Jeg fandt den rette hær
DET var i 1944, under den anden verdenskrig. Som tysk soldat var jeg blevet taget til fange af de allierede, og mit ønske om at flygte var vokset indtil jeg blev helt besat af tanken. Intet andet betød noget. Det var grunden til at jeg sammen med tretten andre fanger sprang af et hurtigtkørende tog nær grænsen til Spansk Marokko.
Forbavsende nok overlevede vi alle — men pådrog os nogle alvorlige kvæstelser. Vores frihed varede imidlertid kun kort. Fire dage senere blev vi fanget af det beredne arabiske ørkenpoliti. Men ønsket om frihed var stadig lige stort. End ikke ydmygelsen ved igen at blive fanget, kvæstelserne eller den hårde straf kunne kvæle det.
Månederne gik, og vi var fanger i Casablanca. Så lagde vi endnu en flugtplan. Denne gang gravede vi under store vanskeligheder en 20 meter lang tunnel. Det tog os tre måneders opslidende arbejde, men omsider kom den nat vi havde planlagt at flygte. Og igen lykkedes det for os alle!
Men heller ikke denne gang varede friheden ret længe, for nogle dage efter blev vi fanget. Denne gang bestod straffen i at vi i en måned blev isoleret i et særligt fængsel og fik ekstra hårdt arbejde. Derefter blev vi overført til den almindelige fangelejr.
Jeg var kun 19, og disse oplevelser prentede sig dybt i mit sind. Dengang var jeg overbevist om at jeg tilhørte den rette hær, og at det derfor var alle disse anstrengelser værd.
Min tidligste barndom
Jeg blev født i september 1925, nær Bremen i Nordtyskland. Min far var en dygtig fodboldspiller, svømmer og skøjteløber, og under min opvækst var jeg derfor meget interesseret i sport. Men jeg elskede også at læse. Mine forældre gik kun i kirke til jul, til begravelser eller ved andre særlige lejligheder. Når jeg var i kirke forbavsede det mig at se hvor mange der sad og sov under præstens prædiken.
Da jeg blev ældre læste jeg spændende rejsebeskrivelser og fandt det betagende at lære om andre lande. Jeg husker at jeg læste en bog om Torresstrædet — det farvand der skiller Papua-Ny Guinea og Australien. Denne fjerne, interessante del af jorden fascinerede mig, og jeg havde et spinkelt håb om en dag måske at kunne besøge dette fjerntliggende område.
Vi havde et leksikon, og heri læste jeg om verdens utallige religioner og deres mange forskellige guder. Undertiden spekulerede jeg på om der mon blandt alle disse guder fandtes en sand Gud. Min far abonnerede på et tidsskrift som hed Der Stürmer. Det usædvanlige navn Jehova, som ofte blev brugt i dette tidsskrifts citater fra Bibelen, vakte min interesse. Min far forklarede mig at det var navnet på jødernes Gud. Jeg havde læst om mange gamle guder som Odin, Thor og Frigg samt de hinduiske guder Brahma, Vishnu og Siva, men jeg var ikke stødt på navnet Jehova før.
Jeg prøver soldaterlivet
Da jeg voksede op under nazistyret blev jeg medlem af Hitlerjugend. I 1939 var den anden verdenskrig begyndt, og selv om jeg kun var 14, blev jeg oplært i krigsførelse. Efterhånden blev luftangreb en del af hverdagen. Engang blev jeg pludselig vækket da en brandbombe faldt ned gennem taget og landede lige ved siden af min seng. Jeg slukkede den med sandsække og reddede således huset fra at nedbrænde.
I 1943 sluttede jeg mig til faldskærmstropperne og blev sendt til Frankrig for at blive uddannet. Efter en grundlæggende uddannelse blev jeg sendt til fronten ved Nettuno og Anzio i Italien. Mit ben blev gennemboret af en kugle, og jeg tilbragte seks uger på et hospital i Bologna. Derefter vendte jeg tilbage til aktiv tjeneste og blev kort efter taget til fange nær Siena i Italien.
Det var under togrejsen til Fransk Marokko at jeg sammen med tretten andre fanger gjorde mit første forsøg på at flygte. Efter at være blevet fanget igen blev vi ført til en krigsfangelejr i Høje Atlasbjergene nær Saharaørkenen. Dér lærte jeg hvordan man laver mursten ved at blande ler og strå med vand. Senere blev vi overflyttet til et fængsel i Casablanca, hvorfra vi gjorde vort andet flugtforsøg ved at grave tunnelen.
Den franske fremmedlegion
Selv om krigen sluttede i 1945, blev vi stadig holdt som fanger i Marokko. I 1947 blev vi ført til Frankrig, hvor jeg stadig var fange indtil 1948. Mit første arbejde efter løsladelsen var at fælde træer i Pyrenæerne. Men i 1950 meldte jeg mig til Fremmedlegionen for at kæmpe mod kommunismen. Først blev jeg sendt til Sidi-Bel-Abbès i Algeriet og senere til Philippeville som faldskærmssoldat i den franske hær.
Derefter blev jeg sendt til Indokina for at kæmpe. Her blev jeg såret i et bagholdsangreb som kun to af os slap levende fra. Denne gang lå jeg seks uger på et hospital i Hanoi. Efter at være kommet til hægterne blev jeg sendt tilbage for at kæmpe i junglen og på rismarkerne. Alt i alt foretog jeg 20 udspring som faldskærmssoldat.
Til sidst blev jeg så syg af gulsot at feltlægerne opgav håbet om at redde mit liv. Jeg kom mig dog, men blev erklæret for uegnet til aktiv tjeneste. Alligevel kunne jeg ikke få en hæderlig afsked. Heldigvis havde jeg en lang orlov til gode, så jeg anmodede om at måtte vende tilbage til Nordafrika.
Dér planlagde jeg endnu et flugtforsøg, men denne gang alene. Jeg var klar over at for hver 100 der undslap blev cirka 99 fanget igen. Min flugt blev derfor nøje tilrettelagt. Det lykkedes mig at nå til Port Lyautey og at komme om bord på et tysk passagerskib. Da jeg først befandt mig på det åbne hav på vej til Tyskland var jeg i sikkerhed.
I Tyskland blev jeg lykkeligt genforenet med min familie, efter at have været borte i ti år. En tidligere skolekammerat sørgede for at jeg blev optaget i den tyske afdeling af den engelske hær, hvilket var den tredje hær jeg blev indrulleret i. Jeg tjente godt men blev mere og mere træt af soldaterlivet.
Et nyt liv i et nyt land
Jeg fik mulighed for at emigrere til Canada eller Australien. Jeg valgte Australien, og i juni 1955 ankom jeg til Sydney, hovedstaden i New South Wales. Man fortalte at der var arbejde at få ved et stort hydroelektrisk overrislingsanlæg i Snowy Mountains, knap 500 kilometer sydvest for Sydney. Jeg vidste at det ville blive hårdt arbejde, men lønnen var god, og jeg hørte at der var mange tyske og andre europæiske emigranter som arbejdede der.
Siden krigen havde jeg ikke tænkt meget på religion. Det jeg havde set under krigen havde gjort mig desillusioneret. Jeg havde aldrig hørt om Jehovas Vidner, men en arbejdskammerat der sagde at han var et Jehovas vidne, talte ofte med mig om hvordan verdens problemer kunne løses, og det han sagde lød yderst fornuftigt. Kort efter vendte han imidlertid tilbage til Sydney, og jeg mistede kontakten med ham.
Det var omkring dette tidspunkt at jeg mødte Christa og giftede mig med hende. Jeg fortalte min kone om det forkynderen havde sagt, og hun syntes også godt om det hun hørte. Da vi engang var på besøg i Sydney opsøgte jeg ham derfor igen. Skønt han var tysker, kunne han læse og tale engelsk flydende, og han gav os en bog på engelsk der hed Fra Det Tabte Paradis til Det Genvundne Paradis. Da både Christa og jeg først var ved at lære engelsk, kunne vi ikke forstå alt hvad der stod i bogen, selv om billederne fortalte os en hel del.
Da vi fik at vide at bogen også fandtes på tysk, tog vi en regnfuld weekend ud til Vagttårnsselskabets afdelingskontor i Strathfield. Dér fik vi bogen på tysk, og jeg læste den igennem på én nat. Vi vendte tilbage for at overvære et møde i rigssalen i Strathfield. Alle var meget venlige, og den venlighed vi mødte virkede ikke påtaget. Vi forlod mødet belæssede med en stak af bladene Vagttårnet og Vågn op! samt flere bøger på tysk.
Jeg går forsigtigt frem
Selv om det vi lærte lød vidunderligt var jeg meget tilbageholdende med at engagere mig på nogen måde. Det skyldtes til dels min mors erfaring med kirken. I 1936 havde hun meldt sig ud af den lutherske kirke fordi hun var skuffet over det hun havde hørt og set praktiseret dér. Alligevel havde hun ikke mistet troen på Gud men talte undertiden med mig om den.
Da jeg i 1943 trådte ind i hæren skulle vi alle i kirke og høre en præst prædike. Han forsikrede os om at hvis vi blev dræbt i krigen ville vi øjeblikkelig komme i himmelen for at blive forenet med alle tidligere tiders helte. Senere, ude i skyttegravene, lagde jeg mærke til at mange soldater bar kors som en beskyttelse. Min kammerat bar et kors da han blev ramt og dræbt lige ved siden af mig. Efter at jeg var kommet mig over chokket var min første tanke: ’Hvad gavnede det kors ham?’
Jeg var forbavset over at se at engelske krigsfanger også bar kors. Jeg tænkte: ’Hvis dét er kristendom, så er den kristne tro ikke noget for mig.’ Jeg kunne ikke fatte at der på begge sider var mænd som kaldte sig kristne — og de slog hinanden ihjel!
Næste gang jeg mødte præsten spurgte jeg ham om dette. Han sagde at når der var krig måtte man kæmpe for sit land, men når krigen var forbi skulle alle vende tilbage til deres egen kirke. Nu havde jeg fået nok! Jeg forstod nu hvorfor min mor havde meldt sig ud af kirken.
Det var derfor ikke så mærkeligt at jeg var forsigtig. Alligevel blev jeg snart overbevist om at Bibelens budskab var anderledes. Det hykleri der fandtes i kirken havde intet at gøre med Bibelens sande lære. Nu kunne jeg se hvorfor der var så stor forvirring og så mange vanskeligheder på jorden. Og jeg frydede mig over omsider at lære Jehova at kende. Han er den sande Gud, hele menneskehedens Gud og ikke blot jødernes — som min far havde sagt.
Jeg lærte også hvilken plads Kristus Jesus indtager. At han er Jehovas elskede søn, og at Jehova sendte ham til jorden for at vise os hvad vi skal gøre og for at tilvejebringe en genløsning så vi kan opnå evigt liv. Jeg blev klar over at Guds rige vil gøre jorden til et paradis, ja et evigt paradis.
Omsider i den rette hær!
Vi blev snart klar over at hvis vi regelmæssigt skulle overvære de kristne møder, måtte vi indstille eller i det mindste begrænse de campingture vi plejede at tage på i weekenden. Et andet problem var at jeg var storryger. I seksten år havde jeg røget 40 til 60 cigaretter om dagen, og nu og da en cigar eller en pibe tobak. Da jeg fik forklaret at en sådan besmittelse af legemet mishager Gud, aflagde jeg denne urene vane fra den ene dag til den anden.
I februar 1963 symboliserede vi vor indvielse til Jehova ved at lade os døbe. Kort efter begyndte vi i heltidstjenesten som pionerer, og i januar 1965 blev vi udnævnt til specialpionerer. Nu var jeg soldat i Jehovas kristne „hær“.
I 1967 rejste vi til Papua-Ny Guinea, idet vi først tjente i Port Moresby og senere i Popondetta. Vi vendte tilbage til Australien en kort tid og rejste så i 1970 tilbage til Papua-Ny Guinea, hvor vi tjente indtil september 1981. Her var vi med til at bygge to rigssale og hjalp mange til at lære Bibelens sandheder at kende. For at komme ud til de forskellige steder benyttede vi for det meste en kano med påhængsmotor. I løbet af tre og et halvt år blev 29 af dem vi underviste døbt.
Vi fik begge malaria. Jeg var bevidstløs i 48 timer, og man regnede ikke med at jeg ville overleve, men det gjorde jeg, og i 1981 besluttede vi så at vende tilbage til Australien, hvor vi fortsatte som specialpionerer i Brisbane og senere i Cairns i det nordlige Queensland. I øjeblikket tjener vi på Thursday Island, i Torresstrædet, lige ud for Australiens nordligste punkt. Det er det fjerne sted jeg havde læst om som dreng uden virkelig at tro at jeg nogen sinde ville komme der.
Når vi ser tilbage på vore 23 års pionertjeneste fortryder vi ikke at vi har sluttet os til denne „hær“. Vi glæder os af hjertet over at have hjulpet omkring 60 mennesker til at indvi sig til Jehova Gud. Vi finder stor glæde ved at bruge al vor tid i forkyndelsen og opmuntrer altid andre til at tage denne velsignede tjeneste op.
Jeg takker bestandig Jehova for at jeg, efter at have tjent i tre nationale hære, hvor jeg kom ud for mange skuffelser og adskillige gange stod ansigt til ansigt med døden, er blevet optaget i hans sejrende hær som en Kristi Jesu soldat. (2 Timoteus 2:3) Ja, jeg fandt omsider den rette hær, og det er min bøn at jeg fortsat må tjene som en trofast soldat til evig tid. — Fortalt af Siegmar Soostmeyer.
[Tekstcitat på side 12]
„Jeg blev pludselig vækket da en brandbombe faldt ned gennem taget“
[Tekstcitat på side 13]
’På begge sider var der mænd som kaldte sig kristne — og de slog hinanden ihjel!’
[Illustration på side 11]
Da jeg tjente i den franske fremmedlegion