Der bedes for fred — men hvem lytter?

HVAD foretog en indianer i fuld fjerprydelse sig på en tribune sammen med en græsk-katolsk præst? Hvad havde fået buddhisternes Dalai Lama til at tage plads ved siden af ærkebiskoppen af Canterbury? Hvad havde en jødisk rabbiner tilfælles med en metropolit fra den russisk-ortodokse kirke? Og hvad fik den katolske pave Johannes Paul II til at præsidere i en sådan forsamling?

Indtil for nylig ville det have været utænkeligt at paven besteg et podium for at bede sammen med ledere fra andre store trosretninger. Men i oktober 1986 mødtes han med repræsentanter for andre trossamfund i den italienske by Assisi for at holde en „bededag for fred i verden“. Paven havde taget initiativ til dette møde i harmoni med FN’s erklæring om at 1986 skulle være et „internationalt fredsår“.

I Assisi blev der bedt om fred på mangfoldige måder. Men hvem lyttede til disse bønner? Kristenhedens treenige gud? Jødernes gud? Eller muslimernes Allah? Lyttede nogen af disse guder til disse bønner? Nu hvor begivenheden er kommet lidt på afstand, er svaret tydeligt.

Hvad der foregik

De religiøse lederes bønner udgjorde højdepunktet på den internationale bededag for fred der blev holdt i den italienske by Assisi den 27. oktober sidste år. Der var blevet rejst en stor platform, og på bagtæppet stod ordet „FRED“ på fjorten sprog. De over 60 overhoveder fra de store trossamfund var anbragt i en stor halvkreds med paven i midten og skiftedes til at bede fra en prædikestol. Fjernsynskameraer dækkede ceremonien, som siges at være blevet overværet af 500 millioner fjernseere verden over.

Buddhisterne var de første til at bede; de bad om „oceaner af lykke og glæde“. Derpå nedkaldte hinduerne „fred over alle væsener“. Muslimerne bad: „Priset være Gud, universets Herre.“

„Skænk os fred,“ anråbte de afrikanske åndedyrkere idet de påkaldte deres guddomme. „Vi byder Den Store Ånd, Moder Jord, piben,“ sagde de fredspiberygende indianere. „Giv jorden fred,“ bad jøderne.

„Lad os i fred og enhed bønfalde vor Herre Gud,“ lød katolikkernes, anglikanernes, lutheranernes og de græsk-katolske kirkerepræsentanters bøn. Sikherne, zarathustratilbederne, shintoisterne og jainerne bad også om verdensomspændende fred.

En begivenhed der gjorde indtryk

Som pressen bemærkede, var det første gang at så højtstående gejstlige fra verdens forskellige trossamfund var forsamlede for at bede. Det fik nogle til at omtale mødet som „en historisk begivenhed“.

Nogle så i mødet en opfyldelse af en bibelprofeti. Da Assisi ligger på en bakke, regnede de stedet for det symbolske bjerg der omtales i Mika, kapitel 4, vers 1 og 2. Et tidsskrift kaldte forsamlingen i Assisi „et møde som profeten Mika havde forudsagt for 2700 år siden: ’I de sidste tider vil bjerget hvor Herrens tempel står, blive det højeste af alle . . . Alle folkeslag vil samles ved dets fod og sige: Lad os drage op til Herrens bjerg. Han vil lære os hvad vi skal gøre.’“ — Voce delle Contrade.

Bladet Il Sabato skrev henrevet: „Det er første gang noget sådant er sket siden Babelstårnets tid. Dengang blev mennesker splittet på grund af deres ønske om at nå op til himmelen. I dag forenes mennesker af de religiøse følelser der gør dem åbne for den Guds gave som freden er.“

Vægtige spørgsmål

Begivenheden var ganske givet opsigtsvækkende. Den gav imidlertid med rette anledning til visse spørgsmål. Dagbladet La Nazione spurgte: „Tjente dette budskab sit formål? Vil det nå hjerterne på den halve milliard tilskuere? Vil det rokke ved den forstenede holdning hos dem som direkte eller indirekte afgør og leder begivenhederne og verdens skæbne?“

Hos tænkende iagttagere trænger andre spørgsmål sig på: Godtager Gud alle bønner uanset hvilken form for gudsdyrkelse man praktiserer? Er det tilstrækkeligt at bede om noget uden at man forvisser sig om Guds syn på sagen? Har dette møde påvirket folk til at virke for fredens sag? Hvad lærer vi af fortiden? Og, frem for alt, hvad siger Bibelen om hvordan verdensfred vil blive indført?

Vi må også spørge: Var mødet i Assisi mellem denne verdens forskellige trosretninger i virkeligheden et nutidigt modstykke til det der skete ved Babelstårnet?