’Jeres hænder er fulde af blod’
„SELV om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ Sådan sagde den almægtige Gud til dem der i fortiden hævdede at tjene ham men samtidig var meddelagtige i at udgyde uskyldigt blod. — Esajas 1:15.
Men har denne verdens trossamfund også udgydt uskyldigt blod? Ja. I hver eneste af dette århundredes krige har denne verdens trossamfund og deres præsteskab støttet blodsudgydelserne. Derved har endog medlemmer af samme trossamfund dræbt hinanden i hobetal.
Men Jesus lærte sine disciple at ’anbringe deres sværd på dets plads igen’. (Mattæus 26:52) Apostelen Paulus skrev: „Vor krigsførelses våben er . . . ikke kødelige.“ (2 Korinther 10:4) Guds ords magtfulde budskab til dem der praktiserer den sande tro, er at de skal elske hinanden og ikke udgyde blod: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.
Hvis et trossamfund ikke praktiserer denne form for kærlighed, vil dets bønner ikke blive hørt af Gud. Bibelen siger: „Hvad vi end beder om, får vi fra ham, fordi vi holder hans bud og gør det der er tiltalende i hans øjne.“ (1 Johannes 3:22) Men denne verdens trossamfund har ikke holdt Guds bud. I stedet har de i svaghed givet efter og bifaldet krige som alene i dette århundrede har kostet cirka 100 millioner mennesker livet!
Vil ledere og folk lytte?
I sin afsluttende tale i Assisi sagde Johannes Paul II: „Vi indbyder verdens ledere til at mærke sig vore ydmyge bønner til Gud om fred.“ Vil de politiske ledere og folk i almindelighed lytte til denne appel? Lad os se hvad historien siger.
Historien viser at fredstraktater og bønner for fred ikke er noget nyt. I middelalderen blev fredstraktater ofte kaldt gudsfred eller treuga Dei (Guds våbenhvile). De udråbtes ved kristenhedens højtider, under hvilke alle stridigheder skulle ophøre. Men selv truslen om ekskommunikation af dem der brød freden var utilstrækkelig til at få folk til at respektere sådanne traktater.
I 1915 udsendte pave Benedikt XV en appel til nationerne om at bringe den første verdenskrigs „frygtelige myrderier“ til ophør. Han bad til Gud om at „den onde plage måtte høre op“. Men hverken nationernes ledere eller deres folk lyttede. Og logisk nok lyttede Gud heller ikke, for de stridende parter bestod på begge sider af medlemmer af samme trossamfund. Katolik dræbte således katolik og protestant dræbte protestant, fuldstændig i modstrid med Guds bud.
I foråret 1939, mens den anden verdenskrigs uvejrsskyer trak sammen, organiserede pave Pius XII „et korstog af offentlige bønner om fred“. For at afværge katastrofen udsendte han i august, lige før krigsudbruddet, en appel til nationernes ledere og deres folk om at afstå fra „anklagerne, truslerne, samt det der kunne vække gensidig mistillid“.
Men ingen bønner og appeller kunne standse det katolske og protestantiske Tysklands krigsmaskine. De anviste heller ikke en vej til fred for det katolske Italien eller det shintoistiske Japan. Og intet trossamfund truede sine medlemmer med ekskommunikation for at dræbe trosfæller. I seks år foregik dette gigantiske ’brodermord’, med støtte fra gejstligheden i alle krigsførende nationer.
Pavens appel fra Assisi bevirkede nogle steder at kamphandlingerne blev indstillet den 27. oktober 1986. Men andre steder fortsatte de. I mange lande gjaldt det medlemmer af trosretninger der var repræsenteret i Assisi. For eksempel udførte den katolske guerillaorganisation IRA et bombeattentat i Irland. I Indien kæmpede sikherne. Også i Afghanistan, Etiopien, Libanon, Iran og Irak såvel som andre steder fortsatte blodsudgydelserne. Og selv de steder hvor man holdt våbenhvile denne ene dag, fortsatte man allerede næste dag med at sprede død og ødelæggelse. En besynderlig fred!
Kan „fredens Gud“ velsigne sådanne initiativer der indirekte godkender dem der den ene dag afholder sig fra at dræbe, men som næste dag tager fat igen? Godkendte Gud Kain efter at denne havde slået Abel ihjel? Afgjort ikke. — Hebræerne 13:20.
Ikke en fredsstiftende faktor
Nyere undersøgelser der er foretaget i forskellige lande, viser at mange regner religionen for en krigsvolder snarere end en fredsfaktor. Det mente 47 procent af de franskmænd og 48 procent af de israelere der blev spurgt.
John Taylor, der er generalsekretær for Verdenskonferencen af Trossamfund for Fred, har i det franske katolske månedsblad L’Actualité Religieuse dans le Monde skrevet: „Vi har narret os selv til at tro at religion kunne og ville have tilført konflikter lys og næstekærlighed, og at vi ville have stor nytte af at forene vore kræfter imod krig, imod oprustning. Men da vi undersøgte disse problemer, kom vi gradvis til den erkendelse at krige ikke forårsages af oprustning, men af had og splittelser blandt mennesker . . . Og her har religionen også spillet sin rolle.“
Historikeren Ernesto Galli Della Loggia har sagt det endnu mere direkte i det katolske dagblad Avvenire: „Religion synes ikke at have dannet en forenende struktur blandt mennesker og blandt nationer, snarere tværtimod. Sådan har det været i århundreder. Ikke blot har de største monoteistiske trosretninger kæmpet mod hinanden i nådeløse krige, men nogle af dem — hovedsagelig kristendommen og islam — har viet al deres styrke til at udrydde de såkaldte primitive folks animistiske religioner. Dette er sket fordi religion og politisk magt er to sider af samme sag.“
Af denne og andre grunde bliver religiøse ledere enten ignoreret af magthaverne eller tolereret som et nødvendigt onde. Og verdslig religion er i sig selv blot en fernis der har ringe eller slet ingen gavnlig indvirkning på menneskeheden eller verdensforholdene.
Ved bededagens afslutning indrømmede paven selv katolicismens ansvar i al denne blodsudgydelse. Han sagde: „Jeg er rede til at erkende at katolikker ikke altid har været trofaste mod denne bekræftelse af troen.“ Derpå tilføjede han: „Vi har ikke altid været ’fredsstiftere’. For os, og måske også i en vis forstand for alle andre, har denne sammenkomst i Assisi derfor været en bodsøvelse.“
Men har nutidens religion ved sine handlinger vist en ændret indstilling til krig? Angrer den virkelig sin vanærende fortid? Med henvisning til krige i nutiden påpegede Ernesto Galli Della Loggia: „I ni ud af ti tilfælde har disse stridigheder helt eller delvis været religiøse stridigheder.“
Bønnerne om fred har derfor været nytteløse. Hverken de politiske ledere eller folk i almindelighed lytter til dem og handler i harmoni med dem. Det gør Gud heller ikke, for han har sagt: „Selv om I beder mange bønner, hører jeg ikke efter; jeres hænder er fulde af udgydt blod.“ (Esajas 1:15) Det er grunden til at det internationale fredsår i 1986, som blev foranlediget af De Forenede Nationer og som denne verdens trossamfund støttede i sine bønner, i den grad blev en fiasko.
[Ramme på side 10]
Et rundspørge blandt italienere
VÅGN OP! har foretaget et rundspørge i forskellige italienske byer og adspurgt flere hundrede personer, hvoraf flertallet var katolikker. På spørgsmålet om hvorvidt initiativer som bededagen i Assisi og aftaler om våbenhvile vil fremme afskaffelsen af krige og oprustning, svarede 70 procent nej, 17 procent sagde at det blot var det første skridt, og kun 10 procent så det som et positivt forsøg.
En præst fra den norditalienske by Bergamo sagde: „Jeg mener at initiativet vil være til stor nytte hvis blot dets budskab praktiseres. Det er en god begyndelse der ikke må komme til at stå alene.“
Men en ung katolsk kvinde fra samme område sagde: „Man kan ikke undgå at føle sig slået af hykleriet hos mennesker der har kæmpet i årevis, også af religiøse grunde, og som så nedlægger våbnene for en dag og beder for verdensfreden, vel vidende at de dagen efter vil fortsætte kampen.“ Og en ung pige fra Brescia sagde: „Sådanne møder bidrager ikke til at afhjælpe den religiøse ligegyldighed. Kirkerne skal interessere sig mindre for politik hvis de gerne vil have Gud til at lytte til dem.“
På spørgsmålet: „Hvad bør religionen gøre for mere virkningsfuldt at bidrage til freden?“ svarede en katolik fra Torino at „den burde befri sig for enhver medskyld i de aktuelle begivenheder og lære folk at leve uden våben“. En ung katolsk kvinde fra Cremona sagde: „Kirken burde have sat et godt eksempel ved ikke at lade sig indvikle i krige og politik. Men nu er det for sent.“
På spørgsmålet: „Hvad mener De om pavens fredsinitiativ?“ svarede en sagfører fra provinsen Pesaro: „Kirken udnytter fredsproblemet til sin egen fordel, til at propagandere for katolicismen i verden.“ En 84-årig katolsk dame sagde: „Det nytter intet. Hvis de vil have en krig, skal de alligevel nok få den.“
I en omtale af religionens „politiske planer“ gav Milano-avisen Il Corriere della Sera denne betydningsfulde kommentar: „Kirken drager fordel af stemningen for fred og fremmer initiativer der giver den mulighed for at kontrollere den offentlige meningsdebat om vigtige aktuelle politiske spørgsmål, frem for at blive genstand for den.“
[Illustrationer på side 8, 9]
Folk fra hele verden opsendte bønner
Mange unge er interesseret i verdensfred