En advarsel der gælder livet

I HVERDAGEN får vi jævnligt advarsler om forskellige farer. Det kan være i trafikken hvor vi møder gule blinklys eller færdselstavler der fortæller os at vi skal give agt, nedsætte hastigheden eller holde tilbage. Det kan også være i form af mærkater på medicin- eller giftflasker. Vi betragter ikke det at give agt på sådanne advarsler som nogen ulempe, for ved at gøre det kan vi undgå at komme galt af sted, og måske endda redde livet.

I nogle tilfælde kan det at følge en advarsel imidlertid betyde at man må opgive visse planer og måske lide materielle afsavn. For eksempel kan et stormvarsel betyde at fiskere må opgive at tage ud, eller at de må søge i havn, hvorved de går glip af fangst og fortjeneste. Det at følge en advarsel kan også indebære at man må give afkald på hjem og ejendele og måske tilbringe nogen tid under ubekvemme forhold. Nogle har ignoreret sådanne alvorlige advarsler, med det resultat at de har mistet livet.

Det var for eksempel tilfældet i foråret 1902. Alt gik som det skulle på den smukke caraibiske ø Martinique — indtil tegnene på en forestående naturkatastrofe viste sig. Det vulkanske bjerg Mont Pelée, omkring 8 km fra øens dengang største by St. Pierre, var atter blevet aktivt. Mens dagene gik og vulkanen udspyede røg, aske, klippestykker og giftige, ildelugtende luftarter, blev befolkningen i byen stadig mere ængstelig. Situationens alvor skærpedes, og det burde have været tydeligt for enhver at faren var overhængende.

Advarsler der blev ignoreret

Af hensyn til den forestående sukkerrørshøst forsikrede St. Pierres handelsfolk indbyggerne om at der ikke var nogen fare på færde. Politikerne udtrykte sig i lignende vendinger; de var mest af alt optaget af det kommende valg og ønskede derfor heller ikke at folk skulle flygte. Og de religiøse ledere samarbejdede med handelsfolkene og politikerne ved at fortælle deres sognebørn at alt var som det skulle være. Men den 8. maj eksploderede Mont Pelée med et kæmpemæssigt brag. Stærkt ophedede sorte skyer væltede ned over St. Pierre, og omtrent 30.000 mennesker omkom.

I flere generationer havde Mount St. Helens i staten Washington, USA, stået som et billede på fred og uforstyrrethed. Området havde et særdeles rigt dyreliv og var ideelt til vandre- og fisketure. Men så, i marts 1980, kom de første faresignaler i form af flere jordrystelser og mindre udslip af damp. I begyndelsen af maj tiltog vulkanens aktivitet heftigt. Lokale og statslige embedsmænd begyndte at advare om faren ved at færdes i området.

Alligevel forblev flere personer i området, mens andre ignorerede de skilte der advarede mod at færdes i farezonen. Pludselig, tidligt om morgenen søndag den 18. maj, indtraf en kolossal eksplosion der bortsprængte 400 meter af bjergets top og udslettede områdets plante- og dyreliv samt de omkring 60 personer der havde ignoreret advarslerne.

Anderledes gik det i november 1986 da Mihara-vulkanen på øen Izu-Oshima i Japan pludselig kom i udbrud og truede alle øens ti tusind indbyggere og turister. Da ordren til omgående evakuering blev udstedt, reagerede disse mennesker omgående. Om dette beretter de følgende artikler, der er skrevet af en Vågn op!-korrespondent i Japan.