Vor skønne jord — Hvad bliver der tilbage til vore børn?

SIDEN 1970 er der ifølge offentliggjorte rapporter blevet født 1,7 milliarder børn. Hvis de udgjorde et enkelt lands befolkning ville det være verdens største. Vil det derfor ikke være rimeligt at spørge: Hvilken verden overlader vi dem?

For mere end 25 år siden bemærkede en fremtrædende læge inden for det amerikanske sundhedsvæsen: „Vi lever i frygt for at noget kunne ødelægge vore omgivelser, så at vi kunne ende med at blive fortidsvæsener ligesom dinosaurierne.“

I de mellemliggende år er denne frygt blevet stadig større. Sidste år holdt knap et hundrede biologer foredrag for et nationalt forum i USA, og advarede om en forestående bølge af masseødelæggelse i lighed med den der havde udslettet dinosaurerne. Denne gang ville det blot ikke skyldes naturlige begivenheder, men „menneskers handlinger“.

Worldwatch Institute skriver i sin rapport State of the World 1987: „Et selvopretholdende samfund dækker sine behov uden at forringe muligheden for at de efterfølgende generationer vil være i stand til det samme. Men på mange områder lever vor tids samfund ikke op til dette kriterium. På hvert eneste kontinent opstår der spørgsmål vedrørende den økologiske balance. Omfanget af den menneskelige aktivitet truer nu med at gøre jorden ubeboelig.“

Instituttets rapport lader forstå at når jordens mere end fem milliarder mennesker (og tallet stiger med 83 millioner om året) skal have dækket deres behov, overbelastes jordens evne til at forny sine biologiske systemer.

Den kemiske forurening tynder ud i atmosfærens ozonlag og kan føre til „flere tilfælde af hudkræft, en svækkelse af det menneskelige immunforsvarssystem samt ringere høstudbytte“.

Hvis syreregnen fortsætter vil ikke blot flere skove og søer dø, men også jorden vil forsures yderligere, hvilket det „kan tage årtier, om ikke århundreder, at genoprette“.

Intensiverede landbrugsmetoder „har bevirket at muldlaget forsvinder hurtigere end det kan nå at gendannes“.

Den omfattende skovhugst resulterer i at der optages mindre kuldioxid fra atmosfæren, og anvendelsen af fossilt brændsel bevirker at der frigøres mere kuldioxid end de resterende planter og havene kan optage. Derved opstår der en drivhuseffekt der kan resultere i at store ismasser smelter, hvilket vil skabe oversvømmelse i byer langs kysterne.

Når store regnskovsområder forsvinder, optages og afgives der mindre vandmængder. Det resulterer i mindre nedbør, og ørkenerne kan brede sig.

Giftige kemikalier, urenset spildevand, olieudslip, kernekraftulykker, uforsvarlig anvendelse af radon, mikrobølger og asbest — listen over menneskers overgreb på miljøet synes uendelig.

Rapporten State of the World 1987 siger advarende: „Aldrig før har så mange af de livsvigtige systemer der gør jorden beboelig været ude af balance samtidig. Nye miljøproblemer er så tidsmæssigt og geografisk vidtrækkende at de når ud over de eksisterende politiske og sociale institutioners myndighedsområde. Et enkelt land vil ikke være i stand til at stabilisere jordens klima, beskytte ozonlaget, bevare planetens skovtæppe og muldjord eller afhjælpe forsuringen af søer og vandløb. Det vil kun kunne lade sig gøre gennem et vedvarende internationalt samarbejde.“

Men det går langsomt med dette samarbejde, og tiden er ved at løbe ud. Der bliver anvendt flere hundrede milliarder kroner på våbenkapløbet, men kun småbeløb på at bevare det miljø vi er afhængige af — og som bliver vanrøgtet i den grad at det kan slå os ihjel. Alene De Forenede Stater har siden 1983 anvendt 9 milliarder dollars på forskning i forbindelse med det strategiske forsvarsinitiativ (SDI), og ønsker at anvende yderligere 33 milliarder hertil fra 1986 til 1991. Derimod er man nærig når det drejer sig om at anvende penge på miljøet. Det samme gør sig gældende i andre industrialiserede lande. State of the World 1987 udtrykker krisen i en nøddeskal: „Tiden er inde til at vi slutter fred med hinanden så vi kan slutte fred med jorden.“

„Skal livet bestå i fremtiden,“ hedder det i rapporten, „er det nødvendigt at alle på samme tid standser ophobningen af kuldioxid, beskytter ozonlaget, gendanner skove og jordlag, standser befolkningstilvæksten, øger energiudnyttelsen og udvikler vedvarende energikilder. Aldrig før har nogen generation stået over for et så indviklet problemkompleks der kræver øjeblikkelig indsats. Fortidens generationer har altid været bekymrede for fremtiden, men vi er de første der må træffe beslutninger som kan få afgørende betydning for om den jord vi giver i arv til vore børn vil være beboelig.“

Næste artikel vil vise den kritiske udvikling inden for brugen af giftige kemikalier.