundede afstandtagen klar, hvilket de også kom til at undgælde for. De afviste ethvert samarbejde med nazistyret.“

Siden da har et utal af gejstlige samarbejdet med hensynsløse regimer for at bevare deres sted i form af en fremtrædende stilling, forbundet med magt og rigdom. I en leder i avisen National Catholic Reporter hed det: „Beretningen om den katolske kirkes fejlgreb i Argentina er en beretning om fortielse og meddelagtighed i et hensynsløst militærstyre — et af de værste i nyere tid. . . . De kirkelige prælater befandt sig således i stillinger hvor de kunne tale frit og gøre deres indflydelse gældende, ja, måske endog fratage styret dets religiøse berettigelse. Men der var stort set ikke en eneste der åbnede munden. Visse kirkefolk, deriblandt gejstlige i militæruniform, godkendte torturbehandlingerne og drabene.“ — 12. april 1985.

Borgerrettigheder og social retfærdighed

Som tidligere nævnt bliver nogle religiøse ledere imidlertid beundret for deres aktive rolle i politik — men af andre grunde.

Et eksempel på dette er baptistpræsten Martin Luther King fra De Forenede Stater, der som borgerrettighedsforkæmper førte an i en lang kampagne mod racediskrimination. Andre gejstlige har ført an i kampen for kvindernes og visse minoritetsgruppers rettigheder. Præster og prædikanter er blevet politisk aktive for at støtte krav om stemmeret, lige løn for lige arbejde og rimelige beskæftigelsesmuligheder. I de senere år har man søgt at fremme „befrielsesteologien“ for at lette de fattiges kår — hvilket blandt andet har udmøntet sig i uddeling af jordlodder til de forarmede.

Hvordan ser du på religiøse ledere der engagerer sig i politik for at fremme samfundsreformer — eller „verdslig humanisme“, som dette i nogle tilfælde betegnes? Er du ilde til mode over det der sker? Det er endog visse gejstlige. En fundamentalistisk præst ved navn Keith Gephart har sagt: „Under min opvækst har jeg altid lært at kirkerne bør holde sig fra politik. Nu betragtes det nærmest som en synd hvis man ikke engagerer sig.“ En avisskribent med religiøse emner som speciale har bemærket: „Siden begyndelsen af 1970’erne har fundamentalistiske kristne efterhånden udviklet den opfattelse at politisk aktivisme er en pligt.“

Men selv om det tilsyneladende sker i en god sags tjeneste, så tænk på hvor sådanne initiativer fører gejstligheden hen.

Hvad indebærer befrielsesteologien?

Gustavo Gutiérrez, der er katolsk præst i Peru, tilskrives almindeligvis æren for at have udviklet „befrielsesteologien“ som reaktion på de fattiges kår. Denne form for teologi er almindeligt udbredt blandt gejstlige i Mellemamerika, men også andre steder. Ifølge den engelske avis Manchester Guardian Weekly har biskoppen af Durham angrebet sin regerings politiske filosofi og således søgt at „fremme ’befrielsesteologiens’ sag“.

Er denne teologi blot et udtryk for at man lægger vægt på omsorgen for de fattige, i overensstemmelse med Bibelens tilskyndelser? Det er næppe det alene. Biskoppen af Durham vedgår at „den britiske befrielsesteologi vil tage dele af den marxistiske dialektik meget alvorligt“. Dette betyder blandt andet at man forklarer de fattiges klassekamp ud fra marxistiske grundbegreber. Hvad fører det med sig?

Avisen National Catholic Reporter (4. juli 1986) bar overskriften: „Kirken op imod staten i kampen om Brasiliens jord.“ En af de dybere årsager til denne konflikt ligger i den omstændighed at en lille gruppe „store jordbesiddere kontrollerer 83 procent af jorden i landet“. Massemøder og marcher anført af gejstlige indgår i „kampen om jorden“. Og „kamp“ er den rette betegnelse. Avisartiklen oplyste at „der [i 1985] havde været mere end 700 konflikter hvori 218 personer var blevet dræbt, deriblandt fader Josimo Tavares, en brasiliansk præst og jordreformleder der blev snigmyrdet den 11. juni.“

Befrielsesteologien vinder stadig større popularitet. En lederartikel i New York Times bemærkede at Vatikanets officielle holdning er at gejstlige ikke bør engagere sig i partipolitik, men at Vatikanet „samtidig tilslutter sig befrielsesteologiens fundamentale princip: at det kristne evangelium retfærdiggør de fattiges kamp for politisk frihed og selvbestemmelse“.

Den katolske Maryknoll-orden er på lignende måde under anklage for at have „udbredt befrielsesteologiens og den socialistiske politiks evangelium“. I en undersøgelse fra 1985, omtalt i The Revolution Lobby, hedder det: „Maryknoll[ordenen] har netop formået at få befolkningen til at acceptere den marxistisk-leninistiske tankegang om voldelig revolution, fordi den har fået lov at fungere som den katolske kirkes forlængede arm. Dens budskab har ikke alene påvirket den almindelige kirkegænger men også førende amerikanske politiske ideologer.“

Hvordan ser Gud på det?

Det er tydeligt at religionen i vor tid øver politisk indflydelse overalt i verden, og at der er forskellige grunde til dette. Men hvordan ser Gud på det? Bibelen viser at han snart med al ønskelig tydelighed vil give sin mening til kende. Hvordan vil det berøre dig og din familie? Og hvordan bør det påvirke din indstilling og dine handlinger?

[Ramme på side 6]

„Den katolske kirke i Tyskland var tysk i sit inderste og støttede, ligesom den protestantiske kirke, staten og dens autoritet.“ — The German Churches Under Hitler.

„Den russisk-ortodokse kirke gav i går sin fulde støtte til Mikhail Gorbatjovs nedrustningsforslag . . . den omtalte dem som ’fuldstændig i harmoni med den kristne holdning’.“ — The Guardian, den 9. april 1986.

[Illustration på side 7]

Martin Luther King var fremtrædende blandt de religiøse ledere i kampen mod racediskrimination

[Kildeangivelse]

UPI/Bettmann Newsphotos

[Illustration på side 8]

Fattigdom og uretfærdighed har været grobund for befrielsesteologien

[Kildeangivelse]

J. Viscarrs/WHO